Min weekend: besøg af min søster og simremad (generelt god mad denne weekend)

Glemmer vi kvinder vores eget sociale liv, når vi får børn?

outfit-header-asos-ganni-lace-dress-neck-hals-blonder-sort-missjeanett-blogger-odense-havn-fra-asos-stiletter-dkny-gansevoort-bag-taske-ghd-curl-wand-samsoe-drevsfeldtSe hele outfittet HER

Nu har jeg, og min omgangskreds, virkelig alderen, hvor der spyttes unger ud. Og især 2016 har været et vildt år på den front. Hele 6 babyer ender det med at blive til fra februar til december. Det er klart dét år med det største babyboom, so far.
Nye babyer er skønne og jeg under alle vores venner de fantastiske små nye mennesker (og jeg er også selv vild med deres lækre ankom). Det håber jeg ikke, at der hersker tvivl om, når I læser indlægget her. Alle de små og nye forældre, der skal finde sig til rette i deres nye roller, betyder at vi alle skal planlægge lidt ekstra, når man gerne vil lave noget socialt sammen. Nogen skal jo kigge efter de der børn, bevares! Jeg synes egentligt, at folk er okay til at få set hinanden. Men det er blevet ret tydeligt for mig, hvor elendige kvinder generelt er til at opretholde deres sociale liv – i hvert fald i forhold til mændene. Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at undre mig over, hvorfor det er sådan? Jeg hælder faktisk primært til, at det er vores egen skyld. Det er os selv, som er dårlige til at få arrangeret noget uden børn (fordi sociale kaffeaftaler MED børn kan vi godt – det er det andet der halter). Hvorfor er det, at vi bliver så dårlige til det? Jeg er med på, at i starten er man lidt bundet sammen med den lille baby (især når man ammer). Jeg kan selv godt huske det og overskuddet er bare heller ikke stort de første måneder. Men det er som om, at vi i den korte periode (fordi den er jo kort, hvis vi sammenligner den med alle andre perioder i vores liv), når at glemme hvor godt og rart det var selv at have det sociale liv, som ikke inkluderer børnene? Fordi det er noget, som jeg mener, at utrolig vigtigt at opretholde. Jeg tror helt oprigtigt talt på, at man kan ende rigtig ensom, hvis man smider alt social aktivitet, som ikke er en mødregruppe eller andet børnerelateret, på gulvet. Man kan altså godt stadig holde gang i ens venskaber, selvom man har fået et eller flere børn. Det kræver helt sikkert mere planlægning og også at man har lyst, men så er det heller ikke en større videnskab. Jeg tror, at lidt ligesom at man under barsel en dag opdager, at man pludselig har boet i sweatpants i en uge (åh det gjorde jeg flere gange), så kan man pludselig godt “opdage”, at man faktisk ikke har været helt alene med en (eller flere veninder) i mange måneder. Jeg tror nemlig ikke, at vi gør det “med vilje”, men fordi vi enten ikke er opmærksomme eller fordi vi gør det som er nemt (at man bare tager barnet/børnene med).

Men kan det ikke være lige meget, om man er sammen med eller uden børn? Nej! Det synes jeg virkelig ikke, at det kan. Jeg vil gerne begge dele. Jeg vil rigtig gerne være sammen med veninderne OG deres børn, men jeg vil altså også gerne have min veninde alene – bare en gang i mellem. Jeg synes selv, at jeg er en halvsløj veninde, når jeg også skal være mor samtidig. Jeg kan ikke høre ordentligt efter, når min veninde fortæller om sin forfremmelse, viser mig hendes nye kjole eller taler om livet generelt, hvis jeg også skal hente tusinde snacks til Bella, svarer på hvorfor min kjole er blå (gotta love børns random spørgsmål), sætte en ny tegnefilm på eller skille børnene ad, når de er kommet op at tottes om det samme stykke legetøj. Jeg ved, at de fleste af os mødre, vi prøver at bilde os selv ind, at vi sagtens kan multitaske, men vi er sgu ikke rigtigt til stede, når vi skal udfylde flere roller på samme tid. Slet ikke, når den ene rolle er “mor”. Alle der siger andet, de lyver. Jeg vil gerne kunne se min veninde i øjnene, når jeg svarer på hendes spørgsmål – og jeg forventer altså også, at hun gør det samme. Bilder vi os selv ind, at vi ikke har behov for tiden med veninderne – uden børn?

Mændene er meget bedre til det. Tim har for eksempel ikke mindre end to forskellige drengegrupper, som tager fast på en sommerhusweekend hvert år. Helt uden kærester, koner og børn. Og når Tim er sammen med sine venner, så tager han sgu aldrig Bella med (hvis han gør, er det fordi der er noget logistisk ,der ikke hænger sammen herhjemme, som kræver at han gør). Og det er altså ikke kritik af Tim! Han tager helt sikkert sin del af “kagen” herhjemme, men der er bare forskel på, hvordan mænd og kvinder er sammen med deres venner. Det er som om, at der i samfundet stadig er en uudtalt holdning til, at mændenes trang og behov til sociale aktiviteter uden for hjemmet overstiger kvindernes behov for det samme. Ofte føler jeg virkelig, at mændene også tror det. At deres behov ER større end vores og let me tell you – det er det altså ikke hjemme hos os (nærmere stik modsat). Eller også er mændene bare bedre til at sige til, når de gerne vil afsted – modsat os damer? Rent instinktivt, er kvinder faktisk mere sociale væsner end mænd. Men mændene kan sagtens sige “Hey skat, på fredag tager jeg lige en øl efter arbejde med Henrik”. Så hvorfor er vi så dårlige til at sige “Hey skat, på fredag napper jeg lige et glas rødvin med Line efter arbejde”? Det kan man altså godt og det er helt i orden! (Børnene tager heller ikke skade af, at mor er væk et par timer). Jeg har et lige så stort behov for at sludre om verdens situationen over et glas rødvin, som Tim har med sine venner over en øl.
Jeg ved heller ikke, om det mon handler om spontanitet? At mænd bare gør det, når de har lyst, men vi kvinder næsten skal bruge tre måneder på at finde en dato, der fungerer for alle? Kunne der være noget i det også?

Jeg er med på, at der er nogle år, hvor det er mest bekvemt med aftaler tidligt på dagen, som primært står på kaffe og kage og som tit har et medfølgende entourage (aka babyer). Jeg har selv været der og kan godt huske det. Og det er bare det, som man bedst kan overskue i en periode. Men min anke ligger der, hvor man glemmer at “komme tilbage”, når lejligheden byder sig. Selvom jeg er blevet mor, så er jeg altså ikke blevet træt af at have det sjovt og slet ikke at have det sjovt UDEN børn. Det har jeg stadig et behov for, da jeg stadig er mig – selvom jeg også er nogens mor. Samtalerne man har sammen, når børnene ikke er der, handler også tit om andre ting end børnene (virkelig er ret sundt, tror jeg). Tit snakker man kun om børnene, bleskift og børneopdragelse, når de er der. Jeg vil faktisk lige så gerne (og tit også hellere) tale om, hvad der sker ude i verden, serier/film, politik, rejser, job, bolig, mad (ikke babymad), parforhold og meget andet. Det er faktisk også derfor, at jeg fik ideen til min biografklub. Vi trængte til noget, som bare var vores, hvor vi kommer ud regelmæssigt og som er helt uden børn og mænd. Og det fungerer fantastisk! Det kan anbefales, hvis I er nogle, der ligesom mig, synes at jeres omgangkreds trænger til et lille løft.

Vi må hanke lidt op i os selv og ikke glemme, at de venskaber man havde før børn, ikke nødvendigvis består af sig selv – efter børn. Der skal fortsat investeres i ens relationer og det skal der vel hele livet igennem? Så vi skal selv blive bedre til at tage afsted uden børn og mændene skal selvfølgelig ikke stå i vejen for det. Det kan da ikke være så svært eller uhørt? Vi er vel i 2016?

This year our friends has gotten babies like never before. When 2016 is over it’s gonna be a total of six babies in 2016. That’s a lot and the biggest “baby boom” we have had so far in one year. All the new babies (and the new parents!) makes it harder to do stuff together. I do remember the first months as a new mother: you’re tired, everything is so new and you don’t have a lot of energy for social gatherings. And I get it (and remember it!), but we need to remember “to get back” after a while. We women are great at getting together WITH our kids, but sometimes I do need to see my girlfriends and being able to have a conversation without being interrupted all the time by our kids. Even though we tell ourselves that we can still listen to our friends while the kids are screaming – then we’re lying to ourselves (and you know it!). Men are great at getting together without all their kids – why are we so bad at it?

FØLG BLOGGEN PÅ
FACEBOOK HER + BLOGLOVIN HER + INSTAGRAM HER

60 kommentarer

  • Louise

    Interessant læsning, det er indlæg som disse, der gør, at jeg holder meget af at følge med hos dig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lika

    Shit, hvor rammer du bare plet, Jeanett. Jeg kan 100 % godt følge dig. Har ofte tænkt over grunden, men er ikke kommet frem til et svar. Jeg ville ønske, at jeg havde en masse drengevenner for må indrømme, at jeg savner det, min mand har med hans venner – ville ønske det var mig selv, men uanset hvor meget jeg har ønsket mere kontakt og hyggelige aftaler med veninder, så har nogle af dem ofte alt for travlt og andre kan slet ikke slippe deres barn. Oh gru for hvis de bare er sammen med deres far, tænk så går det vel helt galt. Og jeg er helt enig med dig, at det er fint at være sammen allesammen med børn, men man skal også have noget tid for sig selv, som veninder og have tid til at snakke sammen uden en mia. afbrydelser.
    Kan egentlig godt mærke, at efter alle har fået børn så er der bare meget mindre tid til at mødes. Og det gør det heller ikke nemmere, hvis man bor et stykke fra hinanden – men det handler jo igen om prioriteter og så er det heller ikke for evigt, at man skal planlægge ekstra meget. Børnene bliver jo hurtigt store og så bliver alting lidt nemmere.
    Hvor ofte ser du dine veninder, hvor I er for jer selv, Jeanett? Kunne godt tænke mig at stikke en føler ud – for i min egen verden, synes jeg det er vildt at nogle af veninderne bare 1 gang i måneden ikke har tid til at mødes. Og det får mig til at tænke lidt…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Det er virkelig også noget, som jeg har gået og har tænkt over længe. Jeg synes nemlig også, at det er svært at få folk aftaler med folk, fordi de nemlig er for travle (men deres mænd render rundt til alting). Men man trænger virkelig til tid uden børn også.

      Man HAR mindre tid til at mødes efter man får børn. Jeg har et par veninder, hvor før børn, kunne jeg sagtens se dem en gang om ugen. Nu kan der nemt gå en måned i mellem. Jeg har jo biografklubben, som mødes hver måned. Derudover har jeg vel 2-4 aftaler alene med veninder. Men i øjeblikket er det faktisk mest med de par stykker, som ikke har børn.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lonnie

    Jeg ved ikke, hvad årsagen er hjemme hos andre familier, men hos os, er de 3 primære årsager til, at vi ikke kommer så meget ud længere:
    1. Antallet af børn. Med 1 barn var det nemt at komme ud. Den, der var hjemme, hyggede sig med barnet og det var ret nemt, at være alene med 1 barn. Med 2 er det bare noget heeeelt andet. Der er kun kommet et barn til, men det føles seriøst 10 gange så hårdt at være alene med dem. Bare at få dem puttet samtidig er en farce. Det bliver selvfølgelig nemmere med tiden, men det gør altså også, at der ikke er særlig mange impulsive “jeg kommer ikke lige hjem i dag”, i øjeblikket, for det er pisse hårdt at stå alene med dem efter en lang arbejdsdag.

    2. Tiden. Med to fultidsjobs og børn, der bliver puttet kl. 19, vil et glas vin efter arbejde i realiteten betyde, at man først er hjemme efter sengetid. Med fritidsaktiviteter 2 gange om ugen, en legeaftale hér og dér, og en del transporttid, til dér hvor man evt. skulle mødes, er det bare sjældent at tiden er til det.
    3. Samvittigheden. Når ens 5-årige står med bævende underlæbe fredag eftermiddag, fordi mor/far skal ud og føjte, og ugens højdepunkt for ham er Disneyshow og fredagsslik, så stikker det sgu lidt i hjertet, at fortælle ham, at man ikke deltager. Det er ok engang imellem. Men det er ikke sjovt.

    Og ovenstående gør sig gældende for både min mand og jeg. Vi har begge lysten til at komme mere ud, men vi er heldigvis enige om, at det behov i øjeblikket ofte må tilsidesættes for børnene og hinandens skyld. Havde det kun været den ene af os, der havde det sådan, og den anden der farede i byen, ville det nok være et problem for os.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Jeg synes, at alle tre er valide grunde til, hvorfor man ses mindre med venner efter børn. Jeg kan genkende nr. 2 og 3 hos mig selv (nr. 1 kan jeg jo af gode grunde ikke 😉 ). Og jeg skal ikke blande mig i, hvordan eller om man gør det “forkert” hos andre. For nogen er det jo vigtigere at have en masse socialt og for andre er det ikke i en periode. Mit indlæg er ment, som en lille reminder til os damer – at vi måske lige skal huske vores eget social liv en gang i mellem.

      Med hensyn til nr. 3, så kender jeg 100% følelsen. Det gør jeg virkelig. Jeg tror, at “dårlig samvittighed” er noget alle mødre automatisk får i dét de bliver mødre. Den er der bare kronisk for de fleste af os. Men selvom der står en lille mus, der gerne vil putte med mor, så er det også rigtig sundt for dem at se, at mor og far også har et liv. Det mener jeg helt oprigtigt, er sundt for dem at opleve bare en gang i mellem. Desuden har jeg selv oplevelsen af, at det bliver værre for dem, at se mor eller far gå, hvis der går lang tid i mellem at vi smutter en aften. Jeg mener selvfølgelig ikke, at det blive bedre, hvis man smutter hver fredag, men omvendt virker det næsten ekstra chokerende, hvis det er noget som sker en gang om året. Da jeg startede træning op igen, da blev Bella utrolig ked af det de første 3-4 gange jeg tog afsted. Den ene gang blev jeg selv så ked af det over, at hun blev så ked af det, at jeg måtte tude lidt ovre i fitness. Nu – mere end et halvt år senere – så spørger hun, hvor jeg skal hen og når jeg svarer “mor skal op og løbeløbe” (det kalder hun træning), så svarer hun bare “Okay. Vi ses senere mor. Elsker dig!”. Nu er hun helt okay med det og det tror jeg, er fordi hun har vænnet sig til at man også smutter en gang i mellem. Giver det mening?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • B

      Sikke et godt indlæg Jeanett og hvor er det skønt, at du tager sådanne emner op. Virkelig noget jeg sætter pris på ved din blog.
      Lonnie’s puinkter 2 og 3 er helt sikkert også grunden herhjemme. Plus både min mand og jeg har et krævende job, som gør at der bare ikke er tid til meget andet end arbejde og familie, hvis vi gerne vil være sammen med vores datter – og det vil vi! Jeg er også enig med Lonnie i, at det at komme ud for øjeblikket er et behov, der må tilsidesættes lidt – ikke at vi aldrig gør det, men vi har skruet kraftigt ned. Og jeg synes faktisk ikke det har været en svær prioritering.
      Både min mand og jeg ses stadig med venner, også uden børn, men bestemt ikke med samme frekvens som før børn. Og det er helt OK synes jeg. Jeg synes så heller ikke det er gået ud over mine venskaber – det har bare været en gave at opleve at selvom vi ikke ses med samme frekvens består vores venskab – og så bliver SMS og sociale medier en anden måde at opdatere hinanden på de små ting i hverdagen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fan

    Jeg synes det er vigtigt man som mor og partner bibeholder egen identitet, hobbyer og egne venskaber.

    Jeg får ekstra overskud til de søvnløse nætter og kaotiske hverdage, efter en pusterum alene eller med en veninde.

    Dog vil jeg sige folk uden børn er oftest de mest kritiske (eller gravide), netop fordi de endnu ikke har oplevet virkeligheden ved at blive forælder. 😉
    Heldigvis bliver de fleste “forstående” efter de har prøvet det (i længere tid) 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Jeg er helt enig med dig! Det er også min sociale arrangementer der fylder mit bærer op. Det er der også andre ting der kan, men jeg kan godt nok mærke, at det giver en boost!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Jeg er delvist enig i det du skriver. Det er vigtigt, at pleje sine venskaber, og det er vigtigt, at komme ud og vippe lidt med ørerne. Jeg tror ikke, at du er uenig i det jeg nu siger. At få et lille barn er en stor forandring i ens liv. Jeg har lagt mærke til, at mange nye forældre krampagtigt holder fast i det der engang var. At de nærmest skal bevise, at de fortsat er lige så sjove, friske, klar på sprut og spas. De vil ikke stemples som kedelige “bare” fordi de har fået barn. Men det ER jo en kæmpe omvæltning med et lille barn på slæb i livet. Og den forandring skulle måske betragtes som noget godt og stort i stedet for noget, der giver anledning til afsavn. Uanset hvordan man vender og drejer det, er ens tilværelse bare forandret. For altid.
    Jeg vil vildt gerne se mine venner og veninder. Men nogle af disse er ovenikøbet alene med deres børn hvilket levner endnu mindre alene-tid. Jeg har to børn. Og lige nu er vi i en fase, hvor begge børn kræver fuld opbakning fra hver deres voksne i puttesituationen. Så vi skal være to om at putte. Og bagefter kunne jeg jo godt gå ud. Men for at være ærlig, så er jeg så pisse træt, at jeg bare vil i seng og sove lige indtil jeg bliver vækket 15 gange i løbet af natten. Derfor foregår vores sociale samvær om dagen. I weekenden. Sammen allesammen med vores venner og deres børn. Og det er faktisk skide hyggeligt. Og det er bare sådan det er lige i disse babyboom år.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Jeg er heller ikke uenige med dig – jeg kan godt huske, hvordan det er at være træt. Men når jeg siger alenetid med ens veninder, så behøver det jo ikke at ligge om aftenen? Jeg mener her ikke, at alenetid med veninderne = i byen og være fuld. Det kan lige så godt være om dagen til en kop kaffe – men UDEN BØRN!
      Og jeg var også selv dårlig til det i starten, så jeg forstår alt det du skriver. Men som jeg også nævner i indlægget, så kræver det bare også noget at passe på sine venskaber (også selvom gode venskaber sagtens kan tåle at man ikke bruger helt lige så meget krudt på det, som før børn).

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camilla

      Jeg er helt enig. Og jeg savner mine venner. Og jeg savner også lidt den jeg var før børnene. Lige nu er jeg sådan et underligt sted hvor jeg næsten ikke kan finde ud af at snakke om ikke-børnerelaterede ting. Så jeg er ombord med din “opsang” om
      at holde fast i de mennesker, som betyder næsten lige så meget som de mennesker man selv lige har født

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Hvis det er nogen trøst, så kan jeg godt huske den periode. Man er vanvittigt splittet: man savner sit gamle jeg, men er omvendt også så dybt i babyboblen, at det næsten kun er det eneste man tænker på.
      Og husk også at give dig selv lidt plads til bare at være mor. Hvis du lige har født, så er der ingen der forventer at du også er superveninde. Det var mere en “opsang” på den lange bane 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janni

    Wow, et fedt indlæg! Jeg er fuldstændig på din side – jeg eeeeelsker tiden med mine veninder UDEN at børnene er med. Og min mand ligeså! Vi har altid været meget sociale mennesker, og for sivan, hvor har jeg haft mange diskussioner med min mand om netop det samme efter vi har fået børn. For han kan både ryge og rejse, og det skal han også bare gøre, MEN det KAN blive lidt for meget for fruen herhjemme…

    Lad mig starte forfra for at kunne forklare mig ordentligt. Vi har en dreng, der snart bliver 3 år og så fik vi lillesøster for knap 4 måneder siden. Og jeg skal lige love for at 2 små børn er sin sag at have med at gøre. Min mand har et meget tidskrævende arbejde, som betyder at han tit har aftenmøder. Og da vores datter var omkring 3 uger havde han aftenmøder 3 dage på den uge + 2 aftaler med vennerne, hvilket betød at han ikke var hjemme 5 aftener den uge. Og der flød bægeret over for mig. For jeg kunne jo sagtens unde ham at ses med kammeraterne, men at jeg så stod alene med 2 skrig-unger 5 aftener, kunne jeg altså ikke magte. Så vi havde en stor diskussion, hvor hans argument var: “Jamen mit liv går ikke i stå bare fordi vi har fået børn”. Og nej det gør det ikke, men mit liv er sgu sat lidt på stand-by lige pt. og jeg kan f.eks. ikke lave nogen som helst aftaler, når du hele tiden føjter omkring, for hvem skal så passe ungerne???

    Det handler for mig om prioriteringer, og hvis manden har et krævende arbejde, må han nedprioritere tiden med kammeraterne. Så må de ses på et andet tidspunkt, hvor det passer bedre ind i familielivet. For vi vil sguda også gerne se farmand engang imellem! Men sådan ser manden nødvendigvis ikke på det. For han får et boost af at være sammen med vennerne, hvor arbejdet jo bare er arbejde. Og så tager han det måske bare for givet at familien altid er der og venter på ham derhjemme?

    Og den tro lader vi ham så være i. For jeg tror desværre at vi kvinder er nogle pleasere, der for “husfredens skyld” giver manden et klap på skulderen når han er på vej ud af døren, mens vi så kan sidde i vores joggingbukser derhjemme og tage sig af alle ungerne, og drømme os til skønne tider med veninderne. Så ja, det er vores egen skyld! Og hvordan vi kommer ud af den dumme spiral aner jeg ikke.

    Jeg kan kun glæde mig og se frem til 5 skønne dage med tøserne i Hamborg til Maj måned; helt uden mand og børn 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Åh I HEAR YA! Vi har haft lignende diskussioner – MANGE gange. Fordi vi har et lige stort behov, men når han “besætter” flere af aftenerne om ugen med møder (det er typisk der politiken er), så, synes jeg, ikke at han kan forvente, at vi “får” lige mange muligheder for at gå ud med vennerne. Også fordi jeg samtidig mener, at vi også skal have nogle aftener sammen alle tre som familie. Og jeg er nemlig ikke en pleaser (i hvert fald ikke i et kæresteforhold), så der har jeg bare sat foden ned og sagt, at de uger, hvor møderne er mange, der må han bare skrue ned for det sociale. Nu er der også den lille krølle til det, at der tit efter nogle af de politiske møder er noget socialt også. Så hygger man lidt længere, spiser lidt mad sammen mm. Så han får også noget socialt der.
      Men jeg tror helt seriøst, at rigtig mange mænd tror og mener, at de har et større behov for sociale aktiviteter end vi kvinder. Og jeg er helt overbevist om, at det er forkert.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Janni

      Fuldstændig enig i det sidste! Det er bare ikke sådan klaveret spiller, men jeg må jo nok (hvorend jeg ikke har lyst) erkende at jeg er gået hen og blevet en pleaser, fordi det bare er det nemmeste, og så har jeg sat mine behov i baggrunden, fordi det er de i forvejen blevet med ankomsten af børnene.

      Jeg må vist til at “mande” mig op 😀 Fedt debatindlæg, der virkelig giver stof til eftertanke <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Jeg tror også, at vi tit glemmer egne behov, fordi det er nemmest.

      Og selv tak – det er fedt, når I tager så godt imod et indlæg!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Malene

      Men er det helt fair når hans møder er på grund af arbejde? Nu tænker jeg bare sådan at dit arbejde er bloggen så nogle gange har du vel ekstra tid om dagen til at mødes med veninder og få taget outfit billeder, etc. Som jo er dit arbejde. Det er overhovedet ikke kritik, bare en tanke i forhold til at han vel skal have mulighed for at passe sit arbejde 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Nu er det sådan, at hans ene job egentlig også er hans hobby – politik. Og alle 99% af aftenmøderne er politik, ikke som lærer. Så det er vel det samme med bloggen, som både er mit arbejde og hobby? Og han får jo lov til at tage til de møder han skal. Det er ikke noget, jeg bestemmer. Men jeg synes ikke det er fair overfor mig eller Bella, hvis han er til møder fire aftener en uge og så samtidig vil ud to gange med vennerne. Så er der så enten en aften tilbage til mig eller hvor vi alle tre kan være sammen. Det er heller ikke så fair, synes jeg? Arbejdet skal selvfølgelig passes, men så må man lægge det sociale lidt væk i de uger, hvor man er meget væk grundet arbejde. Det er heldigvis ikke noget, som vi er vildt uenige om og det giver oftest helt sig selv. Fordi oftest har han savnet os hele ugen og føler ikke han har set, især Bella (fordi hun kommer tidligt i seng), så tit glæder han sig netop til at kunne være sammen med os, når han endelig har muligheden.
      Det er faktisk primært Tim der tager mine outfit billeder 😉 Jeg mødes da med veninder om dagen nogle gange, men som nævnt, er det oftest om aftenen, fordi jeg selv arbejder om dagen. Desuden har veninderne jo også jobs, så det er virkelig få, der kan om dagen. Så det sker altså ikke særlig tit – det er primært om aftenen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne

    Word! Børn er dejlige men de er ved Gud ikke HELE livet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fru Anonym

    Sikke et interessant indlæg 🙂 Men hjmme hos os er det helt omvendt – jeg er (var) af sted hele tiden, mens min mand var hjemme. I lang tid var jeg af sted hver eneste aften mandag til torsdag for at se veninder, hygge og træne – men der var noget der manglede. Jeg savnede at være mor – jeg savnede min mand og børn. Så da min datter en dag sagde: Mor hvorfor skal du altid af sted, når du lige er kommet hjem… Ramte den lige i hjertet..
    Så jeg er ved at lære at prioritere anderledes – jeg får stadig dårlig samvittighed over at melde fra på det sociale, det kommer til at tage tid.. Men hvor er jeg lykkelg for de aftener der hjemme – glad for at være med til at putte osv 🙂

    Så ja – jeg har måske været lidt for god til at holde fast i det gamle.. Men jeg prøver på at finde balancen – og lige nu føles det faktisk helt okay 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Ja, det kan selvfølgelig også blive for meget den anden vej – der må man mærke efter, hvad der er rigtig for sig selv og sin familie. Vi har aldrig gået så meget ud og jeg har heller ikke behovet. Men en 2-4 gange om måneden vil jeg gerne (uden at det hele behøver at være om aftenen).

      Dejligt at din datter sagde til og at du mærkede efter!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone

    Interessant indlæg!
    Jeg har ingen børn, men mange af mine veninder er godt i gang med at spytte unger ud. Jeg synes mine veninders børn er søde og skønne og jeg bliver oprigtigt glad, når jeg hører der er en lille ny på vej. Når jeg ser mine veninder, der har børn, er det som regel sammen med børnene og det er bestemt hyggeligt, men det er bare ikke det samme, som før børn/uden børn. Ens snak afbrydes konstant og ens veninde er aldrig 100 % tilstede i samtalen med dig, fordi den lille lige skal smiles til, have tørret næsen, samlet sutten op fra gulvet, you name it… Jeg NYDER når jeg kan have min veninde “for mig selv” fordi vi, som du så korrekt skriver, så taler om helt andre ting. Vi taler om de ting vi talte om, før der kom en lille en til, og selvom mine veninder er fantastiske mødre, så var det ikke den side af mine veninder jeg “faldt for”, da vi blev venner, men “bare” dem selv – og den side kan godt blive lidt glemt, når de har mor-antennen på, sammen med deres børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Jeg er 100% med dig. Man skal selvfølgelig acceptere, at det er der, hvor de er lige nu og at man ikke kan være alene hver eneste gang (eller, så går der måske længere mellem at man ses), men jeg synes ikke, at det er meget at forlange, at man ses uden, når ammeperioden er overstået.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Birgitte

    Jeg har også tænkt over det samme, og har ikke et klart svar. Det bliver bedre efterhånden som børnene bliver større synes jeg. Min den yngste er 15mdr, og det er allerede bedre, så det er jo meget kort tid, man er ‘nødt’ til at have barnet med – selvfølgelig er det forskelligt hvornår man er klar til at gå ud uden barnet. Jeg synes iøvrigt det allernemmeste er at have de helt små med – mine sov non-stop som bittesmå, så da var der masser af voksentid med veninder på barsel. (Ved godt det ikke går så let for alle!)
    Det er også dejligt at lære hinandens børn at kende, men i min vennekredsen er vi ok til at ses uden børn – problemet er, at hvis man har mange børn, jamen så er der jo længere tid man er bundet. Jeg er feks ret fri nu, hvor de er 15 mdr og 3 år, men hvis vi vil have en mere, så er det jo forfra igen, og så glemmer man måske mere at komme igang med at være veninde igen – jeg synes jeg kan se på mine veninder at det er nemmere for dem der kun har et barn, men jeg ved ikke, om du oplever det samme?
    Herhjemme er det iøvrigt helt det samme med at manden aldrig tager børnene med på venne-besøg, heller ikke selvom alle hans venner jo også har børn. Det er mænd bare bedre til. Måske er det noget kulturelt? Jeg kender feks heller ikke min fars venner så godt, men var tit med min mor og hendes veninder og deres børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Jeg er helt sikkert på, at det er nemmere for mig, fordi jeg kun har et. Det er også en af (de mange) grunde til, hvorfor jeg måske ikke gider at have flere. Jeg gider simpelthen ikke starte “forfra”. Vi begge plejer at kalde det, som om, at man bliver slået tilbage til start i Ludo. Det er sådan vi ser det.

      Jeg er helt sikkert på at det er et levn fra dengang, hvor kvinderne gik hjemme med børnene. Og det er måske på tide med et lille opgør?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna L

    Spændende debat! Jeg er enig i mange af dine betragtninger og argumenter, men tror også at en del af årsagen til, at mænd oftere ses uden børn end kvinder, skal findes i, at mænd har mere lyst til det end kvinder – det gælder selvfølgelig ikke for ALLE mænd og ALLE kvinder, men generelt tror jeg, at mange kvinder i bund og grund prioriterer børnene og familien højere end alt andet og føler, at de går glip af noget derhjemme, når de er ude. Derfor synes jeg ikke, det er så mærkeligt at det for nogen bliver sådan, at hverdagen drejer sig (næsten) 100% om børnene og ikke om venindetid 🙂 At det så muligvis kan gå ud over nogle venskaber, hvis begge parter ikke er enige om at alenetiden må vente til børnene er blevet større, det kan du jo have helt ret i. Præcis som med parforholdet – hvis man har forskellige forventninger til hinanden, går det ofte skævt…
    Det jeg nok prøver at komme frem til er, at det er dejligt for dig, at du har et (større) behov for tid med dine veninder uden børn, men jeg tror ikke, at alle kvinder har det på samme måde – mange kvinder har, tror jeg, et helt grundlæggende, primitivt behov for at være primær omsorgsyder for deres barn og være tæt med dem langt størstedelen af tiden i de første mange år. Og selvom de måske også trænger til/ønsker venindetid, så kommer det bare i tredje, fjerde femte række efter børn, parforhold, familie, arbejde, hus og hvad der ellers hører til familieliv – og så handler det jo om prioriteringer, som ikke er ens for alle 🙂
    Bare et par betragtninger fra en studerende i 20’erne, single og uden børn 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Der er jeg vildt uenig med dig – jeg tror, ikke at flertallet af mænd har mænd lyst end kvinder. Jeg tror bare, at de er bedre til at sige, at de har et behov og bare at gøre det. Jeg køber seriøst ikke tesen om, at mænd har det større behov for social aktivitet end kvinder. Vi er jo mega sociale og du skulle se, hvor meget vi hænger ud MED børn. Min anke er så, at vi skulle blive bedre til at gøre det uden.

      Til gengæld tror jeg, at du har ret i, at rigtig mange kvinder gerne vil være den “primære omsorgsyder” i hjemmet. Men det vil jeg også mene, at man godt kan, selvom man går ud en gang i mellem.

      Men i sidste ende handler det jo om, at man gør det, som man har lyst til. Vi er nemlig ikke ens, som du også siger. Jeg skrev indlægget, fordi jeg ønsker at minde os alle sammen om, at vi måske skal huske lidt på os selv og at det kan blive rigtig ensomt, hvis alle veninderne er “væk”, når børnene på et tidspunkt er store (og ikke længere gider at bruge deres aftener sammen med mor og far). Jeg har selv bare været vidne til SÅ mange kvinder, der er gået ALL IN på at være mor 24/7 og når børnene så flytter hjemmefra, så står de fuldstændig lammet og aner ikke hvad de skal stille op med deres liv, fordi de har ikke holdt fast i noget som helst andet fra tidligere.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nanna L

      Måske fremgår det ikke helt tydeligt, men min pointe er ikke, at kvinder har et mindre behov for at være sociale end mænd (tværtimod, vil jeg påstå), men at mange kvinder omvendt har et større behov for at være sammen med deres børn/familie end mænd – og at det jo så kommer an på prioriteringer.
      Mange mænd vil kunne gå ud alene et par gange om ugen og nyde det 100%, mens mange kvinder vil føle, at de svigter på hjemmefronten ved at gå ud, og derfor prioriterer at blive hjemme eller tage børnene med de fleste gange.
      For mig er det egentlig rimeligt naturligt, at det er sådan, taget menneskets fortid i betragtning, hvor mændene var ude og skaffe føde og kvinderne tog sig af børnene og hjemmet – og her siger jeg ikke, at det skal blive ved med at være sådan, men som sagt tror jeg at der ligger nogle instinkter i hhv. kvinder og mænd, som gør, at det for mange bare er sådan, tingene er, uanset hvor ufedt og uretfærdigt det så er 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Så tror jeg, at jeg forstår det du mener bedre – og jeg er også enig med dig nu! Jeg tror helt sikkert også, at mange kvinder bliver ramt af dårlig samvittighed meget mere end mændene gør. Tim nyder nemlig 100%, når han er ude. Og det er meget forskelligt, når jeg er ude – men nogle gange bliver jeg helt sikkert ramt af dårligt samvittighed over, at jeg er taget afsted. Jeg fortryder ikke, men jeg har stadig dårlig samvittighed.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nanna L

      Præcis! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tilde

      Det er lige præcis sådan jeg har det. Jeg har da ind i mellem også lyst til at komme mere ud, jeg har bare mere lyst til at være hjemme og tage mig af mit barn (og nr. 2 der er på vej). Så tak for at sætte ord på de tanker som Jeanetts indlæg gav anledning til, men jeg ikke lige selv kunne formulere 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Spændende indlæg 🙂 Jeg har ikke selv børn, og det er langt fra alle mine veninder, der har fået børn endnu. Alligevel kan jeg godt sætte mig ind i noget af det, du skriver. Jeg ELSKER nemlig kombinationen af både at få lov til at spille en rolle og være en del af mine veninders børns liv. Men jeg vil sgu også gerne have alenetid med mine veninder. Jeg har også oplevet ind i mellem at være den, der har spurgt, om min veninde ikke tager sit barn/sine børn med, fordi jeg også gerne vil se dem og være en aktiv del af den del af min venindes liv. Den perfekte balance er, for mig, at vi ind i mellem ses med barn/børn og ind i mellem laver aftaler, hvor barn/børn ikke er med. Det har f.eks. fungeret ret fint, hvis jeg har været hjemme ved en veninde en eftermiddag og aften, hvor manden også har været hjemme. Så hygger min veninde og jeg, hvor barnet/børnene også er inddraget, og så tager manden ligesom lidt over (f.eks. når barnet skal gøres soveklar, lægges i seng, osv.). Så der bliver tid til at flade ud i sofaen med en kop kaffe eller et glas rødvin og få vendt verdenssituationen, børnerelateret snak eller ej, med min veninde.

    Jeg har oplevet, at det er vidt forskelligt, hvordan man reagerer på rollen som mor (ikke kun blandt nære veninder også i de mere periferer bekendtskaber). Nogle står stålfast på, at intet er forandret. De har et stort behov for at være sig selv og lægge rollen som mor på hylden i et par timer. Mens andre har sværere ved at undvære den nye rolle som mor og prioriterer derudfra. Der er findes jo lige fra den ene yderlighed til den anden, og jeg tænker, at en gylden middelvej er det bedste. Så det håber jeg bestemt, jeg kan ramme, når/hvis jeg en dag selv bliver mor. Der skal både være plads til at ses, hvor barn/børn er hjertens velkomne, og andre gange hvor der kun er plads til de voksne 🙂

    /Line

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Interessant at høre fra en, som ikke har børn selv, men som har veninder der har. Jeg er helt enig med dig: jeg vil også gerne være en del af mine veninders børns liv og vil rigtig gerne inddrages. Men jeg vil også stadig gerne have dem alene til tider. En dejlig kombination af begge måder at være sammen på (og også gerne sammen med vores mænd også) er det helt optimale – for mig, i hvert fald.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise R.

    Hvor er jeg vild med disse indlæg, Jeanett! Jeg er endnu engang enig i dine betragtninger omkring vi kvinder 🙂

    Jeg har tidligere talt med veninder omkring problematikken i, når vi skal ses, så skal det planlægges flere måneder i forvejen inden børneflokken kom til og nu hvor mange af veninderne har fået børn, ja så ses vi endnu sjældnere, desværre.

    Jeg føler, at det ofte er et ømt emne for mange af mine veninder – når vi endelig er sammen, er alle glade for at være kommet væk fra mos, lortebleer og putning og de giver udtryk for at nyde voksentiden. Men på trods af glæden over at være ude, blir voksen/venindetiden alligevel ikke prioriteret.

    Min tese på dette er til dels, manglende tro på, at manden er ligeså god “caretaker” som kvinden samt at kvinden undertrykker sine egne behov til at være sig selv og for et øjeblik ikke er nogens mor – det at lytte til og reagere på sit behov kan give dårlig samvittighed.
    Det er som om, at det ikke er “lovligt”, når man som kvinde, der er blevet mor, at have behov til at være sig selv. At der er uskrevne regler/et kodeks, at kvinden dedikerer sit liv til børn og familieliv og tilsidesætter sine egne behov, mens manden har længere snor til at fortsætte sit karriere- og socialeliv, som det var før børn. Og det jeg er ærgerlig over, er at vi kvinder gir dem lov og vi gir os selv lov til at undertrykke vores egne behov for alene/venindetid og igen og igen blir den, der blir hjemme og passer barnet/ungerne.
    Dette er blot min tese og der er jo ligeså mange holdninger, behov, situationer i livet, som der er folk.
    Hvad mine veninder prioriterer, er op til dem. Jeg skal ikke være dommer over deres liv. Jeg er blot ked af at have mistet “det vi havde” på grund af de prioriteringer.

    Allerede nu, inden min mand og jeg har fået børn, har jeg pointeret overfor ham, at “projekt barn” er et FÆLLES projekt (han er heldigvis enig ;)) og at han ikke skal forvente at kunne blive ved med at have lange arbejdsdage, gå ind i bestyrelser, spille bold med drengene, gå i fitness og at jeg så bare sætter mit liv på stand-by imens, fordi der er én, der skal tage sig af barnet. Jeg er overbevidst om, at han blir en ligeså god og måske endda bedre forældre end mig og jeg vil ikke lukke ned for mine behov for at være “Louise” og ikke “X’s mor”.

    Jeg tror på, at prioritere sig selv gir overskud og glæde. Hvis ikke man gør sig selv glad, hvordan skal man så kunne udbrede glæde til sit/sine barn/børn og ikke mindst til parforholdet.

    Pyh, det blev en længere smøre hi hi. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Jeg er helt, helt vildt enig med dig Louise! Vi har utrolig ens holdninger (og teser 😉 ). Sådan har jeg også gjort det klart for Tim. Det er ikke mit projekt det her – det er vores begges. Og i perioder kan den ene godt være mere på, hvis den anden har travlt. Men grundlæggende skal vi være 50/50. Desuden er Tim mindst lige så god som mig til at tage sig af Bella. Det kan mænd altså sagtens finde ud af 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise R.

      Ja, jeg må altså trække på smilebåndet, når jeg læser dine indlæg – for jeg kunne ikke skrive mine tanker og holdninger bedre selv

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Nej, præcis. I nogle perioder er fordelingen skæv og det er også helt okay, hvis den så er lidt skæv til modsatte partners fordel til andre tider. Det er nemlig om at give lidt og tage til.

      🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lika

      Helt enig også med dig, Louise – det er præcis også sådan hjemme hos os. Et fælles projekt og ikkeden enes kun. Og så er jeg fuldstændig enig i, at man skal være noget for sig selv før man kan være det for andre.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lullu

    debatten er velkommen. Men jeg kan ikke undgå at tænke at der også er stor forskel på hvilken byrde man har på sit job. Måske er det nemmere for en blogger at mene at ens veninder bør prioritere alenehygge uden børn i dagtimerne end for en mor med fuldtidsarbejde 8-16. Jeg tror det vigtigste er at afstemme forventninger med sine veninder og venner. Jeg ser sjældent mine veninder og når vi ses er det ofte med børn. Vi er alle udearbejdende “karrierekvinder”, så vi er helt på lilnje i forhold til prioriteterne. Her kommer familie, arbejde og veninder i nævnte rækkefølge. Man kan ikke køre på fuldt blus over hele linjen. Når børnene er større bliver der naturligt frigivet tid til veninderne og så er vi klar igen. Indtil da må vi “nøjes” med runde fødselsdage, bryllupper, barnedåb og den halvårlige brunch(ofte med både mænd og børn).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Så tror jeg, at du har misforstået mig. Jeg skriver ingen steder, at jeg forventer, at mine veninder kan ses i dagtimerne i hverdagene? Der arbejder jeg da også selv?
      De fleste af mine venindeaftaler ligger om aftenen – men godt nok i hverdagene. Vi går typisk ud at spiser sammen eller i biografen sammen.

      Og det hele handler jo om prioriteter. Man skal gøre som man har lyst til! Mit indlæg er ikke ment som, at I alle skal gøre som jeg synes. Det var bare en friendly reminder om, at jeg mener, at vi kvinder tit glemmer os selv…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Siff

    Sjovt – først blev jeg vildt provokeret af din overskrift og tænkte: hun kan sagtens, hendes datter er snart 4 og her sidder jeg med nr 2 unge på 8 måneder og er så træt, at jeg ikke orker andet end sofa efter putning af børn.. men så læste jeg videre og du har så evigt ret. Jeg er så træt at den konsensus og diskurs, der hersker om at mænd vil have fred og kvinder vil passe børn… For det gør diskussionerne så svære herhjemme og jeg famler i blinde for at finde argumenter. Den der dårlige samvittighed må vi bare pakke væk, for en glad mor er en god mor!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Jeg er helt enig med dig – og jeg er glad for at du læste videre 😉 Det er sgu nemlig lidt gammeldags, at man går ud fra, at kvinder vil passe børn og mændene vil drikke øl.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er lidt skægt: Det er fuldstændigt omvendt hjemme hos os! Det er mig, der er den udadvendte af mig og min mand. De gange, han har været ude alene de sidste fem år, kan tælles på en hånd.
    Derimod er jeg jævnligt ude med mine kvindelige kollegaer og veninder. Nu er vores børn teenagere, og det betyder selvfølgelig, at de kan være alene hjemme, men alligevel har han tilsyneladende ikke behov for at komme ud med drengene.
    Til gengæld er det også så lang tid siden, jeg har haft små børn, at jeg bliver helt vildt glad, når de yngre kollegaer har deres små børn med til kom-sammen. Tider uden børn er også gode, men det er nu hyggeligt, når der er en lille fedtet hånd, der hiver i en for at få læst en historie eller for at vise sit værelse frem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Ej, hvor sjovt! Min far er lige sådan. Men mellem mig og Tim er behovet lige så stort, vil jeg mene.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Åh hvor er jeg glad for, at læse dit indlæg.. nu har jeg ikke selv barn eller børn, men jeg er kommet i den alder, hvor mange af mine veninder er begyndt at få børn og bliver gravide i tide og utide

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lea

    Jeg synes du har meget ret. Og det med at man glemmer omgangskredsen når man bliver mor, er ikke den eneste situation. Jeg har igennem de seneste år, mistet nogle venner der er forsvundet ind i et parforhold. Puf… Jeg vil ikke pege fingre af dem eller noget, men jeg synes det er synd.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Ja, det er også desværre noget der sker. Det har jeg også oplevet en enkelt gang eller to, desværre.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lykke

    Du har så meget fuldstændig ret ! Jeg er en ‘pige’ på snart 50 år med store børn, men mit liv med børn har været som du beskriver – har aldrig været god nok til at holde fast i venskaber, men foretrak mine børns selskab. Var engang i en pigeklub hvor jeg bragte dette op, da vi aldrig kunne finde en ny dato – og det var så den gruppe

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Åhh tusind tak for din kommentar! Jeg er nemlig ret overbevist om min tese lige der (med at man ender med at sidde med meget få veninder, hvis man ikke investerer i dem også i løbet af årene), men jeg har kun et par eksempler fra mit eget liv selv. Så virkelig spændende at høre fra dig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Tak for et godt indlæg. Jeg blev også lidt provokeret til at begynde med, men tænkte lige efter engang og du har ret i mange ting 🙂
    For mit eget vedkommende har jeg ikke haft der store behov mens vores søn var baby, der var noget andet der fyldte. Hvor nu efter han er blevet to år går jeg ud 1-2 gange om ugen fordi jeg har lyst og heldigvis har en forstående mand der kan se han får en kone hjem der har meget mere overskud. Min mand er ikke så god til sociale aftaler men har meget arbejde som fylder også om aftenen. Når han så skal noget skal jeg lige huske at det er helt fint 😉
    God dag <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Jeg havde det lige som dig; da Bella var helt lille, da havde jeg slet ikke lyst til at tage ud uden hende. Det kom først efter hun fyldte 1 år og jeg stoppede med at amme. Og dejligt med forstående mand!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ret interessant debat. Jeg har tidligere været alt for dårlig til at prioritere mig selv og mine veninder. Og hvis jeg endelig prioriterede mine veninder var det som regel kun dem med børn, for så kunne min datter komme med. Dem uden børn forstod jo ingenting og snakkede kun om deres liv og deres frihed og jeg kunne jo ingenting uden min datter fordi jeg bildte mig ind at min mand havde behov for en pause ind i mellem.

    Så fik jeg et job der i perioder kræver ret meget rejse aktivitet og dermed aftener hvor jeg enten ikke er hjemme eller kommer sent hjem. Og så skete der noget både i forhold til min forudindtagenhed omkring min mand og hans behov for en pause men jeg fik også øjnene op op i forhold til mine egne behov for at socialisere uden mand og uden barn.

    n ja vi kvnder er alt for dårlige til at lytte til vores egne behov, men omvendt så er der altså også kvinder som ikke har samme behov for at socialisere sig som jeg f.eks. har hverken før eller efter barn. Jeg har selv en bekendt og hun svarede en dag at hun aldrig tog ud uden sit barn/mand da vi var nogle stykker der havde opfordret hende til at komme ud uden dem. “Jeg har ikke et behov for at komme ud uden dem – jeg vil hellere ud sammen med dem”

    Nu beskylder jeg dig på ingen måde for at generalisere når du skriver at vi kvinder glemmer vores sociale liv når vi får børn for jeg gjorde det jo også selv overfor min bekendte ovenfor. Men der er altså også kvinder der ikke har det behov og dem skal der også være plads til.

    Suk, vi kvinder er altså nogle hårde nysere engang i mellem – for der findes ikke en rigtig måde hverken at være mor eller veninde på. Lad os håbe at vi en dag stopper med at være så hårde ved os selv og hinanden og ikke mindst stopper med at lyve for os selv hvad enten det drejer sig om at komme ud med eller uden barn.
    og så thumbs up til dem der har formået at lytte til sig selv og ændret det der ikke virkede for dem 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Det er ærgerligt, at I er et par stykker, som har læst i min tekst, at jeg forudsætter at alle kvinder gerne vil ud. Det mener jeg ikke og jeg ved godt, at der er nogen, som ikke har det samme behov. For det første, så mener jeg ikke nødvendigvis at ud = ud om aftenen og drikke sig fuld. Ud kan også være en eftermiddag og/eller uden alkohol.

      Og samtidig ja, så ved jeg godt, at ikke alle har det behov – og de skal næsten bare ignorere det her indlæg. Jeg beskylder jo ingen noget som helst og alle skal mærke efter, hvad der er rigtigt for dem. Jeg siger ikke, at folk er kedelige eller unormale, hvis de ikke er som mig. Mit indlæg er ment som, at vi kvinder lige skal mærke efter, om vi selv måske har brug for lidt mere end det vi gør nu. Har man ikke det, så er alt jo super!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Jeg forstår din kritik, men jeg synes også at du forudsætter, at alle har et behov for at komme jævnligt ud. At nogle i perioder er meget hjemme, kan være en forsumpet tilstand, en dum vane, som du fremlægger, men du nedtoner som jeg ser det, at det kan være et behov – også efter at barnet/børnene ikke er små længere. Der er mennesker som selv uden små børn, ikke er socialt anlagte. I min omgangskreds er dem med børn, meget forskellige på det punkt! Jeg kunne godt ved mig selv, ryste lidt på hovedet over at den og den baby endnu ikke havde været uden forældrene i bare et par timer. Hvordan var det så et par eller nogle gode venner? Jeg gjorde det selv på en anden måde. Jeg stoler bare på, at folk tilpasser deres liv, så deres behov tilgodeses bedst muligt – også selvom det fra en andens position kan se forsumpet ud. Der kan være et stort behov for at være hjemme og geare ned, uden at skulle forholde sig til forfremmelse, nye kjoler mv.
    Som en anden skriver, skal man også passe på med at få lagt et pres omkring, at man som forælder skal alt muligt som før børn. For mig er det lidt i familie med diskussionerne om samsovning (og dermed forældrenes sexliv) og krop efter fødsel osv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Det forudsætter jeg faktisk ikke. Jeg ved godt, at vi er forskellige. Ikke alle har det behov – og de skal næsten bare ignorere det her indlæg. Jeg beskylder jo ingen noget som helst og alle skal mærke efter, hvad der er rigtigt for dem. Jeg siger ikke, at folk er kedelige eller unormale, hvis de ikke er som mig. Mit indlæg er ment som, at vi kvinder lige skal mærke efter, om vi selv måske har brug for lidt mere end det vi gør nu. Har man ikke det, så er alt jo super! Det her indlæg er ikke en facitliste, men en lille reminder til os, om at mærke efter. Men når det er sagt, så mener jeg helt klart, at der er nogle der “forsumper” (som du kalder det. Synes det lyder for negativt), hvor jeg også tror (og i nogle situationer, VED) at det ikke er det de egentlig ønsker.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria Bøg-Skov

    Jeg syntes at det er en rigtig spændende debat.

    Dog er fordelingen helt anderledes hjemme hos os. Jeg er lige blevet mor til vores 2 barn for 6 uger siden, og før han kom,var min mand tit hjemme med vores store dreng på 4,5.

    Jeg var ude med kollegaer, veninder og var ude at svømme eller på biblioteket.

    Men han blev også lidt træt af det en overgang og sagde at jeg måske skulle prioritere familien over venner og arbejde. Det var en øjenåbner for mig. Og jeg har nu skåret lidt ned for det sociale. Men jeg har altid været mere social end ham og har haft brug for at komme ud, også bare alene. Der vil han helst bare være hjemme med vores lille familie. Så jeg er ikke helt enig i at alle mænd tror at de har større behov for at komme ud end kvinder. Man skal bare være enige om en god balance gang

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Jeg har ikke selv børn endnu, men da de første af mine veninder begyndte at få børn for 2-3 år siden, følte jeg et lille stik af sorg. Ikke fordi jeg ikke er meget glad på deres vegne, men fordi jeg virkelig oplevede det som et tab af (noget af) min veninde. Når vi ses (med barn/børn), er det bare så tydeligt, hvor svært det er for moderen at koncentrere sig om det, andre er ved at fortælle, fordi opmærksomheden er helt eller delvist på barnet. Og barnet skal selvfølgelig have opmærksomhed, det er ikke det, jeg mener, men det understreger nok bare, at hvis man som voksen vil have del i en mors opmærksomhed, må man mødes uden barnet. Der er også en tendens til, at vi altid skal ses hjemme hos dem med barn, fordi det er nemmest – og bevares, det er da bedre end ikke at ses, men hvad skulle vi så gøre, hvis alle havde små børn, tænker jeg nogle gange?! Det kommer meget til at være på barnemoderens præmisser, og jeg savner nogle gange at kunne skåle i et glas vin ude i byen (et er fint – det behøver ikke være en hel flaske) med mine veninder, som er mødre. Det lyder jo egoistisk, og er det vel også, men i bund og grund handler det jo bare om, at jeg savner den veninde, der var før barnet, og ønsker mig hende tilbage i glimt i det mindste.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] Bedst klædte, Elsk dig selv: Din krop og dit udseende, Mit fine Odense: Bedste pizza i Odense, Glemmer vi kvinder vores sociale liv, når vi får børn?, Opskrift på svampetoast, Havefest: Min fødselsdag, Kærlighed & kommunalvalg […]

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min weekend: besøg af min søster og simremad (generelt god mad denne weekend)