Serieanbefalinger: Downton Abbey og Venner

Ulykken

Ulykken

Det var skærtorsdag, og vi havde netop været inde forbi 7/11, hvor vi havde købt kaffe, crossainter og andet proviant til turen. Destinationen var Frankfurt, hvor vi skulle besøge min amerikanske veninde Megan, men inden vi nåede dertil, havde vi både et stop i Padborg (hvor Tims farfar bor) og en overnatning på 5-stjernet hotel i Hamborg. Vi er lige kommet på motorvejen, da jeg tænkte, at jeg var glad for, at vi skulle køre denne gang. Det var meget kort tid inden, at ham fjolset fløj et helt fly ind i et bjerg, og jeg havde derfor ikke udpræget lyst til at sætte mig op i et fly. Bilen føltes meget mere sikker. Her kunne vi ikke falde ned. Klokken er 10.35 og vi har kørt godtogvel en halv times tid, og jeg chatter med min veninde på Facebook. Jeg fortæller, at vi er på vej og vi glæder os til at se hende. Hun spørger om Bella spiser chokolade, fordi så vil hun købe et påskeæg til hende. Jeg mærker pludselig, at bilen taber meget fart – jeg kan mærke, at Tim er igang med at bremse meget op. Rent instinktivt kigger jeg op. Jeg ser en masse biler foran, som holder stille og på meget få sekunder går det op for mig, at det her går galt. Vi kan ikke nå, at bremse op inden vi smadrer ind i de andre. Fra jeg kigger op til vi rammer bilen foran os går der måske 5-6 sekunder. Vi når ikke at sige noget som helst til hinanden, men vi når begge at have rigtig mange forskellige tanker. Jeg tænker, at “det var det”. Tim er også overbevist om, at det her var slutningen for ham, men han håber for sig selv, at hans krop vil tage det meste, så Bella lige bag ham slipper uskadt. Jeg slipper min telefon, tager hænderne op foran ansigtet og lukker øjnene. Derefter mærker jeg et voldsomt brag.

Jeg åbner øjnene og ser, at hele bilen er fyldt med hvid røg. Bella græder meget, meget voldsomt, men er i live. Alt lugter som om nogen har holdt nytårsaften inde i bilen – af krudt. Jeg kigger på Tim og han kigger på mig. Vi er alle i live. Men min første reaktion er, at vi skal ud af bilen – NU! Jeg aner nemlig ikke hvor røgen kommer fra, og jeg er bange for at bilen kan bryde i brand. “Vi skal ud NU! Du tager Bella!”, siger jeg til Tim. I det jeg åbner min sele kan jeg mærke, at den ikke er helt god. Det gør virkelig ondt der, hvor selen slipper. Jeg åbner min dør og springer ud, uden overhovedet at tænke over, at jeg bare løber ud på motorvejen. Jeg løber rundt om bilen og ind i midterrabatten, hvor Tim allerede står med Bella i armene. Hun græder helt vildt. Folk i bilerne omkring os er stoppet op og kommer løbende for at hjælpe. Jeg kan ikke stå oprejst på grund smerterne i min mave og underliv, og bukker derfor sammen. Min venstre arm gør også rigtig ondt. En ung mand spørger os om vi er okay. Tim nikker, men jeg får fremstammet, at jeg har meget ondt og jeg tror, at der skal ringes efter nogen. Alt det næste stykke tid er meget blurry, men jeg husker at flere folk kommer til og alle er utrolig hjælpsomme. Blandt andet er der en kvinde, som er sygeplejerske, som spørger meget ind til vores fysiske symptomer. De får os væk fra midterrabatten og over på den anden side i nødsporet. En 3-4 stykker får skubbet vores bil ind til siden. Imens har en anden har taget en gul vest på, og er igang med at dirigere trafikken udenom. Jeg husker det som om, at det er den samme unge mand, som ringede efter hjælp. Ingen af os har jakker på, så vi begynder alle at fryse. Damen, som er sygeplejerske, tilbyder at gå tilbage og hente vores jakker. Jeg får nævnt, at jeg virkelig gerne vil have min telefon. Jeg ville så gerne have fat i min lillesøster allerede der, men jeg vidste, at hun sad ombord på et fly på vej til Moskva. Tim begynder, at klage over kvalme og ondt i nakken. En familie, med bagsædet fyldt med børn, tilbyder Tim, at han kan komme ind og sidde på forsædet sammen med Bella. De siger til ham, at han ikke skal bevæge hovedet for meget. Jeg står ved siden af dem, hvor jeg kan huske, at jeg kontant synker ned i mudder. Sygeplejersken kommer tilbage med både jakker og min telefon. Alt er virkelig blurry for mig, fordi jeg ved, at jeg selv er henne ved bilen for at finde den før hun gør, men der kan jeg nemlig ikke se den og giver op. Jeg ved bare ikke hvordan det passer ind kronologisk. Jeg tror, at jeg er henne ved bilen før vi kommer over på den anden side af vejen. Ambulancerne ankommer – til at starte med er der to, men der kommer også en tredje til senere. Politiet ankommer også, og alle spørger efter dem der var i den røde bil. Det var vi. Ambulancefolk finder os og de undersøger Tim først, da han nævner sin nakke. De vil rigtig gerne have ham fikseret på en båre. Jeg får Bella, som begynder at græde meget igen, over i favnen, og det gør virkelig ondt. Jeg kan næsten ikke bære hende på grund af smerterne i maveregionen, men gør det alligevel. Jeg kan næsten ikke bære, at give hende fra mig, når hun er så ked af det. Tim får krave på og der er rigtig mange ambulancefolk om at få ham ned på en båre. Det ser så voldsomt og alvorligt ud. De bærer ham ind i den ene ambulance og begynder derefter at spørger til os andre. Jeg forklarer hvordan jeg har det, og de vil derefter gerne have mig i en anden ambulance sammen med Bella. Lægen der undersøger mig er en noget hidsig dame, og hun undersøger mig ret voldsomt. Det er ikke nogen speciel rar oplevelse på hverken den ene eller anden måde. Bella sidder ved siden af mig og klamrer sig til mig. Hun er meget tydeligt bange for, at jeg også går fra hende. De mener, at jeg er okay, men de vil køre mig på Odense Universitets Hospital til en grundig undersøgelse. Indtil da skal jeg have målt blodtryk regelmæssigt, så med et fast interval puster maskinen sig op og klemmer godt på min højre arm. Hun kigger kort på Bella – primært løfter hun op i hendes tøj for at se om der er mærker, og det er der ikke. Den sure lægedame smutter og i stedet er jeg nu sammen med en af ambulancefolkene. Han er seriøst guld værd og Bella lader ham endda holde hende. Han gav hende en bamse og de blev bedste venner. Jeg prøvede, at ringe til min lillesøster, men den gik bare direkte på telefonsvarer. Damit. Jeg ringede til nogle af vores gode venner, og fortalte dem hurtigt alt. Jeg bad dem om, at møde os på hospitalet. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde bare brug for, at der var nogen for os, når vi ankom. Også fordi jeg ikke vidste, hvor galt det stod til med Tim. Ham var de allerede kørt afsted med, hvor vi stadig var på ulykkesstedet. De ville tage afsted med det samme. Efter jeg havde lagt på, så prøvede jeg min søster igen, men med samme resultat. Jeg begynder, at græde igen, da jeg bare har brug for at høre hendes stemme. Den søde ambulancefører siger, at det er helt normalt og at jeg nok skal forberede mig på mange tudeture over de næste par uger. Jeg ringede til min veninde Ann-Sophie fra TV 2/FYN og fortalte hende om det hele. Jeg spurgte også, om hun havde mulighed for at være der, men hun var i Viborg. Hun tilbød dog at kører med det samme, hvis jeg havde brug for det. Vi aftalte i stedet, at de kom næste dag. Efterfølgende prøver jeg min søster igen selvom jeg godt ved hvad der vil møde mig i den anden ende af røret, og jeg har ret. Stadig ingen forbindelse. Ambulancemanden sagde forstående, at han virkelig godt kunne forstå hvorfor jeg ringede rundt, men at jeg omvendt skulle begrænse det lidt for min egen skyld. “Mange mennesker betyder mange spørgsmål”, siger han og han havde ret, så jeg lod min telefon være. Politiet kom ind i ambulancen. Manden var sød og forklarede mig, at ved et biluheld har jeg ingen forpligtelse til at udtale mig, men at han havde nogle spørgsmål. Jeg kunne ikke se hvorfor jeg ikke skulle tale med ham, så han stillede en håndfuld spørgsmål, fik vores CPR-numrer og sluttede af med at spørge, om der var noget af værdi i bilen, som jeg gerne ville have med. Inden jeg nåede at bede om ting, så åbnede en anden døren og rakte ham Bellas dyne og pusletasken med iPad, punge, Tims telefon og vores kamera i. Det er den søde sygeplejerske som havde samlet ting fra bilen. Udover disse ting, så var det kun Bellas store dyne og vores kufferter, som blev efterladt, men dem kunne vi få, når bilen var blevet flyttet, fik jeg oplyst. Politimanden ønskede os god bedring og smuttede ud igen. Ambulancemanden tog en større bamse frem og spørger Bella om de skulle bytte, så hun kunne få den i stedet. Min kloge pige ville hellere bare have dem begge to, og det fik hun lov til. Endelig skulle vi afsted, så Bella blev spændt fast i en stol ved siden af mig. Jeg lå ned på en båre. Det ville hun virkelig ikke, og begyndte at græde. Jeg prøvede, at trøste fra hvor jeg lå og det samme gør ambulancemanden. Det hjælper lidt og efter at vi begynder at køre, så falder hun i søvn. Det er også tid til hendes middagslur – klokken er 12. Ambulancemanden spørger mig pludseligt, hvor grundigt Bella er blevet undersøgt. Jeg forklarer hvor lidt, men at lægen mente hun virkede så vågen og “alert” plus hun ingen mærker havde på kroppen. Han ser pludselig lidt bekymret ud og spørger mig, om det er normalt at hun sover nu. Det er netop tid til middagslur, forsikrer jeg ham. Han vil gerne lige undersøge hende og mærker efter på nakken imens hun sover videre. Hun reagerer ikke, og pludselig bliver vi begge lidt nervøse og bliver enige om, at prøve at vække hende. Han siger hendes navn blidt og aer hende på kinder imens jeg klemmer lidt til hendes hånd. Ingen reaktion. Han prøver igen, men hvor han siger hendes navn lidt højere. Der sker ingenting. Jeg begynder, at småråbe hendes navn og der kommer stadig ingen reaktion fra hende. Han rusker let i hende og det er som at ruske en dukke – hun er helt dvask og reagerer ikke. Jeg råber hendes navn nu og han rusker mere nu. Pludselig åbner hun det ene øje og kigger beabrejdende på os, og sover efterfølgende videre. “Hun er okay, hun er vist bare en ret træt lille pige”, siger han. Jeg spørger et par gange om han er helt sikker, og han forsikrer mig om, at der ikke er grund til bekymring. Hun er en sej lille pige. Vi kører i hvad føles som evigheder. Vores venner ringer til mig og fortæller, at de er på hospitalet nu – klar til at tage imod os. Vi drejer til sidst endelig ind til akutmodtagelsen på OUH, dørene går op og der står en masse mænd klar til at bære min båre med mig på ud. Verdens bedste ambulancemand tager en sovende Bella i favnen og bærer hende ind. Jeg kommer kort ind i et rum med to kvinder, som får CPR på både mig, Bella og Tim (så de kan “connecte” vores alle tres indlæggelser med hinanden). Jeg er overrasket over mig selv – vildt at jeg kan huske alle tre så omtumlet som jeg er. Jeg bliver kørt ind i et undersøgelsesrum og får sovende Bella lagt oven på mig. Det er ikke helt rart, da hun tynger ned på min mave, hvor jeg har smerter. En sygeplejerske kommer ind, og fortæller, at Tim ligger lige bag ved den skærm der er i rummet. Han er næsten færdig med at blive undersøgt og om få minutter må jeg gerne se ham. Vores venner kommer ind i rummet og jeg er så glad for at se dem. Jeg skal virkelig tisse, så vi prøver at løfte Bella af mig igen, men det vågner hun af. Jeg beslutter mig for at udskyde toiletbesøg, da hun nok vil blive ked af det. Jeg snakker lidt med vores venner og får fortalt lidt om det hele. Pludselig trækker de forhænget fra indtil Tim og giver mig grønt lys til at gå derind. Jeg kommer ned fra båren, ignorerer mine smerter og løber hen til ham. Vi kysser, krammer og begynder begge at græde.

“Vi er okay skat. Vi er okay”, siger jeg.

I’m describing the car accident we had just before Easter. Use “TRANSLATE” in the menu bar to get the whole text translated.

bloglovin

31 kommentarer

  • Hope

    Wow får helt tårer i øjnene og træng til at kramme min søn.
    Sender jer de bedste tanker❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Bella er også blevet kysset ekstra mange gange efter. Og mange tak <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Regine

    Ej, jeg sad og tudede fuldstændig da jeg læste din vilde tekst! GODT at I alle er kommet godt igennem det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Jeg måtte også selv igennem et par tårer, da jeg skrev den i eftermiddags. Ja, vi var virkelig heldige!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • HS

    Jeg sidder helt med tårer i øjene efter at have læst dit indlæg. Hvor er det forfærdeligt det I har oplevet, og hvor er det godt at der ikke skete “mere”! Jeg kan ikke forestille mig hvordan det må have været, især med Bella i bilen. Ønsker jer al god bedring og håber at alle jeres fysiske og psykiske smerter snart er væk.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Det var virkelig også en voldsom oplevelse. Og jeg ville stadig ønske at Bella ikke havde været med i bilen – også selvom hun overhovedet ikke har virket mærket af det efterfølgende.

      Og mange tak!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine Reher

    Jeg bliver både glad og ked af det, af at læse dit indlæg.
    Ked af det, fordi jeg næsten kan føle det hele sammen med dig (du er en god formidler, det håber jeg du ved), og jeg får sådan en lyst til at kramme dig, for du er så sej! I er så seje!
    Og jeg bliver glad, fordi du deler det, kommer ud med det – sådan noget er for voldsomt til at man skal holde det inde i sig, for sig selv.
    Så tak! Og forsat god heling! Og kram.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Tusind tak for dine søde ord – og for komplimentet! Det er jeg rigtig glad for at du synes. Og jeg er helt enig med dig – jeg tror at det er vigtigt at komme ud med. Det bliver kun værre, hvis man går og gemmer på det.

      Tak!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hold nu kæft! Jeg har både tårer i øjnene og klump i halsen nu. Det er virkelig en voldsom oplevelse I har haft. Jeg håber du fik fat i din søster – det lyder som om det er hende du har haft mest brug for at snakke med efterfølgende! Og så håber jeg at I alle er ved at være ok igen, selvom det nok kommer til at tage tid før I er helt oven på igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Jeg fik fat på hende senere om aftenen, hvor vi facetimede længe. Det var rigtig godt at snakke med hende der.
      Og tak, vi kan stadig godt mærke det psykisk, men det går fremad

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg tror desværre lige min kommentar gik tabt =/ Jeg ville bare sige, at jeg nu sidder med både tårer i øjene og klump i halsen. Jeg håber du fik fat i din søster umiddelbart efter – det lyder som om det var hende du havde mest brug for at snakke med lige der. Og så håber jeg også at I alle er ved at være ok igen, selvom det nok kommer til at tage noget tid før I er helt oven på.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Jeg tror at de begge er gået igennem. Og tak <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Pyyyyyha. Jeg har selv en lille søn på Bellas alder, og jeg bliver meget rørt over at læse din fortælling. Tak, fordi du deler den.

    Dejligt at læse, at I har det godt, men også dejligt at læse om den hjælpsomhed, I mødte. Det er altid rørende, når mennesker bare hjælper hinanden på den måde, som eks. den unge mand og den søde sygeplejerske gjorde. Skulderklap til dem og knus til jer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Selv tak, jeg havde brug for at få det hele skrevet ned. Jeg er bare glad for, at I har lyst til at læse det.

      Og du har helt ret – jeg har flere gange tænkt på de hjælpsomme mennesker den dag. Det er virkelig fantastisk at folk gør sådan noget.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maj

    hvordan opstod ulykken? Havde i for meget fart og ikke set at der var opstået kø?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Vi havde ikke for meget fart på – Tim kører som en gammel dame og kører aldrig for meget. Vores oplevelse er, at ham foran os opdager køen for sent. Han røg også ud i midterrabatten, men han ramte bare ingen. Vi holder måske ikke afstand nok til ham foran, men vi ved det ikke helt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, sikke noget altså, har fulgt det over instagram – og hvor er det godt, at det ikke gik værre end det gjorde. Puha. Men hvor må det have været en forskrækkelse – så værdsætter man lige livet en ekstra gang efter sådan en gang læsning!
    Fortsat god heling <3 🙂

    – Anne

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Det gør man virkelig! Jeg har flere gange sat ekstra pris på de små ting her i livet efter den oplevelse

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Dig og Tim er simpelthen bare de bedste forældre til Bella! Varme tanker herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Du er en sej kvinde, Jeanett. Virkelig!
    Håber I alle tre har det godt 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Puha, blev helt rørt! Godt, I er okay efter omstændighederne!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Puha sidder her og småtuder med min kaffe i hånden. Sikke da en forfærdelig forskrækkelse. Godt I alle kom nogenlunde uskadt igennem det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Mange tak Sebrina. Håber ikke at jeg fik fortyndet din morgenkaffe for meget 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helene

    Det lyder jo helt forfærdeligt. Håber I er okay!
    Kan ikke lade være med også at tænke på dem, som I ramte? Hvad skete der med dem?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Ja, de slap stortset uskadt. Det var et ældre ægtepar. Konen blev tjekket mht nakke, fordi hun havde mærket lidt smerter, men de endte med at køre derfra selv i deres egen bil.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne V

    Jeg har sådan tænkt på dig siden ulykken, det må simpelthen have været rædselsfuldt og så med lille Bella i bilen. Får helt ondt i maven ved tanken. Men jeg må også sige at det bare virker som om i efterfølgende har håndteret det ret flot. Og I har endda fået ny bil! Det kalder jeg at komme op på hesten igen. De bedste og varmeste tanker herfra!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadja

    Får helt gåsehud – hvor er det godt I alle er okay<3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Hvor er jeg glad for, at du turde dele historien. Jeg har ventet på at høre hvordan det hele løb af staben, og kan nu forstå hvor traumatisk det har været. Husk ikke at dømme dig selv hvis du får brug for at tude igen om mange måneder. Kroppen får ikke altid hele traumet (?) ud med det samme, så det er naturligt at blive forskrækket eller ked, selv længe efter.
    Hvad blev Tim’s diagnose? Er han okay?
    Massere af knus og tanker herfra!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] angst jeg havde. Jeg troede længe bare, at jeg var lidt mere pivset end gennemsnittet. Men efter vores biluheld, så voksede problemet sig bare større og større i slutningen af 2015 var det ret slemt. Jeg […]

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Serieanbefalinger: Downton Abbey og Venner