Glemmer vi kvinder vores eget sociale liv, når vi får børn?
Se hele outfittet HER
Nu har jeg, og min omgangskreds, virkelig alderen, hvor der spyttes unger ud. Og især 2016 har været et vildt år på den front. Hele 6 babyer ender det med at blive til fra februar til december. Det er klart dét år med det største babyboom, so far.
Nye babyer er skønne og jeg under alle vores venner de fantastiske små nye mennesker (og jeg er også selv vild med deres lækre ankom). Det håber jeg ikke, at der hersker tvivl om, når I læser indlægget her. Alle de små og nye forældre, der skal finde sig til rette i deres nye roller, betyder at vi alle skal planlægge lidt ekstra, når man gerne vil lave noget socialt sammen. Nogen skal jo kigge efter de der børn, bevares! Jeg synes egentligt, at folk er okay til at få set hinanden. Men det er blevet ret tydeligt for mig, hvor elendige kvinder generelt er til at opretholde deres sociale liv – i hvert fald i forhold til mændene. Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at undre mig over, hvorfor det er sådan? Jeg hælder faktisk primært til, at det er vores egen skyld. Det er os selv, som er dårlige til at få arrangeret noget uden børn (fordi sociale kaffeaftaler MED børn kan vi godt – det er det andet der halter). Hvorfor er det, at vi bliver så dårlige til det? Jeg er med på, at i starten er man lidt bundet sammen med den lille baby (især når man ammer). Jeg kan selv godt huske det og overskuddet er bare heller ikke stort de første måneder. Men det er som om, at vi i den korte periode (fordi den er jo kort, hvis vi sammenligner den med alle andre perioder i vores liv), når at glemme hvor godt og rart det var selv at have det sociale liv, som ikke inkluderer børnene? Fordi det er noget, som jeg mener, at utrolig vigtigt at opretholde. Jeg tror helt oprigtigt talt på, at man kan ende rigtig ensom, hvis man smider alt social aktivitet, som ikke er en mødregruppe eller andet børnerelateret, på gulvet. Man kan altså godt stadig holde gang i ens venskaber, selvom man har fået et eller flere børn. Det kræver helt sikkert mere planlægning og også at man har lyst, men så er det heller ikke en større videnskab. Jeg tror, at lidt ligesom at man under barsel en dag opdager, at man pludselig har boet i sweatpants i en uge (åh det gjorde jeg flere gange), så kan man pludselig godt “opdage”, at man faktisk ikke har været helt alene med en (eller flere veninder) i mange måneder. Jeg tror nemlig ikke, at vi gør det “med vilje”, men fordi vi enten ikke er opmærksomme eller fordi vi gør det som er nemt (at man bare tager barnet/børnene med).
Men kan det ikke være lige meget, om man er sammen med eller uden børn? Nej! Det synes jeg virkelig ikke, at det kan. Jeg vil gerne begge dele. Jeg vil rigtig gerne være sammen med veninderne OG deres børn, men jeg vil altså også gerne have min veninde alene – bare en gang i mellem. Jeg synes selv, at jeg er en halvsløj veninde, når jeg også skal være mor samtidig. Jeg kan ikke høre ordentligt efter, når min veninde fortæller om sin forfremmelse, viser mig hendes nye kjole eller taler om livet generelt, hvis jeg også skal hente tusinde snacks til Bella, svarer på hvorfor min kjole er blå (gotta love børns random spørgsmål), sætte en ny tegnefilm på eller skille børnene ad, når de er kommet op at tottes om det samme stykke legetøj. Jeg ved, at de fleste af os mødre, vi prøver at bilde os selv ind, at vi sagtens kan multitaske, men vi er sgu ikke rigtigt til stede, når vi skal udfylde flere roller på samme tid. Slet ikke, når den ene rolle er “mor”. Alle der siger andet, de lyver. Jeg vil gerne kunne se min veninde i øjnene, når jeg svarer på hendes spørgsmål – og jeg forventer altså også, at hun gør det samme. Bilder vi os selv ind, at vi ikke har behov for tiden med veninderne – uden børn?
Mændene er meget bedre til det. Tim har for eksempel ikke mindre end to forskellige drengegrupper, som tager fast på en sommerhusweekend hvert år. Helt uden kærester, koner og børn. Og når Tim er sammen med sine venner, så tager han sgu aldrig Bella med (hvis han gør, er det fordi der er noget logistisk ,der ikke hænger sammen herhjemme, som kræver at han gør). Og det er altså ikke kritik af Tim! Han tager helt sikkert sin del af “kagen” herhjemme, men der er bare forskel på, hvordan mænd og kvinder er sammen med deres venner. Det er som om, at der i samfundet stadig er en uudtalt holdning til, at mændenes trang og behov til sociale aktiviteter uden for hjemmet overstiger kvindernes behov for det samme. Ofte føler jeg virkelig, at mændene også tror det. At deres behov ER større end vores og let me tell you – det er det altså ikke hjemme hos os (nærmere stik modsat). Eller også er mændene bare bedre til at sige til, når de gerne vil afsted – modsat os damer? Rent instinktivt, er kvinder faktisk mere sociale væsner end mænd. Men mændene kan sagtens sige “Hey skat, på fredag tager jeg lige en øl efter arbejde med Henrik”. Så hvorfor er vi så dårlige til at sige “Hey skat, på fredag napper jeg lige et glas rødvin med Line efter arbejde”? Det kan man altså godt og det er helt i orden! (Børnene tager heller ikke skade af, at mor er væk et par timer). Jeg har et lige så stort behov for at sludre om verdens situationen over et glas rødvin, som Tim har med sine venner over en øl.
Jeg ved heller ikke, om det mon handler om spontanitet? At mænd bare gør det, når de har lyst, men vi kvinder næsten skal bruge tre måneder på at finde en dato, der fungerer for alle? Kunne der være noget i det også?
Jeg er med på, at der er nogle år, hvor det er mest bekvemt med aftaler tidligt på dagen, som primært står på kaffe og kage og som tit har et medfølgende entourage (aka babyer). Jeg har selv været der og kan godt huske det. Og det er bare det, som man bedst kan overskue i en periode. Men min anke ligger der, hvor man glemmer at “komme tilbage”, når lejligheden byder sig. Selvom jeg er blevet mor, så er jeg altså ikke blevet træt af at have det sjovt og slet ikke at have det sjovt UDEN børn. Det har jeg stadig et behov for, da jeg stadig er mig – selvom jeg også er nogens mor. Samtalerne man har sammen, når børnene ikke er der, handler også tit om andre ting end børnene (virkelig er ret sundt, tror jeg). Tit snakker man kun om børnene, bleskift og børneopdragelse, når de er der. Jeg vil faktisk lige så gerne (og tit også hellere) tale om, hvad der sker ude i verden, serier/film, politik, rejser, job, bolig, mad (ikke babymad), parforhold og meget andet. Det er faktisk også derfor, at jeg fik ideen til min biografklub. Vi trængte til noget, som bare var vores, hvor vi kommer ud regelmæssigt og som er helt uden børn og mænd. Og det fungerer fantastisk! Det kan anbefales, hvis I er nogle, der ligesom mig, synes at jeres omgangkreds trænger til et lille løft.
Vi må hanke lidt op i os selv og ikke glemme, at de venskaber man havde før børn, ikke nødvendigvis består af sig selv – efter børn. Der skal fortsat investeres i ens relationer og det skal der vel hele livet igennem? Så vi skal selv blive bedre til at tage afsted uden børn og mændene skal selvfølgelig ikke stå i vejen for det. Det kan da ikke være så svært eller uhørt? Vi er vel i 2016?
This year our friends has gotten babies like never before. When 2016 is over it’s gonna be a total of six babies in 2016. That’s a lot and the biggest “baby boom” we have had so far in one year. All the new babies (and the new parents!) makes it harder to do stuff together. I do remember the first months as a new mother: you’re tired, everything is so new and you don’t have a lot of energy for social gatherings. And I get it (and remember it!), but we need to remember “to get back” after a while. We women are great at getting together WITH our kids, but sometimes I do need to see my girlfriends and being able to have a conversation without being interrupted all the time by our kids. Even though we tell ourselves that we can still listen to our friends while the kids are screaming – then we’re lying to ourselves (and you know it!). Men are great at getting together without all their kids – why are we so bad at it?
FØLG BLOGGEN PÅ
FACEBOOK HER + BLOGLOVIN HER + INSTAGRAM HER
Interessant læsning, det er indlæg som disse, der gør, at jeg holder meget af at følge med hos dig 🙂