Bella befaler: nye praktiske kjoler

Jeg synes, at moderrollen er blevet nemmere

banrock-station-stige-oe-legeplads-natur-paa-fyn-odense-losseplads-missjeanett-blogger-fredet-natur-vin

Det sker jævnligt, at en af jer bag skærmen spørger mig, om jeg synes, at moderrollen bliver nemmere, som tiden går. Ja, det synes jeg at den er. Om det er fordi, at Bella er blevet ældre eller om det er, fordi jeg er faldet bedre til i rollen – det ved jeg ikke. Og det finder jeg måske kun ud af, hvis vi skal have flere børn. Faktum er dog, at jeg synes, at det er væsentligt nemmere at være mor til en på 4,5 år end en på 4,5 måneder. En million gange nemmere. Det er også selvom at hende på 4,5 år kan løbe fra mig og at hun råber ting som “du er en lort” og “jeg elsker dig ALDRIG mere, når jeg ikke må se tegnefilm”. Jeg har veninder, der slet ikke kan stå for de meget små (hjælpeløse) babyer. De er også søde, men jeg synes virkelig, at det er federe at have en på 4,5 år. Det er ikke de små tæer, det første smil eller andre babyting, der får mig til at overveje flere børn. Det er når jeg har samtaler med Bella, hvor hun fortæller mig, om alle dem hun elsker eller når jeg fortæller hende, hvor sej, modig og kærlig hun er som menneske – og jeg kan se, at det er noget, som gør indtryk på hende, når jeg siger det. Hun vokser lige 10 cm og mit hjerte vokser 10 gange. Jeg ved bare, at hun bliver den mest fantastiske pige i verden. Ikke målt i bedrifter eller formue, men i sind. At et så lille menneske allerede kan rumme så meget kærlighed til verden og andre mennesker. Så meget gå-på mod og så nysgerrig på eventyr. Dét fylder mig op og tænker – dét der. Det er det hele værd! At sidde med en baby, gylp og lortebleer – det skulle kun være for at kunne få en på 4 år igen, fordi det er på ingen måder babyerne, der rykker i mig overhovedet. Andre der har det på samme måde? At det kun bliver federe med alderen?

Der er heller ingen tvivl om, at forholdet til min egen mor også har påvirket mig – og hvordan jeg har grebet hele dette moderskab an. Det kan ikke undgås, når ens egen mor cutter kontakten, når man selv sidder som nybagt mor med en baby 1,5 måneder. Det gør uden tvivl noget ved én – om man vil det eller ej (og det er i øvrigt noget af det mest rådne man kan gøre ved sit eget barn. Please lov mig, at I aldrig aldrig aldrig kunne finde på at gøre det samme). Dét kaster alt op i luften og ens identitet som både datter, mor og kvinde bliver kastet ned i en blender – og så er det så ens eget job at få det hele samlet til noget igen bagefter. Men for helvede, hvor er jeg overrasket over, hvad man kan holde til, hvis man bare kæmper nok. Du og jeg er en del stærkere end vi tror og giver os selv kredit for. Også selvom du måske ikke lige føler, at du er det lige nu.

Jeg bliver glad over at se, at det virker som om, at der er blevet bedre plads til at være mor på forskellige måder. Der virker også til at være en større rummelighed for, hvordan man har det med at blive/være mor. Jeg håber, at der er endnu mere plads til forskellighed, når Bella en gang er voksen og måske selv skal være mor. Den fordømmelse jeg mødte, da jeg ytrede mig om, at jeg ikke elskede at være mor – den håber jeg aldrig at hun skal møde. Der er heldigvis en del år til endnu (forhåbentlig), så jeg mine forhåbninger er store. Fordømmelsen kom ikke herinde fra bloggen. Der har jeg kun mødt positive og opmuntrende respons. Mange tak for det! Det negative tog mest fart, da indlægget (HER) gik viralt på Facebook og så selvfølgelig, da jeg på 24 timer var med i nyheder og Go’ Morgen DK sidste sommer. Jeg havde forventet negative kommentarer, når man går på nationalt TV og ytrer sig kontroversielt (som det desværre var er). Men at jeg i flere uger efter blev chikaneret af kvinder på Facebook, der mente at Bella skulle tvangfjernes og at jeg var klar til en indlæggelse på P – det var alligevel voldsommere end regnet med og langt, langt over grænsen. Jeg forstår stadig ikke, hvordan folk kan være SÅ modbydelige overfor mennesker, som de aldrig har mødt og ikke kender. Et af de store problemer i verden i dag er folks manglende evne til at acceptere hinandens forskelligheder. Vi kan sagtens være uenige og leve forskelligt, men stadig eksistere på den samme klode.

Jeg har mange gange tænkt på, at jeg rigtig gerne vil sige noget til jer, der har sendt mig mails og beskeder om emnet i løbet af de sidste par år. Jer der har skrevet, at mine indlæg har hjulpet mange af jer til at vide, at I ikke var/er alene med disse følelser – og at I ikke er “i stykker” eller “fucked up”, som en af jer havde fået at vide af en veninde, at I var (jeg håber næsten ikke, at hun stadig er en “veninde”! Shit for en “lorteveninde”). I skal vide, at jeres beskeder også har hjulpet mig. De har også givet mig en følelse af, at jeg ikke var alene med disse følelser og tanker. Og for hver eneste af jer, der har skrevet og har takket, der har jeg tænkt, at hvis jeg bare havde fået en enkelt af jer til at have det bare lidt bedre med jer selv, så var det alle de sindsyge sure kommentarer værd. Så tusind tak til alle jer der har skrevet over de sidste par år. Den der fællesskabfølelse man kan få skabt online med nogle man slet ikke kender… det er godt nok vild og helt, helt fantastisk.

Hvis din veninde synes, at det er svært at være mor, så mød hende med forståelse og et kram, istedet for fordømmelse. Og hvis din veninde går lige rigeligt all in på moderrollen og du måske synes, at hun glemmer at være noget andet også. Så husk, at det er måske det der føles rigtigt for hende. Måske har hun drømt om familie og små børn hele sit liv, så hun stornyder bare lige nu. Så længe at vi møder hinanden med forståelse og plads til forskellighed, så er der plads til os alle. Ekstremer på begge sider er ikke sundt for børnene (hverken en mor, der ikke går nok i moderrollen, men også hende, der går alt, alt for meget op i det og nærmest lever gennem dem), men jeg er fuldt overbevist om, at en fornuftig mor kan findes i begge typer.

Rigtig god weekend til jer og tak fordi I er her <3

I kan finde flere indlæg om livet som mor HER

FØLG BLOGGEN PÅ
FACEBOOK HER + BLOGLOVIN HER + INSTAGRAM HER

bloglovin
   

20 kommentarer

  • Rie

    Jeg kan virkelig godt følge dig i meget af det her. Jeg er solomor til en 9 måneders pige, som jeg da bestemt elsker overalt på jorden, men jeg tror VIRKELIG også jeg er mere til barn end baby. Som du også skriver, er mange helt syge med babyer og kan slet ikke få nok, men jeg glæder mig klart mere til jeg har et barn. Det er hårdt med en baby og jeg kan godt nogle gange blive lidt ked af det, når jeg på fx Instagram følger profiler, der bare EEEEEEELSKER at være mødre fra morgen til aften (ja også når de små vækker dem fjorten gange om natten, hvis de da ikke lige sover igennem fra de er nyfødte), for jeg elsker det sgu ikke hver minut af hver dag. Jeg har vist vænnet mig til, at sådan er jeg, og det er også ok. Jeg glæder mig bare over, at jeg synes det er federe og federe at være mor, og at min datter ikke er lille baby længere, men i stedet kan mere og mere.
    Jeg vil nok ikke sige, at jeg synes det er decideret svært at være mor, men jeg elsker det altså ikke på Instagram-måden hele tiden 😉
    Tak for en dejlig og ærlig blog og for at sige de her ting højt. Og god weekend 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Åhh det lyder også ekstra hårdt at være solomor. I er simpelthen så seje!
      Men jeg er helt med dig. Jeg har heller aldrig bare elsket alt ved det. Og i starten syntes jeg bestemt også, at det var mere nederen end det var fedt. Og det hele er okay. Vi er forskellige mennesker i forskellige situationer – og der SKAL være plads til, at vi ikke alle har det på samme måde. Du (og jeg) er ikke dårligere mødre, fordi vi ikke insta-elsker det hele tiden 😉

      Og tak fordi du læser med!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Jeg har ikke selv børn (endnu), men jeg har selv lidt et indtryk af, at det der med at have en baby er lidt kedeligt. Jeg elsker da at dikke mine venners babyer, men det bliver sgu også hurtigt kedeligt. Hvorimod børn på over 2 år er de sjoveste og mest charmerende, eftertænksomme små væsener. Jeg glæder mig til at skulle have børn en dag, men ser også lidt spædbarnsfasen som noget, der skal overstås. Jeg kan jo selvfølgelig blive overrasket. Det ved man aldrig. Men sådan umiddelbart kan jeg sagtens forholde mig til din oplevelse af at være mor i de forskellige stadier. Tak fordi du tør sige det højt! Det bliver man IKKE en dårlig mor af.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Det er også sådan jeg har det. Både at babyer er kedelige og at den fase mest bare lige overståes (dog også pga af amning hver 2. time, fucked søvn og “hyggelige” ting som brystbetændelse). Jeg synes selvfølgelig, at min egen baby var lidt mere spændende end andres, men jeg synes bestemt at en på 2 år er federe. Og en på 4 år er dobbelt så fed! Jeg har virkelig elsket fasen her fra 2,5 år og ind til videre stadig. Jeg er især ret vild med 4-årsalderen.

      Og tak for dine ord! Jeg er helt enig i, at man ikke er en dårlig mor, fordi man siger sådan noget højt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    <3 det her indlæg har såååå mange fine pointer. Jeg har det på præcis samme måde som dig. Min datter er 1,5 nu og er først for alvor begyndt at synes at det der med at være mor er fedt de sidste par måneder. Jeg har tidligere haft dårlig samvittighed over at jeg ikke elskede morrollen og egentlig bare synes det var skide hårdt det meste af tiden – især fordi vi var igennem et langt fertilitetsforløb for overhovedet at blive gravide. Jeg synes ikke jeg kunne tillade mig at savne nattesøvn og tid til mig selv når vi nu havde været igennem 3 lange år med nåle og hormoner for at komme med i "forældreklubben". Indlæg som det her får mig dog til at slippe den dårlige samvittighed lige så langsomt – hvorfor skulle omvæltningen det er at blive mor være lettere for mig bare fordi det var svært at blive gravid? Jeg ønskede det jo meget højt at blive mor, men som så mange andre, var jeg nok ikke 100% klar over hvad rollen egentlig indebar. Så tak fordi du står frem og sætter ord på det. Glæder mig til fremtiden med min kærlige, fjollede, empatiske datter

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      åhh det kunne jeg godt forestille mig – at folk forventer, at du da må elske ALT nu, når du har kæmpet for at blive gravid. Der er bare ingen af os, der ved hvad vi går ind til før vi står i det. Det kan ingen forberede sig på og derfor kan ens reaktioner være en overraskelse. Og det skal der plads til.

      Jeg er glad for at du fik din datter og jeg er glad for, at indlægget her giver dig muligheden for at slippe den dårlige samvittighed.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • F

      Jeg gik til psykolog-samtaler grundet en fødselsreaktion og hun fortalte mig, at hun rigtig ofte fik folk ind, som havde fået hjælp til at blive gravide, som virkelig kæmpede med følelserne bagefter.
      Netop fordi de føler det meget skamfuldt, at have disse tanker, når nu det er noget man har kæmpet så meget for.

      Det var slet ikke det som var mit “issue” jeg ville bare give min viden videre, så du vidste at du bestemt ikke var alene 🙂

      Og til Jeanett, så vil jeg bare sige, at det ihvertfald har hjulpet mig meget, at du har italesat dine tanker og følelser om morskabet.
      Jeg har virkelig haft det svært i rollen som mor og det er bare rart at læse, at man ikke er alene.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Det er jeg virkelig glad for at du siger – at de har hjulpet. Ikke at du har haft det svært, selvfølgelig. Det kan nogle gange godt føles lidt angstprovokerende, når man udgiver de her lidt mere personlige og meget ærlige indlæg. Jeg lukkede øjnene i dag, da jeg trykkede på “Udgiv” – ha ha. Så derfor er det virkelig rart, når de bliver modtaget så godt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise R.

    Åh Jeanett, hvor jeg dog elsker disse dybe indlæg fra din hånd. Jeg er SÅ enig med dig og i dine pointer.
    Nu sidder jeg i skrivende stund og er gravid med en dreng, som er ønsket, men ikke planlagt. Jeg har aldrig drømt om at blive MOR, så jeg er enormt spændt på, hvordan jeg vil reagere, når jeg til december sidder med min egen lille søn i armene. Jeg vil uden tvivl elske ham, men om jeg vil elske mor-rollen, er jeg meget i tvivl om – jeg synes heller ikke, at spædbørn er ret spændende/interessante/sjove. Heldigvis har jeg en skøn mand, som glæder sig som et lille barn til juleaften, ift. at skulle være far og han vil blive en vidunderlig af slagsen.
    Jeg håber virkelig også, at jeg kommer til at møde større rummelighed ift. ikke at insta-elske baby hele tiden. (elsker det udtryk – insta-elske :))

    Tak for, at du er dig og at du er åben omkring disse ofte tabu-emner.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Tusind tak for dine søde ord, Louise <3 Jeg håber, at du vil komme til at nyde det. Og hvis ikke – så er det også helt okay!

      Ja, jeg elsker også dét udtryk! Det må jeg til at bruge noget mere!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    TAK for dette indlæg og for dit bidrag til debatten generelt. Det har jeg virkelig haft brug for at læse i en meget hård tid <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Åhhh <3 Og selv tak! Du er ikke alene og det bliver bedre – I promiss!!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Jeg har en datter, som er et år yngre end Bella – og jeg læste dine mor-indlæg MANGE gange i den første tid hvor alt var så hårdt at jeg nærmest fortrød. Nu har jeg en pige mere på 5 måneder, og jeg har lært/indset/accepteret, at babyer ER kedelige og ret ensformige. Men heldigvis viste det sig også, at det er 1000 gange federe at blive mor igen, fordi man ved alt det gode der venter og man hviler meget mere i sin egen rolle og er ikke så usikker.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Jeg kunne virkelig godt forestille mig, at man var en del mere afslappet 2. gang. Det synes jeg også, at man kan se på vores venner, der har fået nr. 2.

      Og jeg er glad for, at mine gamle indlæg har været til nytte for dig <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Viberg

    Dejligt indlæg!
    Jeg har både en svigermor (mand er enebarn) og mor (pædagog) med meget kraftige holdninger.. Og den eneste af mine tætte veninder der blev førstegangsmor for 2 år siden… Jeg har haft SÅ dårlig samvittighed overfor de veninder der ikke har fået børn, og haft svært ved at spejle mig i dem der havde ældre børn.
    Jeg fandt en fantastisk netværk online og var heldig at komme i en fantastisk mødregruppe.
    Det har simpelthen været fuld værd – Det er blive mor er bare en kæmpe omvæltning og shit hvor får man bredde skuldre 👌

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Øv, hvor er det en træls situation! De der bedstemødre kan altså være ret så forfærdelige til tider. Men hvor er internettet awesome – at man kan finde ligesindede på den måde!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Har du planer om at komme nærmere ind på bruddet med dine forældre? Jeg ved godt, at det er et ømtåleligt og meget privat emne. Sidder selv midt i en overvejelsesfase i forhold til mine egne forældre, og jeg kunne godt bruge nogle erfaringer fra en der har været igennem det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Det kan jeg virkelig godt forstå og hvor er jeg bare ked af at høre det på dine vegne. Jeg har ikke så meget lyst til at skrive om selve bruddet, men jeg vil gerne skrive et indlæg om at sige fra – også overfor de nærmeste. Men uden at gå i detaljer.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Dine indlæg som dette, de er altså bare så gode, rummelige og reflekterede. Det er så sejt, at du kan sætte ord på svære emner, uden af det bliver til mudderkastning eller min-måde-er-den-eneste-rigtige. Jeg er en af dem, der har måtte sige farvel til en veninde i kølvandet på min graviditet. Hun var som familie, så det er uden tvivl det hårdeste, jeg nogensinde har skulle gå igennem. Og selvom jeg står stærkere og mere bevidst om mit værd og grænser, så sidder svigtet og sorgen i mig, og det har uden tvivl også kostet nogle glædesstunder med min datter og generelt gjort morskabet lidt svært til tider. Jeg synes bestemt, at det er blevet lettere at være mor. Det er sjovere nu hvor min datter er 1.5 år og bevidstheden er en helt anden. Jeg tror dog, at jeg kommer til at nyde babytiden langt mere med den næste, fordi der ved jeg ligesom, hvad jeg går ind til. Jeg har spurgt dig før, og jeg forstår godt, at det er et emne du skal tænke på. Men hvis du får lyst til at skrive om det her med at kende sit værd, stå op for sig selv og deraf nogen gange måtte træffe valg om at sige farvel til nogle mennesker i sit liv, og hvordan man kommer igennem det, så tror jeg vi er mange, der gerne vil høre dine tanker om emnet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Tusind, tusind tak. Hvor det varmer! Ja, jeg er også gledet fra en veninde, fordi vi har meget forskellige måder at være mødre på. Og den måde hun håndterede det på, kunne venskabet ikke bære.

      Jeg vil faktisk rigtig gerne skrive om emnet på den måde. En del har spurgt, om jeg ikke vil skrive om bruddet med mine forældre og det føler jeg er for privat. Men vinklen med at sige fra – også overfor familie – den vil jeg gerne skrive om! Tak for inspiration!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bella befaler: nye praktiske kjoler