Min senest ASOS-bestilling (+rabatkode)

“Vil du kun have et barn??”

Det er en undren jeg er blevet mødt rigtig meget med. En undren over, hvorfor jeg kun vil have et barn. Både i den virtuelle verden, men også ude i “virkeligheden”. Og hvorfor er det egentlig? Altså ikke hvorfor jeg ikke vil have flere, men hvorfor det får folk til at løfte øjenbrynene i sådan en høj grad? Jeg har flere i omgangskredsen, som enten har, eller udtrykker ønske om 3, 4 og 5 børn. Der er da ingen der sidder og siger “Ej, er du virkelig sikker på at du vil have 4 børn?!” til dem? Også selvom jeg personligt overhovedet ikke forstår det ønske. Hvorfor er det så fyfy at stoppe ved det første og eneste? Det er lige som om, at der er en udskreven regel om, at hvis man får børn, så skal man have minimum to. Alt under er mærkeligt.

Jeg har bare ikke lyst. Jeg vil ikke sige, at jeg aldrig får. Det aner jeg ikke, jeg kan ikke spå om fremtiden. Men jeg kan mærke efter hvordan det føles i min mave og det føles som et rungende “nej tak”. Jeg blevet mødt af mange “kloge hoveder” der vidste det hele: “Når hun begynder at gå, så begynder du at sukke efter en ny!”. Det skete så ikke. “Når hun holder op med at amme, så begynder du at tænke over nummer 2. Og du vil savne amningen!”. Nej og nej. “Når hun bliver 1,5 år og er mere selvstændig, så begynder du at overveje den næste”. Hun fylder 1,5 år i denne måned og jeg har aldrig været mere sikker på, at jeg ikke vil have flere som nu. I starten sagde jeg netop dét til mig selv, som alle andre også sagde; “Giv det lidt tid, du får helt sikkert lyst til flere!”. Men jeg bliver mere og mere sikker på, at det vil jeg ikke. Jeg har det fint med det (og Tim også), så hvorfor har omverden så svært ved, at acceptere hvordan jeg vælger at forme mit liv?

Jeg har aldrig drømt om at få en kæmpe børneflok. Det er bare ikke en del af mig og mine fremtidsdrømme, og har aldrig været! Jeg har måske engang som lille pige ytret, at jeg gerne ville have 3-4 stykker, men det var fordi jeg havde en logik der hed “En baby er cute – mange babyer er meget cute!”. Det er ikke noget jeg som voksen har fundet romantisk eller hyggeligt. Jeg har altid tænkt mere over, hvor mange års “bundet” barsel og tid væk fra job det betød for mig. Det handler ikke om, at jeg synes det er uoverskueligt lige nu, men at jeg simpelthen ikke har lyst til livet som mor til 2+ på den lange bane. Jeg har ikke lyst til at være gravid igen, jeg har ikke lyst til at amme igen, jeg har ikke lyst til at være på barsel igen (har aldrig været så bundensom og ulykkelig som den tid. Jeg er simpelthen et for socialt anlagt menneske til at være bundet til en sofa i 13 mdr… og jeg havde ingen at “barsle” med) og jeg har ikke lyst til at smutte fra arbejdsmarkedet/karriere i over 1 år. Hvorfor har folk så svært ved at acceptere, at jeg bare har lyst til at have andre mål end at være mor til blebørn de næste 10 år?
En af mine veninder sagde noget klogt til mig for et par uger siden, da vi snakkede om netop dette emne. Hun sagde “Jeg tror, at det handler om at det for nogen er et behov, og for andre er det et ønske. For mig var dét at blive mor et behov på samme linje som at trække vejret”. Og lige der gik der et lille lys op for mig! Jeg har haft ønsket og graviditet var helt planlagt – men jeg har slet ikke haft det behov, som min veninde beskrev. Jeg kan slet, slet ikke nikke genkendelse til den følelse. Men vi er jo forskellige mennesker, med forskellige behov og forskellige mål i livet. Min undren går bare på, hvorfor det er socialt acceptabelt at sige til mig, når jeg siger at jeg nok er færdig med at få børn, at jeg nok skifter mening senere. Til gengæld ville mange syntes, at det er super dårlig stil, hvis jeg siger “Ej, er du virkelig sikker på det?”, når min veninde siger “Vi vil gerne have flere!”. Det er vel en beslutning de har tænkt længe over, grublet over – på samme måde som min? Men hvor er forskellen?

Og så klassikeren: “Men er det ikke synd for Bella, at hun ingen søskende får?” – Synd? Synd hvordan? Jo, jeg er selv vanvittig glad for min lillesøster, men jeg havde nok ikke være et ulykkeligt menneske, hvis jeg ingen søskende havde haft. Jeg ville jo ikke kende til andet! Jeg kender masser af superglade voksne enebørn og endda flere, hvor de er glade for at de IKKE har haft søskende. De mener selv, at de har tættere og bedre forhold til deres forældre, fordi de aldrig har skulle dele dem, deres tid og opmærksomhed med andre. Og den der med at enebørn er forfærdelige, forkælede i forhold til andre børn er vist mere med forældres valg af opdragelsesmetoder at gøre end antallet af søskende. Jeg ville gerne give hende en søster eller bror, men det er, og MÅ ikke være den eneste grund til at få flere børn! Det skal være en ud af mange gode grunde til det, men det må simpelthen ikke være den eneste grund. Ihvertfald ikke for mig. Det er simpelthen for hårdt til at jeg kan bruge det som argument for at kaste mig ud i det vanvid igen (jeg sælger det her moderskab vildt godt, ikke? 😉 ). Vi har desuden så mange gode venner der har børn i samme alder – Beate, Rosa, Agnes og Augusta – alle mellem 0 og 3 år. Alle piger lige i hendes aldersgruppe og alle nogen vi ser ofte. Hun mangler ikke noget!

Så mit spørgsmål til jer er: Hvorfor er det, at vi her i 2014, stadig har svært ved at acceptere kvinder, hvor deres main goal in life ikke er at være mor? Jeg ved, at vi er kommet langt med kvindefrigørelse, p-piller, fri abort, ligestilling og brændte BH’er. Men det er som om, at vi stadig har svært ved at acceptere de kvinder, som ikke føler at deres hovedmål i livet er at bidrage til mere overbefolkning? Sidder vi stadig lidt fast i en gammeldags forestilling om, at selvfølgelig elsker alle kvinder da at være mor og kan ikke få nok af det? Hvorfor er det ok at min nabo får 5 børn, men ikke at jeg kun får et?

Jeg forstår det ikke, piger!

I only want one child. That’s enough for me, but I’m often met with questions why and persistent comments that I will change my mind in a few years. Why is it more socially acceptable to tell me that than to ask a mother with 3 kids if she did regret having any of hers?

bloglovin
   

195 kommentarer

  • Altså nu har jeg godt nok 2 børn (drenge), men jeg har det stadig på præcis samme måde som dig. Jeg er SÅ træt af folk der siger “nååååh, så skal du da også lige have en nummer 3, hva?” eller “ej, så skal i da også liiiige have en pige, ikke?” !!! Og folk forstår overhovedet ikke, når jeg siger at jeg ikke har LYST til flere! Så selvom jeg har fået nummer 2 også, vil jeg bare lige sige, at jeg forstår.. Det er jeres helt eget valg om I vil have 1, 2, 4 eller 8 og det skal folk ikke blande sig i! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Tak, og jeg er helt enig med dig! Det er som om at mange ikke forstår at man ikke bare har lyst til at føde børn ud i det uendelige 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lonnie

    Jeg tror, at mange tror, at der er noget galt, hvis man vælger at stoppe efter en. Var det for hårdt? Fødselsdepression? Er forholdet i krise? Det var i hvert fald nogle af de spørgsmål, jeg har fået, når jeg har sagt, at vi ikke nødvendigvis ville have flere børn end vores søn.

    Jeg havde det præcis som dig frem til min søn var 2-2,5 år. Jeg var overhovedet ikke klar til at skulle have flere. Vi har talt om det mange gange, og jeg synes klart der er fordele både ved 1 og 2 børn. Vores søn er næsten 3 nu, og alt er bare så nemt. Vil vi virkelig bombes tilbage start. Vi valgte dog at gøre det, blandt andet fordi vi mener, at søskende er en gave til børn, og vores søn vil blive en fantastisk storebror. Det var dog ikke et naturgivent valg, og det har mange undret sig over.

    Jeg tror det er super vigtigt, at man holder sig til mavefornemmelsen. Og hvis det er 1 barn, så er det sådan det er. Lad ikke andre overbevise dig om andet.

    Når det er sagt, så var der ingen i min vennekreds med børn på Bellas alder, der overhovedet ville drømme en en 2ér, men de fleste er dog efterfølgende hoppet på vognen, når børnene er blevet lidt ældre. Så måske er du også bare omgivet af folk, der har været klar til nummer 2 meget hurtigt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Jeg tror at du har ret – at mange antager, at hvis man “kun” får en, så er det fordi man ikke kunne få flere!
      Og lige præcis det samme – jeg gider ikke bombes tilbage + pludselig at skulle få hverdagen til at gå op med TO børn. Synes det er nok arbejde med en!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette MR

    Jeg synes helt bestemt det er op til folk selv at vælge, jeg er dog en af dem der gerne vil have mange børn, selvom jeg ingen har endnu.
    Derudover er jeg også enebarn, er vokset op med kun mine forældre og jeg har et helt specielt og nært forhold til dem – MEN, jeg ville ønske jeg havde haft en bror eller søster. Og især i forbindelse med al den sygdom og død vi har haft i familien, der gør at jeg tit tænker at jeg jo er den eneste til at tage mig af mine forældre – og når de ikke er her mer, har jeg “kun” min kærestes familie, det kan jeg godt mærke gør ondt, og lige nøjagtig dér ville det være skønt at have mere familie.

    Men jeg synes dog så heller ikke at man skal få børn kun på baggrund af det, og slet ikke fordi det er synd for børnene. Jeg forstår til fulde din grund, og hvis man som partnere er enige kan jeg heller ikke se det er nogen anders forretning at blande sig i.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Jeg kan sagtens se det du siger, og hvis det var en ud af flere gode grunde til at få flere, så synes jeg det er en rigtig god grund! Det må netop bare ikke være den eneste, som du netop skriver! Fordi det er den eneste grund jeg lige nu kan se.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det var netop også det jeg tænkte, det som Mette skriver – det at miste når man er enebarn. Men som du også skriver, Jeanett, så må det ikke være den eneste grund til at få flere børn. Jeg synes virkelig det er fedt at du tager emnet op til debat! Det giver i hvert fald mig noget at tænke over – for jeg har nok været en der mødte folk med hvornår de så skulle have næste barn 😉 Selvom jeg ikke har børn, så fylder det stadig meget, og jeg GLÆDER mig til at skulle være mor og se min kæreste blive far. Men det er nok svært at planlægge hvor mange børn, når man ikke har oplevet det at være forældre endnu 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Det tror jeg også – jeg tror slet ikke man kan forestille sig hvordan det er. Og det er på både godt og ondt!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg tror kvinder har et stort behov for at putte hinanden i kasser. Jeg har aldrig haft lyst til at få børn og jeg kan godt mærke den store undren hvis man siger man ikke vil have børn. Det er bare mærkeligt at det skal være vores fælles udgangspunkt i vores voksenliv. Jeg har heldigvis veninder som ikke syntes jeg er mærkelig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Nej, jeg tror også at dem der helt fravælger børn møder endnu flere undrende kommentarer! Det er ærgerligt!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Faktisk er det meget, meget få, der har udtryk undren over, at jeg ikke har fået børn. Der er lige så få, der har forventet, at min mand og jeg ville have børn.

      Det må være noget med personlighed, for de fleste har vel også altid kunne se, at jeg havde gang i helt andre ting, arbejdsting.

      Du skal bare spørge tilbage, hvorfor jeres antal af børn har nogen som helst relevans for en samtale. Det plejer at skifte emnet ret hurtigt:-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Haha jeg skal virkelig huske det sidste næste gang det sker ;(

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Hov glad smiley! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Super godt indlæg. Det ligger så fint i tråd med fordommene imod dem, der slet ikke vil have børn. Jeg har mange venner, som aldrig ønsker børn, men som stadig i en alder af snart 40 bliver mødt med et “det vil du fortryde”. Og hvorfor? Nej, jeg forstår det ikke selv – lige som jeg heller ikke helt forstår dine følelser; jeg er ved at dø for at få en 2’er! Men det er jo netop dine følelser, og jeg vil da på ingen måde stille spørgsmål ved dem. Mon ikke du har gjort det rigeligt selv?

    //Caroline

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Præcis! Det er lige netop min pointe med det hele! Folk behøver ikke nødvendigvis at skulle forstå mit valg, men bare respektere det i stedet for konstant at stille spørgsmål ved det. Jeg fatter ikke folk der vil have 3 og over, men det er da ikke noget jeg stiller spørgsmål ved og udfordrer deres valg konstant.
      Og jo også præcis! Det er jo en velovervejet beslutning, det er jo ikke bare en trodsreaktion eller lignende.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Haha jeg har faktisk ventet på det her indlæg ville komme! Jeg er også drøn irriteret over spørgsmålet og kan forestille mig du render ind i det end del mere end mig. Har flere gange også overvejet at skulle få det ud, men der synes jeg bare ikke helt min blog passer. Så er det godt at jeg har dig som har det på nøjagtig samme måde og bare kan smide et link til det her fremover 😉 Faktisk her i weekenden blev jeg spurgt og der kom den med “ej men det er da synd for ham” Hvor jeg bare nærmest havde lyst til at råbe hende ind i hovedet at det skulle hun da slet ikke blande sig i og jeg har da haft det fint. Jeg er jo også enebarn. Men jeg gjorde det ikke. Det er jo nærmest tabu at have det sådan. Hvilket jeg overhovedet ikke forstår på nogen måde. Så tak, tusind tak for at have sat ord på hvordan jeg har det med det. Minus lige den lille ting at min mand gerne vil have flere, men så noget kan man jo ikke bare gå på kompromis med og sige ok. Han skal trods alt ikke gøre alt det hårde arbejde… Har sagt han må skaffe en rugemor så kan vi snakke om det 😉 Men på egen krop. Nej tak.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Hvis jeg gerne ville have en mere, så tror jeg også Tim ville med på den. Men først om 5 år! Vi hiver begge lidt efter vejret i forhold til at få vores meget sociale liv “tilbage”.
      Og jeg vidste slet ikke at du også havde det sådan! Det er det fede ved en blog og ved at skrive sådan nogle indlæg her. Man finder altid ud af at man har flere lidelsesfæller end man troede! Og du linker bare løs 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • JO er du vimmer mand. Jeg har været ombord på ALT hvad du har skrevet herinde efter du fik B 😉 Mindes ikke på noget tidspunkt at jeg har haft en anden holdning end din i hvert fald 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Du er sød! Og hvor er det rart at vide at man trods alt ikke er helt alene! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla b

    Jeg forstår det heller ikke! Jeg har ikke selv et ønske om at få børn – overhovedet. Det er slet ikke mig og det har det aldrig været. Jeg synes (nogle) børn er søde, men jeg vil ikke selv have dem.. Og i andres øjne (mest dem der selv har børn) er det helt utænkeligt at leve et liv uden. Jeg bliver mødt med SÅ mange fordomme om at ens liv så bliver forfærdeligt og ikke værd at leve.. Én har sågar sagt til mig, at jeg ikke skal regne med at folk gider omgås mig, når jeg ingen børn har. Fordi jeg ikke kan sætte mig ind i at have et barn? Jeg er altså menneskelig og kan sagtens forestille mig de mange søvnløse nætter osv. Osv. Og jeg deltager da gerne i “børnesnakken”, selvom jeg ingen erfaring har.
    Det gør faktisk rigtig ondt, når folk ikke i det mindste prøver på at respektere ens ønske. Jeg nedgør jo ikke dem bare fordi de gerne vil have børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Wow, det er godt nok også nogle nederen ting at sige til dig! Hvorfor har folk så travlt med andres livsvalg?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camilla b

      Det er virkelig nederen! Men du kender jo godt de kvinder der, efter de er blevet mødre, kender svaret på ALT – også ting i andres liv 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Oh yeah 😉 De er nærmest en hel speciel type menneske 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Majken

    Fantastisk god pointe.

    Jeg er selv mor til en dreng på godt 2 år. Jeg går med nøjagtig de samme tanker som dig. Jeg bliver mødt af det samme. Det rystede mig faktisk i høj grad hvor hurtigt folk begyndte at spørge hvornår den næste var på vej, ikke hvis – men hvornår! Det er så dejligt du tager emnet op, for det er jo nærmest tabu. Jeg tror folk omkring os automatisk tænker ‘de kan nok ikke få flere, hvor er det synd for dem’. Det hader jeg.

    Jeg har altid været i tvivl om børn var for mig men da graviditeten meldte sig var det helt ok. Havde en let graviditet men et skrækkeligt fødselsforløb. Ammede ikke for det var bare ikke mig. Hadede barsel og vendte on og off tilbage til mit job når jeg kunne, altså når min kæreste eller mor kunne passe. Ellers brugte jeg tiden på at skrive hovedopgave. At jeg ikke ammede gav mig den frihed at jeg kunne komme lidt hjemmefra. Det har givet min kæreste et fantastisk forhold til vores søn, vi har i høj grad været 2 om det hele. Ellers havde jeg simpelthen ikke klaret det. Jeg har et behov for at komme ud blandt mennesker, at være fri. Måske egoistisk. Jeg ville have kæmpe problemer med at skulle gennemgå det hele med en baby igen.

    Men jeg elsker vores familie på tre, jeg føler at vi kan give vores søn hele verden – på nær en lillebror eller -søster. Men han må klare sig med os. Sådan har jeg det nu i hvert fald – om man ændrer holdning på et tidspunkt kan jeg ikke vide 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Ja, man bliver virkelig hurtigt mødt med “hvornår kommer nummer 2?”. Står der “fødemaskine” i panden på mig?? Og jeg synes du har SÅ ret i at det nærmest er tabu kun at ville have en. Netop derfor jeg tager emnet op!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg forstår dig SÅ godt. Selvfølgelig skal der ikke stilles spørgsmålstegn til valget om kun at få et barn! Og jeg er meget enig med dig i, at der er en kedelig tendens til at dømme andres måde at leve på. (Og ja, her er vi kvinder altså bare stride!) Og her tænker jeg også sådan helt generelt. Levemåder, forhold, karriereveje, opdragelsesmetoder osv. Jeg forstår ikke, at vi i dagens “moderne” og “brogede” Danmark, har så snævert et syn på, hvordan man kan, skal og bør leve sit liv.

    Jeg har ligesom dig aldrig været fan af hele barselslivet, småbørnslivet og det der hører til. Mest af alt fordi jeg med begge mine børn har haft nogle voldsomt hårde fødsels- og barselsforløb. Og det har jeg virkelig også skullet høre meget for, når jeg har sagt ligeud at det hele bare har været noget lort. For det er jo virkelig også fyfy, at man ikke elsker sin barsel. Jeg synes det er så dejligt for de kvinder der har en nem fødsel, en dejlig barsel og nogle nemme børn, men jeg vil altså også have lov til at sige, hvordan jeg har oplevet det at blive mor, uden at man bliver stemplet som “forkert”. Og ja, jeg valgte jo så at få nr. 2. Men der er også 4 år imellem dem, og jeg troede egentlig aldrig at jeg skulle få lyst til at gennemgå en potentiel hård barsel igen. Men jeg FIK lysten til barn nr. 2, hvorfor ved jeg ikke, men den kom bare. Og jeg fortryder slet ikke at vi gjorde det, men jeg er nu HELT sikker på at vi ikke skal have flere. Nu skal vi noget andet i vores liv. Og ved du hvad? Du skal helt sikkert også blive glad for det valg I tager i jeres videre liv, for det er JERES.

    Kram!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Tusind tak for din kommentar – jeg kan genkende rigtig meget af det du skriver. Min pointe er netop ikke om jeg skal have flere eller ej, men at folk ikke vil acceptere mit valg!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte Eriksen

    Ja, jeg må så indrømme, at jeg er en af dem, der tænker: “skal du kun have et barn?”

    En person sagde engang til mig, at den bedste gave, du kan give dit barn, er søskende. Og jeg er virkelig glad for, at mine forældre har givet mig mine to søstre.

    For uanset hvor mange tætte veninder, jeg har, er det kun mine søstre, der forstår mig, når jeg er irriteret over noget vedrørende mine forældre – fordi vi er vokset op sammen.

    Samtidig tænker jeg, at den dag, mine forældre ikke er her mere, vil vi søskende kunne støtte hinanden i sorgen.

    Man skal selvfølgelig ikke få børn, hvis man ikke har lyst, men personligt mener jeg, at søskende er et must. Der er så mange, der kæmper med at få børn – og vi føder for få i forvejen. Nogen mener, det er en pligt at få børn – og uden de negative tanker, der hører til ordet “pligt”, kan jeg kun være enig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Jeg er også glad for min søster, men jeg synes stadig ikke det skal være den eneste grund. Jeg kan bare ikke forstå, at jeg skulle ignorere det skrig af “NEEEEEEJ” inden i mig, for at “give” en søster/bror til Bella samt holde samfundet oppe! Det mener jeg ikke at min personlige lykke skal sættes over styr for.

      Ja, vi danskere (/den vestlige verden) får ikke “nok” børn, men verdensbefolkningen stiger og stiger. Det optimale ville jo være at man fik et barn selv og så adopterede et af de mange, mange forældreløse børn der er i verden. Men det er der selvfølgelig helt andre problematiker med også…

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      Desuden skal man virkelig ogsp lige huske på at det ikke er alle søskende som overhovedet kan lide hinanden… Jeg har heldigvis et meget tæt forhold til mine, men kender flere, deriblandt min egen far, som bare ikke kan sammen…

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Nemlig! Der er mange der ikke har et godt forhold til sine søskende, så de er altså ikke alle en gave og ren lykke 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      At have søskende føles måske som et must fordi du har dem, fordi du er vant til at have dem omkring dig – men når man er enebarn (som jeg selv) er det på ingen måde et must. Jeg kunne ikke forestille mig at skulle dele mine forældre med nogle.
      Jeg er 22 år gammel og jeg er stolt af at jeg kan sige at mine forældre er mine bedste venner. Her mener jeg ikke på den triste måde, som at jeg ikke har andre. Jeg har en masse fantastiske veninder som jeg er så glade for, men jeg er bare også rigtig tæt med mine forældre, og hvis det er en jeg stoler på og som jeg altid kan komme til er det, især, min far. Han var i øvrigt også enebarn og havde det samme forhold til sine forældre som jeg. Min mor, til gengæld, har en storesøster. De to har altid været vidt forskellige og aldrig haft noget bånd og i de sidste mange, mange år har den eneste kommunikation handlet om min demente mormor og sidste gang de to søstre så hinanden var til min mormors begravelse – siden har de ikke snakket samme. Simpelthen fordi de intet har, eller har haft tilfælles. Hvor fantastisk en gave er det?
      Da jeg var lille ville jeg rigtig gerne en store- eller tvillingebror – men udelukkende fordi jeg synes det kunne være mega sejt! Ikke fordi jeg manglede noget i mit liv.
      Jeg synes derimod det er en helt fantastisk gave at have haft så meget alene tid med mine forældre, at de altid har været der – kun for mig!
      Og når snakken kommer til at have støtte når ens forældre dør, så jo, så er en større børnefolk måske en fordel. At man ikke står tilbage “helt alene.” Men hvad så når ens søster eller bror dør? Så er der bare de flere at miste. Kold og kynisk tankegang? Ja. Og jeg ved også godt det er overdrevet, men jeg bliver sgu ærlig talt så ked af, at det er så mange der synes det er iih så SYND for mig, at jeg er enebarn. At jeg er gået GLIP af det fantastiske at have søskende. Det er som om at folk kan se på mig, at jeg mangler noget. At jeg har et gabende hul i min sjæl som skulle være fyldt ud af en bror eller en søster – men som for evigt vil være tomt.
      Jeg synes det er iih så FANTATASTIK at være til mine veninders fødselsdage og se deres forhold til deres søskende. Og jeg synes det er SKØNT for dem at de har det forhold mellem dem og jeg synes de er heldige – på deres måde. Så hvorfor er det at nogle personer med søskende ikke kan kigge på mig og tænke “hvor er det skønt for hende at hun har sine forældre og at hun har haft en skøn barndom, helt med sig selv – hvor er hun heldig”
      Og vi enebørn er altså heller ikke specielt vanskelige at have med at gøre. Vi er hverken mere eller mindre egoistiske og selvcentrede end personer med søskende. Som Jeanett skriver det, handler det om opdragelse! Min eks ville falde perfekt i den kasse hvor man ville putte de “typiske” enebørn i – og han har altså en storebror.
      Skrevet af et såret enebarn der IKKE ønsker sig nogle søskende (og hvis jeg skal have børn, tror jeg også kun det skal være en enkel en)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      At have søskende føles måske som et must fordi du har dem, fordi du er vant til at have dem omkring dig – men når man er enebarn (som jeg selv) er det på ingen måde et must. Jeg kunne ikke forestille mig at skulle dele mine forældre med nogle.
      Jeg er 22 år gammel og jeg er stolt af at jeg kan sige at mine forældre er mine bedste venner. Her mener jeg ikke på den triste måde, som at jeg ikke har andre. Jeg har en masse fantastiske veninder som jeg er så glade for, men jeg er bare også rigtig tæt med mine forældre, og hvis det er en jeg stoler på og som jeg altid kan komme til er det, især, min far. Han var i øvrigt også enebarn og havde det samme forhold til sine forældre som jeg. Min mor, til gengæld, har en storesøster. De to har altid været vidt forskellige og aldrig haft noget bånd og i de sidste mange, mange år har den eneste kommunikation handlet om min demente mormor og sidste gang de to søstre så hinanden var til min mormors begravelse – siden har de ikke snakket samme. Simpelthen fordi de intet har, eller har haft tilfælles. Hvor fantastisk en gave er det?
      Da jeg var lille ville jeg rigtig gerne en store- eller tvillingebror – men udelukkende fordi jeg synes det kunne være mega sejt! Ikke fordi jeg manglede noget i mit liv.
      Jeg synes derimod det er en helt fantastisk gave at have haft så meget alene tid med mine forældre, at de altid har været der – kun for mig!
      Og når snakken kommer til at have støtte når ens forældre dør, så jo, så er en større børnefolk måske en fordel. At man ikke står tilbage “helt alene.” Men hvad så når ens søster eller bror dør? Så er der bare de flere at miste. Kold og kynisk tankegang? Ja. Og jeg ved også godt det er overdrevet, men jeg bliver sgu ærlig talt så ked af, at det er så mange der synes det er iih så SYND for mig, at jeg er enebarn. At jeg er gået GLIP af det fantastiske at have søskende. Det er som om at folk kan se på mig, at jeg mangler noget. At jeg har et gabende hul i min sjæl som skulle være fyldt ud af en bror eller en søster – men som for evigt vil være tomt.
      Jeg synes det er iih så FANTATASTIK at være til mine veninders fødselsdage og se deres forhold til deres søskende. Og jeg synes det er SKØNT for dem at de har det forhold mellem dem og jeg synes de er heldige – på deres måde. Så hvorfor er det at nogle personer med søskende ikke kan kigge på mig og tænke “hvor er det skønt for hende at hun har sine forældre og at hun har haft en skøn barndom, helt med sig selv – hvor er hun heldig”
      Og vi enebørn er altså heller ikke specielt vanskelige at have med at gøre. Vi er hverken mere eller mindre egoistiske og selvcentrede end personer med søskende. Som Jeanett skriver det, handler det om opdragelse! Min eks ville falde perfekt i den kasse hvor man ville putte de “typiske” enebørn i – og han har altså en storebror.
      Skrevet af et såret enebarn der IKKE ønsker sig nogle søskende (og hvis jeg skal have børn, tror jeg også kun det skal være en enkel en)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg havde det paa praecis samme maade som dig for bare en maaned siden. Og jeg blev moedt af de samme reaktioner som dig. Folk kunne slet ikke klare, at jeg fandt det saa uattraktivt at faa et barn mere. Jeg har i oevrigt altid troet, at jeg skulle have 2-3 stykker, saa for mig var det ogsaa maerkeligt at indroemme det. Men jeg kunne slet ikke se, hvordan det skulle passe ind i mit liv. Vi er begge meget fokuserede paa karriere og bor i udlandet, saa der er langt til bedsteforaeldrene og et stabilt netvaerk i det hele taget. Saa nej tak.
    MEN der skete alligevel noget paa vores sommerferie, og Oskar (som lige er blevet 2) gik igennem en helt fantastisk udvikling – han blev jo faktisk et rigtigt lille menneske 😉 Og nu er jeg saa alligevel ikke saa sikker paa, at jeg ikke skal have flere.

    Saa jeg forstaar dig! Og man skal sgu kun for boern for sin egen skyld! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Helt enig! Man skal ikke gøre det for andre, og man skal lytte til sig selv 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Super godt og relevant indlæg. Jeg kan så meget nikke genkendende til det du skriver. Jeg er selv mor til en dreng, som lige er fyldt 2 år, og både min kæreste og jeg er enige om, at vi ikke ønsker flere børn. Jeg nyder livet som mor, men jeg nyder også at have tid til mig selv, og jeg har heller aldrig drømt om en stor børneflok, hvor det meste af tiden går op i børn. Jeg har virkelig mærket efter med mig selv, og jeg er nået frem til den konklusion, at jeg er en bedre mor, hvis jeg kun er mor til et barn. Jeg tror ikke, jeg bliver lykkeligere af at få endnu et barn, tværtimod, så hvorfor ændre noget, der fungerer super godt? Både min kæreste og jeg nyder vores lille trekløver, hvor vi har meget tid og overskud til at være sammen med vores skønne søn, men samtidig også har tid til hinanden og til at gøre ting hver for sig. Min søn bliver ikke lykkeligere af at få søskende, det vigtigste for ham er, at hans forældre er glade og har overskud til ham. Nogle synes det er fantastisk at have en børneflok på fire, andre synes det er skønt med kun et barn og så er der dem, som nyder at have et liv uden børn. Der hersker desværre en norm om, at man som kvinde per automatik har lyst til at få børn, og hvis man som ældre kvinde ingen børn har, så er det fordi man ikke kan få børn og ikke fordi man bevidst har fravalgt det. Jeg har den dybeste respekt for de kvinder (og mænd), som aktivt vælger børn fra, fordi de tør gå imod normen og lytte til deres egne behov. Jeg tror en del vælger at få mere end et barn (eller børn i det hele taget), uden at de helt mærker efter, om de egentlig har lyst og overskud til det, men bare gør det fordi ”det gør man jo”. Men der er jo ikke nogen rigtig eller forkert måde at leve sit liv på, det vigtigste er, at man mærker efter med sig selv og er glad for sine valg i livet, om det så indbefatter ingen, et eller flere børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Dét med tiden til mig selv er simpelthen også så vigtigt for mig for at jeg kan være et lykkeligt mennesker! Og jeg synes tiden er lige knap nok nu med en, så jeg vil slet ikke tænke på hvordan den er med flere! Det samme med tid til hinanden som kærester.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Spændende emne at tage op 🙂

    Jeg synes nemlig, at “problemstillingen” er på et højere niveau. Hvornår (eller måske mere hvorfor) er det nogensinde blevet acceptabelt at blande sig i andres børne-/barneprojekt? Det er noget, der kan få mig til at krumme tæer og nærmest få røg til at stå ud af ørerne på mig. Ingen skal da blande sig i om og så i fald hvornår, man har lyst til at sætte et barn eller nogle børn i verden.
    Egentlig er jeg begyndt at blive sådan lidt på tværs og småstædig 😉 Så længe folk bliver ved med at spørge ind og presse på (medmindre det er fra mine gode veninder og i en ikke-pushy tone), så får jeg mindre og mindre lyst til at få børn. Der er da ingen andre end min partner og jeg, der skal beslutte om vi vil have et barn, hvornår det passer ind hos os og om vi eventuelt ønsker flere. Men fordi man har været sammen i nogle år og bor sammen, så føler alle i nærheden af en, at det er et meget vigtigt spørgsmål “Hvaaa… Skal I så snart have børn?”. Vi skal have barn/børn, når vi har lyst og overskud til det – og ikke et sekund før bare på grund af omverdenens forventninger.

    Så jeg kan godt forstå, du bliver irriteret, provokeret og træt af kommentarer angående søskende til Bella. Selv vil jeg gerne have mere end ét barn (tror jeg, alt kan jo ændre sig, når først jeg har oplevet graviditet, amning, manglende frihed og ikke mindst nattesøvn, haha), men det kommer da ikke mig (eller nogle andre) ved, hvad andre vælger at gøre med deres liv i forhold til barn/børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Helt helt rigtigt – og det var egentlig også det der var min pointe, men jeg kan godt se at det måske drukner lidt i flere emnet et barn vs flere. Men det er netop problemet at alle mener, at det pludselig er okay at blande sig i folks meget private anliggende så snart det handler om børn!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line

      Jeg læste godt pointen mellem linjerne, og ville blot sætte en stor fed streg under, hvor enig jeg er 🙂

      Helt basalt, så spørger man jo faktisk ind til et pars sex- og privatliv, når man spørger “Nåååå… Skal I til at have et barn/nummer 2/flere børn?”. Hvor akavet er det lige? Der kan være så mange grunde til, at det er yderst upassende: Måske prøver parret uden held at få et barn (og føler sig nok lidt dunket i hovedet ved spørgsmålet), måske lider fyren af impotens, måske går de ikke i seng sammen, måske har han dårlig sædkvalitet/hun har dårlige æg.. what do I know. Jeg mener bare, man spørger jo normalt slet ikke ind til andres lagengymnastik, men når det kommer til “avl” og graviditet, så kan man pludseligt godt tillade sig at stikke hovedet helt ind under dynen. Lidt skørt, synes jeg.

      Manden og jeg ved, vi vil være forældre, vi aner ikke til hvor mange eller hvornår. Og jeg behøver ikke at vide andet, end at vi begge en dag ønsker at være forældre 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Det er også det eneste man behøver at vide! Vi havde heller ingen plan før, vi ville nemlig gerne mærke efter. Jeg var dog sikker på at jeg ikke ville have mere end to. Men om det var et eller to, det vidste jeg ikke.

      Og ja, helt vildt akavet! Det kan også være at der er knas i forholdet, uden at omgangskredsen ved det, og det er derfor der ikke kommer flere børn! Hvis folk bare kunne lære at ændre spørgsmålet til “skal I have flere børn?” i stedet for det der anmassende “HVORNÅR skal I have en mere?”.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line

      Helt enig. Jeg vil også meget hellere have spørgsmålet “Har I tænkt på, om I skal have børn en dag?” end et spørgsmål om, hvornår vi skal til og i gang – bare fordi jeg snart er færdiguddannet, vi har været sammen en del år og er gift. Vi tager det helt roligt og i vores tempo.

      Om der kommer en, to eller tre aner jeg ikke. Hælder mest til to. Måske ville tvillinger være en god løsning, så man kun skal være gravid én gang og ikke skal “starte forfra”, når det første barn er ved at blive bare lidt selvstændigt omkring 2-4-års alderen. Omvendt skræmmer tanken om TO på en gang mig også, og så er det jo heller ikke lige noget, man afleverer på en bestillingsseddel, hvor mange man ønsker ad gangen 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Hehe jeg synes også at to på en gang lyder af meget, men omvendt så er det overstået i et hug 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stinne

    Respekt for dit valg!

    Jeg har ikke selv børn, men ønsker børn i nærmeste fremtid.
    Kender flere som har 3 eller 4 børn, hvor de har fået flere negative kommenterer, der lyder på at de lever på barsel, hvordan har man nok kærlighed til at elske 3 eller endda 4 børn lige meget, og da den ene af dem ventede nr 4 blev der knap nok sagt tillykke men mere kommentarer på nå skal I have en mere?!

    Jeg har selv 3 søstre og har en søster der ingen børn vil have og det er hendes valg og det respekterer jeg!

    Vil bare sige, at jeg har set en anden side af denne børnedebat 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Wow det er godt nok også nogle latterlige kommentarer! Generelt har folk bare lidt for travlt med hvordan andre lever deres liv!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Shm

      Hep – har oplevet det samme, med fire børn. Folk va i chok, og kun et par stykker sags e tillykke, da vi skulle have nr fire. Har mødt masser af kommentarer om at det fx er synd at de skal dele deres forældre med så mange søskende, og at de vil lide under det – pisseirriternde og sårende med den slags kommentarer, når man nu selv har valgt det, og trives godt sådan!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Jeg tror seriøst bare at mange kan ikke finde ud af hvis man vil have færre eller flere end 2!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Først og fremmest tak for indlægget! Du rammer simpelthen hovedet på sømmet for mig og os og vores lille familie på tre…
    Der har aldrig været tvivl om, at vi ville have et barn men heller ikke om, at vi ikke ville have mere end et. Heller ikke efter vi fik vores, selvfølgelig, dejlige datter på snart to år men vi, og nok især jeg, bliver jo mødt med samme reaktioner, som dem, du beskriver (bliver Tim mødt med det samme, egentlig?).
    Jeg var godt på vej til at remse vores begrundelser op for og imod og det hele, men det er ren autopilot, når emnet tages op, og du har ret – for vi har jo haft alle tankerne og overvejelserne på lige fod med de, der vælger noget andet. Og jeg er som du åben for, at tingene kan se anderledes ud om x år, men jeg kan mærke, at alle kommentarerne har sat sig som tvivl hos mig. Som om det er givet, at nr.2 kommer på et tidspunkt, vi ved bare ikke endnu, at vi bliver klar!
    Et helt andet problem er, at vi med et enkelt barn uden planer om flere bliver mistænkeliggjort i ansættelsesræset pga. en generel antagelse om at man skal have mindst to… Men det er en anden snak 🙂
    Lidt rodet blev det alligevel i et forsøg på begrænse sluserne i bare at lukke op 🙂 Det var rart at høre, at der trods alt er andre end mig i samme båd.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Jeg tror ikke Tim er lige så verbal omkring det overfor sine venner, som jeg er overfor mine. Og så tror jeg det er mere normalt og “ok” at mænd ikke bare synes det er fedt at avle mange børn. De savner jo byture med gutterne, men vi kvinder går kun op i madlavning, tøjvask og avle børn 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Jeg er så enig. Min eneste datter er med B, og trangen til en baby mere har ikke meldt sig. Jeg elsker min smukke, sjove lille pige, men min graviditet var hæslig og jeg tilbragte det sidste lange stykke tid på hospitalet i en farlig forfatning.
    Hele min omgangskreds og familie ved hvor dårligt jeg havde det. Nogle få SÅ mig, og har siden fortalt hvor rystede de var over min tilstand. Alligevel mener mange af de samme mennesker at det er synd for G hvis hun ingen søskende får. De kan godt se, at det er nederen for mig at være gravid. Men jeg bør gøre det for hende. Selvom det betyder fravær og afsavn mens jeg sandsynligvis er indlagt igen.
    Min mand og jeg er begge fungerende enebørn. Vores opvækst var vidt forskellige. Men vi er glade, hele og velfungerende mennesker. Der er et væld af små mennesker på Gs alder i vores nærmeste omgangskreds. Hvad er problemet?! Vi har plads til et barn. Råd til et barn. Hun har det godt. Jeg har det godt. Drop nu tanken om det perfekte søskendeskab. Mine egne halvsøskende er jævnligt ved at flå øjnene ud af hovedet på hinanden. Og det sker ikke sjældent at et barn vi kender sætter sig på hovedet af lillesøster så hun nær kommer af dage.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Ja, det er nemlig også et helt andet perspektiv – nemlig, at mange slet ikke har et godt forhold til deres søskende og at søskende derfor på ingen måder er lige med lykke! Jeg har et vildt godt forhold til min lillesøster, men ikke til min lillebror. Det er så forskelligt som mennesker er forskellige!

      Og jeg er ked af at det også har været en hård omgang for dig. Jeg ville så gerne have haft et fedt forløb som så mange andre har, men jeg var også bare uheldig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camilla b

      Hov, fik vist lige hakket det sidste af min kommentar, som sluttede lidt mere positivt ;). For der er jo også masser af kærlighed mellem søskende. Men ja. Jeg er så lykkelig for at jeg oplever moderskabet. Og det er det vigtigste for mig. Og så selvfølgelig at min datter får et godt liv som et socialt væsen, trods enebarns “handicappet”

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Virkelig godt indlæg! Jeg har tit overvejet at skrive et lignende indlæg på min blog. Har alle de samme tanker som dig og bliver mødt med de samme fordomme.
    Min datter er 2,5 år og bliver så ofte spurgt, hvornår hun skal have en lillebror eller lillesøster. Ikke OM, men HVORNÅR. Det overskrider virkelig mine grænser. Jeg synes de første 2 år af hendes liv har været mega hårde og nu kan jeg endelig nyde hendes sjove, kærlige, irriterende og grænsesøgende personlighed. Jeg elsker at være sammen med hende nu og ikke skulle dele min opmærksomhed på andre end min mand, datter og hund.
    Jeg har ikke kontakt til min bror og jeg ser min søster meget sjældent, så jeg kan virkelig ikke se, hvorfor en lille ny skulle være glasuren på kagen. Hvad hvis min datter er glasuren på min mands og min kage og en lille ny ville få glasuren til at smelte? Vores venners børn skændes altid og det orker jeg bare ikke på daglig basis!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Jeg forstår heller ikke hvorfor det skulle betyde ekstra lykke at få en mere? Jeg havde det så skidt under min graviditet, at jeg ikke ville kunne have taget mig af et barn samtidigt. Jeg kunne dårligt nok tage mig af mig selv. Vil jeg virkelig byde det til Bella? Gør det hende mere lykkelig? Jeg synes netop at folk glorificerer at have søskende (jeg elsker selv min søster til døde, men kender fandme mange med anstrengte forhold til deres søskende!)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Jeg er meget enig i dine betragtninger, især fordi de virker meget velovervejede. Jeg er så selv én af dem, der helt sikkert skal have mere end ét barn. Også selvom det er så pissefucking hårdt, jeg savner min nattesøvn, jeg har svært ved at få fodfæste på jobbet og min krop med garanti ville klare sig bedre uden en ekstra omgang på gravid-vognen.

    Jeg er sikker på, jeg vil fortryde det, hvis ikke, jeg får et barn – måske endda 2 – mere. Fordi for mig er det ikke bare et ønske, det er netop et behov, som din veninde også udtrykte det så fint. Jeg vil opleve søskendeforholdet mellem mine børn, og jeg vil vide, at de har hinanden, den dag, deres far og jeg ikke er her mere.

    Christine

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Det handler aller mest også bare om, at man overvejer sit valg grundigt (om det så er ingen børn, et barn eller mange børn!). Og så være glad og lykkelig i ens egen beslutning 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Super godt indlæg – jeg kan virkelig sætte mig ind i hvor irriterende det må være. Jeg mener dog at det er en problematik som gør sig gældende mere generelt også – i forhold til livsvalg i det hele taget og omtanke i forhold til hvad man med (sikkert ofte uovervejede) spørgsmål graver i af meget private ting og sager hos andre. Jeg står selv i den situation at min mand og jeg er i fertilitetsbehandling. Vi er først i 30’erne og har været gift i nogle år og vi har fået utallige spørgsmål om hvornår vi skal have børn/om vi ikke har lyst til at få børn og velmenene kommentarer om at nu skal vi se at komme i gang før vi bliver for gamle både fra venner, familie og fremmede. Jeg tror ikke folk over hvor svært det er at svare på når man står i vores situation og hvor ondt det gør at blive konfronteret med det konstant. Og egentlig synes jeg slet ikke det kommer andre ved – det kunne jo være at vi slet ikke havde lyst til at få børn og det synes jeg ærlig talt er en privat sag. Mange tager det bare som en selvfølge at man skal, vil og kan få børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Helt enig! Folk blander sig mere end de burde! Min egen mor begyndte allerede fra jeg var ca. 25 år at komme med hentydninger om, at hvis vi ikke kom igang inden 30, så kunne man nok slet ikke få børn. Utroligt hvad folk mener de kan tillade sig…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    ENDELIG. Jeg har ventet på dette indlæg, netop fra dig!

    Jeg er selv enebarn med alt hvad det indebærer – på godt og ondt. Mest godt!
    Jeg er vokset op i en kernefamilie. Parcelhus, glade kærlige forældre med gode jobs, kæledyr osv. Mine forældre gjorde meget ud af, at jeg havde sunde og sociale fritidsinteresser, og gode venner. Så igennem hele min barndom manglede jeg intet!
    Jeg blev ældre, og et par kræftsygdomme bankede på døren i den nærmeste familie. Det var nogle meget opslidende år, men vi vandt over de satans sygdomme, og kom stærkere ud på den anden side!!
    Ungdomsliv, kærester, fester, venner og HF tog meget tid. Og mine forældre bakkede mig op i mine ideer og mål. Jeg manglede stadig intet!
    Nu er jeg sidst i 20èrne, har jordens bedste kæreste, familie og venner. Uddannelse, lejlighed osv. Og jeg mangler stadig intet! For jeg har de sejeste forældre, som stadig bakker mig op i alt.

    På min vej har jeg mødt og møder stadig folk som siger “Guuud, er du enebarn? Det kan vi slet ikke mærke på dig”, “Jamen, savner du ikke en bror eller søster?” eller “Nå, så må du da ha været vildt forkælet”.
    Jeg kan kun trække på smilebåndet, og tænke at det er lidt mærkeligt, at vi ikke er kommet videre i 2014.

    Jeg kan erindre, at jeg som 8-9 årig ønskede mig en lillesøster, som jeg kunne klæde ud og lege med. Men hvilken lille pige ønsker ikke det!?
    Derudover har jeg aldrig manglet eller ønsket mig søskende – for hvem siger, at vi ville være tætte, bare fordi vi er vokset op sammen. Det er vel ikke en selvfølge!

    PS. Jeg har også gået med aviser og reklamer som 13 årig, ligesom de fleste andre. For pengetræer vokser altså heller ikke i haven hos enebørn!;)

    TAK, for en fantastisk blog!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Tusind tak for din kommentar Julie! Det er vildt interessant at høre din historie som enebarn!
      Bella ville heller ikke fået alt hvad hun peger på, ville også være nødt til selv at få et fritidsjob, hvis hun ville shoppe når hun bliver ældre, men hun kommer nok på lidt flere ferier end hendes kammerater, men jeg er meget fokuseret på at hun også skal lære at man arbejder for tingene.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Fantastisk indlæg! Jeg har ingen børn endnu, men min kæreste og jeg er ret sikker på vi kun skal have et barn! Når vi nævner det til venner og familie, kommer der altid kommentarer om at det er synd at være enebarn og bla bla bla! Vi synes nu det er mere synd at have tre børn som man ikke har tid til! Anyways syntes det er fedt du tager emnet op 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Helt enig! Og vi har bare nogle drømme, mål og lyster der gør at den livsstil ikke lægger op til at man samtidigt skal have 3-4 børn! Jeg tror godt at 2 kunne fungerer (det handler også lidt om hvad man gør det til), men jeg har bare ikke lyst.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Jeg har 2 børn!

    Min oplevelse er at folks spørgen bliver værre når barnet nærmer sig 3 år! 🙂
    Har altid sagt jeg først skulle have nr 2 når den 1. kunne snøre sine sko selv! Men som en anden skriver pludselig så var lysten der! Jeg siger ikke at det samme sker for dig, for jeg er som sådan ligeglad med hvor mange børn folk får, så længe man er glad i sin egen familie.
    Og selv om det siges at 3 børn er det nye sort, så skal jeg bestemt ikke have flere. Shit man har nok at se til med sådan 2 øgler der enten er ved at tage livet af hinanden, deres forældre eller ved at smadre huset.

    Det er vigtigt at man mærker efter i sig selv, for der er sq ingen returret! Og som du selv skriver er der jo ingen grund til at smække døre, for det er jo dit/jeres liv og skifter i mening om 10 år er det jo helt op til jer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Jeg vil netop heller ikke sige 110% aldrig, fordi jeg lægger det trods alt ud til tusinde tusinde mennesker, som senere nok vil sige “se vi sagde du ville få lyst!”. Men jeg er 99% sikker 🙂
      Og der er nemlig ingen returret! Man skal sgu være 100% sikker!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katrine

      Og forøvrigt er jeg virkelig glad for at læse med (og følge dig på instagram) og se hvordan du er blomstret op I rollen, eller hvad man nu skal kalde det. Husker du ikke var helt begejstret I starten og måske mente det havde været for tidligt for dig… (måske jeg husker forkert -I så fald beklager jeg!)
      Men personligt er jeg meget mere uforstående overfor folk der får børn med kort mellemrum. Men det er jo så min holdning. Men det glæder mig at se og læse hvordan I nyder tresomheden. De er sq fantastiske sådan nogle små mennersker når de vokser, får egne meninger, snakker osv. Nyd hende!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Tusind tak – og nej, du har helt ret. Jeg synes ikke det var fedt i starten, men er helt sikkert blevet meget mere glad i rollen som mor!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Ud over at det må være så belastende for dig at forsvare noget, der er din drøm, bare fordi den ikke er kompatibel med hovedpartens, er det altså et ret interessant emne. På mange måder tror jeg faktisk slet ikke, det handler om børn. Jeg tror, det handler om, at vi – som du selv påpeger – er kommet langt i rigtigt mange af livets forhold, MEN det halter stadig gevaldigt med at acceptere forskellighed. Ret paradoksalt tror jeg, vi konstant kæmper for diversitet, som så alligevel helst skal være ret homogen. Det er lidt ligesom, når jeg tager på Street Coffee (hipster-kaffested i Århus) og ikke helt kan lade være med at grine af, hvordan størstedelen af klientellet er typer, der elsker at være anderledes. På præcis samme måde som alle andre på stedet.

    På samme måde har vi nogle konventioner omkring det at få børn eller helt at lade være. Selvom vi stadig rynker lidt på næsen ad folk, der vælger børn fra, er det alligevel et emne, vi i individualismens og frigørelsens tegn kan forholde os til (at det så pr. automatik betyder, at man er kold karrierekvinde, er en anden unuanceret debat). Jeg tror, børnesnakken er meget sort/hvid. Der hersker ligesom en generel opfattelse af, at hvis man vil have børn, skal den også have hele armen, så man skider et ordentligt kuld ud. Som om ens første graviditet sender en over i den lejr, hvor alt handler om forplantning, så hvordan pokker kunne man finde på at stoppe efter ét, sådan helt frivilligt?!

    Det er min opfattelse, at mange, der kun er blevet forældre til ét barn, som regel har haft et ønske om flere, men af den ene eller anden grund ikke har fået ønsket opfyldt. Og det er sikkert en af grundene til, at folk stiller sig så (upassende) uforstående over for jeres beslutning.

    Jeg er helt enig i betragtningerne om, at børn er et følsomt emne, og hvor kan verden nogle gange virke uretfærdig, når Kanal 4 på én sendetid vifter med en kæmpe gruppe hjælpeløse teenagemødre, der glemte pillen en enkelt aften til havnefest, og på en anden rapporterer fra et center for barnløshed. Det må være helt igennem forfærdeligt at være barnløs, når børn er ens største ønske! Men man kommer altså ikke tættere på sit ønske ved at kritisere andres valg. Man bliver ikke mere frugtbar af en veninde, der ligger på fødegangen for femte gang, bare fordi hun kan. Det tror jeg, man skal huske på. Fordi man kan noget, er det ikke ensbetydende med, at man skal, og det kunne folk trænge til at blive mindet om i ny og næ.

    Jeg har endnu ingen børn, men eftersom jeg snart rammer de 30, er det noget jeg drømmer om, inden for de næste år. I min verden er to børn et perfekt mål, men jeg ved, min familie vil være uforstående over for, at jeg ikke får tre eller fire. Når nu man (7-9-13) kan! For mig er det enormt vigtigt, at jeg kan give mine børn søskende. Jeg har selv to søskende, som jeg har gået igennem meget med, og den dag mine forældre ikke er her mere, er jeg vildt taknemmelig for ikke at skulle være helt alene. Jeg har fantastiske venner og veninder, men ingen kan erstatte det bånd, jeg har med mine søskende. Ingen har nemlig kendt mig i alle mine (grimme) faser som dem, og det har for mig en kæmpe værdi. Men bare fordi jeg har det på den måde, betyder det ikke, at jeg undrer mig over dit valg, og det er min pointe. Det lyder virkelig ikke, som om du har lyst til hverken graviditets- eller nybagt mor-ræset igen, og hvem har lyst til at få et barn, der kun skal være en “gave” til sin søster eller bror?! Niks du, så har du ret; der skal være flere grunde!

    Et laaang input, der egentlig bare opfordrer til lidt større forståelse. Og det er heldigvis sådan, at selvom man ikke forstår, er man ikke forpligtet på at ytre sig – så kan man holde sin mund! 😉

    Jeg håber, du vil vende tilbage til emnet her senere igen – måske også når Bella selv bliver gammel nok til at være bevidst om, hvad søskende er. Tak for indlægget!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      YOU FUCKING ROCK! Jeg har læst din kommentar 3 gange nu, og den bliver kun bedre for hver gang. Du beskriver virkelig mange af mine tanker, overvejelser og generel undren. Tusind tusind tak for den!

      Jeg skal prøve at huske at tage det op igen – ellers må I minde mig om det 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kathrine

      Årh, jeg bliver en lille smule kåd, når nogen kan skrive så langt, sammenhængende, velformuleret og med tegnsætning, som ikke skriger røde streger over det hele

      <3

      Total off topic. Men tak. Det var lækkert.

      Og Jeanett. Jeg er helt på din side. Jeg husker sidst, da du skrev, at det var 90% røv og 10% fedt at være mor – med stor debat som resultat. Det er fedt, at du tager så følsomme emner op. Det er ikke just standard protokol at sprænge den lille, søde lyserøde mor-bobbel. Jeg tror på, sådanne debatter er med til at nuancere mor-begrebet for os, der ikke er nået dertil endnu.

      Så tak for nuancering, refleksion, debat og lækker tegnsætning. Jeg er vild med det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Og selv tak! Jeg er altid meget spændt, når jeg trykker på “udgiv” med disse indlæg, men omvendt elsker jeg at høre alles oplevelser, erfaringer og historier i kommentarfeltet. Og hvis det samtidigt bidrager til et mere nuanceret billede af dét at være mor, så er det bare en ekstra bonus! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Amanda

      jeg synes dog din kommentar om “teenagemødre” er ganske upassende! Vi er nogen der fik et barn ganske uplanlagt og ganske ungt og jeg fortryder det ikke! Så vi “teenagemødre” har så sandelig også skulle forsvare dit og dat og det er sgu mindst ligeså trættende for os, som det er for folk der ikke vil have børn eller først får dem i 40’erne! Hvis ikke det er værre for os, for vi får nok flere hadske og fordomsfulde bemærkninger end de fleste andre med “alternative valg” i livet.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Jeg synes, at det er en svær en. For det er lidt som at sige, at man er utrolig (!) taknemmelig for, hvad andre har gjort for en… men at man sgu ikke gider, for det går ud over sin egen personlige lykke (sat på spidsen!). Jeg kommer fra en kæmpe familie med omtrent 15 fætre og kusiner og endnu flere tilgifte, og en overvældende del af min barndomslykke var netop alle de højtider, hvor hele familien var samlet. At man har så mange kusiner og fætre i samme alder og i samme by, at man lærer at konversere med alle slags mennesker og indgå i mange sociale sammenhæng. Hvis mine bedsteforældre havde sagt meeehhh, jeg gider ikke, så havde jeg ikke fået den lykke.

    Og dermed ikke (!) sagt, at jeg selv ville få 5-6 børn overhovedet, men jeg er sgu nok lidt tilhænger af, at man nogle gange i livet “glemmer” sin personlige lykke i nutiden og så tænker, hvem vil jeg gerne holde jul med om 30 år? Mit eneste barn og hendes måske topnedern mand? Eller et par børn med deres unger og deres familier? De mest topnedern mennesker, der ikke kan føre en samtale, fordi de er vant til at deres forældre bare automatisk gav dem al opmærksomhed, det er efter min erfaring altså enebørn 🙁 Eller folk fra små familier. Der er mange gode ting ved at få meget opmærksomhed, men det er også en bjørnetjeneste fx senere i livet, for de kan så ikke begå sig i intelligente samtaler, hvor man skal “kæmpe” om ordet, hvis man er vant til at være familiens guldklump? Det er i hvert fald min fordom/erfaring om enebørn :-/ Så ja, hvis man vælger et barn, så tror jeg bare at man har en laaaangt større udfordring opdragelsesmæssigt – og er selvfølgelig sikker på, at I kan klare den 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Men det sidste du skriver med, at enebørn oftest er forfærdelige synes jeg godt nok er den vildeste generalisering EVER. Jeg har SÅ mange venner der er enebørn og som er nogle af de dejligste mennesker jeg kender! Jeg tror bare at du har været virkelig uheldig. Jeg kender da også virkelig forfærdelige mennesker, som kommer fra store børneflokke. Især bossy storesøskende, der altid har været vant til at dem “under” dem gjorde hvad de sagde – og omvendt meget forkælede små søskende og efternølere der altid har været vant til at være “babyen” og at alle hoppede og sprang for dem. Der findes forfærdelige mennesker alle steder, det har intet med søskendeflokken at gøre.

      Og det med hvem man holder jul med er ikke det der får mig til at poppe et par børn mere, som jeg ikke har lyst til. Jul er en aften om året – der er 364 andre dage, hvor jeg også skal være glad!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • maria

    Virkeligt godt indlæg! Har det på samme måde som dig, jeg ved slet ikke om jeg har lyst til flere børn. Havde et virkeligt dårligt fødselsforløb og ditto barselsperiode. Har aldrig i mit liv følt mig så ulykkeligt og ensom, til trods for at jeg havde folk rund om mig hele tiden. Og folk fattede det ikke, de fleste sagde bare noget med ” men når du begynder i skole igen, så kommer du til at savne barsel”. Nej, det gør jeg virkelig ikke. Tror faktisk ikke jeg blev rigtig glad før jeg fik mit sociale liv op at køre igen. Jeg havde faktisk rigtig dårlig samvittighed over det i begyndelsen, men har med tiden indset at jeg har andre behov i livet end at være mor/husmor, og det er okay. Jeg har et virkeligt stort behov for at være social, være alene sammen med min kæreste samt egotid et par gange om ugen. Min kæreste har det heldigvis på samme måde. Vi gider ikke at tilside sætte vores behov nok til at have flere børn. Vi vil også gerne ud og rejse flere gange om året, og det bliver også bare dyrt og besværligt med mange børn. Jeg har oplevet at folk har kaldt mig egostisk når jeg har fortalt dem det, men det synes jeg slet ikke. Man er først egoistisk når man får børn som man ikke har tid/kompetencer til at opdrage. Vi har begge to et fantastisk godt forhold til vores søn, fordi vi har haft så godt tid til ham 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Nej, jeg synes virkelig også at barsel er en ensom affære. Jeg misunder dem, som synes det hele har været hygget med veninder med kaffe osv. Den opleves havde jeg slet ikke. Jeg var SÅ glad da jeg skulle starte igen, fordi jeg følte at jeg fik min liv igen!
      Og vi har også snakket om det med rejser – det er fandme en dyr affære med 4 børn! Dem vi kender med mange børn rejser meget meget lidt. Og sådan vil jeg bare ikke leve mit liv.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne

    Jeg kan sagtens sætte mig ind i den tanke. På trods af, at jeg altid har haft behov for/ønsket om, at blive mor samt et ønske om mere end ét barn – gerne 3 – og på trods af, at jeg havde en nem graviditet, fødsel og start med mit første barn, så var min datter lidt over 3 år før jeg fik LYSTEN til, at få et barn mere.

    En periode var jeg næsten helt ked ved tanken om, at jeg ikke skulle gøre min datter til storesøster, men hvis jeg skulle, så ville det være den eneste grund til at få et barn mere. For at hun ikke skulle være enebarn. Jeg er endda ud af en flok på 5, så det er slet ikke fremmed for mig med mange børn.

    Jeg kan virkelig godt forstå, hvis man stopper ved ét barn og du har helt ret i, at man ikke skal få et barn mere kun for nr. 1’s skyld. Hvad udbytte har barn nr. 1 og 2 af, at have en mor og far, der er komplet udbrændt, fordi de har sat sig selv alt for meget til side i Projekt Kernefamilie?! That’s a no-no.

    Nej, vær I lykkelige for jeres lille trekløver og jeres datter skal nok få skabt nogle stærke venskabsbånd med andre børn og op gennem livet 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Præcis! Nej tak til sure, udbrændte forældre der har gjort det for det andet barns skyld og samfundets. Hvorfor må man ikke tænke lidt på sig selv i stedet? Vi har så mange venner, som betyder lige så meget for os som familie har gjort for os (men vi kommer så også begge fra familier med megen “uro” på den ene eller anden måde).

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille D

    Puha, den ramte lige i hjertekulen. Min datter på knap 2 år var helt sikkert et ønskebarn, men jeg var aldrig skruk – ikke en eneste dag. Jeg ved, at mit liv ville være blevet ligeså rigt og tilfredsstillende, hvis vi ikke havde fået hende. Anderledes ja, naturligvis – men på ingen måde dårligere.
    Nu står jeg så her. Men en pige, som jeg elsker højere end jeg nogensinde troede det muligt. Min mand vil gerne have et barn mere og jeg debatterer stadig. Hvis han ikke havde det ønske, ville jeg nok aldrig have overvejet en nr. 2. Jeg ved, at jeg aldrig vil fortryde et barn, jeg HAR fået – men vil jeg fortryde det barn, jeg ikke fik? Om 10 år? om 20?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Nu hvor du nævner det, så har jeg faktisk heller aldrig været sådan rigtig skruk. Mht fortryde så er det bare heller ikke motivation for mig. Jeg kan ikke leve efter hvad fremtids-Jeanett vil have, jeg bliver nødt til at lytte til hvad nutids-Jeanett vil 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camilla

      Dét vil jeg tage med mig. Og nutids-mig vil ikke have flere børn end det ene jeg har. Well put

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Tak 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Nå min tidligere kommentar er forsvundet et sted på vej til dig, kan jeg se, så jeg vil skrive igen og sige tak for at lægge dette indlæg op!

    Uden at gå i detaljer om begrundelser, for vi har alle tænkt grundigt, håber jeg, over det at få børn, så står vi samme sted som jer. Med en dejlig datter på knap to år, og det er rigtig rigtig svært at få lov til at ville “nøjes” med hende.
    SÅ svært at jeg faktisk kan komme i tvivl om min egen dømmekraft på det område, når jeg bombarderes med om, hvornår nr.2 er på vej… Fordi sådan ER det bare. Mindst to skal man have. Og man kan sagtens opstille både positive og negative ting ved flere vs. færre børn som også flere gør i de andre kommentarer, men det er bare ikke en objektiv ting.
    Så ja tak til lidt mere dannelse og respekt for andres valg, uanset hvad de måtte være.
    Og jeg er egentlig lidt nysgerrig – får Tim de samme kommentarer?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du beskriver alle mine tanker og det er præcis den følelse jeg har. Jeg kan selvfølgelig aldrig sige aldrig, men jeg er 100 % overbevist lige nu, at jeg har det fint med et barn.

    Jeg er selv enebarn og har haft det fantastisk. Jeg havde en masse legekammerater og så lærte jeg, at jeg faktisk nød mit eget selskab enormt højt 😉 Og mine forældre havde masser af tid til mig og jeg er hverken forfærdelig, forkælet eller afhængig af dem i dag – tværtimod 🙂

    Men jeg kan desværre også nikke genkendende til, at folk spørger ind til det og undrer sig. Jeg oplever for det meste, at folk tror jeg joker. Eller at jeg er mærkelig, fordi jeg ikke har et brændende ønske om flere børn.

    Så endnu engang tak for dit indlæg. Nu kan jeg også bare henvise hertil, når folk stikker til mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Åh ja, det oplever jeg faktisk også – at folk griner når jeg siger at jeg kun vil have et. De tror altid det er en joke! Og du henviser bare 😉 Så skal jeg rive dem rundt en gang 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Tak for endnu engang at ramme spot on Jeanett!
    Som mor til en datter på snart snart seks måneder, er det virkelig også noget jeg hører tit. Næsten alle omkring mig, familien svigerfamilie og venner har sagt “lov mig at give din datter søskende – det er det bedste du kan give hende”. Men hvorfor er det at alle synes det? Altså det bedste jeg og hendes far kan give hende er da kærlighed og en stabil og god opvækst og det behøver jo ikke at inkludere søskende!
    Så selvom jeg ‘kun’ har været mor i et halvt år, ved jeg, at der ikke kommer flere – for jeg er også bundensom på det hersens barsel (på trods af søde veninder og mødregruppe) – det gør jeg ikke igen!
    Så TAK for at sætte ord på det, som vi er mange der føler! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Det er simpelthen så frækt med sådan nogle kommentarer! Vildt at de lige frem siger at du skal love det!
      Og selv tak, elsker at tage lidt tabubelagte emner frem.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Havde også ventet på dette indlæg 🙂 Det er netop indlæg som dette, der i mine øjne gør din blog til noget helt specielt, synes det er så fedt, at du har lyst til at dele dit privatliv med os 🙂
    Når det så er sagt kender jeg ingen enebørn, som er glad for, IKKE at have haft søskende, og jeg kunne slet ikke forestille mig, ikke at have mine to søskende, men jeg kan godt forstå, at du ikke synes, at det skal være den eneste grund til at få flere børn. Tak for et godt indlæg og en god debat 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Selv tak! Og det med om man har været et glad enebarn eller ej er jo bare vildt forskelligt! Man kan jo også vende den rundt og kigge på hvor mange der IKKE har et godt forhold til en eller flere af deres søskende!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Y

    Jeg tror den holdning bunder i, at vi mennesker (før i tiden) næsten kun var skabt til at føre vores slægt videre. Og får man “kun” et barn uddør vi på et tidspunkt da der jo går to personer på et barn så. Det er jo så bestemt ikke et issue mere 🙂
    Men jeg er også helt for, at man bestemt skal gøre lige hvad man vil. For mig ville det være unaturligt at få mindre end to børn når jeg engang skal have børn. Men jeg ville aldrig dømme nogen på deres valg – hvadenten de vælger 0,1,2 eller 6 børn! Man kan have ret til, at i sit stille sind tænke “det ville jeg aldrig” men man har ikke ret til at sige højt at det er “forkert”, “synd” eller “mærkeligt” 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Helt enig. Jeg er sgu ligeglad hvad folk tænker for dem selv, men mere optaget af hvorfor de mener det okay konstant at stille spørgsmål ved mit valg!
      Og ja, jeg tror også det bunder i det stadig væk 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • SFH

    Hejsa

    For en gangs skyld er jeg faktisk lidt uenig med dig. Jeg er gravid med mit første barn og drømmer (måske naivt) om mange flere, bl.a fordi jeg selv er enebarn og synes, at det på mange måder har været virkelig svært. Når jeg fortæller, st jeg drømmer om mange børn, får jeg også en del bemærkninger om: Er jeg nu sikker på det? Er jeg klar over, hvor hårdt og dyrt det bliver? Kan mindre end 3-4 stykker ikke gøre det? Har jeg overvejet, at med 4 børn, så skal man have en større bil? For slet ikke at tale om, hvor umuligt det er at rejse med mange børn? Og hvad med min krop, min karriere og min fritid?
    Jeg tror, at lige meget hvad man vælger, så vil der være mennesker, som ikke forstår ens valg og ønsker. Og de vil ikke alle sammen være lige gode til at udtrykke deres undren. Det samme gælder for amning, fødselsforberedelse, karrierevalg, indtitutioner, opdragelse, kønsroller osv osv.
    I mine øjne er spørgsmålet ikke, hvorfor er det så svært for nogle at forstå, at man vil noget andet end at føde (mange) børn, men i stedet: hvorfor har vi så travlt med at dømme hinanden?

    Kh S
    – som synes, at du skal få lige præcis det antal børn, som du har lyst til 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Helt enig i, at det i sidste ende handler om hvorfor vi har så travlt med at dømme hinandens valg i stedet for bare at fokusere på os selv!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Wow Jeanett – det indlæg kunne have været skrevet af mig! Jeg er så enig med dig og selvom jeg ikke har børn endnu, så er jeg allerede ret så sikker på at jeg kun skal have et barn..
    Jeg har netop i min tid som pædagog set ALT for mange eksempler på familier som “bare skulle have 2 børn” men som på ingen måde havde tid og overskud til det! Respekt for at tage det her emne op! – Er sikker på at Bella nok skal få sig en masse gode relationer selvom hun ikke skulle få nogle søskende:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Ja, man skal sgu have overskuddet og lysten til det! Og det er der mange der virkelig, virkelig ikke har – men ikke lytter til sig selv!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Fedt indlæg. Jeg har ingen børn, og det skifter også meget om jeg tænker, jeg overhovedet vil have nogen. Men husker så tydeligt min veninde, der efter barn nummer et sagde, at nu var det som alt var faldet i hak – sådan som du beskriver din veninde. Sådan tror jeg heller ikke jeg kan få det, der er andet i livet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Nej, den følelse kan jeg bare heller ikke genkende overhovedet. Men jeg tænker ofte, at det tit er nogen der søger/mangler noget udefinerbart i deres liv. Jeg var pænt tilfreds med mit liv før barn, så jeg har tit følt at det jeg havde før nu er væk. Dog er det på vej tilbage og har været det sidste halve år. Og jeg vil ikke “bombes” tilbage igen

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Drikke er dejligt og ærligt indlæg.

    Jeg oplever er stort pres i forhold til af få børn. Der er bare et problem: jeg har ikke lyst.
    Så jeg blev altså helt glad, da d skrev at du ikke havde lyst til graviditet, barsel og amning – for dig er det igen – for mig nogensinde. Så tak for at italesætte at lykken bare er en børnefamilie på 5-6 stykker.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anita

    Jeg har selv tre børn, som jeg elsker over alt på jorden, men hvis jeg havde vist det jeg ved nu, så havde jeg nøjedes med et barn. Så stå ved din beslutning, hvis du føles, at det er den rigtige for dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Wow du er vild at du tør sige det i et åbent forum! Du er en modig kvinde 😉 og tak, jeg kommer også til kun at lytte efter min egen mavefornemmelse 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lige præcis den kommentar der har jeg hørt fra en del flerbørnsforældre og den vejer også meget tungt i min beslutning netop om kun et barn.. Jo flere gange jeg hører det jo mere printer det sig bare ind i mig, at jeg ikke vil have flere.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • bythaning

    Vi var 5 år om at få vores skønne datter, var igennem 3 graviditeter uden for livmoderen, en abort og fertilitetsbehandling i 1,5 år. Så da hun endelig kom var det en stor stor forløsning! Alle vores venner og familie kendte til vores situation gennem hele forløbet og alligevel var der op til flere der under et halvt år efter hun kom til verden, der spurgte om vi da så snart skulle igang med nummer 2 – øøøøø nej tak! Vi vil gerne lige have lov til at nyde hende vi LIGE har fået tak! – men folk gjorde det selvfølgelig ikke for at være anmasende, men det er tilsyneladende bare normen i dag..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Det er desværre rigtig meget normen!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      Vi var igennem noget lign. Forstår faktisk ikke helt at folk bare sådan kan ‘glemme’ hvor hård sådan en proces er… Særligt dem som har været helt tæt på os gennem hele prosesen…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Er så mega enig!
    Thumbs up – fra en med to børn

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    … Men ville du så gerne have et barn mere, hvis du kunne springe graviditet, barsel, bleskift og søvnløse nætter over? Det lyder lidt som om, at det er alt det, du ikke har lyst til.

    Hvis vi siger, at du kunne springe alt det over – ville du så gerne have barn nr. 2?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Men hvorfor er det spørgsmål relevant? Det kan man jo alligevel ikke? Jeg synes at det virker lidt som om at du fisker efter at jeg bare synes sådan fordi jeg netop er i “de hårde år”, som man kalder det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Og vi har i øvrigt nærmest ingen søvnløse nætter haft. Det varede 1,5 mdr og så sov hun igennem 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Jeg kan så meget nikke genkendende til det du skriver. Jeg er selv mor til en dreng, som lige er fyldt 2 år, og både min kæreste og jeg er enige om, at vi ikke ønsker flere børn. Jeg nyder livet som mor, men jeg nyder også at have tid til mig selv, og jeg har heller aldrig drømt om en stor børneflok, hvor det meste af tiden går op i børn. Jeg har virkelig mærket efter med mig selv, og jeg er nået frem til den konklusion, at jeg er en bedre mor, hvis jeg kun er mor til et barn. Jeg tror ikke, jeg bliver lykkeligere af at få endnu et barn, tværtimod, så hvorfor ændre noget, der fungere super godt? Både min kæreste og jeg nyder vores lille trekløver, hvor vi har meget tid og overskud til at være sammen med vores skønne søn, men samtidig også har tid til hinanden og til at gøre ting hver for sig. Min søn bliver ikke lykkeligere af at få en søskende, det vigtigste for ham er, at hans forældre er glade og har overskud til ham. Man skal lade være med at se skævt til andre, blot fordi de vælger at leve deres liv på en anden måde end én selv. Nogle synes det er fantastisk at have en børneflok på fire, andre synes det er skønt med kun et barn, og så er der dem, som nyder at have et liv uden børn. Jeg har den dybeste respekt for de kvinder, (og mænd), som aktivt vælger børn fra, fordi de tør gå imod normen og lytter til deres egne behov. Jeg tror en del vælger at få mere end et barn, uden at de helt mærker efter, om de egentlig har lyst og overskud til det, men bare gør det fordi ”det gør man jo”. Men der er jo ikke nogen rigtig eller forkert måde at leve sit liv på, det vigtigste er at man mærker efter og er glad for sine valg i livet, om det så indbefatter ingen, et eller flere børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Forstår dine frustrationer – har ikke selv børn, men er enebarn hvilket jeg har blandede følelser omkring. Mine forældre fik mig via reagensglas hvilket var en større proces i sig selv men de fik det “ønskebarn” som de ønskede, derfor ville det være for besværligt at få flere børn.. men jeg har haft en dejlig opvækst har aldrig manglet noget men altid ønsket mig søskende som lille da det altid var møg irriterende, at skulle lege med far på ferier og kedede mig til alle fødselsdage osv. Men er taknemmelig i dag for at jeg bare er mig selv og de altid har Været der kun for mig og aldrig irriterende søskende at skændes med. Men på nuværende tidspunkt er jeg blevet ret bekymret, for har ikke den store kontakt til så meget af familien og ens forældre bliver ældre og til sidst er det mig der alene står med det hele, synes at det er frygteligt at tænke på. Men den tid den sorg. Men derudover er enebørn jo tit meget selvstændige og fødte ledere. Så jeg ser intet galt i kun at få et barn, for enebørn får meget andet fra andre end kun fra søskende 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Ja, og jeg har faktisk selv (og alle andre her i kommentarfeltet) lidt glemt eventuelle kusiner og fætre! Jeg har jo min søster og hvis hun en dag får børn, så vil Bella jo også have dem 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra D.

    Så godt et indlæg!!…..jeg har selv tænkt over dette nogle gange.
    NU har jeg ikke selv barn/børn, men aldrig visualseret at jeg skulle have mere end MAX. 2 børn!! og nu hvor jeg er voksen, ser jeg klart mest mig selv som en 1-barns person, selvfølgelig kan jeg ikke sige om jeg ændre mening når jeg får den første, men det er i hvert fald den fornemmelse jeg har nu…..jeg tror jeg ville være mere end tilfreds med 1 barn, som jeg kan opdrage og give alt min kærlighed og opmærksomhed til.
    og det der med at det er synd for barnet a det ikke får nogle søskende? Som du selv siger, det skal da ved gud ikke være den eneste grund til at man får et barn mere, et barn skal ikke sættes i verdenen bare for at agere og udfylde en rolle som storesøster/storebror! det er i hvert fald min holdning, jeg tror nu ikke nogen lider direkte nød af ikke at have nogle søskende, som med alt andet her i verden så er der fordele og ulemper ved begge situationer.
    Men jo jeg syntes folk skal blande sig uden om, og lade andre helt selv afgøre hvordan de vil forme deres liv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Nu er jeg enebarn og har ikke selv børn endnu – og jeg synes bare, at man skal ha lov til at ta sine egne valg. Tænk at andres liv kan interessere folk så meget, at de har så tydelige meninger (siger hende der læser blog. Hæhæ) Nogle gange mistænker jeg at nogle mennesker har det bedst, hvis alle de kender ligner dem selv. Som enebarn har jeg dog nogle punkter, som jeg synes at kommende forældre til et måske-enebar bør være opmærksomme på: et godt forhold til forældrene er næsten mere vigtigt, end hvor der er søskende (det har jeg heldigvis også til mine), som forælder er man overraskende nok af og til mere ‘på’ med kun ét barn (søskende aflaster, hører jeg mange sige), det er vigtigt at et enebarn ved, hvad det vil sige at blive drillet (kærligt) og man skal nok også holde lidt igen med forkælelsen. Det med drillerier: jeg blev SÅ såret første gang jeg blev holdt udenfor af nogle andre børn – ja, jeg kan huske følelsen – for jeg kendte den simpelthen ikke! Mine forældre har heldigvis drillet mig godmodigt; så lidt var jeg da vant til – men det var et chok. Man kan godt blive lidt ’socialt naiv’ som enebarn, tror jeg, da man i bedste tilfælde er vant til meget (positiv) opmærksomhed og at alle altid vil én det bedste. Det med forkælelsen: jeg hører altid ‘Guuud er du enebarn?’ – og ja, folk mener det positivt. For hold nu op, hvor er der mange fordomme om, hvor meget man har fået og får, når man er enebarn. Man er sikkert også belastende at være sammen med; opmærksomhedskrævende og egoistisk. Dyre fødselsdagsgaver og forældrekøb har derfor aldrig været noget, der stod i mine forældres ordbog – det skulle ikke hedde sig, at jeg ikke vidste, hvad det ville sige at spare op og vente på fødselsdag. Men hurra for (dine/jeres/alles) frie valg i forhold til antallet af børn. Og i øvrigt: hvis du tænker dit valg er hårdt, så tænk på dem der ikke vil ha eller ikke kan få børn. Se dét er noget, ‘man’ ofte ikke forstår.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • sabrina

    en lille kommentar fra en mor til fire, på henholdsvis 29,25,17 og 12. Jeg respektere fuld ud din beslutning og den skal ingen blande sig i, ikke om jeg fatter at folk vil have at du allerede nu skal tage stilling til et barn mere – Bella er 1 1/2 år gammel come on!!! Børn skal efter min mening nydes og ikke bare arvles, jeg hade når man mener at diverse faser i børns liv bare skal overståes. hvilket vel også kan ses på mine børns alder??

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Respekt for at du har fået 4 og har nydt dem alle, det er fedt! Og er helt enig i at det skal være for at nyde dem man får dem og ikke bare for at avle flere!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Nu har jeg ikke læst alle kommentarere her igennem.

    Jeg er personligt bedøvende ligeglad med hvad andre vælger, og jeg mener ikke vi som mennesker har krav/ret til at blande os, og tilkendegive vores meninger omkring andres valg.

    Når det er sagt kan man da sagens stille en konstruktiv diskussion op, uden det er negativt ladet. Jeg personligt forstår ikke ønsket om kun at få et barn, et eneste barn er for lidt. Jeg er ikke karrierekvinde, kunne jeg gik jeg hjemme, holdte mine børn længere hjemme end normen osv. For dette giver mening for mig, det passer mig, men igen hvad passer andre er ikke mit behov! Mine to piger er ikke de sidste børn jeg får. Jeg har valgt at få dem tideligt, og har en del år endnu at få børn i – så jeg kan med sikkerhed sige flere kommer til, måske en til, måske to til, men så slutter vi også.

    Nyd at du ved hvad du vil – vi lever bare i en verden hvor vi blander os i hinandens liv, hvor vi tror alt vedkommer os, til dels fordi vi nok/vores generation deler en stor del af vores liv på sociale medier.

    Stine

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Jeg tror at du har helt ret i det med de sociale medier – de er virkelig med til at folk blander sig meget, meget mere end man gjorde før.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maj

    Puha! Jeg har måtte læse dit indlæg nogle gange og har også læst alle kommentarerne, fordi det er et pissesvært emne!
    Det er så personligt hvad folk vælger fra eller til ift børn, men alle har en mening til det, jeg kan jo kun nikke genkendende til det meste af dit indlæg, fordi jeg har været igennem hele møllen, i flere år da jeg ikke vidste om jeg nogensinde ville være mor, så da jeg blev gravid skulle jeg, og skal stadig, retfærdiggøre hvorfor jeg fik ham, når jeg ikke ønskede børn til at starte med… Jo jo, der er ingen grænser for hvad man ikke må stille af personlige spørgsmål, vedkommende synes faktisk det var lidt synd for T, at jeg ikke var helhjertet i at få ham, mens jeg var gravid, og insinuerede at det sikkert var derfor at jeg havde fået en skrigebaby, T kunne mærke at jeg dybest set ikke ville have ham – bang en kold spand vand i mit hovede!
    Sidespor, anyways, for et år siden bedyrede jeg også, at vi ikke skulle have flere, og jeg var gennem hele møllen som dig, og jeg får stadig momentære anfald hvor jeg mentalt sidder med armene foldet over knæene og rokker frem og tilbage mens jeg messer “Kun en – kun en – K U N É N!” Dog som tiden går, så kan jeg også have tider hvor jeg gerne vil have flere (altså kun en mere), men lige nu, kan jeg ikke sige det med 100% sikkerhed!
    Som din veninde så klogt sagde, det er virkelig meget med behov at gøre, jeg har, som dig, heller aldrig haft et kæmpe behov for at reproducerer mig, og som udgangspunkt, så tror jeg ikke mit liv ville have været ringere uden T, men nu hvor jeg har ham, så ville jeg for alt i verden ikke undvære ham, er du tosset! Så vid du kære Jeanett, du er ikke den eneste med de tanker – jeg er hvertfald begejstret for indlægget og glad for at vi er flere der ikke er som “normen” 😉

    PS. Jeg er pissedobbeltmoralsk, for ofte når jeg møder andre med et barn som er måske 4-5 år, så tænker (TÆNKER, ikke spørger) jeg, gad vide om de ikke snart skal have en nr. To… Det er bare så indgroet i den der fælles sociologiske tankegang, at normen er at have min. to børn, medmindre man ikke kan få flere… Og når jeg har tænkt det, skammer jeg lidt, og siger til mig selv, at jeg ikke aner hvad de kæmper med, og det kommer heller ikke mig ved – basta!

    – Maj 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Suk suk, ved dårligt hvor jeg skal begynde eller slutte henne. Jeg har en datter på snart 4 og her kommer der heller ikke flere.

    Vi var faktisk begyndt på projekt barn nr. 2, fordi det gør MAN jo når barn nr. 1 rammer en vis alder. Jeg havde dog aldrig rigtig hjertet med i det og vi nåede også kun 2 omgange da jeg fik konstateret skævt og åben bækken med alvorlige risiko for lammelse ved en evt. graviditet.

    Efterfølgende kom jeg til at mærke og tænke efter – ville jeg overhovedet have flere børn. Og nej det vil jeg faktisk ikke – jeg nyder at hun er så selvstændig, ikke mere ble, ikke mere sut, man kan kommunikere med hende og sidst men bestemt ikke mindst så er der blevet tid til MIG. Jeg er sq alt for egoistisk til det der baby ræs.

    Det er bare en ikke gyldig grund til ikke at skulle have flere børn, men det er den risiko for en lammelse resten af livet hvis jeg nu skulle få den geniale (synes nogen så tydeligvis) ide at gennemføre endnu en graviditet, så heller ikke.
    “Nå men så må du jo bare indlægges til aflastning under den graviditet”.

    Så thumbs til dig (og jer) der tør stå ved at I ikke skal have flere børn, at I lytter til jer selv og ikke mindst at I ikke lader jer påvirke af andre menneskers meninger og holdninger hvad MAN bør have.

    Jeg kom i øvrigt til at spørge en af de begavede mennesker hvor meget sex hun egentlig fik udover når de skulle lave børn??? Så snakkede vi ikke mere om det emne 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Hahaha til det sidste!
      Og shit en omgang du har været igennem! Virkelig fint at du fik mærket efter hvad du egentlig har lyst til!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Hej Jeanett, jeg respektere dit valg men som enebarn vil jeg gerne have lov til at sige min mening.
    Jeg er slet ikke enig i, at man ikke mangler søskende og ikke ved hvad man mangler. Jeg har både gennem min barndom og nu som voksen savnet søskende helt vildt. Det forhold som jeg kan se, at andre har til deres søskende, vil jeg aldrig nogensinde få til andre. Da jeg var barn handlede det mere om, at der ikke var én at lege med, når jeg kun var sammen med mine forældre. Mens jeg som voksen, jeg kan savne en på min alder som har kendt mig hele mit liv og været igennem de samme oplevelser og man sammen kan være irriteret over sine forældre sammen. Jeg får aldrig niece eller nevøer og kan godt blive misundelig på mine veninder og det forhold de har til deres niecer og nevøer. Og ikke mindst at den dag mine forældre ikke er her længere, har jeg ingen tæt familie med samme blod og ingen til at stå sammen med om sorgen.
    Mine forældre fik mig, da de var tæt på de 40 år og valgte derfor ikke at få flere, da de syntes de var for gamle, men jeg har mange gange syntes at det har været en smule egoistisk.
    Ligesom at du bliver mødt at undren over dit valg, skal man altid som enebarn retfærdigøre for folk hvorfor man er enebarn.
    Min mening er, at man skal give sine børn den gave, det er at have en bror/søster, så derfor er jeg 100% sikker på at jeg (hvis jeg kan) skal have mere end 1 barn.
    Som sagt er det udelukkende min mening og jeg respekterer holdningen om kun at få 1 barn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Ogn Mia, du misforstår jo hele mit indlæg! Min pointe var ikke at diskutere enebarn vs. flere børn. Det var at jeg ikke forstår hvorfor det en mindre socialt acceptabelt at gå til mig end til dem der vælger flere børn. og der giver du den jo bare videre los i forhold til at kritisere MIT valg i forhold til MIT liv.

      Så du mener helt seriøst, at på trods af at jeg stod (set i bagklogskabenslys) nok en depression, var et meget mørkt sted med ar på både sjæl og krop efter graviditet og fødsel, så skal jeg simpelthen glemme det hele og for Bellas skyld kaste mig ud i det hele forfra? At du mener, at det burde ALLE gøre er da noget du kun tager udgangspunkt i fra din egen oplevelse og det er da ret farvet! Jeg vil stadig mene, at Bella er bedre off med en glad mor og ingen søskende end en depressiv mor og en lillesøster.

      Og så vælger du vist at læse mit indlæg lidt som du lyster. Jeg har aldrig skrevet at ingen enebørn savner søskende. Jeg skriver, at det er meget forskelligt, og at jeg kender flere der har været glade enebørn! Det er ikke det samme som at sige, at der kun findes glade enebørn.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • M

      Jeg tror til gengæld at du også misforstår mig, som jeg skrev respekterer jeg dit valg og jeg kritiserer ikke dit valg men skriver bare min holding.
      Jeg mener at man skal gøre hvad man selv finder rigtigt, jeg er ked af hvis det ikke fremgik.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Det må jeg have gjort så, fordi jeg forstod det ret klart som om at du kritiserede mit valg og at det er synd for børn, hvis de ikke har søskende.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Forresten så kan du da godt fået niecer og nevøer? Det kan du jo få igennem din kæreste! Min søster er ret glad for dem hun har igennem hendes kæreste – også selvom det ikke er samme blod.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nana

    Et godt indlæg og jeg respekterer fuldt ud din beslutning. Folk er forskellige og har forskellige ønsker og behov. Da jeg fik mine 2 børn, sagde jeg til min mand at jeg ikke ønskede flere børn.. Men nu går jeg rundt og tænker på barn nummer 3. Min holdning er at børn og familie give mig glæde og ikke karriere . Man lever jo kun en gang, og vil derfor nyde mine børn og se dem vokse og blive voksne og masser af børnbørn hehe.. Jeg har kun en lillebror, og syntes altid det var kedeligt, derfor ønsker jeg 3 børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Og det synes jeg er vildt dejligt! Du følger det du har lyst til og det der gør dig glad. Og det er virkelig det vigtigste. Jeg får glæde at arbejder og udfordringer på det område, iværksætteri, mine seje venner og oplevelser/fester med dem – og rejser! Åhh rejser giver mig følelsen af at jeg L E V E R. Og mange af tingene kan gå ok med et enkelt barn, men det (for mig) harmonere ikke så skide godt med planerne om en børneflok på 4!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Turid

    Virkelig et interessant indlæg! Jeg var selv enebarn i de første 13 år af mit liv – og så fik jeg pludselig 2 brødre med kun 22 mdrs mellemrum (vi har ikke samme far, men jeg betragter dem nu alligevel som mine ‘helbrødre’, da jeg er vokset op med deres far siden jeg var 7 år gammel). Jeg savner dog, at jeg ikke har nogen søskende, der er tættere på mig selv aldersmæssigt – i tråd med Cathrines (Rockpaperdresses) indlæg fra i dag om at føle sig ensom 🙂 Jeg tror jeg ville have haft rigtigt godt af at have søskende tættere på mig. Selvom jeg virkelig elsker mine brødre, så går der alligevel mange år, før vi når de samme steder i livet. Derfor har jeg selv et ønske om at få flere børn, når den tid engang kommer, og så skal de gerne være nogenlunde tæt på hinanden – også selvom det betyder blebørn i en evighed. Jeg har bare altid set hvor dejligt det er for mine brødre, at de har så stor glæde af hinanden, og ofte følt et lille nag af misundelse over, at jeg ikke selv har helt det samme forhold til dem.

    En helt anden snak er så, at jeg er rædselsslagen for at skulle føde børn, så det sætter måske en naturlig stopper efter det første 😀 Jeg kan huske, at jeg læste din fødselsberetning, og så måtte jeg lige puste ud en enkelt gang 😀 Synes godt nok du er SEJ, at have klaret den omgang så godt – jeg er overbevist om, at jeg havde givet op for længst, hvis det var mig. Og så skal jeg så også lige have fundet ham, som jeg gerne vil have alle de her børn med 🙂

    Derudover så synes jeg dog virkelig, det er mærkeligt, at folk skal blande sig i andre folks beslutninger på den måde – det er da helt og aldeles op til folk selv, hvor mange børn man skal have.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Det der med fødslen skal du nok klare! Jeg tog gerne fødslen 4 gange, hvis jeg kunne have sluppet for hele min graviditet! Men tak fordi du synes jeg er sej 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Jeg er enig med dig! Jeg har en søn og det er jeg helt tilfreds med. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde skal have en til.
    Jeg er selv enebarn, og jeg har haft det fint med at være enebarn, har ikke savnet søskende overhovedet. Nogle gange er jeg faktisk ret glad for, at jeg IKKE har en bror eller søster.
    Men lige meget hvilken holdning man har til et barn vs flere børn, så er jeg helt enig i, at andre skal holde deres mund og blande sig uden om andres valg. Det samme burde forresten gøre sig gældende, når det gælder om/hvornår folk skal giftes eller have børn overhovedet. Jeg kan blive helt rødglødende, når folk siger “Hvornår skal I så giftes?!”. Det skal vi nok helt SELV afgøre OM vi skal og HVORNÅR vi skal!
    Btw, er også ret enig i dine betragtninger om moderskabets glæder og udfordringer!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Åh ja det med giftes er en helt anden ting – shit, hvor mange spørger os hele tiden. Altså, Tim har jo så også friet og folk forstår også godt, når vi siger, at vi på et år har fået barn plus købt et hus til et par millioner, så har man altså ikke også lige 100.000 kr i en hemmelig lomme til et bryllup. Men vi skal altid igennem hele den remse før folk forstår. Utroligt!

      Og jeg tror du er det første enebarn i tråden her der også selv har valgt kun at få et barn – det må jo være et bevis på at der i hverfald findes nogle lykkelige enebørn derude 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Charlotte

      Vi lykkelige og helt igennem tilfredse enebørn findes skam! Jeg kender selv flere af slagsen, både i min familie og i vennekredsen 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Yay, godt at høre 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      Vi spørger fordi vi bare rigtig rigtig gerne vil fejre dejlige jer og drikke champagne

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Hehe, det gider vi også godt selv 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone

    På trods af at jeg kun er 21 år og ikke ligefrem står i din situation, så kan jeg så godt sætte mig ind i det. Jeg har veninder, der hungrer efter at få børn og siger, at sådan får jeg det også, når jeg får en kæreste igen.
    Og det er jo svært at benægte, men pt er det bare overhovedet ikke min første prioritet. Jeg er lige startet uddannelse og vil sådan set gerne gøre mig en karriere en dag også.

    Som udgangspunkt synes jeg faktisk, at det er super stressende som ung kvinde at skulle rive et år eller to ud af kalenderen, for derefter stadig at skulle have små børn hvis rutiner ikke altid passer ind i et karriereliv. Og når jeg fortæller det til mine veninder, så forstår de mig simpelthen ikke. For dem er det største at få en baby, for mig er det største at blive succesfuld. I hvert fald som tingene ser ud nu.

    Det er lidt ligesom, når folk synes det er ok at blande sig i, at jeg ikke har en kæreste. Tragisk at man allerede i så ung en alder bliver set ned på at være alene. Jeg har det fint, det er dem der har problemet – plejer jeg at tænke!

    Som udgangspunkt skal folk måske bare blande sig udenom andres liv og valg 🙂 jeg passer i hvert fald meget på ikke at blande mig i andres medmindre de spørger mig til råds.

    Det blev en masse sludder, men det satte alle mulige tanker igang.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Wow vildt at de allerede vil have børn, men hey – hvis det er sådan de har det, så er det også helt ok!

      Det er nemlig vildt stressende og sådan gider jeg bare ikke leve de næste 10 år!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Er det ikke næsten bare sådan, at uanset hvad man vælger, så skal folk nok stå parat til at spørge ind til det valg 🙂
    Sådan har det i hvertfald virket gennem mine erfaringer. Da jeg var 16 år, fik jeg en lillebror, og ham gik jeg tit tur med i barnevogn. Der var ikke en eneste tur, hvor ikke en dame fnøs, sukkede eller sendte blikke efter os 🙂
    I starten af 20’erne kom så spørgsmålene omkring, hvornår det første barn skulle melde sin ankomst, om ikke det biologiske ur var begyndt at tikke eller om man ikke var jaloux, når man sad med andres babyer i armene. Jeg havde på det tidspunkt ikke regnet med at jeg nogensinde skulle have børn, så det skulle der selvfølgelig også kommenteres på løbende. Da jeg så blev mor til en søn (efter jeg havde været SKRUK i 3 år. Her mener jeg skruk med skruk på :-)) var jeg knap nok vokset sammen igen, inden de første forespørgsler på søskende begyndte at tikke ind.
    Nu to år efter fødslen bliver der sørme også kommenteret på vores valg med at vente med nummer to til vores søn bliver min. 4 år gammel. Uanset hvad vi har af argumenter – det allerstørste – det er vores valg, så mødes man med denne her skepsis/er I nu helt sikre på I ikke kommer til at fortryde jeres valg(i mangel af bedre ord), som jeg er ved at kende temmelig godt efterhånden 🙂 Jeg er helt sikker på, at hvis jeg havde valgt at få 4 børn inden for fire år, så ville jeg skulle stå og “forsvare” det valg også 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Jo, det har du nok ret i! Folk er meget villige til at stå på spring og dømme løs 😉
      Jeg synes det er rigtig fint at du lytter til hvad du har lyst til!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kikki

    Antallet af børn er og bliver en privatsag uanset om det er 0, 1, 2 eller flere. Og tro mig, har man flere børn end gennemsnittet så får man også rigtig mange og til tider meget sårende og hårde beskeder med på vejen. Selv er jeg mor til 4 børn i alderen 9, 6, 3 og 1 1/2 år

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Ja, det kunne jeg også godt forestille mig. Synes bare oftere folk er mere undrende overfor dem der kun får en – men måske er det fordi jeg kender flere der gør det end dem der får flere end to.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Jeg er helt enige i man selv skal bestemme hvor mange man ønsker, og kan da enda tage mig selv i at tænke “hold da op har i 4 og skal have en mere

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Klejs

    Samme kommentarer hørte jeg de første 4 1/2 år af min ældstes liv og jeg var fandengalme ikke klar og anede ikke om jeg ville blive det. Krydrer det med “vent ikke for længe ellers bliver det for langt mellem søskende”.

    Nu hvor den yngste er kommet, hvad tror du så jeg hører?

    Skal I ikke have en Trip Trap træsko flok? Nu hvor I har to drenge, skal I ikke have en pige så?

    Min ex svigerinde er så i den modsatte grøft, hun har 9 børn og folk siger “hvorfor så mange?”, “skal du lave et fodboldhold” osv.

    Min pointe? At ligemeget hvad, så er det aldrig godt nok det man gør og folk ikke bare accepterer den familiekonstellation man gerne vil have. Eller fravalg af børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Nej nej nej! Shit hvor er folk frække!

      Og hvor er din svigerinde vild med 9 børn! Men godt nok også respekt for at hun gør det!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Jeg er det glade voksne enebarn. Jeg elsker det. Har aldrig følt mig alene eller ensom – hverken i hverdage eller ferier. I mit barndomshjen er der altid kommet mange voksne og børn forbi, og de sociale spilleregler er derfor blevet prøvet fint af dér.
    Jeg har elsket det. Som voksen kan jeg tænke, at det er svært når man arbejder hveranden jul (og de muligvis skal være nærmest alene) eller når ens forældre engang bliver gamle og der er nogle andre behov der skal opfyldes… Men altså. Det løser sig jo.
    Hvad jeg ikke forstår er, når man blivernbetraget som offer ‘ej det må have været ensomt at være på ferier uden nogle at lege med?’ –
    Nej dem fandt man på ferien. Legede med sig selv. Eller med sine forældre.
    OG når det er et kompliment at folk siger ‘ej er du enebarn?! Det havde jeg aldrig gættet på din opførsel’ – tak, for et enebarn kan jo umuligt tænke på andre, lade ande tale og være socialt inkluderende ….
    Nå tak. Godt indlæg 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Og tak for din kommentar! Rart at høre at du har været et glad enebarn 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    PS. Er vitterlig af den opfattelse at ‘venner er familie du selv vælger’
    Min ene veninde er som en søster. Vi er født på samme fødegang, hvor vores forældre lærte hinanden at kende. Ved at jeg ville kunne dele det samme – både sjov, pligter og ansvar med hende som en evt søsken.
    Ligesp rundt i familien, har De tætteste vennepar jeg har kendt vis familie siden jeg blev født – de betyder meget mere for mig, end de biologiske onkler…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dorte

    Hej Jeanett. Personligt vil jeg gerne have to (og nok ikke flere) børn, fordi jeg selv har haft mega meget ud af at have søskende, men det er MIT valg (og kærestens). Jeg kender nogle enebørn som er lidt triste over at de ikke har haft søskende, især når forældrene bliver ældre og der er en risiko for at man står med det hele alene.
    Men som du skriver, har B jo veninder som hun vokser op med, så selvom jeg ikke er enige, er det altid jeres valg.
    Jeg håber du møder mere foreståelse fremover. Dog kan jeg sige at man også møde løftet øjenbryn når man er af en søskendeflok på 4, og mine forældre har fået ret mange kommentarer på det. For det er jo kun indvandrer der får mange børn, right? (NOT). Så den kører begge veje…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kimmie

    Skønt indlæg. Jeg forstår dig fuldt ud. Om man får børn, hvor mange man ønsker og hvornår man ønsker er en privatsag som alt for mange desværre tror de skal blande sig i.

    Jeg har det dog modsat og ønsker (næsten) at føde børn i det uendelige (gider dog ikke 3. trimester 😉 ). Har fået to lige i streg med 14 mdr imellem, og ønsker et hold mere. Dét blander folk sig også i, og jeg er pænt træt af at skulle forsvare vores valg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Det er virkelig også træls at skulle forsvare ens valg konstant, når det jo ikke er noget der rammer andre!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh jeg kunne simpelthen ikke have sagt det bedre selv! Siden vi fik Lucas (han er 8 mdr) har alle spurgt, hvornår vi skal have den næste. Hver gang har de fået svaret, at vi er ikke sikker på vi skal have flere og hver gang har de svaret noget a la det du skriver. Starten med Lucas har været noget nær forfærdelig og det er jeg da ærlig talt ikke sikker på jeg har lyst til at gå igennem igen. Jeg hadede at amme og jeg synes ikke det er sjovt at sidde herhjemme og lege babylege. Selvfølgelig kan det være jeg får lyst igen, men jeg tror ikke det bliver foreløbig. Jeg vil dog gerne give Lucas en bror eller søster, men som du skriver skal det jo ikke være den eneste grund. Men jeg synes virkelig det er irriterende, at jeg skal forsvare det hver eneste gang jeg siger jeg ikke er sikker på der kommer flere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Jeg kan ikke svare på dit spørgsmål. Men jeg kan dele mine tanker angående det, at være et enebarn på nu 24 år.

    Jeg har aldrig haft et problem med, ikke at have nogle søskende. Jeg har altid nydt, at have mine forældre for mig selv, samt ikke haft et problem med, at finde på lege selv osv. osv.
    Men men men, da jeg for et års tid siden mistede min morfar, hvilket var hårdt, gik det op for mig, hvor godt det var for min mor og onkel, at de havde hinanden, kunne støtte og trøste hinanden. Denne situation fik mig til at tænke på, at når mine forældre engang dør (om 100 år eller sådan noget ;p ), så vil jeg stå alene tilbage og skulle tage alle valgene omkring begravelse mm.. Jeg vil da forhåbentlig, havde dannet min egen lille familie, men ville ønske, at jeg havde en bror eller søster til at dele dette med, og komme igennem.

    Så derfor er jeg fast besluttet på, at få to børn. Før i tiden var en enkelt nok, men ideen om, at de vil have hinanden (hvis de kan enes) er en fin tanke.

    Men hva, meget kan ske endnu ;p

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lige da jeg fik Gåsebarnet var jeg ikke i tvivl om, at jeg gerne ville have flere børn, men efter et års tid som mor, var jeg 100% sikker på, at ét barn var rigeligt.
    Jeg oplevede det samme som du beskriver, med undren over at jeg kun ville have det ene barn, og kommentarere som “Du er jo stadig ung..” var hyppige, som om det havde noget med min alder at gøre. Folk forstod simpelthen ikke, at jeg kunne have nok i ét barn, og min svigermor hørte også til den gruppe, der mente, at det var synd for Gåsen at hun skulle være enebarn.. *suk*
    I mit tilfælde var det dog primært Gåsebarnets far der var problemet, eller snarere vores manglende forventningsafstemning til projekt baby. Han var meget lidt til stede da hun var helt lille og arbejdede som regel 60-80 timer om ugen. Når han endelig var hjemme, så kendte han hende ikke, og forstod ikke hendes reaktionsmønster. Samtidig forstod han heller ikke, hvorfor jeg ikke stod klar med åbne arme, så snart han trådte ind ad døren.

    I dag, 9 år senere står jeg med ny kæreste, som gerne vil have et barn, jeg vil også gerne have et barn med ham, men jeg har ikke travlt på trods af mine nu 35 år. Jeg nyder tiden med ham de uger hvor vi er alene, og jeg er ikke helt klar til at slippe den frihed endnu.
    Måske er det dårlig erfaring fra det forrige forhold der stadig sidder i mig, hvor alt bare gik ned ad bakke så snart vi blev gravide – det er det nok. Frygten for, at jeg igen står med barnet stort set alene, imens forholdet smuldrer omkring mig. At være nybagt mor er pisse hårdt, og at være mor og samtidig kone/kæreste er endnu hårdere – det får man ikke lige at vide når man trækker mor-kørekortet.

    Jeg kan sagtens sætte mig ind i dine grunde til, kun at ville have et barn, for det er virkelig lang tid man afsætter på børnekontoen, når der er så meget andet man også gerne vil. Hvis ikke det var fordi at min kæreste havde det her brændende ønske om at blive far, ville jeg også være fuldt ud tilfreds i min rolle som 1-barns forældre. Jeg er dog fortrøstningsfuld, for denne gang er der både erfaring og netværk til forskel. Jeg vil aldrig komme til at stå som Palle alene i verden igen, det er jeg sikker på. Jeg skal bare lige ha’ jaget de gamle spøgelser på flugt, så jeg tør kaste mig ud i det endnu en gang. 🙂

    I øvrigt er der 11 år imellem min mor og hendes søster.. 10 år imellem mig og min bror og ja, med Gåsebarnet bliver det nok noget i samme dur..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Tak for din historie! Ja, det er det vildeste pres ens forhold kommer ud for når man får børn sammen. Jeg forstår godt dem der går fra hinanden! Tim arbejder også mere end gennemsnittet, men har tilgengæld altid været meget nærværende og vil så gerne være far, at han har aldrig haft svært ved at tolke Bellas tegn og reaktioner.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Har virkelig tænkt meget over dit indlæg i det sidste døgns tid.

    Først og fremmest: jeg synes, det er godt, at du tager emnet op! Jeg tror faktisk, at jeg synes, at man kan anskue problematikken fra flere vinkler. Jeg kan sagtens se dit synspunkt, og som mor til en 2-årig ved jeg jo fra mig selv, at man hurtigt møder spørgsmålene om barn nummer 2 meget hurtigt. Altså faktisk mødte jeg min mands tante forleden, som sagde “GUD, er du gravid?!?!?!” Hvortil jeg jo måtte svare “næh, jeg er bare tyk”. Og gudhjælpemig om damen ikke svarede “Nå hov, undskyld. Men SKAL du ikke snart være gravid?”. Yes, skide fedt.
    Nå, men jeg er så én af dem, der rigtig gerne vil have et barn til. Faktisk nok også 2. Fordi jeg vil sgu bare pisse gerne, og min mand er heldigvis enig 🙂 Men det er da en privat sag, og det bliver i hvert fald aldrig op til andre end os at dømme, hvornår og OM det er aktuelt eller passende. Og derfor vil jeg til ENHVER tid mene, at du og Tim selvfølgelig selvfølgelig selvfølgelig kun skal få Bella, hvis det er dét, der føles som det rigtige for jer. Jeg forstår og respekterer alle dine grunde ret logisk set – følelesmæssigt forstår jeg det nok ikke, fordi jeg selv har det helt anderledes. Men derfor respekterer jeg det stadig, og jeg spørger aldrig folk mht om de skal have én mere af samme årsag. Jeg synes bestemt ikke, at det er synd for Bella – hun skal jo nok få dækket alle sine sociale og kærlighedsmæssige behov alligevel. Det tror jeg ikke, der er nogen af dine læsere, der er i tvivl om 🙂

    Jeg må så også indrømme, at noget i mig føler mig lidt beklikket, når du skriver dét med, at man ikke accepterer kvinder, hvis main goal in life ikke er at være mor, og at du synes, at kvindefrigørelsen slår fejl. Fordi jeg personligt ønsker mig at få 2 eller 3 børn, betyder det altså ikke nødvendigt vis, at jeg IKKE har andre ambitioner eller at det er mit main goal in life. Jeg har masser andre ambitioner og mål i mit liv, og jeg synes bestemt ikke, at mine kommende børn blot kan reduceres til at være en del af overbefolkningen. Så på den måde føler jeg altså heller ikke, at du respekterer MIT valg ved at reducere kvinder med flere børn til fødemaskiner, der overpopulerer verden uden at have andre mål i livet. Med mit kendskab til dig, tror jeg sådan set heller ikke, at det er dét du mener, men instinktivt var det dét, jeg læste, hvilket blot understreger for mig, at vi alle har et ansvar for ikke at dømme hinanden og vores private valg for vores liv. Kvindefrigørelse burde jo netop være, at alle kvinder (Og mænd) får lov til at tage selvstændige valg for deres liv uden at blive mødt af andres fordomme og forestillinger om, hvad et godt liv bør indeholde.

    Bottom line tror jeg, at det når alt kommer til alt kommer til, at man i vores samfund har fået nogle lidt for udviskede grænser i forhold til, hvornår og hvordan man må spørge ind til andre menneskers privatliv. Eller kommentere på det. Måske er det rigtigt, hvad én skrev om de sociale medier – med instragram og facebook lægger vi jo en stor del af vores privatliv til skue, og det medfører måske, at grænserne for privatlivets fred er blevet noget vage i det.

    Nå, håber du ikke tager min kommentar ilde op- det kan være svært at formulere helt klart på skrift.. Jeg tror faktisk ikke, at vi er så uenige, når alt kommer til alt. Og som sagt, synes jeg at det er en rigtig spændende debat, du tager op.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Så tror jeg også at du læser mit indlæg lidt forkert! Jeg ser ikke ned på kvinder der gerne vil være mor med stort M i en 10 års tid imens de får små børn. Og de kan sagtens have andre ambitioner også!
      Men du nævner også, at du netop ikke tror at det er det jeg mener – og det har du helt ret i 😉

      Sociale medier er SÅ meget med til at vi blander os meget mere i hinandens liv – på godt og på ondt!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • B

    Sikke et godt indlæg, som på mange måder illustrerer min egen virkelighed. Jeg vil dog sige, at jeg – helt på linje med din veninde – havde et behov for at blive mor. Jeg manglede et barn i mit liv (det gjorde min mand heldigvis også, ha ha). Nu har vi en skøn datter. Nem graviditet, min barselsperiode var fantastisk, jeg nød det i fulde drag. Jeg elsker at være mor. MEN. Jeg er ikke overbevist om, at jeg vil have flere. Jeg føler egentlig, at mit behov er dækket nu. Vi er så ikke helt enige herhjemme 🙂 Jeg er selv enebarn og har så vidt jeg husker ikke savnet søskende (og gør det ikke i dag) – plus, som du selv siger, jeg ved ikke hvad det vil sige at have søskende, så for mig er det svært at savne. Jeg har tværtimod et meget nært forhold til mine forældre. Ja, når de ikke er her mere, bliver det sgu da svært, det gør det nok for de fleste. Heldigvis har min mand og jeg været sammen længe og det betyder meget for mig at han kender dem så godt som han gør.
    Jeg har oplevet mange af de samme kommentarer, som du har, når jeg har luftet, at min datter muligvis ikke får søskende, og jeg tror at det bunder I at folk ser virkeligheden ud fra egne erfaringer. Min erfaring er, at mange stiller ikke spørgsmål ved om den familiestruktur, de selv kommer fra, er den rigtige. Jeg har så den “fordel” i diskussionen at jeg selv er enebarn og dermed kan tilbagevise mange af myterne om det at være enebarn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Præcis! Jeg synes mange skriver “så er jeg helt alene”. Hvad med mand/kæreste? Ens ene børn? Kusiner? Fætre? Fantastiske venner? Jeg forstår ikke helt det med at man mener, at når man ikke længere har forældre, så er man helt, helt alene. Men måske har det lidt at gøre med mit eget forhold til mine forældre…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg ved faktisk ikke, hvorfor vores kvindesyn er så fundamentalistisk. For helt ærligt, sådan heeeeelt ærligt, så har mange kvinder et fuldstændig hårdt syn på kvinder og børn: Man er en svag og unaturlig kvinde, hvis man vælger kejsersnit, man er en dårlig mor, hvis man vælger ikke at amme, og man er åbenbart også en dårlig mor, hvis man vælger karrierelivet fremfor 3 børn. Så det er faktisk rigtig dejligt, at du tager emnet op. Ligestilling handler netop om det frie valg jo!

    – Sara // http://www.sarasskab.blogspot.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Og hvad endnu værre er, at man SLET ikke vil have børn….

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Ja, så kunne jeg godt forestille mig at folk kommer op af stolene! 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Åh ja, det er næsten det værste, haha. Jeg får altid at vide: “Jamen, hvad vil du så gøre når du er gammel, og der ikke er nogen til at besøge dig?” Hahahaha! Ærlig talt, så tror jeg næppe at dét bliver et problem, og om det så bliver et problem, er det da aldrig nogensinde en god nok grund til at føde børn!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Helt helt enig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Thea

    Selv om mange andre allerede har lagt en lignende kommentar, så bliver jeg altså selv lige nødt til at gøre det 😉
    Jeg har endnu ingen børn og har heller ikke travlt med det (er 27), men når den dag kommer, så regner jeg også med kun at skulle have en enkelt. Som udgangspunkt i hvert fald. For der er simpelthen så meget andet jeg også vil. Jeg vil gerne rejse (ligesom dig), gøre min uddannelse færdig, få en phD og muligvis starte mit eget lille “firma”. Af den grund synes jeg simpelthen ikke jeg kan forsvare at få mere end et barn. For hvordan pokker skulle der være overskud til flere, når jeg regner med at have så meget andet at se til i fremtiden. Selvfølgelig kan man ikke spå om fremtiden og det kan godt være jeg ændrer mening, når først jeg har fået et barn, men jeg har virkelig svært ved at forestille mig det nu. Heldigvis er folk omkring mig meget forstående når jeg siger, at jeg kun vil have et 🙂
    Desuden har jeg selv to søstre – en hel og en halv. Den halve har jeg slet ikke et forhold til og den hele har jeg aldrig rigtig været tæt på, til trods for, at der kun er 1,5 år i mellem os. Vi er simpelthen alt for forskellige – ja, vi skændes faktisk rigtig ofte. Så det der med at få flere børn, bare så man kan give sit første barn søskende fordi det jo er den bedste gave man kan give det, den holder altså ikke helt stik. Jeg tror ærligt talt, at jeg var endt samme sted i mit liv og havde været lige så glad i dag, hvis jeg havde været enebarn.

    P.S.: Jeg holder selvfølgelig af min søster. Hun har givet mig en fantastisk niece og nevø, som jeg har et meget tæt forhold til, men havde det ikke været for de unger, så tror jeg ærligt talt kun min søster og jeg havde set hinanden til jul og fødselsdage!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Det er nemlig også noget jeg har tænkt på – at mange altså faktisk ikke har et godt forhold til de søskende man har!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Virkelig godt indlæg! Jeg kan virkelig nikke genkende til det du skriver, min trang til at få børn har aldrig været der. Der er ikke fordi jeg ikke kan lide børn, men jeg har aldrig haft lysten til at selv få et barn. Elsker andres børn, men jeg har bare ikke lyst. Dette har også givet mange (lidt spydige) kommentar over årens løb, men skal jeg have børn fordi andre mener det? NEJ.. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Det er vel bedre med ét barn, der så har en glad mor, end to børn, der har en mor, der ikke helt har fået gjort de ting hun selv ønsker 🙂

    Sejt indlæg, jeg er relativt ung, men kan læse mig til det er ret tabubelagt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Helt helt enig i det første du skriver! Og ja, det virker virkelig som tabu!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • sisse

    AMEN!
    Jeg elsker det her indlæg!
    Jeg bor selv noget syd for Danmatk, og hernede er forståelsen svær at jeg snart fylder 24 og ingen kæreste har og egentlig ikke på nuværende tifspunkt ønsker børn.

    Jeg forstår ikke hvorfor verden/befolkningen/ venner m.m. nærmest forventer vi skal gøre noget bestemt som fx at få min. To børn.

    Jeg har selv en kusine der har taget samme valg som du og har egentlig siden vi snakkede om det synes hun var sej at stå op imod de fordomme der er omkring kun at få et barn.

    Elsker elsker!!! Du sætter fokus på det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Jeg kan ærlig talt heller ikke forestille mig at få mere end ét barn, når vi når dertil. Så ingen løftede øjenbryn herfra! 🙂

    Jeg er enebarn, og det har ført en masse fedt med sig. Jeg tror ikke, jeg havde været så egenrådig, hvis jeg havde haft søskende. Jeg måtte altid selv opsøge andre børn på campingpladserne i Italien, hvis jeg ville lege – og jeg måtte altid tage mine egne kampe, hvis jeg ville have lov til noget 🙂
    Det der søskendeargument kan jeg til dels godt nikke genkendende til på mørke dage. Det er på en eller anden måde underligt at tænke på, at jeg er den eneste tilbage, når mine forældre engang ikke er mere. MEN – jeg har min mand, hans søskende og nogle fantastiske venner i mit liv, som er mindst ligeså meget familie som dem af kød og blod.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Fedt at høre dét fra et enebarn! Og jeg er SÅ enig i det sidste du skriver! Man har så mange andre mennesker tæt på én i ens liv!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Kvinde er kvinde værst, vidste du ikke det?:).
    Jeg har tre små og det er alt for meget. Og alligevel spørger folk om vi “ikke skal have en pige” nu vi har tre drenge. Altså samtidig med at de siger “nå du har da hænderne fulde” og stiller sig op og glor.

    Folk kan nok bare ikke forholde sig til rene udmeldinger og det ville sikkert være lettere for dig vare at sige: “måske, bare ikke lige nu”?.

    Der kan jo være mange grunde til at man ikke får børn/flere børn og det må man da selv bestemme eller også har man ikke engang valget.

    Du bliver sikkert også bedømt hårdeste på at du hellere vil arbejde. Det er åbenbart svært at forstå, at mange har det sådan men tænk på mænd – de sætter da ikke alt på hold vel?

    Nyd dit barn og din beslutning. Den er din og ikke andres

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Haha jo, vi kvinder er sgu ikke altid så søde ved hinanden.

      Og tusind tak for din ærlige kommentar – det var virkelig spændende læsning!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadia

    Man skal ikke få et barn, som man dybest set ikke har lyst til. Jeg er færdiguddannet og har fuldtidsjob, det samme har min kæreste og vi har været sammen med i seks år. Jeg bliver gang på gang spurgt, om jeg ikke snart skal have nogle børn, og når jeg siger nej, forstår de fleste det slet ikke. Jeg forklarer, at jeg gerne vil have børn, men ikke nu! Og det er som om, at jeg hele tiden skal forklare og retfærdiggøre mit valg. Jeg synes, det er vildt mærkeligt, at fordi man har et job og en kæreste, så skal man da ha’ et barn!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Iris

    Jeg tænker at forventningerne til rammen for familielivet er betinget af kultur og miljø. Og vi har alle forskellige opfattelser og forventninger til, hvordan vi vil eller skal sammensætte vores familieliv. Jeg synes derfor også, at det er et vigtigt emne at tage op. Jo mere og bedre vi bliver til at italesætte vores forskellighed, jo mere vi spørger til hinandens liv og valg i livet, jo bedre bliver vi også til at forstå hinanden og ikke kun tage udgangspunkt i vores eget liv.

    Jeg selv har tvillinger. Jeg elsker at have børn, og hvis rammerne tillader det (plads, økonomi, job, livet etc), vil jeg gerne have flere, gerne fire børn. Jeg oplever ofte det modsatte af hvad du beskriver, at folk forventer, at jeg ønsker at være hjemmegående mor, at mit mål i livet alene er at være mor. Det er det langt fra. Min mand er også en del af familielivet, og han påtager sig gerne ekstra ansvar, så vi begge kan opnå de ønsker vi har i vores liv – også dem der går udover familielivet. Vi tillader os også at have ambitioner og drømme, der går ud over at have børn. Vi har kun vores børn til låns, og vi vil nyde den tid vi har dem hjemme. En dag vil de være selvstændige individer, der forhåbentlig har forældre, der har kunne give dem masser af inspiration, ambitioner og drømme for deres eget liv. Og jeg glæder mig til, at vi om 30, 40, 50 år sidder samlet hele vores store familie om bordet med børn og børnebørn, og diskuterer værdier, politik, videnskab, forskning, kultur og socialt ansvar. Hvordan vi kan bidrage til at skabe den verden, der skal være fundamentet for mange kommende generationer.

    Jeg synes vi skal huske os selv på, hvor vigtigt det er at anerkende vores forskellige valg i livet – og der er det vel kun en bagatel om vi får ingen eller 5 børn..

    Tak for et interessant indlæg 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi

    jeg vil bare sige at jeg er så sindsyg glad for min lillebror. vi har et meget tæt forhold og er der går ikke en dag hvor jeg ikke sms’e , snakker med, ser ham eller er sammen med ham. jeg kan ikke forestille mig noget uden ham. det er svært at sige hvordan det er at være enebarn, men min kærlighed til min bror er meget stor. søskende kærlighed er helt specielt og jeg ved bare at når jeg en dag får børn så skal jeg have mere end et. dog vil jeg sige at det også kan gå den anden vej. min kusine har en bror og der er 4 år mellem dem. de er som nat og dag. de snakker ikke sammen i hverdagen, mødes kun til højtider osv. så hvor glad jeg end er for min bror så ved jeg også godt at kærlighed til søskende kan være meget forskelligt. jeg er tæt på min bror, der er 2 år mellem os. jeg tror at en stor aldersforskel også kan betyde noget. jo mindre aldersforskel jo tættere tror jeg der er chancer for man kan blive. en dag når jeg mister mine forældre føler jeg også en tryghed ved at jeg så har min bror som min tætte familie og det syns jeg også er vigtig a huske. blod er tykkere end vand eller hvad man nu siger. venskaber kommer og går , men familie bånd er helt specielle. og alle de minder jeg har med min bror ville jeg ikke bytte ud for noget. når mine forældre ik er her mere er det rart at kunne tænke på og mindes minderne sammen med min bror.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fint og velskrevet indlæg. Jeg ved heller ikke om vi skal have flere børn, men det skal andre altså ikke blande sig i. Jeg var selv meget træt af at høre på alle de meninger og spr. og huhej om hvorfor vi ikke havde fået børn noget tidligere etc. (Og nu er jeg lidt træt af at høre på alle de der “gode råd” om, hvordan man skal opdrage, fodre og passe sønnike… Oh, well…) Jeg skal have læst de andre kommentarer, men det bliver vist på et andet tidspunkt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Åh ja, folk har mange “gode” råd så snart man får børn 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh det må være så træls altså…! Synes faktisk det er lidt træls når jeg bliver spurgt om vi ikke skal have en 3’er. Nix, slut prut. Og folk så er helt mistoriske “arhhhh er du nu sikker på det…” “I er jo unge, så I kan kan komme på bedre tanker”. Det er faktisk halvirriterende. Det værste er, at jeg sikkert selv er den irriterende type. Men dit indlæg fik mig til at lige tænke en ekstra gang.

    Når det så er sagt…. haha, så er jeres Bella da bare så skøn 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Hehe det kan jo også ske for selv den bedste 😉

      Og tak, hende er vi også glade for <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine K

    Jeg forstr ikke rigtigt den der med at spørge ind til nr 2 hele tiden…

    Da jeg fik min datter for 7 år siden, ville jeg rigtigt gerne have en til – men ikke de første par år!! efter et par år besluttede vi så at prøve og jeg har været gravid en del gange, men alle er endt i ufrivillige aborter 🙁 og så er det bare hårdt at få det spørgsmål hele tiden!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Nej, præcis og det er sådan noget folk bare overhovedet ikke tænker over, når de bliver ved med at spørge! Og jeg er ked af at høre alt det I har været igennem.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne

    Endnu en selvvalgt mor til kun et barn melder sig og siger tak for et godt indlæg! Jeg havde en nem graviditet, nem fødsel, nemt barn og fremragende barsel, men det er i og for sig sagen uvedkomnende. Min datter bliver jo hverken mere eller mindre enebarn, uanset om det var fordi vi ikke kunne eller ville have flere. Valget er mit og min mands. Han har fra starten kun ønsket et barn, og jeg var heldigvis med på den. En kollega kritiserede mit valg, og jeg svarede, at der er mange ting, der præger et barns liv. At være enebarn er en af dem, at f.eks. være skilsmissebarn var en anden. Hun er selv skilt, og den faldt ikke i god jord. I en tid, hvor skilsmisser er meget udbredte, og hvor dine/mine/vores børn og f.eks. regnbuefamilier pludselig giver mange nye familiestrukturer, er det sgu da mærkeligt, at vi krampagtigt holder fast i mor, far og to børn.
    Ikke at jeg har sagt noget nyt her, som ikke tidligere er blevet sagt, men det var rart at se (nogle af) mine egne tanker nedfældet på skrift.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Virkelig dejligt at høre det fra andre også! Og jeg er meget enig i at det er mange forskellige ting der gør een til den man bliver… det er ikke kun hvor mange søskende man har/ikke har som dikterer det! Jeg gik i folkeskolen med en som var et meget, meget forkælet enebarn, men som voksen har jeg fået mange gode venner som er enebørn – og de er nogle af de mest blide og gavmilde mennesker jeg kender. Så der er ingen facitliste!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] ◊ Jeanett delte sine tanker om dét, at kun at vil have et barn. Jeg er selv enebarn og ønsker ikke flere børn. Man kan aldrig sige aldrig men min mavefornemmelse siger mig det og heldigvis er min kæreste enig. Indlægget beskriver meget godt de tanker man kan have og at man altså ikke er et egoistisk og dårligt menneske, hvis man føler man har nok i et barn. Jeg forventer aldrig at folk skal forstå os men jeg forventer de skal respektere det. Ligesom jeg også kan undre mig over dem, der får flere børn end de kan overskue. Men jeg respekterer det altid. Læs det HER. […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] ◊ Jeanett delte sine tanker om dét, at kun at vil have et barn. Jeg er selv enebarn og ønsker ikke flere børn. Man kan aldrig sige aldrig men min mavefornemmelse siger mig det og heldigvis er min kæreste enig. Indlægget beskriver meget godt de tanker man kan have og at man altså ikke er et egoistisk og dårligt menneske, hvis man føler man har nok i et barn. Jeg forventer aldrig at folk skal forstå os men jeg forventer de skal respektere det. Ligesom jeg også kan undre mig over dem, der får flere børn end de kan overskue. Men jeg respekterer det altid. Læs det HER. […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Uden at have været alle kommentarer igennem og uden at have fulgt din blog, men mere falder over tilfældige indlæg, så undrer jeg mig over at du valgte at tage 13 måneders barsel? Hvad var baggrunden for det valg? Ikke at det har noget med hvor mange børn man gerne vil have at gøre, men jeg undrede mig bare.
    Jeg tænker nemlig selv at det der med at være væk fra arbejdet i et år er for meget og min plan er at være på barsel i 8 måneder (jeg har en mand der tager over og klarer indkøring, når barnet skal i dagpleje omkring 8 mdrs alderen – det er planen i hvert fald). Og folk forstår ikke at jeg ikke tager al barsel jeg kan, men det er bare ikke mig…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Jeg havde ikke job dengang – jeg var studerende 🙂 så det skulle passe med hvornår der var semesterstart. Jeg havde valgt mellem at lade hende passe fra 4 mdr eller 10 mdr. Og 4 mdr syntes jeg var liiige tidligt nok! Håber at det gav svar 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Randi

    Jeg skriver på norsk, jeg håper det er forståelig. Jeg ser at siste innlegg i denne debatten er over et år gammelt, men temaet er jo alltid aktuelt. Jeg fikk et barn for sju måneder siden, og i begynnelsen var jeg overbevist om at jeg “måtte” ha et barn til. Hva hvis vi ikke fikk tid til å få flere, for nå har jeg fylt 40! Dessuten tar min mann en viktig medisin som er uforenlig med å avle barn, så da vi skulle forsøke, måtte han slutte å ta medisinen i mange måneder. Vi var usikre på hvordan hans helse skulle bli, men det gikk heldigvis bra.
    Etter mange måneder med søvnløse netter og som hovedansvarlig for babyens ve og vel, dag og natt, tenker jeg at vi kanskje bare må innse at et barn er nok for oss. Det er et spørsmål om kapasitet, og selv om andre klarer å ha mange barn, betyr ikke det at vi klarer eller ønsker det samme. Jeg syntes det var vanskelig å være gravid, jeg var veldig nervøs for alt som kunne gå galt, og kunne knapt tro det da jeg lå der med en levende og frisk baby i armene. Så jeg har vel bestemt meg for å være takknemlig for det barnet jeg har fått. Hadde vi vært yngre, og hadde ikke vi hatt dette problemet med min manns medisin, hadde jeg kanskje falt for myten om at to eller flere barn er det eneste riktige. Nå må jeg tenke annerledes, og det er bare fint. Det viktigste vi kan gjøre som foreldre, er å sørge for at barnet eller barna har det bra, enten de er enebarn eller ikke. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min senest ASOS-bestilling (+rabatkode)