40% på ALT på Miinto

Når man ikke elsker at være mor

 photo madeira-missjeanett-bornepool-porto-mare-hotel-ferie-med-barn-born-godt-til-vinterferie-vejr-klima-pour-moi-badedagt-swimsui_zpsl30zmkun.jpg

I går sendte min søster mig linket til denne artikel. Det er et emne vi snakker meget om, da ingen af os nogensinde har følt det helt store kald eller behov for at blive mor. Jeg er blevet det, min søster er ikke (endnu?). Jeg har aldrig lagt fingrene i mellem, når jeg har fortalt om, hvor hårdt jeg synes det er at blive mor. Jeg kaldte det endda en gang “10% skønt, 90% røv” i dette indlæg. Og det mente jeg virkelig, virkelig dengang – og i et godt stykke tid efter. Den fordeling er heldigvis anderledes i dag, og med stor overvægt til den positive side. Heldigvis, igen!

Men jeg føler stadig, at debatterne omkring moderrollen og alle de følelser man har, er utrolig ensidig. Jeg føler også stadig, at hvis man ikke falder ind i den “klassiske rolle”, som samfundet forventer, hvor man “selvfølgelig” gerne vil have mange børn og ikke kan forestille sig livet uden en flok. Når man ikke elsker at være mor. Ja, så er man…. nærmest mærkelig! Der er måske ligefrem noget galt med én, hvis man slet ikke har lyst til børn? Den der artikel ramte mig virkelig, fordi jeg kan genkende så mange af følelserne. Jeg har, helt oprigtigt, siddet i situationer, hvor jeg har tænkt, at jeg nok ville have været lykkeligere, hvis jeg aldrig var blevet mor. Det er godt nok grænseoverskridende at skrive, men det har jeg. Jeg er ikke blevet et lykkeligere menneske af at få et barn. Jeg har ikke oplevet den der “nu giver livet pludselig mening”-følelse, som jeg ellers har et par veninder, som har oplevet og oplever i stor stil. Og jeg er vildt glad på deres vegne! Jeg har i stedet oplevet, at moderskabet er kommet med en masse problemer, følelser jeg aldrig havde troet jeg skulle have og bekymring en masse. Til gengæld har jeg ikke fortrudt at jeg har fået barn. Jeg kan slet ikke forestille mig mit liv uden hende. Hun er det mest fantastiske lille menneske og jeg er så heldig, at netop hun blev min datter. Men jeg er ikke et lykkeligere mennesker i dag, fordi jeg har fået barn og det synes jeg, at der skal være plads til at sige højt – uden at det betyder at jeg er en dårlig mor, at jeg ikke elsker min datter eller lignende. Fordi det gør jeg virkelig – elsker hende, mere end noget andet.

Artiklen, som jeg linker til her i indlægget, handler om kvinder der faktisk har fortrudt at de fik  børn. Og om, at de elsker deres børn, men de elsker virkelig ikke at være mor. Jeg har ikke fortrudt, men jeg kan godt genkende følelsen af, ikke at elske at være nogens mor. Det er hårdt og selvom det har vendt sig til at være mere positivt end negativt i dag, så synes jeg det har været et langt sejt træk at komme her til. Og nu snakker jeg ikke om, at jeg ikke har sovet eller at hverdagen er travl. Jeg mener, at det har været hårdt for mig som person, da den kæmpe forandring ens liv gennemgår har været vild og jeg havde ikke regnet med at det ville være så hårdt at skulle indordnet sit liv til at passe sammen med et barn. Jeg har så også haft nogle ekstra udfordringer med familie, som lavede mere ballade end de bakkede op og det er jo langt fra en situation de fleste står i. Heldigvis. Jeg synes, at de kvinder som står frem i artiklen (og den bog, der nævnes) er så modige, at jeg ikke helt kan begribe at de “tør”. Men hvor er det ærgerligt, at det er noget der kræver mod at stå frem omkring. Jeg tror, at der er langt flere der har det som dem, end man lige umiddelbart tror. Og hvor er det ærgerligt, at disse kvinder er blevet verbalt angrebet efterfølgende. Debatten har især raset voldsomt i Tyskland. Og det bringer et andet emne på banen: Hvorfor er det, at når det handler om børn og familie, at alle mener, at de har ret til at sige, hvad de vil til fuldstændig fremmede mennesker? Det er simpelthen manglende pli og dårlig opdragelse. Ingen har ret til at sidde og kalde andre kvinder for dårlige mødre, fordi de ikke lever op til den standard “kvinde”, som andre kvinder har skabt som den ideelle mor. Hvor er det bare forfærdeligt og jeg er SÅ træt af det. Det sker jo hver eneste gang, at der raser en debat i medierne, hvor kvinder/børn/familie er kernen. Det gælder både amning (hvor man er en dårlig mor, hvis man ikke ammer), arbejde (hvor man er en dårlig mor, hvis man ikke henter hver dag før kl. 15), samsovning, puttemetoder ved sengetid og alt der i mellem. Kan vi ikke snart behandle hinanden ordentligt kvinder i mellem og respektere, at vi ikke er ens? Vi kan altså sagtens være forskellige slags mødre uden at nogle af os er dårlige mødre, selvom vi ikke gør tingene ens – eller føler det samme. Hvorfor er vi sådan overfor hinanden? Folk ville være langt mindre forarget, hvis en mand sagde, at han elskede sine børn, men han elskede ikke rollen som far.

Jeg har tænkt på, at vi nok sidder mere fast i de gamle familierollemønstre, end vi egentlig tror at vi gør her i 2016. Selvom vi kvinder er på arbejdsmarkedet og de fleste også vender tilbage til det efter endt barsel, så hersker der stadig en grundlæggende idé om, at vi kvinder er redebyggere. Siden vi var små piger, forventes det, at vi har drømt om bryllup, hus og børn. Mændene er familiens forsørger, som har “brug for” at more sig med vennerne (fordi den slags hader vi kvinder bare. At more os med vores veninder) og som ikke ønsker sig en familie lige så hurtigt og i lige så stor grad, som vi kvinder gør. Problemet er bare, at dette stereotyp og mønster langt fra passer på alle i dag. Så er det ikke på tide at vi kommer videre? Første skridt kunne være, at vi holder op med at dunke vores medsøstre oven i hovedet, når de ikke gør, siger og føler som resten af gruppen. Lad dem gå deres egne veje og støt dem i det, som er rigtigt for dem. Jeg bliver jo hverken mindre eller mere kvinde, bedre eller dårligere mor, fordi nogen gør noget andet end det jeg gør. Og det gør du heller ikke!
Jeg er helt sikker på, at nogen nok vil trække “hvor er det synd for din datter, at du har det sådan”-kortet. Det var nogen så nederen at gøre på dette indlæg. Men det er slet ikke synd for hende, fordi hun er så elsket. Mere end noget andet. Jeg kan sagten elske hende, selvom jeg ikke knuselsker rollen som mor. De to ting behøver ikke at følges ad. Det kan de sagtens og gør ofte, men det behøver de ikke.

Lev jeres liv, som det er rigtigt for jer. Om det så er med ingen børn, et barn eller mange børn. Sammen med en kvinde, sammen med en mand eller alene. Som karrieremor, alenemor eller hjemmegåendemor. Du skal gøre det der er rigtigt for dig – og så skal du holde op med at dømme andre, hvis de ikke gør det samme!

Jeg har før også haft emnet oppe i dette indlæg, om at man SKAL elske at være mor.

I think it’s okay to love our children, but not to love being a mom. And you can be a good mom anyway – even if you don’t love the part!

bloglovin
   

70 kommentarer

  • Mette S

    Til dato det allerbedste indlæg du har skrevet og som jeg kan forholde mig 100% til. Tak fordi du tør og gør det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Hvor er du bare sindsyg sej! Det bliver jeg nød til at skrive. Tak fordi du skriver om sådan et svært emne.

    Jeg er selv blevet mor i januar. Og jeg kan genkende meget af det, som du skriver. Jeg går til dagligt og dunker mig selv i hovedet, fordi jeg i mit hoved sidestiller det at elske at være mor, og det at elske min datter. Og det er jo, som du skriver ikke nødvendigvis og slet ikke det samme.

    Lige for mig handler det også om andre ting. Jeg fik også en ret hård start af en af mine tætteste veninder.
    Derfor må jeg for intet i verden fejle eller ikke vise en perfekt lykkelig hverdag, for nu skal jeg vise hende (ikke særlig sundt og jeg arbejder på det).
    Men det bringer mig videre til noget andet, som jeg vil høre dig om. Nu har jeg fulgt dig mange år. Og som du selv skriver, så har du sagt farvel til en del af din familie. Du virker som en stærk og et god-til-at-stå-op-for-dig-selv menneske, og jeg vil høre, om du vil dele dine tanker om det i et indlæg? Altså ikke hvad der er sket i din situation, fordi det forstår jeg godt er privat, men mere hvad dine tanker er om, hvornår noget er nok? Hvordan man bedst står op for selv? Samt hvordan man kommer videre og lægger sorgen bag sig og finder fred med den beslutning man har taget? Ved ikke om det giver mening. Men jeg måtte selv sige farvel til en veninde, som behandlede mig meget meget dårligt det første halve år af min graviditet. Det føles så brutalt hårdt og jeg er dagligt ked af det. Selvom jeg godt ved, at hun behandlede mig dårligt, og min tillid til hende er væk.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Og nu bliver jeg selvfølgelig helt vildt nervøs for, om folk kunne finde på at misforstå mit svar. Så jeg må hellere lige slå fast, at jeg elsker min datter mere end ord overhovedet kan beskrive:-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Selvfølgelig – det tænkte jeg slet ikke at du ikke gør. Overhovedet! Man kan jo netop sagtens elske sit barn, men ikke elske rollen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Ej, hvor er jeg ked af at høre det med din veninde. Det er fandme ikke okay. Og det er godt nok også unfair, at der sker lige når du står i en situation, hvor du er sindsygt sårbar. Har du brudt med hende eller er det noget, som er i dine overvejelser?
      Jeg har bestemt tænkt mig, at komme ind på hele det med min familie på et tidspunkt. Jeg ved stadig bare ikke helt hvordan og det er derfor at jeg ikke har skrevet indlægget endnu. Det skal gøres ordentligt og jeg overvejer også stadig vinkling. Men det ligger mig meget på sinde, at skrive om netop ikke at finde sig i alting – bare fordi de er familie. Familie har ikke carte blanche til at opføre sig dårligere end andre, bare fordi vi deler gener. Det er i hvert fald min holdning. Men ja, jeg ved ikke helt endnu hvordan det skal gribes an. Måske har du en idé?

      Og tak for dine søde ord! Jeg tager dem SÅ meget til mig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mette

      Hej Cecilie
      Må bare lige kommentere på det her, da jeg også oplevede en barsk omgang, hvor jeg måtte bryde med mine to bedste veninder et halvt år efter jeg fødte(også traumatisk fødsel) Det var en stor sorg at de ikke kender mit barn eller mig som mor. Jeg synes det er svært ved at komme over det, og vil også gerne høre Jeanetts tanker om det her med at bryde med tætte relationer.
      Og tusind tak for et godt indlæg, Jeanett!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Hvor er det fint skrevet, Jeanett! Man er jo som læser slet ikke i tvivl om, hvor højt du elsker Bella! Jeg synes altså på ingen måde, at det er synd for hende, at du er hendes mor <3

    Jeg selv er typen der drømmer om en stor børneflok, og gerne i en tidlig alder. Men samtidig kan jeg jo sagtens forstå, at langt fra alle har det på samme måde. Det er der med at rumme hinanden og vores forskellige holdninger og ønsker – det kunne vi (eller – nogen 😉 ) altså godt blive bedre til 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Mange tak Emma! Og vi er helt enige – det handler jo netop om, at vi kan rumme at vi er forskellige, drømmer om forskellige ting og at vi ikke er underlige eller ikke-okay, hvis vi ikke reagerer på samme måde eller har de samme planer.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Sikke et godt indlæg:-). Tak fordi du tager det op, sejt gået.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Kære Jeanett,

    Jeg har den største respekt for, at du “står frem” med dine følelser omkring det at være mor. Og jeg er så enig med dig i nærmest alt hvad du skriver. Især den del der handler om, at de fleste mennesker opfatter Danmark som et progressivt land på kønsområdet, men i virkeligheden hænger mange desværre forsat fast i ældgamle køns stereotyper.

    Selv er jeg en kvinde i midt/slut 20’erne, som er i et fantastisk kæresteforhold på 5 år. Vi har altid vist, at det skulle være os to for altid, og det tror jeg, smitter af på vores forældre. Min mor har ihvertfald nogle gange “for sjov” spurgt ind til, hvornår hun kan forvente at få nogle børnebørn. Det samme gælder for min svigermor (jeg har dog heldigvis ikke selv været tilstede i de situationer, hvor hun har bragt det op for min kæreste). Det sjove er, at jeg slet ikke synes det er “sjovt”, når min mor/svigermor/andre mennesker mener, at de har en “ret” til dels at spørge ind til så privat en sag, og at de (mor/svigermor) dels forventer, at de har “ret” til at få børnebørn. Jeg ved godt, at de spørger af nysgerrighed/kærlighed, og fordi de kan se, hvor meget min kæreste og jeg elsker hinanden, men det er jo ikke ensbetydende med, at man vil have børn. Både min mor/svigermor er af en anden generationer af kvinder. Personligt tror jeg, at de begge nogle gange er lidt “misundelige” på alle de muligheder os yngre generationer af kvinder (og mænd) har. Dengang de var unge lå det måske mere “automatisk” i kortene, at det at være mor, var det største, man kunne opnå. Der er selvfølgelig her tale om en grov generalisering, alle er jo forskellige.

    Selv har jeg aldrig sådan drømt om at blive mor, gift og alt det der. Lidt ironisk var jeg faktisk au pair for mange år tilbage, hvor jeg passede 4 søskende. Selvom jeg aldrig har været en “baby person”, så ELSKEDE jeg de her piger udover alle grænser, men faktum er, at jeg stadig ikke er en “baby person”. Jeg elskede de her fire søskende, fordi jeg havde et nært bånd til dem – ikke fordi de var børn. Det var deres personligheder, jeg holdte meget af.

    Bottom line må være, at ingen kvinder nogensinde skal forsvare deres valg af børn/ikke børn. Og så skal vi som samfund lade være med konstant at shame de kvinder, der vælger børn fra (eller som ikke elsker at være mor). Samfundet bør være rummeligt og tolerant, og jeg tror, at mange flere vil stå frem med deres historier, hvis det ikke var fordi, vi som samfund kan være så fordømmende over for dem, der ikke gør som normen.

    Tak for dit indlæg. Din historie gør en forskel for mange kvinder tror jeg Jeanett 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Tusind tak for din kommentar og dine søde ord! Jeg kan også nikke genkendende til flere af din ting, som du skriver. Jeg tror også klart, at der er nogle generationsting der spiller ind. Jeg forstår generelt faktisk ikke folks pushy kommentarer omkring familieforøgelse. Det er virkelig privat og jeg tænker tit, at folk jo ikke ved hvad de sætter i gang, når de spørger. Det kan være, at parret måske er dybt uenige og at det er noget, som de dagligt skændes over. Eller det kan være at de ikke kan få børn – hvilket man så minder dem om, hver gang man spørger. Uh, jeg synes virkelig at man skal være forsigtig med det spørgsmål. Især når der spørges på den ledende måde “Skal I ikke snart have nogle/flere børn?”. Det er noget andet, hvis man spørger en god/tæt veninde, når man er alene, om hvordan de står på området.

      Jeg har generelt et stramt forhold til bedsteforældre generationen, fordi jeg netop oplever, hvor egoistiske de er overfor os og vores venner. Jeg ved godt, at jeg er voldsomt generaliserende lige nu (og der findes bestemt dejlige og søde bedsteforældre), men jeg ved ikke, om det er den generation eller om det er noget som kommer med alderen. Jeg har nemlig også, ret voldsomt, oplevet dem mene, at børnebørn er deres RET og at når de er født, så har de en RET til dem – uanset hvor grimt bedsteforældrene opfører sig. Jeg er personlig meget stor fortaler for, at man får “rettigheder” efter opførelse. Hvis man ikke opfører sig pænt, så skal man heller ikke forvente noget den anden vej. Mit barn (eller mine venners) er ikke bedstemødrenes fødselsret.

      Har du overvejet at sige noget? Bede dem om at holde op med at spørge efter det? Fortælle dem at det faktisk er en ret privat sag og at du ikke synes det er sjovt?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Hej Jeanett.
    Hvor er de godt, du laver det her indlæg og er så ærlig. Nu kommer der en slags tilståelse fra mig:
    Jeg er en af dem, der bestemt føler, at livet giver mere mening efter, jeg har fået børn – jeg tager såmænd gerne nogle flere – men vi er bestemt enige om, at det kan være hårdt.
    Jeg må indrømme, at jeg for nogle år siden tænkte om en veninde, der meldte ud, at hun ikke ville have børn, at det bare var noget hun sagde – for sådan kunne ingen da have det. Ja, jeg er ikke stolt af det, men det var, hvad jeg dengang tænkte. Jeg var yngre og er blevet klogere.
    Efterhånden som der kommer mere og mere fokus på det, har jeg fået en langt større forståelse for de kvinder, der føler, at børn ikke er det vigtigste i livet. Eller overhovedet er noget, der skal være en del af deres liv. Det er jo fuldstændig rimeligt, at have det sådan – og man skulle da også helst kunne indrette et meningsfuldt liv uden børn, noget jeg selv bør huske, når mine egne unger engang er store og ikke er hovedingrediensen i min tilværelse.
    Hvor er det dog ualmindelig synd og hårdt for de familier, hvor forældrene – af begge køn – efter børnenes ankomst føler, at det alligevel ikke var det, de skulle have brugt deres liv på. Forhåbentlig finder de også en måde at leve livet på, der gør fortrydelsen mindre present. Det ønsker jeg for dem. Det bør i hvert fald ikke være sådan, at nogen føler sig presset ud i at skulle have børn, fordi samfundet forventer det.
    Til den veninde, jeg nævnte tidligere, vil jeg til hver en tid i dag tænke, at hun skal gøre med livet præcis, som hun har lyst til. Selvom jeg ikke har fortrudt mine børn, kan mange andre have det anderledes – uden at de er mærkelige eller dårlige mennesker.
    Rigtig god dag til dig og din dejlige datter.
    Kh Marie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Hej Marie – tusind tak for din vildt interessante kommentar. Det er virkelig fedt at høre dine tanker! Jeg synes, at det er mega fedt, at du føler, at livet pludselig gav mening efter at du er blevet mor. Sådan har en af mine veninder det også lige nu og jeg synes, at det er SÅ fedt for hende. Jeg kan faktisk godt blive lidt misundelig på den lykke, som jeg bare kan se fylder hende helt op disse dage. Men i dag ved jeg også, at det er helt okay at jeg ikke havde det sådan.

      Jeg synes virkelig at det er sejt, at du indrømmer de ting med din veninde! Jeg indrømmer også, at da jeg havde det sværeste, da kunne jeg simpelthen ikke forstå de af mine veninder, som ville have flere børn. Jeg tænkte et øjeblik (hvilket jeg ikke er stolt af), at de måtte have virkelig lidt indhold i deres liv, hvis det eneste de kunne finde mening i, var at producere flere børn. Ja, lidt nederen at tænke sådan, men sådan har jeg haft det. Til gengæld forstår jeg dem i dag og tænker virkelig ikke sådan længere. Mine tanker der handlede jo nok også mere om mig og hvor jeg var, end det handlede om dem. Jeg kan i dag se, at det ikke er de samme ting der gør os lykkelige – og halleluja for det! Det ville fandme være kedeligt, hvis vi alle var ens. Nu glæder jeg mig i stedet over, at de får flere skønne børn, som vi får lov til at være en del i og at Bella har endnu flere legekammerater. Og jeg kan se at mine veninder er lykkelige – det er fandme det vigtigste! Jeg skal jo ikke leve deres liv og de skal ikke leve mit. Men vi skal kunne rumme hinanden 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg synes det er er super relevant emne, og spændende at læse om. Jeg vil ikke sige, at ej syntes det altid er en dans på roser at have to små børn, men jeg ville ikke være dem foruden 🙂

    Noget helt andet. Her i det nye hjem for bloggen har jeg på min telefon absolut ingen venstre margin! Jeg ved ikke om du har hørt om det fra andre. Men ville bare lige nævne det

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Jeg ville heller ikke være foruden Bella! Men jeg er ikke blevet et lykkeligere menneske af at blive mor.

      Ja, det er givet videre til teknisk afdeling – du er langt fra den eneste der oplever det. Jeg oplever det også selv. Og det er desværre både på mobil og computer. Men det burde blive fixet!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg ved faktisk heller ikke om jeg vil sige at jeg er blevet mere lykkelig, men har samtidig svært ved at forestille mig hvordan mit liv ville have været uden mine drenge. Vi lever sådan et kedeligt liv, men tror ikke det ville have været så meget mere eksotisk uden dem

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Det har jeg også nu – svært ved at forestille mig mit live uden Bella. Det har jeg faktisk slet ikke lyst til. Men jeg er ikke blevet lykkeligere af at blive mor.
      Jeg er da ked af, at du synes jeres liv er kedeligt!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katja

    Jeg har netop skrevet bachelor opgave, om kvinder der falder uden for den normale opfattelse af “den gode mor”, og hvordan dette påvirker dem. Jeg er overhovedet ikke ekspert, men jeg blev virkelig ramt af, hvor mange fordomme der er i samfundet, om kvinder, der ikke lever op til normen. Derfor synes jeg det er så sejt, at du skriver et sådant indlæg som dette, for det er der virkelig brug for. Respekt herfra!

    – Katja

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Det lyder virkelig som en spændende opgave! Men ja, hold nu op, hvor har mødre mange fordømme overfor hinanden. Jeg synes faktisk oftest, at det er kvinderne der er værst overfor hinanden.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Johanne

    Tusind tak for det gode indlæg! Jeg kan genkende så mange af følelserne. At blive mor har for mig virkelig været en rutschebanetur af følelser og omvæltninger, som jeg stadig bearbejder. Jeg skrev faktisk for nogle uger siden til min mand (mens jeg forgæves prøvede at få min datter til at sove, mens jeg havde huset fyldt med dejlige gæster), at jeg havde at være mor lige nu. Jeg skrev meget bevidst ikke, at jeg hadede min datter, for jeg elsker hende jo overalt på jorden, men lige i det øjeblik ville jeg bare så gerne slippe for det ansvar!
    Jeg har selv været rimelig åben omkring, at jeg synes det er hårdt, og det er blevet taget godt i mod, heldigvis.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Nej, der er også stor forskel på at hade rollen og hade sit barn! Meget stor! Tak for din ærlige kommentar! Du gør det godt <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Stærkt indlæg! Og generelt skal vi nok – om det drejer sig om forældreskab (hvilket altid er et lidt mere ømtåleligt emne) eller andre af livets aspekter – lade være med at tolke de valg, der afviger fra vores egne, som en kritik af de valg, vi selv har truffet. Tror nemlig også ofte, det er derfor, folk har så travlt med dømme andre folks valg – fordi det sår tvivl om vores egne valg. I stedet for at se det som mangfoldighed og favne det (og være nysgerrig på bevæggrundene bagved valget), bliver det måske i stedet til tanken om, at “hvis folk ikke vælger det samme som mig, så er det dybest set nok en kritik af mine valg – så derfor må jeg hellere skynde mig at forsvare mine egne valg/angribe dine valg”. Hvis vi starter med at hvile i vores egne valg, kan vi meget bedre rumme andre folks valg – også hvis de afviger fra vores egne 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Jeg synes det er virkelig fedt at du endnu en gang tager fat i dette svære emne og skaber noget debat omkring det. Jeg har selv virkelig svært ved emnet moderskab, da jeg virkelig ikke kan finde ud af hvordan jeg har det med det. Nu skriver jeg altså bare lige hvad jeg på hjertet, om det giver mening eller ej ved jeg ikke helt…

    Jeg kan ikke forestille mig selv som mor og føler ingen trang til at få børn (inden for den nærmeste fremtid). Jeg er pt. bange for at jeg netop vil fortryde mit valg, hvis jeg valgte at få børn og af den grund siger jeg altid til folk at jeg bare ikke helt er klar endnu. Og det er jeg jo heller ikke. Men bliver man nogensinde klar?

    Jeg har taget mig selv i de sidste år at tænke rigtig meget på det. Især fordi jeg er i slutningen af tyverne og ved at uret tikker hvis jeg nu vil have børn. Jeg har sagt til mig selv at lysten da snart må komme, især nu hvor min omgangskreds lige så stille og rolig er begyndt, men jeg føler slet ikke for det. Jeg kan egentlig godt lide børn og har været barnepige i mange år, men selv at skulle have nogen, det siger mig ikke så meget. Det er et kæmpe ansvar at få et barn og det skræmmer mig sindsygt meget. Det som irritere mig helt vildt er presset fra samfundet, familie, venner og bekendte. For jeg føler det virkelig meget. Jeg tør sku egentlig ikke indrømme at jeg måske overvejer ikke at få nogen børn. Hvad ville mine forældre ikke sige? Og hvordan ville folk kigge på os. Jeg føler mig slet ikke forstået på det punkt. Som flere nævner så føler jeg at folk som er forældre dømmer helt vildt, da de synes børn er det eneste som giver mening i deres liv, men det er da ikke fair over for os uden børn?! Betyder det vi ikke kan have et meningsfyldt liv uden? Hvad nu hvis jeg er glad for bare at dele mit liv med min mand og nyde vores hus og at vi har råd til at rejse mm.

    Jeg gad virkelig godt at normen blev ændret så man med god samvittighed kan vælge hvad der er bedst for en selv! Jeg tror bare ikke det er så nemt lige at gøre fra den ene dag til den anden, men det er i hvert fald vigtig vi tager debatten op. Jeg tænker, at hvis nok står frem og fortæller deres historie om hvordan de ikke ønsker børn, så kan vi måske på længere sigt få folk til at forstå at det også er okay. Jeg vil i hvert fald ikke presses til at have børn uden virkelig at have lyst for så kan jeg da umuligt komme til at elske moderrollen.

    Og ja jeg indrømmer gerne at jeg da har tænkt på hvor søde små krølhåret børn min mand og jeg ville få, men det betyder på ingen måde at jeg har lyst til at tage det ansvar på mine skuldre. Ikke at tale om hvad det kan gøre ved ens forhold. Jeg venter og ser hvad der sker. Måske får jeg børn måske ikke. Så længe jeg ikke dagligt skal have spørgsmålet “skal I ikke snart have børn?”. Det er der sgu ingen andre som skal blande sig i, tak.

    Og selvfølgelig elsker du Bella, hun er så skøn!! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Jeg var heller ikke helt klart. Om jeg var blevet mere klar af at vente lidt længere tid eller om det bare var det maksimale “klar”, som jeg blev – det ved jeg ikke.
      Og jeg føler med dig omkring presset – jeg havde det også lidt på samme måde. Jeg følte at det var forventet, at jeg snart begyndte at sukke efter babyer. Det gjorde jeg bare aldrig rigtig.

      Og nej – folk skal netop ikke blande sig! Hold fast i dig selv og hvordan du har det med det!

      Tak for ros til søde Bella. Hun er nemlig så skøn!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra Danielsen

    Super sejt indlæg og kan sige jeg er helt enig! 🙂
    At ikke elske at være mor behøver nemlig absolut ikke betyde at man er en dårlig mor, det er du jo bestemt et bevis på. Nå jeg læser hvad du skriver om din datter, om de oplevelser du har med din hende, ser billeder af hende osv. så er jeg i hvert fald ikke i tvivl om at hun er elsket og får en rigtig god barndom med masser af opmærksom.
    Nu er jeg ikke selv blevet mor (endnu) men det er netop sådan nogle tanker der afholder mig lidt fra at blive det: altså om jeg vil kunne leve op til forventningen om at man skal elske/kunne lide at være mor, og synes sådan et indlæg som dette er stof til eftertanke, så tak for det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Ej men du hiver netop fat i noget vigtigt til slut i din kommentar; at med den kunstige forventning samfundet sætter op omkring, at alle skal elske rollen, så er der rigtig mange kvinder, som er dømt til at føle sig forkerte på forhånd. Hvorfor giver vi ikke bare plads til at folk ikke er ens?

      Og tusind tak for dine søde ord. Jeg prøver så godt som jeg nu kan og det håber jeg også at Bella en dag er klar over. Hun er i hvert fald elsket mere end hun aner.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Jeg bliver simpelthen så lettet over sådan et indlæg her. Jeg bliver mor for første (og eneste!!) gang om under 2 uger. Og jeg er ikke ramt af den der ekstatiske lykkerus som langt de fleste af mine medgravide er ramt af. Jo, jeg glæder mig til at lære min søn at kende, men jeg frygter også at skulle forsvare mit fravær af følelser overfor andre.
    Det var et bevist valg at få et barn med min mand – men vi gjorde det fordi vi mener at vi kan lave et godt lille menneske, ikke fordi at vi ikke kunne være lykkelige uden et barn.

    Tak for at give mig lidt mere ro i maven <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Det skal du heller ikke – forsvare det! Hvis du ikke er overlykkelig i starten, så er det sådan det er. Der er ikke noget i vejen med dig af den grund. Men jeg kender flere, som heller ikke har været ekstatiske under deres graviditet, men som blev det, da de sad med deres barn i armene. Men igen – hvis du ikke har det sådan, så er du heller ikke mærkelig! Tag det hele i dit tempo, som du føler det er rigtigt.

      Du skal være velkommen til at smide mig en mail, når du sidder med ham i armene. Ellers er der også alle mine månedsindlæg i menuen under “Barn”. Der har jeg især i de første skrevet om, at jeg synes det var hårdt. Brug dem, hvis du kan 🙂

      Og selv tak – og tillykke med ham i maven!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Jeg har læst med siden før Bella kom ind i billedet og mange af de tanker og overvejelser du har skrevet på bloggen omkring det at få barn, har vi haft snakket om flere flere gange herhjemme. Min søde mand synes også du skriver godt og kommer med nogen gode pointer!
      Det ville være super fedt hvis hele verden blev “hormonpink” af lykke når ungen kommer ud – men jeg prøver at forberede mig på at det ikke nødvendigvis er tilfældet så jeg ikke føler mig forkert hvis det er det der sker.

      Jeg skal nok smide en update når han er ude og jeg har en hånd fri til at skrive!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Jeg kan slet ikke koncentrere mig om at læse pga de noget så irriterende bannere i siden

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Var det nogle bestemte bannere der generede dig? Blinkede de eller?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise R.

    Kære Jeanett.
    Hvor er det fedt at følge med i din blog og hvor er det fedt, at du bringer dette emne på banen, for nøj, hvor kan det sætte mit pis i kog, når man som kvinde ikke lige passer ned i den kasse, som du taler om og at man bliver stemplet af sine medsøstre.
    Jeg har dyb respekt for, at du skriver, om dine egne oplevelser ifm. at blive mor. Ikke mindst er det befriende at vide, at jeg ikke er alene med mine tanker og frustrationer.

    Jeg er en kvinde i starten af 30’erne og langt de fleste af mine veninder og min mands venner har stiftet familie og nu kommer nysgerrigheden og spørgsmålene specielt fra kvinderne – “nå hvornår skal I så have børn” og når jeg svarer “det ved jeg ikke, det er ikke aktuelt lige i øjeblikket eller jeg har ikke det store behov for at få barn/børn lige nu eller jeg har aldrig følt et behov for at blive mor, så kommer responsen “nå, men det kan være, at du slet ikke vil have børn… sagt med undren i stemmen”. Bare fordi der er mange, der har valgt at få børn og gerne tre lige i r**** af hinanden og I synes, at det er det rette for jer, så er det ikke sikkert, at det er det rette for alle. Jeg blir provokeret, da jeg synes, at der er et privat emne at spørge ind til. Jeg har aldrig spurgt ind til “nå skal I ik snart ha’ nr. 2”. Det er privat og det rager ikke andre. Derudover forstår jeg simpelthen heller ikke, hvorfor man skal stemples som at være karrierekvinde, fordi jeg som 31-årig gift kvinde ikke har barn/børn endnu. Jeg ønsker ikke at blive puttet i en kasse, men det virker lidt som om at folk med børn ikke ved, hvordan de skal tale med mig, der ikke har børn og slet ikke, efter jeg har prøvet at svare pænt på deres spørgsmål.

    Jeg forstår ikke, at vi kvinder er så dårlige til at respektere hinanden og de valg, som vi hver især tager. Vi blir ikke bedre eller dårligere mennesker af at vælge en anden vej end flertallet. Vi er vitterlig ikke kommet længere end 60’erne, hvor det eneste rigtige var kernefamilien med far, mor og to børn, og det er da utrolig sørgeligt at opleve, at alt andet ikke kan forståes.

    Det kan godt være, at jeg på et tidspunkt får lyst til eller blir klar til at få et barn, men jeg skal nok selv bestemme, hvornår det er.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Amen sister! Jeg er rigtig enig i de ting du skriver. Og vi oplevede det også inden vi fik Bella – især også fordi vi havde været sammen i ret mange år. Vi blev konstant stukket til, om vi ikke snart skulle have børn og hvor var det dog irriterende! Jeg følte virkelig også, at folk blandede sig helt vildt og jeg følte faktisk også at nogen “pressede” mig. Nogen spurgte bare af ren nysgerrighed, men andre gjorde det virkelig også fordi, at de simpelthen ikke forstod at vi ikke var kommet i gang noget før. Hvad ventede vi dog på?!

      Jeg synes, at det er pisse fedt, at du giver dem svar som fortjent. Ikke så meget pis og bare lige ud af posen. Og hold fast i det der føles som det rigtige for dig. Børn er sgu ikke noget man skal føle sig presset ud i.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Tak for et velovervejet, velskrevet, ærligt og bestemt brugtbart indlæg! Tak! Det er virkelig stærkt skrevet, jeg ville ønske, at jeg selv – endda bare overfor tætte veninder – ville være bedre til at lukke op for nogle svære emner, som eksempelvis dette. Det tror jeg virkelig, ville gøre mange ting og følelser nemmere. I dag har alle, inklusiv mig selv, det nok med at male alt lidt for lyserødt hvad end det handler om forældrerollen, kæresteforholdet, jobbet eller sågar hvordan man generelt har det. Jeg tror ofte, det handler om, man frygter modtagerens reaktion..
    Det er virkelig et træk ved dig, jeg beundrer meget, det med at røre ved svære emner. Jeg er i øvrigt ret vild med tonen i dit kommentarfelt generelt, du er skide god til at være i øjenhøjde med dine læsere – til at give noget tilbage til hver enkelte. Bare lige et lille skulderklap, som jeg synes, er meget velfortjent!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Hvor er det bare en dejlig kommentar – tusind tak for dine søde ord og skulderklap. Det varmer mere end du aner. Så mange tak! <3

      Vi er i øvrigt enige. Man har en tendens til at gengive alt mere lyserødt, hvilket nok bare gør, at alle render rundt og tror, at de er det eneste, som ikke er overlykkelige. Og det forstærker deres nok bare følelserne hos dem, som ikke har det godt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie

      Meget enig i det med tonen. 🙂 (Og det resten for den sags skyld.)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Tusind tak for et fantastisk indlæg. Det er så vigtigt et emne at tage op, og noget mange kvinder – især mødre – slet ikke tør, fordi de netop bliver mødt af fordomme og nedladende kommentarer.
    Jeg er netop kommet hjem fra et besøg hos min bror i Brasilien. Han et lige blevet far til en skøn pige, der har en smuk brasiliansk mor.
    Der går på arbejde nogle dage, selvom min niece kun er 3 måneder.
    Der tager ud at shoppe, fordi hun trænger til tid til sig selv.
    Det bestiller en Night Nanny, når hun trænger til at sove.
    Det var sådan en lettelse for mig at se, at man også kan være forældre på den måde, fordi jeg føler, at moderskabet ofte overtager personligheden. Ikke at det er noget galt i det, jeg har bare ikke lyst til at det skal være sådan. Og hvis vi skal være ærlige, så var den type moderskab nok blevet set ned på i DK, hvilket jo er interessant, når vi ellers er langt længere i udviklingen i Brasilien. Jeg er selv stadig i tvivl, om jeg vil have børn, fordi jeg ikke føler et fysisk behov, men stadig har en følelse af, at jeg gerne vil. Men jeg er glad for, at du skaber et rum, hvor det er ok at reflektere over. Tak for det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Selv tak – det var lige præcis det jeg ville og tak for at sætte så præcise ord på det: skabe et rum, hvor det er okay at sige højt, at man ikke elsker rollen eller nævne, at man faktisk måske slet ikke ønsker børn. Fordi det er HELT okay.

      Og hvor lyder det der night nanny sejt!! Nu har Bella været pisse god til at sove stort set altid, men jeg kender godt nok mange, som ville ELSKE det koncept! Måske skulle man som mor tage på “studietur” til Brasilien 😉 Og tillykke med niecen!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fantastisk indlæg som rammer hovedet på sømmet. Så sent som igår blev jeg mødt af dømmende blikke fra andre mødre, fordi jeg skulle tackle en dreng der gik og slog og i mellemtiden blevet storesøster væk, fordi hun er typen der bare følger sit eget hoved. Ja og far havde jeg altså givet lov til at få en løbetur efter en dag hvor alt var tilpasset børnene. For ja det meste af tiden er ungerne skønne, men nogen gange kunne man godt bruge at kunne trække stikket og være sig selv og ikke nogens mor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Åh ja, de stunder, hvor man drømmer sig tilbage til tiden uden ansvar og mega egotid, dét kender jeg godt 😉 Og mange tak!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Det her er første gang jeg ser og besøger din blog, men jeg skal helt sikkert følge med her hos dig fremadrettet, fordi det her indlæg er for vildt – på den gode måde! 😀 Jeg er selv 26, og som jeg er blevet ældre, så er min lyst til børn virkelig bare forsvundet. Da jeg var 18 var jeg sikker på, at jeg skulle have et stort hus og fylde det op med 4-6 unger. I dag? Der er der intet der ligger mig fjernere! Og hvis jeg rent faktisk har sagt til nogen, at jeg er i tvivl om hvorvidt børn er noget for mig, så har jeg altid fået at vide, at SELVFØLGELIG er det dét og jeg skal bare vente til jeg møder den rette (ham har jeg stadig til gode), så skal jeg bare se.. Så jeg har vænnet mig til slet ikke at nævne min tvivl. Hvilket jo ikke er sådan det burde være! Men oprigtigt, når jeg kigger på mine veninder med børn og ser hvad moderskabet også har gjort dem til, så tænker jeg nej tak. At de får behov for at kalde sig —’smor på Insta, eller skal definere sig som nogens mor i mange sammenhænge og kun tale om sine børn – så tænker jeg stadig nej tak. Jeg føler de ‘mister sig selv’ og det har jeg oprigtigt ikke lyst til. At min verden bliver så lille og navlepillende kan jeg ikke lide tanken om. Jeg bryder mig ikke om tanken om graviditet, fødsel, amning, lortebleer, ingen søvn, og alt det der. Jeg tænker virkelig nej tak. Det eneste argument jeg kan give mig selv for at skulle få et barn er, at jeg nok vil fortryde på et tidspunkt. Og det er i hvert fald ikke en god nok grund til at sætte et barn i verden. Jeg lyder vist temmelig kynisk lige nu, men jeg følte der var plads til de tanker her hos dig. Og jeg vil gerne understrege, at jeg ELSKER-ELSKER-ELSKER mine veninders børn og vil gøre alt for dem, og synes de er nogle af jordens dejligste skabninger! Jeg har bare en fornemmelse i maven af, at rollen som mor ikke vil gøre mig lykkeligere, som du jo også skriver.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Velkommen til Louise! Dejligt du fandt vej herind (må jeg spørge hvor du fandt mig henne?).

      Jeg har præcis oplevet det samme som dig. Da jeg var 15-17 år, da var jeg SÅ sikker på at jeg skulle have børn. Og jeg skulle have mindst 3! Så fik jeg en kæreste som 17-årig, der ikke ønskede børn og siden da har mit behov bare heller ikke været vildt stort. Jeg havde faktisk en årrække, hvor jeg slet ikke ville have børn overhovedet. Min ex fik faktisk mine øjne op for, at man godt kan fravælge børn – det er ikke noget man partou SKAL. Men efter jeg måtte min nuværende kæreste, så fik jeg alligevel lysten til at vi skulle have et barn sammen (og han ville rigtig, rigtig gerne. Børn har altid været et must for ham!). Men det der mega behov for at få børn, det har jeg aldrig haft. Og det jeg forstår heller ikke det på instagram, men omvendt ved jeg, at der er masser der ikke forstår det “offentlige” liv jeg lever, så det er okay. Der skal være plads til os alle.

      Der ER plads til de tanker her hos mig – du skal være så velkommen til at lufte dem her! De er nemlig helt okay – tankerne 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Dit indlæg dukkede på en eller anden måde op i mit feed på facebook. Og så var overskriften for lokkende – for er der virkelig kvinder, som vil stå åbent frem og angribe den der ‘meningen med livet er at få børn’? Det måtte jeg lige læse lidt om 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Majken

    Så godt et emne at tage op. Dem der kan følge dine tanker er ikke et sekund i tvivl om at man sagtens kan elske et barn, og være en fantastisk mor selv om man ikke synes 100 af tiden det er fedt at være mor.

    Jeg har selv mange af de følelser du beskriver. Det er hårdt at blive mor. Jeg fik min søn i en alder af 34. Jeg var på det tidspunkt hardcore karriere minded og det var ikke planlagt. Jeg havde dog de følelser at det var ment-to-be da de to streger var der. Jeg fik følelsen af at skulle vi have børn var tiden også inde, og faktisk fik jeg tankerne at det skulle jeg nok ikke snyde mig selv for at opleve. Men jeg var altså ikke udelukkende glad. Jeg var bange for forandringerne der ville komme, nervøs for hvordan jeg skulle kombinere det med karriere. Jeg havde en god basis, et godt job, villa, Volvo og vovser og en kæreste igennem 18 år.

    Da min dreng kom til verden var jeg selvfølgelig glad, elsker ham. Men alt blev også svært, stressniveauet steg, nu var der flere steder man skulle præstere max. Min kæreste var god til at supplere og var der meget for vores dreng når jeg ræsede afsted med karrieren. Det lyder kliché, men det at være kvinde, mor og have karriere er vildt svært selv i dagens DK.

    Desværre gik det sådan at min kæreste da vores søn blev 2,5 ikke længere ønskede at være en del af ræset. Jeg var i chok, nu var jeg pludselig alene om alt. Alene med alle følelserne omkring at være mor, alene om at få tingene til at gå op i en højere enhed med job og daginstitutioner.
    I dag er jeg frem for alt mor. Jeg har for nu fundet et job som gør hverdagen kan fungere. Min dreng er det vigtigste – og det er nok det eneste jeg kan takke min eks for, at få mig til at indse at det er sådan.

    Jeg har mange stunder hvor jeg ønsker vi var to voksne, så jeg kunne få lidt mere tid til mig, til veninderne. Bare at være ALENE. Jeg bander tit opdragelse og praktikken LANGT væk. Når jeg ser logoet fra mit gamle job, giver det stadig et stik i mit hjerte for det gør ondt at måtte give afkald på det. Hvis jeg kunne vælge mellem mit liv i dag eller for 5 år siden (dog minus kæreste, da jeg åbenbart ikke kunne regne med ham) havde jeg nok uden tvivl valgt at spole tiden tilbage. Det er svært at indrømme, svært at tænke sådan. MEN jeg elsker min søn, jeg har svært ved at forestille mig han ikke var her. Men jeg ER ikke blevet mere lykkelig, for det var jeg også før.
    Men jeg tror på at glæden bliver større, at tingene bliver lettere, at jeg når min dreng bliver mere selvkørende kan trappe lidt op på arbejdsfronten igen. Heldigvis har jeg en masse fantastiske mennesker omkring mig der gør jeg får tid til at gøre de ting jeg har brug for nogle gange. Familie og venner er i høj grad med til at gøre jeg kan være en god mor, fordi jeg har dem i ryggen. Selv om mit liv er blevet sådan at jeg er full time mor, er det stadig vigtig at jeg kan være mig for at jeg kan være en god mor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Enormt godt indlæg!
    Altså jeg er sgu også én af dem, som føler, at livet giver mere mening efter mine to duller. Men jeg synes ikke, at mit liv giver mere mening end dem uden børn. Det er bare min egen private oplevelse. Og sjovt nok føler jeg også ofte en fordømmelse den anden vej – også her i kommentarsporet med folk der skriver, at man bare spytter børn ud og tre lige i r**ven på hinanden – skulle vi nu ikke bare lige starte med at gribe i egen barm og i det mindste tale pænt om andres valg?
    Det synes jeg bestemt, du gør i dit indlæg og jeg er 100% enig i dine betragtninger. Jeg vil bare sige, at jeg ofte føler, at mit liv bliver stemplet som kedeligt og forudsigeligt af folk (kvinder) uden børn. Og det bliver jeg personligt også mega træt af.

    Jeg kom til at tænke på noget: du skriver, at du aldrig havde haft et kæmpe behov for at få børn. Hvorfor endte du egentlig med at få et? Og det er ikke ment som noget negativt overhovedet, men tænker at du jo må have taget en mere rationel beslutning end fx mig, som forvandlede mig til et savlende, hormonelt mordyr, som bare MÅTTE have børn. Smukt billede, I know..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Åh. Kæreste Jeanett!

    Jeg husker tydeligt dit indlæg, med 10% og 90%. Jeg husker jeg dengang tænkte at du har ret, for jeg havde dage hvor det var 10% dejligt og 90% røv. Efter et stykke tid var vi gennem nogle episoder og jeg oplevede den ” omvendelses” følelse af en anden verden. Men det ikke derimod sagt jeg ikke forstår hvad du skriver.

    Jeg vil derfor fortælle dig, at selvom jeg ikke deler 100% samme holdning, så synes jeg det er fantastisk at du lige netop ytre dig om DIN mening og din holdning til moderskabet. Det er så vigtigt at det hele ikke puttes i kasser og alle skal føle den samme følelse om moderskabet. Gu fanden skal de ej! Der skal være plads til forskellighed og at være mor på den måde der lige netop er rigtig for dig 🙂 <3

    kæmpe Knus herfra!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christian

    God artikel!

    Jeg symtes jeg har læst tilsvarende indlæg andre steder fra kvinder der beskriver samme problemstilling.

    Hvem er det som definerer hvad det vil sige at være mor?
    – hvad er deres bagtanke med det?

    Jeg tror først i får fred når I siger “…. jeg er mor på min egen måde”

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Mange tak Christian! Jeg tror, at du har helt ret i det sidste. Vi må bare stå fast på, at vores måde OGSÅ er i orden!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    TAK for dette indlæg! Jeg føler mig så alene med tanken om, at jeg ikke skal have flere børn – for ingen forstår det og jeg får hele tiden at vide at “det er synd for din datter, hvis hun ikke får søskende” eller “den største gave man kan give sig barn, det er søskende”. Jeg elsker min datter, men jeg kan slet ikke mærke et behov for en nummer 2. Tror ærlig talt aldrig at det kommer til at ske, og jeg er så frustreret over, at få kommentarer om det hele tiden. Tak for indlægget og stof til eftertanke!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Majbritt

    Jeg kommer så meget til at være en af de kvinder som bliver stemplet.
    Jeg har godt nok tænkt mig at få to børn, men jeg tager kun halvdelen af barslen og det bliver min kæreste der kommer til at arbejde deltid mens jeg gør karriere.
    Jeg har allerede oplevet folk der stemplet mig som kommende dårlig mor fordi jeg ikke gider mere end halvdelen af barslen og min egen mor er altid sådan ja ja nu får vi se du ender med ikke at ville dele med din kæreste alligevel.
    Jeg synes det er frygtelig det stadig er sådan men håber vores generation kommer til at gøre det lidt nemmere for den næste.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Meget fint og velreflekteret indlæg, som med alle kommentarerene in mente virkelig rammer noget væsentligt hos mange!
    Mange af de ting du beskriver har jeg dog svært ved at genkende i så ren en form som ovenfor. Presset om at få børn (i flertal), at der er rigtige og forkerte måder at være mor på, at kvinder skulle være slemme til at bonke hinanden i hovedet, at morskabet typisk italesættes som rosenrødt. Det er min oplevelse at det findes i debatten, men helt klart også at modpolerne i høj grad også findes og tales om – altså både den offentlige og person-til-person debat jeg oplever er langt mere nuanceret og bredspektret.
    Jeg har et barn på et halvt år. Fødslen var hård, og min krop er meget præget af at have båret et barn. Jeg ser tynde, fitte mødre overalt og synes at alle har haft nemme fødsler. De to emner er MEGET ømme for mig, og jeg føler et kæmpe pres. Jeg er forkert. En i min omgangskreds har et flaskebarn. Hun oplever præcis det samme bare med amning. Hun er forkert. Folk der prøver at få et barn, ser struttende maver overalt. De er forkerte. Min pointe er bare, at der ikke er røg uden en brand, og at der er et pres (om det så er amning, fit i en fart, antal børn osv), men at vi i meget høj grad også presser os selv ved at divergere fokus derhen hvor vi rammes. Jeg fokuserer uforholdsmæssigt meget på de kvinder og debatter, som prikker til noget i mig selv, som jeg ikke har sluttet helt fred med og som jeg er utryg ved at måske at blive dømt ude pga. Jeg tænker, at du er lidt i samme båd bare med dit eget emne, siden vores opfattelse af presset er så vidt forskelligt? Giver det mening? Det var lidt svært at skrive ned på en meningsfyldt måde, synes jeg. Der er bare så mange sandheder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Jeg synes, at du bringer noget helt vildt interessant på banen. Fordi jeg tror helt klart at man også ligger mest mærke til de debatter, som rammer én – om det så er på den ene eller den anden måde. Men jeg er overrasket over, at du oplever presset og emnerne så forskelligt fra mig. Især fordi du netop selv nævner flere som oplever presset – men måske misforstår jeg hvad du mener? Jeg synes netop også at jeg ser masser af pres omkring fertilitet, amning vs flaske og nemme fødsler. Og det er på trods af, at jeg selv overhovedet ikke har haft nogle issues med fertilitet og amning (jo, brystbetændelse, men ammede til Bella var 14 mdr). Så jeg mener altså, at der ER pres fra samfundet – også selvom, at man naturligt føler sig mere ramt af bestemte emner end andre.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katrine

      Ja, jeg mener at der er et pres, så jeg tror egentlig at du har forstået mig. Det er bare så kringlet på skrift. Ift til mig selv kan jeg bare se, at jeg søger de 10% af debatten som rammer mig et ømt sted og som skaber og repræsenterer presset, mens jeg glemmer at lægge mærke til de resterende 90%, som er menneskelige og nuancerede. De 10% findes, men det gør de 90% altså også i allerhøjeste grad. Jo mere jeg slutter fred min egen situation og hviler i mig selv, jo mindre fylder de der skide 10%. Ift til forestillingen om det rosenrøde og perfekte moderskab, kan jeg godt se hvor du oplever presset fra, men min egen oplevelse er at der er masser der trækker i modsat retning. I min mødregruppe deler vi med smil og grin alle de kiksede følelser og historier, og jeg synes også der er masser af debatindlæg og blogs der behandler emnet. Det er bare vigtig at have med – især hvis det er ens ømme emne:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie Marland

    Jeg synes ikke, det er synd for din datter. Jeg synes det er helt validt at have det sådan.
    Jeg er faktisk temmelig sikker på, at min mor har det ligesådan. Hun elsker mig til månen og tilbage, og jeg VED, at hun vil gøre alt for mig. Men jeg er faktisk temmelig sikker på, at hun ikke var vild med det der med mindre børn osv. Jeg er helt sikker på, at hun synes, det er jævnt federe at være mor til en på 24 end på 4 eller 14.
    Og jeg er altså helt normal alligevel. Vi har et bundsolidt forhold, hvor vi kan skændes så det brager (fordi vi er uenige om alt muligt), men vi bliver aldrig uvenner. Og jeg er fuldkommen sikker på hendes uforbeholdne kærlighed, og at hun synes, der kommer stjerner ud af røven på mig.

    Jeg er en anden type. Som min mor sagde en dag: “Sofie er et meget selvopofrende menneske, og det er både godt og skidt”. Jeg er også meget mere “moderlig” af sind. Mine æggestokke klaprer højlydt, når jeg ser en baby, og det har de gjort fra jeg var 16. Jeg har valgt en uddannelse og et job, hvor mine egne behov altid er bagerst. Jeg har intet problem med det. At tilpasse mig andre altid. Og jeg GLÆDER mig til at være gravid, føde, amme og have børn.
    Men det er MIN personlighed. Min mor har en anden personlighed, men fik altså et helt normalt, kærligt barn der blev en veludviklet, empatisk voksen alligevel.

    Respekt og kærlighed til alle kvinder. Uanset hvad man vælger og ønsker <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Tak for et modigt og vedkommende indlæg. Jeg har selv valgt børn fra og flere gange følt jeg var nødt til at forsvare den beslutning. Har endda engang fået at vide der måtte være noget galt med mig, for det var jo unaturligt. Faktum er at børn aldrig har været et must for mig og jeg tror de fleste kvinder der vælger børn fra, har været igennem alle overvejelserne. Vi ved godt at det på et tidspunkt er for sent, så selvfølgelig overvejer man det nøje og mærker efter, er det nu også for mig. Lad nu folk vælge selv, med hjertet og ikke ud fra gammeldags normer, der holder os alle fast i mønstre der afvikler fremfor at udvikle.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Åh ja, det med at vælge børn helt fra er også en varm kartoffel. Godt at du har stået fast og har mærket efter, hvad der er rigtigt for dig! Jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvorfor du har valgt det fra. Og selvom jeg ikke kunne, så skal det fandme accepteres af andre og ikke hele tiden stilles spørgsmålstegn ved!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette WK

    Tusind tak for et virkelig godt indlæg og tusind til alle, der har kommenteret også. Jeg har virkelig også nydt at læse jeres kommentarer.

    Jeg ved fuldstændigt hvordan du har det Jeanett, og jeg bliver på en eller anden måde altid så lettet over at læse dine indlæg omkring familie, fordi jeg kan spejle mig i det.

    Jeg har én dejlig søn. Jeg elsker ham til stjernerne og tilbage igen, og jeg er virkelig en god mor. Men jeg har rigeligt med udfordring i ham og jeg skal ikke have flere børn. Min søn har autisme og har derfor særlige behov og jeg har derfor strukket mig så langt som jeg overhoved kan, for at han kan have et godt liv og udvikle sig godt på trods af sine udfordringer. Men jeg kan ikke strække mig længere som mor, jeg elsker ikke mor-rollen som sådan. Til gengæld har jeg gjort alt hvad jeg kan for at give min søn den opvækst han fortjener (fx droppet mit drømmejob og fundet et deltidsjob) og dét har jeg det godt med. Det gav alligevel en fred, da jeg gav mig selv lov til fuldt at udleve “autisme-mor” rollen, og så tydeligt begrænsede det til ét barn. Her jeg kan også være og her har jeg det også godt. Her er også plads til fritid, kultur og gode oplevelser – for mig.

    Livet skal leves – ikke overleves.
    Og man skal putte de ting ind i ens liv, der giver det mening. Så simpelt er det <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] stor response for jer og jeg vidste også godt, at trafikken nok ville stige lidt på dagen for indlægget her. Men at indlægget stadig lever sit eget liv på Facebook og Twitter – og at medierne har […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] Til alle jer nye læsere, så er det DETTE HER indlæg, som jeg skrev, om ikke at elske at være […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Modigt. Ægte. Velovervejet.
    Ikke før nu har jeg overvejet, at man kan skelne sin kærlighed på dén måde; mellem barn og rolle. Det har virkelig sat nogle tanker igang og givet mig svar på nogle følelser jeg havde i min tidlige moderrolle.

    Sejt skrevet Jeanett!
    Kh Rikke

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] har netop læst et indlæg hos Jeanett. Et indlæg, der imorges bragte hende i Go’ Morgen Danmark. Et indlæg om, at være mor uden […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] håret klar til bryllup i weekenden, men først skal jeg lige en tur i radioen. Det handler om indlægget HER, som jeg skrev før ferien gik i gang. Det er dét, hvor jeg talte om, ikke at elske at være mor. […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] på Vores Børn i næste uge (lægger link op, når det er der). Det er stadig på baggrund af dette indlæg. Var der nogen af jer, der hørte med i radioen i […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] det virker ofte sådan, set i samfundets øjne. Vi bevæger os lidt i samme tema, som da jeg skrev dette indlæg. Hvorfor er det, at det forventes af mig at jeg skal hungre efter børn? Og når jeg ikke gør (men […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] 1 – Når man ikke elsker at være mor Taaa-daaaa! Året ubestridt mest læste indlæg på bloggen er, nok ikke overraskende, mit indlæg […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] delinger var medvirkende til, at jeg i 2016 også fik min debut på landsdækkende TV, da jeg efter dette indlæg var i både Nyhederne, TV2 News og GO’ Morgen DK. Især det sidste var rigtig sjovt at […]

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

40% på ALT på Miinto