Opfølgning på “Vil du kun have et barn??”

Det er jer der er grunden til at jeg e l s k e r at blogge! Jeg ville ønske, at jeg hver eneste dag kunne lave indlæg der skaber så meget liv og debat i kommentarfeltet, men det er bare ikke hver dag, at større emner som det sidste presser sig på. Vi skal jo heller ikke debattere bare for at debattere, og jeg vil helst have at der er en personlig vinkel på det jeg skriver om. Det var der i sidste uge på “Vil du kun have et barn??” og hvor var det fantastisk at læse jeres historier. Både jer som var enige, uenige, jer enebørn der har savnet at have søskende og jer med søskende der gerne ville have været enebørn. Jeg synes bare at det viser, at der ikke er noget rigtigt facit her i livet – man skal gøre det der er rigtigt for én selv. Det er jo dig der skal være glad og leve dit liv – ikke andre! For nogle er det rigtige at få mange børn, for andre er det kun et og få nogle er det slet ikke at få nogen. Og respekt for at folk gør det der er rigtigt for dem og ikke noget som samfundet, normer eller familie presser én til. Jeg var forberedt på, at der ville komme mange “det er synd for enebørn”-kommentarer og det er også fair nok. Jeg synes bare, at man i sådan et statement glemmer, at søskende langt fra er en velsignelse for alle. Mange har et dårligt eller ikke-eksisterende forhold til deres søskende, så det er langt fra alle der ser det som en bonus. Jeg tror tit, at vi ser lidt romantisk på søskendeflokke og tænker “hvor er det dejligt at de har hinanden!”, men jeg oplever bare lige så mange der har haft utrolig ulykke forbundet med søskende, da det oftest også gør mere ondt at blive såret af en af dem end en veninde. Tænk lige på hvor ekstra ondt det gør, hvis det er ens søster der løber med ens kæreste end hvis det er en veninde? Jeg havde engang en kollega det skete for, og hun “mistede” både kæreste og forhold til søster. Og hvis man bare en lørdag formiddag tænder for radioen og hører “Mads & Monopolet”, så forstår man hurtigt, hvor meget jalousi der kan være, søskende der trækker sig når de ikke forstår ens valg i livet og bitre arvesager, hvor man går galt af hinanden.Jeg prøver ikke at sige, at have søskende er lort med lort på altid, fordi jeg kender også mange der har fantastiske søskendeforhold og jeg er selv så glad for min lillesøster. Vi var til gengæld ret meget hund og kat, da vi var små, hvor vi sloges mindst lige så meget som vi legede. Vi har så senere virkelig fundet hinanden, men det viser bare igen, at det hele er altså ikke idyl! En sidste ting jeg gerne vil tage op, som blev bragt op mange gange i kommentarfeltet. Nemlig at flere påpegede hvor alene man ville være uden søskende, når forældrene en dag døde. Alene? Er det kun søskende der tæller? Hvad med mand/kæreste, egne børn, gode venner? Hvad med onkel, tanter og fætre/kusiner? Hvis vi ikke får flere, så har vores datter da stadig en chance for en fætter eller kusine, som hun kan blive rigtig tæt med! Jeg kender flere, hvor de er virkelig, virkelig tæt med en kusine på samme alder. Jeg vil aldrig føle mig alene, så længe jeg har Tim og Bella.

Det korte af det lange er: gør det der føles rigtigt for jer! Ingen skal få mange, få eller ingen børn fordi de føler sig presset til det. I skal gøre det der er det rigtige for jer, da det er jer der skal være lykkelige i jeres liv og med jeres valg! Hvis I ikke fik læst indlægget “Vil du kun have et barn??“, så kan I gøre det HER. Og vil I læse et sjov indlæg, hvor min søster fortæller sandheder om mig/os, så er det HER

Following up on this blogpost from last week. I only want one child and you should do what feels right for you, and your life!