Konkurrence: Vind 1 års forbrug af Netflix

At rejse uden sit barn – hvordan håndterer man savn?

At rejse uden sit barn - hvordan håndterer man savn?
Mig: Strik fra MbyM HER, taske fra DKNY HER og nederdel fra Ganni HER
Bella: Sæt fra POMPdeLUX og gummistøvler fra Bisgaard

Om 12 dage rejser jeg en hel uge til Kreta sammen med hende her, hende her og hende her. Det bliver rigtig lækkert, og jeg glæder mig til godt selskab, forkælelse og 30 grader! Dog kæmper jeg næsten dagligt en kamp inden i. Hverken Bella eller Tim skal nemlig med (det er mommy-ferie uden børn og mænd), og jeg ved at savnet, især til Bella, kommer til at være enormt. Jeg har selvfølgelig været væk fra hende før, men den længste periode har været lige knapt to døgn. Denne gang bliver det næsten 8 dage. Der er alligevel en stor forskel!

Kan jer der har prøvet at rejse så “længe” fra jeres barn på 2-4 år ikke give nogle gode råd? Hvordan kommer man bedst igennem savnet og håndterer det? Der er selvfølgelig ikke noget galt med at savne, men der er dage, hvor jeg ikke helt kan styre tankerne, og pludselig tror, at alt selvfølgelig går galt imens vi er fra hinanden – flyet styrter ned eller en af os kommer til skade. Heldigvis har jeg Tim til at sige, at jeg skal slappe af, meeeen det virker kun nogle dage (jeg har lidt af små-angst siden jeg var teenager og jeg tror også at det er dét som popper lidt op her).

Afsted skal jeg, og jeg er også sikker på, at når jeg først er der og musikken spiller (bogstaveligt talt), så går det meget nemmere. Men har I gode råd? Bella er sammen med Tim hele ugen, så han hos hende og vi har aftalt at ringe, sende billeder og facetime i løbet af ugen (vi har også aftalt at teste sidstnævnte inden jeg rejser, så vi ved om det virker). Vi har også aftalt at det ER okay at tude lidt i telefonen, hvis man har brug for det. Hellere dét, end man render rundt over undertrykker det. De andre piger er jo også afsted uden deres børn, så måske kan vi være sammen om at savne (og skylle det ned med en drink i baren). Og så skal jeg lige huske mig selv på, at det det også er lidt luksus at skulle til Kreta med alt betalt midt i september, hvor vejret er nederen herhjemme. Der er ingen der tvinger mig og jeg har helt selv valgt at tage afsted. Som mor står man bare tit i situationer, hvor man er meget splittet, når det kommer til en følelser.

Kan I ikke hjælpe mig lidt på vej?

In 12 days I’m going to Crete, Greece with three other mommys – without kids and men. I’m really looking forward to it, but also nervous about how much I’m going to miss my daughter. One week is a long time to be away, I think!

bloglovin
   

25 kommentarer

  • Marie S

    Hej. Man kan ikke klikke på dem du skal rejse med.. Er det mon en flok bloggere? Jeg har ingen gode råd desværre.. Tror dog klart det er værre for dig end det er for Bella. Heldigvis kan man jo sige. Go tur!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Det tror jeg du har helt ret i – uden tvivl. Bella kommer helt sikkert til at spørge efter mig, men hun kommer nok ikke til at være ked af det på noget tidspunkt.

      Det er en flok bloggere – jeg havde ikke fået trykket “gem” på links’ne, men de burde være der nu?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie S

      Så er de der, tak 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg skal nok kramme dig på hele turen, hvis det kan hjælpe 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Puh, jeg ved lige, hvad du gennemgår. Jeg står over for at skulle til Asien med arbejdet her til efteråret – minimum i én uge og muligvis to! Det er ikke engang endeligt planlagt endnu, men jeg tænker allerede over, hvordan jeg dog kan undvære Elvis så længe.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Åh 2 uger er også meget lang tid. Hvor gammel er Elvis?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Han er fra juni 2013, så lige et par måneder yngre end Bella. Det bliver ikke sjovt, men som du også skriver til en anden kommentar – arbejde er arbejde! Jeg har dog været væk fra ham i 4 dage før – sammen med hans far faktisk! Vi var på en “egotur” tilbage i februar, hvor farmor så passede. Det var lidt grænseoverskridende sådan at gå udenom de normale anbefalinger, men det kommer jo også an på barnet, og med Elvis kunne vi så sagtens – han havde en fest med farmor og spurgte slet ikke efter os. Det er rart at have i mente.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lea

    Jeg ved ikke om det her hjælper, Men det at bruge alenetid med den ene forældre er, for et barn, en meget hyggelig og vigtig oplevelse, hvor man gør nogle ting, man ellers ikke ville, hvis du var hjemme. Man skal passe på ikke at gå i selvsving og blive ked af det, for barnet kan misforstå det, som at du ikke har tillid til at far kan klare det, og så bliver hun utryg.
    Alt dette kan gøre hende mor-syg på sigt, og ødelægge en masse gode oplevelser, Både for dig og hende. Jeg tror bare det er med at spænde ballerne og stole på at både du, Bella og Tim kan klare det. Mange aflevere deres børn hver uge, hvis de er skilt, og det går fint. Og som du selv siger kommer det nok på afstand når først turen er igang. God tur:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Helt sikkert, de to får det rigtig hyggeligt herhjemme. Ingen tvivl om det! Og jeg vil også understrege, at jeg har 1000% tillid til at Tim kan klare opgaven alene, det er slet ikke sådan noget jeg er nervøs over. Jeg har heller ikke snakket om det, når hun er til stede eller nævnt for hende, at mor skal på ferie. Jeg skal netop passe på at jeg ikke projekterer mine følelser over på hende.

      Men tak for den kommentar med dem som er skilt – det hjælper lidt! Og tak 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lea

      Nej jeg ved at du har tillid til ham:-) jeg tænker at jeg ikke er den bedste til at skrive sådan noget, for jeg er selv ekstremt nervøs, når jeg “efterlader” min egen. Det er disse ting jeg selv tænker. Nogen dage går det bedre end andre, men det er vel okay 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Helt sikkert, jeg håber bare på at få nogle gode dage dernede og at savnet ikke bliver FOR stort 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadja

    Jeg har to gange rejst uden min søn, og jeg fik/får præcis samme tanker som dig.. Jeg har aldrig lidt af angst men fik koldsved og hjertebanken bare ved tanken, og det blev værre des tættere på afrejsedagen jeg kom.. Jeg har som sådan ikke nogle gode råd da jeg selv synes det er rigtig svært – når det er sagt er min (begrænsede) erfaring at afsavnet nærmest forsvinder når først jeg står i lufthavnen og spændingen over at rejse kicker ind 🙂 Til gengæld synes jeg altid den sidste dag til halvanden er så lidt svære at komme igennem,’der vil jeg blot hjem og kramme min dejlige skrubbe:D
    Er sikker på du får en dejlig tur, og Bella kommer til at hygge med far:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Det er jeg faktisk glad for at høre. Det er rart at man ikke er alene om at have det sådan. Jeg regner også med, at det bliver værst i dagene lige inden. Hvor gammel er din søn?

      Og tusind tak for din kommentar!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nadja

      Han var 1 år og ti måneder første gang hvor jeg var i Bruxelles i fem dage i uddannelsesøjemed, anden gang var han 3 år da jeg var fire dage i London for at.. Ja.. Shoppe 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Man skal heller ikke undervurdere vigtigheden af at shoppe i London 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla b

    Håber ikke du tager dette personligt, for jeg ved, at det blot er en tastefejl – men det hedder håndterer, altså med nutids-r. Du plejer altid være skarp i dine indlæg, så jeg ved godt, at det ikke er bevidst 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Det er bestemt ikke bevidst! Komma og sammensatte ord er jeg en kæmpe hat til, men nutids-r, dét kan jeg godt 😉 Jeg ændrer det lige når jeg kommer til en computer

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camilla b

      Nej, vidste nemlig godt, at det ikke var bevidst. Jeg kunne bare ikke lige abstrahere fra det 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Kan jeg også forstå, når det var i overskriften 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra

    Hej Jeanett. Åh for præcis et år siden stod jeg i samme situation. Min søster havde inviteret på en uges daseferie, og hvem siger nej til det, og jeg skulle derfor efterlade begge børn og mand. Jeg har to børn på dengang 1 og 3.

    Vi aftalte at vi hver dag skulle ringes ved. Bare et hurtigt opkald for lige at høre dem sige Hej.
    Det hjalp mig helt vildt, og selvfølgelig sendte vi billeder og snaps til hinanden. Dagen hvor vi skulle hjem savnede jeg dem helt vildt, og de havde det på samme måde. Men hold op en modtagelse jeg fik. Masser af kram og kys og skulle jeg få en ferie igen uden børn, ja så ville jeg nok gøre det igen

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Dejligt at høre fra en, som tog afsted af “egoitiske” årsager. Altså, med det mener jeg, at hvis man SKULLE afsted med job, så er det jo sådan det er. Men her har jeg selv valgt det – fordi en rejse til Kreta er nice. Men ingen tvinger mig! Derfor har jeg følt at jeg tog et egoistisk valg. Tim har dog bakket op og siger, at han ville gøre det uden at blinke, så jeg har bare at tage afsted.

      Vi har også aftalt at snakke hver dag!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • GitteS

    Jeg har været afsted i 5 dage, og pga tidsforskellen (var i USA), kunne vi ikke facetime, da jeg arbejdede når ungerne var vågne. Så vi brugte Whatsappn i stedet, hvor jeg kunne sende lydoptagelserne til min datter, hun fik 3 om dagen, og hun elskede det (4 år), min yngste var 10 mdr og forstod det ikke, og ubevidst sendte min mand kun billeder af vores store pige, og det var godt, for jeg havde ikke kunne håndtere billeder af min lille baby 🙂
    Tidligere når jeg har rejst med arbejdet har min datter ikke kunne finde ud af det der med facetime, det gjorde savnet meget værre, så vi stoppede helt, og genoptog det først her da hun blev 4 år. I stedet ringede jeg, og det gad hun heller ikke rigtig, men det fungerede ret godt, for det vigtigste var faktisk bare at vide at hun var ok 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Jeg har et barn på 17 mdr og jeg rejser en del til Afrika med mit job. Jeg har indtil nu været afsted 2 gange 1 uge, første gang da hun var 13 mdr og så 15 mdr. Og jeg skal afsted igen på søndag.
    Det har selvfølgelig hele tiden været ‘præmissen’ at det ville blive sådan, og det har jeg vidst. Jeg elsker at lave det, jeg laver og det giver mening at rejse for mig og min mand har været 100% indforstået med at sådan var dét.
    Jeg savner overraskende lidt undervejs og det KLART værste er, når man skal afsted og dagen før. Og så det, der foregår inde i hovedet inden afrejse med alt det der kan gå galt, mens man er væk. Min største skræk er sygdom.
    Vi facetimer hver dag, helst omkring spisetid hvor skærmen så står på spisebordet så jeg ’spiser med’ og kan høre om hvordan dagen har været. Det er smart og hyggeligt.
    Min pige er så lille at hun ikke helt forstår det, hun synes det er sjovt jeg er inde i skærmen og jeg håber at når hun begynder at forstå jeg er væk, så vil det blive ‘normalt’ i den forstand, at sådan har jeg altid gjort. Jeg er ret spændt på det når hun begynder at forstå og udtrykke savn.
    Jeg vælger at se det som en kæmpe gave at min mand og hende får den tid sammen og et super tæt forhold. Og når mor-samvittigheden banker på, minder jeg mig selv om at ingen løfter et øjenbryn, hvis det er faren, der rejser meget når barnet er lille 😉
    God rejse, nyd din alene-tid!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Konkurrence: Vind 1 års forbrug af Netflix