Mine erfaringer med eyelash extensions

Mine erfaringer med eyelash extensions

Mine erfaringer med eyelash extensionsHele outfittet HER

Nu har jeg haft eyelash extensions på i lidt over halvanden måned og derfor vil jeg komme med mine erfaringer, tips og info omkring det. Jeg havde selv svært ved at finde erfaringer fra folk, som havde fået det lavet i Odense og derfor tænkte jeg, at det var noget, som flere kunne bruge.

Kort fortalt er eyelash extensions vipper, som bliver sat på ens egne vipper. Det er permanente vipper, som falder af, når ens egne vipper falder af (vores egne vipper har en “levetid” på cirka 28 dage). Jeg har single lashes på, som betyder at man kun sætter et hår på en vippe. Der findes også buketer, som er en lille vifte af flere hår, som sættes på en vippe. Det giver endnu vildere vipper, men omvendt også en kortere holdbarhed, da de er tungere og derfor vil man typisk tabe dem hurtigere end single lashes. Jeg har selv kun prøvet singles lashes.

Holdbarhed: Som sagt, så har vores egne vipper typisk en maks levetid på cirka 28 dage. Alle falder selvfølgelig ikke af samtidig, da der er en løbende udskiftning. Men et sæt eyelash extensions, vil ikke holde mere end omkring de 28 dage før de fleste vipper er væk. De fleste steder anbefaler, at man får en opfyldning efter 2 uger, men det kommer jo også an på, hvor fyldige man vil have vipperne er hele tiden. Hvis man har været på ferie, så har man typisk tabt flere end normalt, da pool, strand, hypigere bade og solcreme alt sammen slider på dem. Jeg ventede 19-20 dage med første opfyldning og der så jeg virkelig fjollet ud de sidste par dage, fordi jeg har tabt en del flere på det ene øje end det andet (fordi jeg åbenbart klør mig mere i det ene øje end det andet, når jeg sover). De sidste to gange har jeg fået opfyldt efter 14 dage og det har været perfekt.

Make-up og andre produkter: Man kan sagtens bruge almindelig make-up og man må også gerne bruge mascara.  Men bruger man mascara, så går lidt ud over holdbarheden og det er også semi besværligt at få det af vipperne. Jeg har gjort det 3 gange og det var kun fordi, at jeg ikke havde så mange vipper tilbage, at jeg følte det var nødvendigt. For mig er ideen med vipper netop også, at jeg slipper for at gå med mascara. I kan se billederne her øverst – jeg har ikke mascara på her. Det er slet ikke nødvendigt!
Derudover skal I passe på med produkter, som indeholder olie, da det opløser limen, som er brugt til at påsætte vipperne med. Så hvis I bruger en ansigtsolie eller endnu værre: end makeupfjerner, som indeholder olie, så er det en god idé at bruge noget andet imens – eller ikke bruge det omkring øjnene.

Ægte hår vs. uægte (og allergi): De vipper jeg får på, er uægte hår. Personligt (min “vippedame”) synes jeg, at der er langt flere fordele ved uægte hår end ved det ægte. For det første er der prisen. Ægte hår koster typisk mere end det dobbelte at få på end uægte. Uægte vipper er enkeltvis tykkere og derfor ser de flottere og mere fyldige ud end de ægte. Holdbarheden er også bedre på de uægte end de ægte. Slutteligt er der en langt, langt større risiko for en allergisk reaktion ved de ægte hår, da de typisk er hår fra dyr (det er ikke andre menneskers øjenvipper man får på). Allergiske reaktioner er sjældne med de uægte og min vippedame (haha, som egentlig hedder Jeanette og som er rigtig sød) har på 6 år kun haft en kunde, som reagerede på vipperne (det sker typisk få timer efter man har fået dem på. Det kommer ikke pludseligt flere dage efter). Alt i alt, er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg helst vil have de uægte på.

Længde på vipperne: Da jeg skulle have vipper på for første gang, spurgte Jeanette mig, hvilken længde jeg ville have på – og der var jeg ret lost! Det anede jeg ingenting om! Men hun var god til at guide mig og vi kom frem til, at jeg får en blanding af 10, 11 og 12 mm på. Mine egne vipper er faktisk ret lange naturligt, men bare ret lyse ude i spidserne. Mine egne svarede til længden på dem på 10 mm. Jeg gik efter, at man skulle kunne se at jeg havde fået vipper på, men at jeg samtidig gerne ville have en nogenlunde naturligt look. Vipperne fås en del længere, men jo længere de er, jo tungere er de også og derfor kan det gå ud over holdbarheden, hvis man vælger nogle der er for lange. Der er desuden også forskellige typer at buk på vipperne. Jeg har en C-bue (mener jeg?), som er forholdvis naturligt.

Påsætning: De sættes på imens man ligger ned med lukkede øjne. Det tog cirka 2 timer, da jeg skulle have sat et helt nyt sæt på og efterfølgende har en opfyldning taget cirka 50-60 minutter. Vipperne sættes på enkeltvis, så det er et stykke detaljeret arbejde, som laves. Nogle oplever, at der svirer lidt, når man åbner øjnene efter behandling (på grund af limen), men jeg har kun oplevet det en gang ud af 3 behandlinger. Og det var væk efter 10 sekunder. De første 24 timer skal man helst ikke gå i bad eller bruge produkter omkring øjnene. Heller ej smutte op og træne intenst, hvor der svedes en masse. Limen tørrer på få sekunder, men det tager op til 24 timer før det er rigtig “hærdet” og imens skal man helst undgå vand og produkter. Bare så I har det med i tankerne, når I booker tid og f.eks. ikke går direkte hjem i bad eller planlægger den vilde festmake-up senere samme aften. Man skal desuden ankomme uden make-up på, når man skal have påsat vipperne.

Priser: Det varrierer selvfølgelig fra sted til sted, men også fra landsdel og by. Det er f.eks. væsentligt dyrere at få det lavet i København end her i Odense, så I skal tjekke op på priserne i jeres by. Jeg får lavet mine hos Skønne (her) i Odense og hende kan jeg varmt anbefale. Hun er god til at rådgive og skal nok fortælle jer, hvis der er noget, som hun synes er en dårlig idé. Det er dyreste, når man skal have et helt sæt på (hos Skønne koster det 759 kr, men hun kører faktisk tit tilbud på nye sæt), men efterfølgende en del billigere ved opfyldninger. De fleste steder har forskellige typer af opfyldninger; store, mellem og lille – og prisen er selvfølgelig derefter. Jeg får en stor opfyldning efter 14 dage og den koster 359 kr.
Man får hvad man betaler for, så lad være med at vælge et skummelt sted bare fordi I kan spare 150 kroner. Forhør jer i jeres netværk, om hvem som er god. Det er et sart område omkring jeres øjne, så det er ikke lige noget, som man skal gamble med. Jeg kender en enkelt, som fik det lavet for et par hundrede kroner i thaishop og hun havde mistede alle vipper (inklusiv sine egne) efter en uge. Så vælg stederne med omhu!

Jeg er vildt hooked og elsker at jeg faktisk har flottere vipper nu end da jeg gik med masara. Og jeg elsker faktisk også at slippe for mascaraen! Ja, det koster lidt (i gennemsnit cirka 600 kroner om måneden), men hvis jeg modsat sparer penge på mascara (min koster cirka 150 kroner), så er det kun 450 kroner. Og det vil jeg godt give for forkælelsen og for at se “frisk” ud døgnet rundt. Især på ferier er det skønt at have smukke vipper hele tiden og bare skippe make-up helt.

Har I prøvet eyelash extensions før eller overvejer I det?

Share on FacebookTweet about this on TwitterPin on Pinterest

Skriv en kommentar

  1. Hold op hvor ser det skønt ud til dig! Desværre er det for meget til mit budget, for jeg kunne da godt overveje det. Spændende indlæg, selvom det ikke er relevant for mig. :)

  2. Det ser virkelig flot ud til dig – nogle gange ser det ikke naturligt ud, men det gør det her. Før jeg skal ud og rejse snart, overvejer jeg at få det gjort så jeg ikke behøver bekymre mig om mascara og så meget makeup, så jeg kan nyde det og slappe af. Det er jeg villig til at betale gode penge for! Men falder de bare af af sig selv på et tidspunkt, eller hvad ? Stod det i blogpost og har jeg misset det? 😮

    https://modeogmere.wordpress.com/

    • Ihh tak søde Maria! Jeg tror også, at det handler om, at den som sætter det på, er dygtig. Og at man ikke vælger nogle for lange vipper!

      Ja, de falder bare løbende af, når dine egne falder af. Nogle dage taber jeg ingen og andre dage taber jeg fire og nogle dage en. Det er vildt forskelligt. Typisk er det dog om morgenen at der ligger et par enkelte på ens kind eller hovedpude – nok fordi man roder rundt og natten og ubevidst klør i øjnene. Men ja, de falder bare af løbende, som dine egne falder af. Du kan dog godt miste nogle, hvis du har meget solcreme på, olier osv. Det opløser limen.

      Men go for it! Jeg ELSKER mine!

  3. Jeg har selv prøvet det én gang og er ret sikker på det ikke er noget jeg gør igen. Jeg fik det lavet inden vores bryllup og resultatet var også rigtig flot og som du siger er det fedt altid at have smukke øjenvipper.

    Jeg synes desværre bare ikke at det var helt nok hvis jeg skal sammenligne med mascara som jeg bruger dagligt. Der er det noget nemmere at få lækker volume med en mascara.

    Det der irriterede mig allermest var dog hvor forsigtig jeg følte jeg skulle være. Jeg fik ad vide at jeg skulle undgå mascara hvis det skulle holde bedst muligt og så måtte jeg heller ikke plaske vand i ansigtet, gnide mig i øjet eller ligge på siden og sove! Altså ret mange ting som man til dagligt ikke tænker på man gør, men når man pludselig bliver opmærksom på man ikke må, så er det ret belastende. Især ikke at kunne vaske ansigtet “normalt” drev mig til vanvid!

    Det kan godt være det bare er mig som var for forsigtig, men jeg gjorde jo hvad jeg fik besked på. Det koster også 1500 kr. her i Aarhus, så jeg ville jo gerne have det holdte så længe som muligt.

    Alt i alt ikke en fantasitisk oplevelse, og også derfor jeg ikke kaster penge efter det igen…

    • Jeg har det lige modsat mht mascara – mine vipper er meget vildere med eyelash extensions. Med mindre jeg putter så meget på mine vipper, at de kommer til at ligne edderkoppeben. Og det er jeg personligt ikke så vild med. Og jeg har dem netop på for at undgå at bruge mascara, som mine øjne bliver irriteret over (det gælder alle brands), hvis jeg har det på en hel dag.

      Jeg sover på siden uden problemer, så det behøvede du ikke at undgå. Jeg kan slet ikke falde i søvn på andre måder, så det ville slet ikke være en mulighed for mig haha. Mht at gnide sig i øjnene og vaske sig meget grundigt med vand der – ja, det er rigtigt, men jeg har f.eks aldrig været en der gnider helt vildt, når jeg fjerner make-up osv. Så jeg føler ikke, at jeg har måtte ændre noget der. Selve ansigtet kan du sagtens vaske som normalt – du skal bare passe på omkring øjnene.

      Desuden vil jeg sige, at jeg lægger mindre mærke til vipperne, jo længere jeg har haft det. Så jeg tror, at du ville have vænnet dig mere til det hele, hvis du havde fortsat med et par omgange. Om du ville have elsket det, det aner jeg ikke, men jeg tror, at du ville finde det mindre irriterende efter noget tid.

      Men 1500 kr er også en del mere en de knapt 800 kr jeg gav for første sæt. Det er jo næsten dobbelt så dyrt. Det ville jeg heller ikke have givet.

  4. […] have min ærlige mening med på vejen. Hun får det lavet hos Skønne, som jeg jo selv bruger til eyelash extentions og shellac. Hun er så god! Det blev rigtig godt og jeg glæder mig til at se AK i hele outfittet […]

Skriv kommentar