Måned #2

Reklamelinks markeret med *
Tunika fra WHEAT* – Legetæppe fra Fabelab* – Rangle fra Sebra* – Pindsvin fra Sebra*
Wow, så er der allerede gået endnu en måned og den skønne dame her er i dag 2 måneder gammel. Jeg synes virkelig der er sket meget med hende fra jeg skrev dette indlæg i sidste måned. Hun er begyndt at vise tegn på at være et lille (bestemt) menneske med personlighed fra bare at være en baby der åd, skreg, sov og sked. Hun vil gerne “lege” nu og underholdes (som hendes far plejer at sige: “Har vi “Let-me-entertain-you”-baby i dag?”). Og der er noget af legetøjet der er begyndt at blive spændende (dog kan hun ikke selv holde det endnu). Hun er også begyndt at lave lidt optræk til at pludre… det er sååå sødt! Og smil – dem får vi masse af! Især når hun vækker os omkring kl. 05. Så plejer vi at blive mødt med et babyfjæs der smiler og charmer (hun ved godt at det er nødvendigt på det tidspunkt 😉 ). Hun har også sovet igennem flere gange. Lige nu gøjler hendes rytme om natten lidt, fordi vi begge har været lidt sløje de sidste dage, men ellers plejede hun at falde i søvn kl. 22-23 og så sove igennem til ca. 05-06 før hun vil ha’ mad første gang (og så falder hun i søvn igen der).
Og så er der sikkert flere der sidder og tænker lige nu “Synes hun stadig det er 10% dejligt og 90% røv?” (puha det skabte meget debat!). Nej, det gør jeg ikke. Ens overskud kommer tilbage som kroppen finder sig selv og man finder sig mere til rette i sin nye rolle som mor. Hvis jeg skal sætte procenter på, så vil jeg sige 60-40 i røvs favør. Men det kan sagtens være 50-50, eller endda 40-60 til den dejlige side nogle dage. Det er nok mest de dage, hvor vi er to om hende og jeg ikke har hende alene hele dagen. Fordi de er ikke altid sjove. Og så har det også rykket sig i takt med at hun er blevet sjovere og er begyndt at kommunikere med os.
Sidst vi fik hende vejet og målt (for 2 uger siden) var hun 4860 g og 58 cm. Så nu ligger hun officielt over kurven mht både vægt og længde. Min lille ædedolk <3
– Damen her var påvirket af 5 ugers tigerspringet (det er åbenbart ikke alle babyer der er påvirket af alle tigerspring) og var generelt bare voldsomt cranky i ca. en uge. Den uge føles _meget_ lang, men den går over. Og bagefter har man en baby der er langt sjovere! Hun begyndte at smile meget mere (desværre mere til et par IKEA-hylder over vores sofa end til os… udkonkurreret af et par hylder fra IKEA. Fedt!) og begyndte at ville “lege” (aka underholdes og ikke bare ligge ned. Der skulle pludselig ske noget!).
– Man skal IKKE tage til Open by Night med barnevogn. Dum, dum idé.
– Da hun var knapt 6 uger var vi ude og spise første gang. Med baby (og Fie, mand og søde Beate <3). Jeg var nervøs under hele middagen for at hun skulle vågne og jeg derfor ville blive tvunget til at sidde og amme offentligt. Hvilket jeg virkelig, virkelig gerne vil undgå. I min verden er bryster stadig bryster. Men baby snorksov og vi fik en hyggelig stund med gode venner. Da vi gik hjem følte jeg det lidt som en sejr… jeg havde taget et lille stykke af mit gamle liv tilbage igen. Det kan anbefales!
– Bølle B har i den forgangende måned også forstået at der er en forskel på mor og far = hun er blevet morsyg. Hvilket jeg synes er hårdt da hun så hænger extra på mig.
– Pga lærer-lockout, så er det først i løbet af den sidste måned at det rigtigt er blevet hverdag for os. Det er rigtig hårdt at være alene med hende i så mange timer, da man ingen pause får. Så sørg for at give hinanden en alene-break hver dag. Det har man virkelig brug for, så man ikke bliver helt baby-crazy. Det kan fx. bare være at den ene går i Netto alene eller at man går ind i et andet rum imens den anden har baby en lille times tid.
– Vær’ forberedt på at sidde og glæde jer til når ungen sover. Og når hun så endelig sover, så savner man hende. Typisk.
– Jeg har dog ammet offentligt. Pakket ind i hendes dyne, stofbleer og hvad har vi. Not fun og det var en personlig grænse der VIRKELIG skulle overskrides. Men den er nødvendig at overskride, hvis jeg har tænkt mig at ha’ et liv udenfor lejligheden de næste mange måneder. Og det har jeg. Jeg kunne dog godt finde på at teste brystpumpe og flasker for at undgå det HVER gang man skal ud.
– 8 ugers tjek (dét til mor, hvor understellet skal tjekkes) er slet ikke så slemt som man tror. Og det er bare dejligt at få at vide at alt er fint.

Ej jeg har simpelthen glædet mit til dette indlæg i en hel måned (sjovt nok) 🙂
Det er så sjovt at få lov til at følge lidt med i hendes (og din!) udvikling.. Glæder mig allerede til næste, haha..
Og dejligt at høre at dejligheden vinder ind på røven 😉