Outfit of day #320

Det perfekte familieliv?

Det perfekte familieliv?(Outfittet kan ses her)

Jeg er ret optaget af måden vores generation i dag former familielivet og hvorfor. Folks søgen på det perfekte familieliv. Det er vigtigt for mig at pointere, at jeg ikke har noget problem med at folk gør det anderledes end mig. Der er nogle valg og typer af livsstil som jeg ikke forstår personligt, men jeg accepterer at vi alle er forskellige, og det ikke er de samme ting der nødvendigvis gør mig og dig lykkelig. Hvis andre er lykkelige i deres liv og mere deres valg, så more power to them! Det er jo netop det der for mig er det vigtige – at folk gør det der gør dem lykkelige. Ikke det der forventes af andre eller af samfundet.

Lige nu er jeg ret optaget over, hvor meget et barn(/børn) skal og bør fylde i ens liv og hvordan det kommer til udtryk i måden vi former familielivet på. Og her mener jeg begge veje; forældre der er så obs på at bibeholde eget liv, at barnet overlades til barnepiger, institution, og så modsat dem hvor job bliver sagt op, børnene går kun hjemme hos mor. Jeg tror personligt at begge dele har sine fordele og ulemper. Jeg tror, at børn hvor forældrene er meget væk (jeg mener ikke almindelige arbejdstider – jeg taler om hvor forældrene arbejder 50+ timer om ugen) der vil man opleve børn der ikke føler sig elsket, føler sig ensomme og senere nok vil vende vreden mod forældrene (måske også her der er flest der laver noget oprør som et forsøg på opmærksomhed?). Omvendt føler jeg at mange børn hvor de bliver opdraget med dem som midtpunkt i forældrenes liv vokser op som egoister der får sig noget af et chok, når de rammer virkelighenden, hvor det hele ikke handler om dem. Desuden viser et hav af undersøgelser at gennemsnitligt, så klarer børn der har gået i institution sig bedre uddannelsesmæssig end børn der har gået hjemme (google evt. emnet, men der er en artikel her. Det samme er i øvrigt gældende når der tales dagplejer vs. vuggestue (til vuggestues favør), men forskellen er knapt så udtalt der). Hvad er det perfekte valg? Og tager man valget for børnene eller for sig selv? Jeg er nemlig slet ikke i tvivl om at mange tager ret sort/hvide valg. At enten så tager man valget ud fra hvad man selv har lyst til (at gå hjemme eller arbejde meget) eller rent efter barnets behov. Jeg oplever faktisk, at rigtig mange ikke tage et “gråt” valg. Altså et, hvor man tilgodeser lidt forældre og lidt barn. Jeg har intet videnskabelige artikler til at følge den sidste påstand op med… det handler om hvad jeg selv oplever og observerer. Hvordan oplever I det?

Vi herhjemme har snakket meget om måden vi har formet vores familieliv på. Både efter hvad der er bedst for Bella, men også hvad der gør os glade. Der er ingen af os der ville være glade i rollen, hvor man tullede rundt herhjemme med hende. Det har intet med hende at gøre – vi elsker hende begge så højt, så højt – men det handler om at vi begge godt kan lide at have gang i ting, møde mennesker og opleve. Ingen af os ville være lykkelig i rollen som hjemmegående. Og er det det værd, hvis forældrene ikke kan leve i det? Jeg ved, at vi begge ville sidde med en følelse af at vores liv var gået i stå for en anden. Jeg tænker også tit på hvad hjemmegående gør, når børnene rykker videre? Når de starter i skole og er væk det meste af dagen? Min mor var hjemmegående med os, og det virkede lidt som om hun oplevede en lille identitetskrise, da vi rykkede videre, men hun bare stod tilbage. Hendes hverdag havde jo handlet om os og nu var vi ikke hjemme. Omvendt er vi også meget fokuseret på at Bella ikke skal være et “institutionsbarn”, som det lidt negativt bliver kaldt. Hun skal ikke afleveres kl. 07 og hentes 5 minutter før lukketid, hvis vi har muligheden for noget andet (og det har vi). Men vi oplever også familier, hvor de er så presset at de bare ikke kan gøre andet. Fx. kender vi to der begge er folkeskolelærer og efter den nye reform har de en del senere fri. Desuden bor de i Odense, men arbejder begge i to andre fynske kommuner, så deres dreng bliver altid afleveret som den første og hentet som den sidste. De har simpelthen ikke andre muligheder.

Jeg har ikke en strålende pointe som afslutning – det er bare tanker jeg tit går med, og ting vi snakker om herhjemme. Og jeg havde lyst til at få dem ned på skrift. Jeg skal jo også bare være glad for at vi har ressourcerne og mulighederne til at vælge og selv forme vores hverdagsliv. Det er der andre der ikke har. Hvilke tanker har jer med børn gjort jer om familielivet? Jeg er nemlig nok lidt farvet af min egen holdning (både om at jeg ikke synes det var det rigtige valg at min mor var hjemmegående med mig til jeg var 4-5 år (fordi valget handlede om hendes behov – ikke vores), og samtidigt at de fleste i vores omgangskreds er folk med spændende jobs, som de aldrig ville forlade til fordel for at gå hjemme. Men man søger vel ofte venner der ligner en selv?). Det er ikke fordi jeg kommer til at skifte holdning om hvad der er rigtigt for mig (det er jeg nemlig ret sikker på hvad det er), men jeg tror på at det nogle gange er sundt at høre andres view på tingene. Og gælder både hvis I er enige eller uenige!

I kan læse flere personlige indlæg om baby og familie HER

After having my daughter I’ve been thinking a lot about how the perfect family life is. I’m never going to be a stay-at-home mom, because I love having my own “grown up” life too. But parents can work too much too!

bloglovin
   

35 kommentarer

  • Milla

    First up: jeg har ingen børn! Så hvad der er bedst for børn, kan jeg ikke udtale mig om. Men jeg vil rent videnskabeligt gerne så tvivl ved de her undersøgelser, som du nævner. Eller anfægter den pointe, som jeg synes du får ud af det. Når man laver en undersøgelse, som strækker så langt tilbage at man ser på effekt af vuggestue på en persons uddannelsesvalg tænker jeg, at der er knap 15-20 år mellem de 2 ting. Meget kan ske på de 20 år (for personen, vel at mærke), men så sandelig også i den institution af børnepasningstilbud. Der er en konstant udvikling, så selvom man kan vise en effekt, så mener jeg bare at det handler så sindssygt meget om det enkelte barns behov.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Jeg er egentlig ikke uenig med dig. Jeg tror ikke det alene afgøres det, men det her var bare en ud mange, mange undersøgelser der netop konkluderer det samme. Dog kan man vende den om og spørge om der måske er en sammenhæng mellem at de ressourcestærke i højere grad vælger institution (uddannede vil have uddannede), og det derfor også kunne påvirke resultatet i dem retning?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Milla

      Præcis! Hvad ligger til grund for de valg vi træffer og hvilken betydning får de. Jeg kan sagtens forestille mig at man som forældre bliver bombarderet med (mere eller mindre) gode råd og jeg kan da også høre min egen mor komme med råd til jævnaldrende veninde omkring deres børn (øhm, særlig børneopdragelse!) og jeg synes bare ofte der er en tendens til at det bliver meget glorificeret. Jeg tar virkelig hatten af for at du fortalte din oplevelse råt for usødet – især for en som jeg, der IKKE har drømt om at få børn hele mit liv, men som nu – på den anden side af lang videregående uddannelse, ikke længere er total afvisende overfor ideen, men jeg kan jo se at det bliver bedre 😉

      Jeg vil virkelig gerne prioritere at have råd til en god barnepige – jeg synes mange forhold blir til et mere praktisk bofællesskab hvor det hele drejer sig om baby, og parforholdet derfor ikke plejes. Desuden ville jeg personligt have enddog meget svært ved at skulle væk fra en fed arbejdsplads i længere tid. Spændende debat!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Ja, det er alle de samme ting jeg har tænkt på. Vi har også snakket om at hyre professionel barnepige (fordi vi ikke har bedsteforældrenes hjælp) og vi er helt enige om at vi skal have fast rengøring, så snart jeg har job!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Jeg har ikke selv børn, så jeg kan desværre ikke diskutere så meget med, udover at sige, at jeg er helt enig i dine observationer. Som så meget andet her i livet, så tror jeg det handler om at fine den gyldne mellemvej imellem yderpolerne, hvis man skal finde den løsning der er bedst for alle parter. At det så for mange måske ikke praktisk KAN lade sig gøre, er en helt anden snak, som måske handler mere om den generelle måde vi efterhånden har opbygget samfundet på.

    Dejligt med et lidt mere dybdegående indlæg fra din side af – det “klæder” dig! Kom endelig med flere af den slags. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Mange tak Sara! Jeg vil rigtig gerne lave flere indlæg som disse, men det skal være naturligt og når jeg har noget på hjertet. Men jeg vil forsøge at gøre det noget oftere.

      Og jeg er enig – jeg tror det handler om en gylden mellemvej 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • anna

    Det var et rigtigt interessant indlæg med nogle tanker som jeg og sikkert mange andre i vores generation har.
    Jeg tror at det bedste for barnet er, når familien er glade og har overskud. Familien får overskud når forældre har tid til at nå deres arbejde, deres venner og interesser og barnet med dets behov.
    Da mit barn gik i vuggestue sørgede jeg for at det kun gi der 3-4 timer, jeg lavede resten af mit arbejde på et andet tidspunkt og havde det ikke været muligt, var jeg gået ned i tid. Min mand arbejdede fuldtid. Det handler også om at lade sin ægtefælle få luft se sine venner og lave det han /hun nu har behov for- på den måde får vedkommende meget mere energi og humør til at være noget for familien. Jeg tror ikke på, at to med stor karriere kan gøre det optimale for et barn uden hjælp fra au pair mange timers institution etc. Det sidste fravalgte vi helt bevidst: vi ønskede ikke at få børn for at en au pair skulle passe det. Jeg tror, det er en god idé for barnets udvikling i hvert fald at komme i børnehave, men behovet behøver ikke at være over 5-6 timer. Jeg tror mange forældre sagtens kunne overleve ved at den ene gik ned i tid eller eller for nogle år sagde sit job op- men det vil de fleste ikke af især økonomiske årsager og så har man jo på en vis måde valgt andre ting over barnet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Jeg er enig i alt hvad du skriver mht at et glad barn kommer fra glade forældre. Det tror jeg er det aller aller vigtigste.

      Dog kender jeg mange der enten skulle sælge hus/lejlighed, hvis man kun havde en indtægt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • anna

    Ja, jeg tror også, at de skulle sælge, men igen valget er der altid: en ejerlejlighed eller en lejelejlighed eller delebolig og mere tid sammen med barnet. Det er bare et ubehageligt valg for mange 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Ja, det er et spørgsmål om prioritering. Der er jo mange aspekter af sådan et valg; plads, økonomi, længde til/fra arbejde/pasning og meget mere. Og det er også ting der kan påvirke mængden af overskud på den konto. Vi var fx ved at gå til af søvnmangel da vi boede i lejlighed, fordi der konstant var en eller anden der holdte fest, havde veninder over, byggede noget der larmede, øvede klaver osv osv – og de vækkede vores lille nye baby KONSTANT. Sådan en faktor er der også.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • GitteS

    Vi har to børn (4 år og 4 måneder), og vi har gjort os mange af de samme tanker som jer, og brugt meget energi på at finde VORES balance.
    Vores valg bliver baseret hovedsagligt på børnenes behov, og vi kommer i 2. række, men vi bliver ikke glemt eller tilsidesat. Det er nok bedre sagt at vi tager højde for både børn og voksne, men børnenes behov trumfer vores 😉
    Vi skiftes til at hente og bringe (en afleverer og den anden henter), så de ikke skal være for længe i institution, men vi tager ikke fri for at hente tidligere, for det skal samtidigt ikke gå ud over vores job.
    Flere har spurgt hvorfor jeg ikke går ned i tid, eller arbejder efter deres sengetid, men det er jeg ikke interesseret i, min datter ville ikke blive hentet tidligere og hun vil aldrig med hjem, plus tiden efter ungernes sengetid er voksentid, og den er sgu mindst ligeså vigtig som tid med børnene…
    Vores fritidsinteresser er mere noget der skal ‘godkendes’ de voksne imellem, da en bliver alene tilbage, og det er det der er sværest at få til at gå op i en højere enhed, for vi kan ikke træne samtidigt, og der er kun 7 dage i en uge, og vi vil begge gerne undgå weekenden 😉
    Vores måde fungerer for os, og vores unger trives, og det samme gør vi, og det er det vigtigste 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Det lyder som om I har fundet et godt system der passer til jeres lille familie! Ja, de der fritidsting er nogle gange en kabale der skal lægges meget omhyggeligt!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Rigtig godt og eftertænksomt indlæg, der stiller krav til mig som læser – på en god måde 🙂 Jeg er helt enig med dig, og fedt at du understreger at der jo netop ikke kun findes én måde at gøre tingene på.
    Personlig føler jeg at jeg har indrettet mit/vores liv på en måde der tilgodeser både min søns behov, samt mine, måske med en 60/40 fordeling til ham 😉 Jeg har været alene med ham siden han var 1 år og hans far har grundet nogle personlige problemer ikke rigtig været en del af vores søns liv siden. Jeg var i den periode kontorelev og arbejdede et stykke fra hvor vi bor, derfor var min lille dreng desværre end af de første der kom og en af de sidste der gik, og sådan var det i knap halvandet år:( Det var virkelig hårdt, jeg følte at uanset hvor hurtigt jeg ‘løb’ så kunne jeg ikke være den mor jeg ønskede at være, hvilket også var grunden til at vores weekender var så godt som fredet – de handlede udelukkende om at nyde min skønne dreng, og ja kompensere for alle de timer han tilbragte i vuggestuen. Det blev lidt bedre da jeg blev udlært og kunne arbejde lidt hjemmefra osv., men jeg følte stadig at jeg skulle løbe utrolig stærk for at nå det hele, og gik ofte i seng med en dum knugende fornemmelse i maven. Efter et halvt år tog jeg simpelthen en beslutning om at min søns, og min lykke, var det vigtigste – jeg sagde mit job op og søgte ind på universitetet. Nogle var meget forargede over at jeg traf det valg og selvom jeg aldrig er blevet kaldt egoistisk kunne jeg klart fornemme at der var visser personer der tænkte det. 😉 Anyway, jeg kom ind på drømmestudiet og har nu været i gang i knap halvandet år, og det er uden tvivl det bedste jeg har gjort for min søn og jeg. Han nu ofte den sidste der bliver afleveret og bliver nærmest aldrig hentet efter tre – halv fire. Selvom der er spidsperioder, fx ved eksamenstid, har jeg meget mere tid til ham end jeg havde før – de dage jeg ikke har forelæsninger læsser jeg lektier hjemme, men kan også snildt finde tid til lidt praktisk såsom at sætte en vask over, hvilket gør at alt det sure er ordnet når han kommer hjem, win-win 😀 Der er da dage hvor jeg er tvunget til at sidde længe oppe og læse, eller stå tidligt op, men jeg ville ikke bytte vores nuværende hverdag med noget, det fungerer så godt, og jeg har ikke haft dårlig samvittighed siden jeg sagde mit arbejde op. Vores økonomi er selvfølgelig en anden end da jeg arbejdede, men kvalitetstid med min søn er mere værd end noget andet 🙂
    Sikke en smøre jeg har nedskriblet, men det er nu helt rart at reflektere over de valg man selv har foretaget, jeg burdet egentligt gøre det noget oftere:)
    Jeg oplever ofte at familier enten prioriterer børnene før alt andet, eller at forældrene prioriterer deres karrierer meget højt, begge dele synes jeg er lidt ærgerligt. Børn skal ikke tro de er centrum for hele universet, det kommer kun til at skade dem når de kommer ud i den virkelig verden, og jeg synes kun det er godt at forældrene viser at de selvfølgelig elsker børnene og altid vil være der, men at de altså også har andre interesser mv. På den anden side synes jeg også det er lidt trist når forældre knokler, knokler, knokler for at opnå drømmekarrieren og måske endda glemmer børnene lidt – jeg ville i hvert fald personligt fortryde det når min søn er voksen og jeg ikke liiige kan spole tiden tilbage.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Jeg er meget enig med dig – det er også lige præcis det jeg prøver at komme frem til i mit indlæg; at jeg ser mange sort/hvide beslutninger, hvor man enten giver alt op eller omvendt knokler på. Jeg tror at ingen af løsningerne er optimale, fordi de kan være skadelige (ved ikke om det er det rigtige ord?) for børnene på forskellige måder.

      Og tusind tak for din historie! Den fik mig til at stoppe og tænke lidt flere gange – det er nemlig rart når man oplever det. Ultimativ ville jeg gerne have et deltidsjob og så tjene resten af mine penge på bloggen. Det ville give mig mange timer hjemme og gøre at Bella aldrig skulle have lange dage i vuggestuen. Og det ville samtidigt give mig en god indtægt over gennemsnittet (jeg vil gerne tjene til at kunne rejse mange gange om året).

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg synes du er mega sej. Det lyder som en god beslutning der både har gavnet dig og din søn at du er blevet studerende. Det er flot du kan få det til at hænge sammen økonomisk, men i længden giver det jo også gevinst på den front. Jeg synes overhovedet ikke det er egoistisk, men tror mange ville frygte at tage sådan et spring, især som eneforsørger. You rock!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Jeg er enig med Maja, du er sej Nanna! Jeg tænker tit over at jeg slet ikke kan forstå hvordan enligeforældre overhovedet kan få det til at hænge sammen! Jeg synes det er svært selv når man er to om det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Jeg ved ikke lige hvordan man skal formulere det her uden at komme til at lyde træls eller hvad man nu skal sige 🙂
    Altså jeg har en far som hele mit liv (er 18, så så langt er det jo heller ikke :p ) har arbejdet 70+ timer om ugen. Min mor gik hjemme med os børn indtil vi var hhv. 8 og 5. Så jeg har lidt fra begge verdener og jeg har næsten en bedre relation til min far end jeg har til mor, for når han er hjemme er han der 100%. Så vil han hellere sove 2 timer mindre om natten og arbejde der i stedet, for at han kan være sammen med os der.
    Og nu ved jeg selvfølgelig godt at alle ikke har den indstilling når de arbejder så hårdt, men min far får ikke stress af den her “livsstil” tværtimod, han får næsten et ekstra drive, fordi han samtidigt har så stor en glæde ved sit arbejde 😀
    Nu ved jeg godt det blev lidt rodet og måske ikke faldt helt inden for kategorien og spørgsmålet. Men bare sådan det fungerer hos os 😀
    Tak for en god blog hilsen en fast læser 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Du skal slet ikke undskylde din kommentar, alles oplevelser er velkomne! Og jeg forstår faktisk godt hvad du siger – jeg har det på samme måde. Min mor var den der gik hjemme, men min relation er bedre til min far. Så jeg tror at der er mange andre faktorer der spiller ind i hvem man har det bedst med!

      Og jeg elsker den type mennesker – dem der bare får et ekstra kick af det og mere drive! De er så sk*de inspirerende (nok fordi jeg selv er den type. Jeg har mest overskud og er mest glad når jeg har gang i alt muligt!).

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er klart at det må være op til den enkelte hvordan man indretter sig bedst, men når det er sagt, så er min oplevelse at de fleste ikke har så store valgmuligheder. Du nævner selv et forældrepar der er folkeskolelærer og selv kender jeg til en de lægepar. Jeg synes jeg er heldig fordi vi er to ligeværdige forældre hjemme hos os, med forskellige arbejdstider. Min mand har både mulighed for hjemmearbejdsdage og weekender der giver afspadsering ud over barns første sygedag. Hos os veksler det meget. Sidste år satte vi som familie i fællesskab alle sejl til for at jeg skulle blive genvalgt til Regionsrådet. Min mand tog 3 måneders orlov. Nu er det ham der rejser land og rige rundt for at organisere folketingsvalg og mig der “flexer” alt hvad studielivet kan holde til. Når valgkampen er ovre er der to år til næste valg og i den periode skal jeg have klinisk basisuddannelse som læge. Hos os er det altså noget om at give og tage i vores familiefællesskab. Heldigvis er vi velsignet med gode bedsteforældre til dage som i morgen, hvor vores søn har mellemørebetændelse, jeg har første dag på nyt fag med obligatorisk fremmøde og min mand har en stor konference på arbejdet som han er arrangør for.

    Det er som om der er en enorm stor skepsis over for forskning der viser at vores måde med institutioner osv er god. Således viste et forsøg sidste år at der ikke var forskel på hvor stressede institutionsbørn og hjemmebørn var. Forskeren der havde lavet det var chokeret og mente (udokumenteret) at det var fordi børn var så robust (underforstået at selvom hans forskning viste noget andet måtte institutioner være skadelige)

    Jeg er lykkelig for vores dygtige pædagoger og medhjælpere. De er simpelthen så professionelle og empatiske. Tak for dem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Jeg synes du har ret i at vi har generelt rigtig dygtige pædagoger og medhjælpere. Vi er så glade for vores og synes de gør et rigtig godt job! B vil endda ikke hjem i øjeblikket, når vi henter hende – det bliver man tryg over at se. Så ved man at hun har det godt der!

      Nej, der er mange der ikke har muligheder for selv at vælge deres familieliv, og det har jeg både respekt for og accept af. Vi har jo nok lidt samme type liv som jer 😉 Tim har spidsperioder med både lærerjobbet og politikken og jeg er den der pt er fleksibel, fordi jeg jo leder efter job. Vi har desværre ikke hjælp fra bedsteforældre, men vi har virkelig gode venner der hjælper når de kan!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nu er jeg “kun” 18 år, så jeg har ingen erfaring indenfor det. Men alligevel er jeg helt enig i dig med, at man skal forsøge at finde en balance mellem børnenes og forældrenes behov. Jeg kommer fra en skilsmisse familie, hvor min mor altid satte mig i 1. række og sig selv i 2. Og så var der min far, som gjorde det stik modsatte. Det at min mor har tilsidesat sine egne behov, har senere hen efterladt mig med en enorm skyldfølelse, med hensyn til at det min mor er gået glip af. Samtidig har det at min far altid tilsidesatte mine behov, fuldstændig ødelagt mit forhold til ham.

    Men det her er jo min personlige erfaring, så selvom det for mig ikke har fungeret kan det jo godt fungere for andre. Set udefra ligner jeres familieliv et dejligt et af slagsen, som for mange er misundelseværdigt.
    Elsker når du skriver indlæg som disse!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Mange tak for din personlige historie! Ja, sådan tror jeg fordelingen er hos mange – at der er en der arbejder meget og så en der arbejder meget lidt/slet ikke. Jeg ser forskellige resultater deraf, men studser især over, at jeg ser mødre, som har gået hjemme i mange år, stå og være helt forvirret når deres børn så kommer i skole, gymnasie og senere rykker væk hjemmefra. De er helt lost, fordi deres liv har handlet så meget om deres børn, at de har glemt hvem de selv er og slet ikke kan finde ud af hvordan de så nu skal fylde deres hverdag ud. Nogle mødre efterlader nok deres børn med skyldfølelse (som du beskriver) og andre føler sig måske kvalt i deres mor. Jeg tror nemlig fuldt og fast på at børn sagtens kan være FOR meget sammen med deres mor! (det stik modsatte er selvfølgelig heller ikke godt!).

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vi er helt enige i det med, at børn sagtens kan være for meget sammen med deres mødre! Det bedste jeg nogensinde har gjort for mit forhold til min mor, var da jeg flyttede hjemmefra. Men jeg er nok, som du også skriver, blevet lidt kvalt i min mor. Og så har jeg bare ikke den der trang til at dele alt med min mor, ligesom hun gerne ville have det. Jeg elsker hende selvfølgelig, det må endelig ikke glemmes!
      Ved præcis hvad du mener, med de mødre der nærmest får en identitetskrise når de bliver “alene”. Det er jo også et tegn på, hvor vigtigt det er at finde en balance i familielivet.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Ja, jeg har det på samme måde med ikke at have lyst til at dele alt – og det har min simpelthen ikke ville acceptere, og det er altid det vi har haft konflikter omkring. At hun ikke kunne forstå/acceptere at hun ikke var min nr. 1 i hele verden.

      Balance, det er nemlig ordet!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • lonnie

    Jeg har selv valgt at gå på deltid efter vi fik vores søn, fordi jeg ikke ville have, at han skulle være 8-9 timer i institution hver dag. Jeg havde muligheden i mit nuværende job, det har min mand ikke (han sejler i perioder, og deltid giver derfor ikke mening). På grund af hans arbejde, er der også længere perioder, hvor det både er min, der henter og bringer, hvilket ville gå helt i kage, hvis jeg var på fuld tid.

    Jeg har en lang videregående uddannelse, hvor deltidsjobs på ingen måde hænger på træerne, tværtimod har mange en 50-60 timers arbejdsuge. Jeg synes ikke mit job er det mest interessante i verden, men på nuværende tidspunkt er det vigtigere, at jeg ikke skal løbe hjem for at nå børnehavens lukketid, så derfor bliver jeg hvor jeg er.

    Det giver mening for mig, at skrue ned for karriereræset i disse år, selvom jeg først blev færdiguddannet 2 år før jeg fik min søn. Jeg har aldrig nået at få det vilde job på 50-60 timer om ugen, så jeg føler ikke jeg har givet afkald på en vild karriere på nuværende tidspunkt. Vi har i stedet valgt at få vores børn relativt tidligt (i hvert fald set med københavner øjne..), så når jeg er 45, er mine børn formentlig ved at flytte hjemmefra. Det giver mig forhåbentlig tid til også at nå mine karriere mål, uden at give afkald på tiden sammen med mine små børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Det lyder som om det er det helt rigtige valg for dig! Og der er fordele ved at få børn tidligt 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Tak for endnu et rigtig godt indlæg. Jeg nikker genkendende til alt, hvad du skriver, også har haft det på samme måde med dine tidligere ‘debatindlæg’. Jeg har en datter, der er ca. fire mdr. ældre end din, og jeg kan især genkende din beskrivelse af, hvordan det har været for dig at blive mor, at gå på barsel etc. Jeg elskede ikke at være mor fra det sekund, jeg fødte min datter. Det tog altså noget tid, før jeg følte den der “ubeskrivelige følelse af kærlighed” som man så ofte
    hører at kvinder føler, så snart de får deres nyfødte i armene. Min barsel var den mest stressede periode i mit liv (og jeg havde endda lige afleveret speciale, inden jeg fødte :)), så jeg glædede mig faktisk rigtig meget til min barsel var slut og til jeg skulle på arbejde. Jeg fik bare ofte fornemmelsen af, at det er lidt “forbudt” at føle sådan – men sådan havde jeg det altså. Og jeg følte, at min datter var klar til at komme i vuggestue, og jeg var klar til at hun skulle i vuggestue. Og jeg bliver så træt så træt, når jeg gang på gang hører kvinder sige, hvor synd det er for børn, at de går i institution. Jeg kan virkelig se på min datter, hvor kompetencegivende det er for hende at omgås andre børn. Hun lærer så meget og er så glad. Jeg har det ligesom dig – mit barn skal heller ikke være et institutionsbarn, men vi er så heldige at jeg har flekstid og mulighed for hjemmearbejdsdage, og så har min datter halvanden ugentlig fridag med sine bedsteforældre, så jeg har aldrig dårlig samvittighed over at hun er vuggestue. Jeg tænker meget på, hvor vigtigt det er at holde fast i sig selv, selvom man er blevet mor – og jeg er sikker på, at forældre, som husker at være noget for sig selv, også er bedre forældre for sine børn. Ligesom jer snakker vi også rigtig meget om, hvordan vi får bedste liv for vores familie. Jeg er stor tilhænger af, at gøre tingene så nemme for sig selv som muligt. Og hvis det betyder, at jeg skal betale mig fra at få pudset vinduer eller købe mad i kasser fra Skagen Food til et par gange om ugen, så gør jeg det, for det giver bare mere tid og luft til, at vi kan hygge os sammen som familie og gøre de ting, som vi synes er dejlig at gøre – både alene og sammen alle tre 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Allerede tidligt overvejede jeg min karriere grundigt, så jeg var sikker på at det passede med et familieliv. Jeg valgte at blive folkeskolelærer bl.a. pga den fleksible arbejdstid. FUCK, hvor føler jeg mig dum den dag idag. Jeg har efter reformen det mest ufleksible job og konstant dårlig samvittighed overfor mine egne børn(3 stk) og mine elever.
    Desværre har vi ikke råd til at jeg går ned i tid, da min mand er betjent. Så her sidder man så, som en lus fanget imellem to negle :-/.
    Dejligt at I har fundet den gyldne middelvej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Du er ikke alene, Tim har haft det lidt på samme måde. Et meget fleksibelt job der pludselig var meget, meget mere ufleksibelt end andre jobs! (I kan jo fx ikke en gang flexe overarbejde væk til forlænget weekender eller komme med ønsker til hvornår man vil holde ferie, så man ikke dødogpine ALTID skal holde ferie i skoleferierne).

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sugardisco

    Spændende indlæg.

    Jeg synes også vi har fundet en gylden middelvej. Vi har snart to børn og har begge Jobs 10 min fra vores bopæl, og har mulighed for at flexe.
    Den som afleverer kommer sent hjem, mens den som henter, smutter ud af døren tidligt, så vuggestuedrengen ender med en dag fra 8.45-15.30.
    Det kan jeg leve med.
    Vores kompromis har været at blive boende i vores 3 værelses lejlighed i byen. Det bliver tight når lillesøster kommer, og det er ikke så sjovt de to måneder der er sommer i Kbh, men resten af tiden kører det bare!
    Så må vi flytte i hus når lillesøster er færdig med at gå i vuggestue. Det passer også med at storebror skal starte i skole.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Det er også rart når man bor tæt på arbejde! Jeg er villig til at have lidt transporttid kontra et fedt job, men omvendt gider jeg godt nok ikke spilde dyrbar tid på at bruger flere timer om dagen på det. De timer kunne bruges meget bedre!

      Om vi bor i hus eller lejlighed er ligegyldigt for beliggenheden. Vi bor i samme område som før 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg var engang enlig mor. Hold nu kæft det var hårdt. Så mødte jeg min kæreste(Igen) som faktisk var min første RIGTIGE kæreste da jeg var 15. Så blev vi enige om at blive en familie. Ham og jeg, og vores børn. Hans datter på 3 år, min på 2. Min datters bio far har vi ikke hørt fra i over et år, så min kæreste har fuldstændig taget hende til sig. Min kærestes datter har vi 7/7 og samarbejdet med hendes mor er super godt – I går sad min bonusdatter, bonusdatters mor, min kæreste, min datter og jeg og fejrede bonusdatters fødselsdag. Vi kan alle tale sammen. Det har taget et stykke tid at nå dertil – Men det er fedt, og det er i mine øjne perfekt – Når nu vi ER en fusionsfamilie. Men nøj, det er logistik og planlægning til tider. Begge med fuldtidsarbejde, hus og have – Og hinanden. Og os allesammen. Os 4. Og så er der det dér med vuggestue/børnehave. Min datter bliver nødt til at være i institution ca. 9 timer dagligt. Jeg trøster mig ved, at hun heldigvis trives helt fantastisk i hendes vuggestue som bare er den bedste og med de mest elskelige pædagoger. Og når jeg, som jeg lige nu har jeg en skoleperiode hvor jeg allerede kan hente kl. 14.10, så gør jeg det og nyder de ekstra timer i fulde drag.

    Perfekt, ikke perfekt… Jeg ved det ikke? Hos os er pigerne vigtige. Uden tvivl. Men vi – Min kæreste og jeg, er altså også vigtige som par. Det skal fungere <3 Og det gør det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria Bøg-Skov

    Hej Jeanette.

    Har tænkt over dette indlæg et par dage, inden jeg fik skrevet en kommentar.
    Vil først og fremmest sige, hvor er jeg glad for at du tager lige det emne op, og er så åben omkring det, og siger at folk jo selv kan vælge familieliv. Dejligt udgangspunkt.

    Dernæst vil jeg fortælle om min egen situation.

    Jeg har efter 1,5 år med 1 times transport til job sagt verdens bedste pædagog job op, da jeg syntes at min søn havde ALT for lange dage i institution.
    Han blev afleveret klokken 7, og hentet omkring 16.30, på nær to dage omkring klokken 15. Når jeg selvfølgelig ikke lige havde møder hvilket skete ofte, så gennemsnittet blev cirka hentet 16.30 hver dag.

    Nu har jeg valgt kun at havde 10 minutter på cykel til job. Og en masse forberedelse inden i min mødetid, hvilket jeg ikke havde før, så arbejdede også tit efter job.
    Min mand havde ikke mulighed for at gå ned i tid, eller flytte job, da han gjorde det for 3 måneder siden, og vi er meget afhængige af hans indkomst, derfor har det været et super svært valg, men det rigtige kan jeg mærke. I hvert fald for vores familie.
    Og vi har ligesom jer ikke lige mulighed for at bedsteforældre henter, (det er der desværre mange grunde til).

    Men den kommentarer der blandt andet skrev at man jo selv valgte om man ville bo i ejerlejlighed, hus, eller lejebolig den ramte mig meget. For vi vil SÅ gerne i hus, det er bare ikke en mulighed med vores indkomst. Vi har ikke været på ferie i flere år, fordi at vi valgte at bruge penge på ejerlejlighed og en bil, ellers ville vores hverdag ikke hænge sammen.
    Ja, det er prioriteringer man tager, men de er ikke altid lette.

    Håber den meget rodet kommentar gav mening.

    Mvh Maria Bøg-Skov.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • heidi

    Jeg har selv et barn og føler efter jeg har fået mit barn, ser jeg også min barndom på en anden måde, jeg har tænkt meget over hvad gjorde De og hvad kan jeg tage med derfra. Jeg tænker at der i høj grad er meget mere projekt over at have et barn i dag, man skal nærmest personligheds-udvikle med spændende fritidsaktiviterer og ikke for lange skoledage, samt minimal tablet kontakt (selvfølgelig kun lærende spil) og fordummende tv-kikning. Dermed er det også uanset hvor spændende et job du har, nærmest en generel norm i samfundet man er über egoist, hvis ens barn har mere end 6 timer om dagen i dagpleje og inst.

    I diverse debatforas, når man ser tråde om – “Hvornår henter du dit barn?”, så svare 9 ud af 10 omkring de får korte dage og hvordan det skal gøres. Jeg er helt enig i at barnet har bedst af ikke at blive hentet som den sidste alle ugens dage, men det ligger ligsom sådan et overmål der siger ala I er dårlige forældre, hvis MINDST en af jer ikke er på nedsat tid. Det lidt ærgerligt, for det burde da være muligt at have et normalt fuldtidsarbejde og så have børn, uden det skal anses som man er egoist eller forkert på den.

    Jeg har selv tænkt meget over det, jeg har en kandidat i revision. Jeg er pt. ledig (helt nyuddannet) og har mulighed for at få job indenfor økonomi generelt, men jeg kan godt mærke jeg bekymre mig om fremtiden. Særligt det dilemma, vi vil gerne have råd til en masse – men jeg vil også se mit barn, så det bliver en afvejning. Der er ikke meget ved at eje en fed bil, et stort hus, hvis man aldrig har tiden til at nyde det og ens børn.

    Jeg kommer til at arbejde fuldtid og er så bekymret for, hvor meget mere end det – men vil jo så bare skære ned på dårlig tv om aftenen ect. for at arbejde i stedet. Jeg ville ALDRIG kunne gå hjemme på fuldtid, det ville jeg få kuk i låget af og det har intet at gøre med jeg ikke elsker mit afkom, men det er bare for kedeligt og jeg kan også mærke min 8 mdrs bøf absolut heller ikke gider kun at se sin mor, der er kommet nye krav til aktiviteter – der skal ske noget og gerne med andre børn, som jeg forsøger at imødekomme med noget salmesang og stimulastik – han starter i vuggestue til Januar.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Outfit of day #320