Vi laver en videoblog sammen - stil jeres spørgsmål her!

Damernes biografklub: The Killing of a Sacred deer

the-killing-of-a-sacred-deer

Det bliver lidt svært for mig at fortælle lidt om handling på The Killing of a Sacred deer uden at komme til at afsløre noget, men jeg skal virkelig prøve. Steven Murphy (Colin Farrell) er en succesfuld kirurg. Han er gift (med Nicole Kidman) og har to børn. Han danner et venskab med den unge dreng Martin (Barry Keoghan), der er på alder med Stevens egen teenagedatter. Steven har haft drengens far som patient på et tidspunkt. En morgen vågner Stevens søn op og kan ikke gå. Hans ben er lamme og alle Stevens mest dygtige læge-kollegaer kan overhovedet ikke finde ud af, hvad der er galt. Kort tid efter bliver Stevens datter (Raffey Cassidy) også lam i benene og mystikken breder sig for alvor. Måske var det ikke så klogt, at invitere den unge Martin ind i sit liv alligevel…

the-killing-of-a-sacred-deer-nicole-kidman

Min anmeldelse: Jeg tror aldrig, at jeg har oplevet, at der var så stille i en biografsal, som der var, da rulleteksterne startede efter The Killing of a Sacred deer. Ingen sagde noget, ingen bevægede sig. Jeg tror, at hele salen var lidt i chok. Det var vi i hvert fald på vores række. Den film er godt nok noget af det vildeste, jeg nogensinde har set! Først var jeg lidt vred på filmen. Den er virkelig ubehagelig i perioder – og især er den sidste halve time noget, som jeg har svært ved at beskrive. På et tidspunkt havde jeg brug for lige at kigge væk fra skærmen, så jeg kiggede til siderne. På både min højre og venstre side sad mine veninder og gemte sig under jakker og tørklæder. Ikke én af dem kiggede på lærredet.
Vi brugte næsten en time på at diskutere filmen efter den var slut. Vi havde haft meget samme oplevelse og selvom vi synes den var voldsom (og at det nok ikke er en film for alle), så er den altså virkelig genial. Hvis man er til psykologiske thrillere, der kravler ind under huden på én. I dag på arbejdet har jeg bragt den op flere gange og en af mine kollegaer konkluderede “Den film har virkelig gjort indtryk på dig – det virker som om, at du ikke har sluppet den helt”. Hun har helt ret. Den sad i kroppen på mig resten af aftenen og den var noget af det første, jeg tænkte på i morges, da jeg åbnede mine øjne. Det er ikke fordi, jeg er ubehageligt til mode, men filmen har bare SÅ mange lag og den sætter virkelig mange tanker i gang. En af mine veninder sagde efter filmen “Jeg føler, at alle mine sanser er blevet voldtaget”. Jeg forstår virkelig, hvad hun mente. Lydsporet er vildt og skaber en ret speciel stemning. Den er flot filmet og der bliver både zoomet meget ind, meget ud – og der er skudt fra cirka alle vinkler; nede fra, oppe fra… ja, you name it. Det er også en film med enormt meget symbolik, så man kan bruge lang tid på at fordøje og fortolke.

Filmen er faktisk også humoristisk, men det er ekstrem sort og upassende humor. Den fik mig til at grine på tidspunkter, som jeg med det samme fik utrolig dårlig samvittighed over at grine over, men alligevel skete det flere gange under filmen. Jeg sad ikke og skreg af grin, men vi var flere, der kom til at grine på ret underlige tidspunkter. Jeg har lyst til at beskrive nogle af de komiske situationer for jer, men jeg vil omvendt ikke fortælle for meget om handlingen, da jeg tror, at I får den bedste oplevelse, hvis I ved så lidt som muligt. Hele castet leverer en pragtpræstation uden lige. Man kan måske synes, at de spiller ret “mekanisk”, men har man set The Lobster af samme instruktør, så kan man hurtigt se, at det er hans stil. Den mekaniske spillestil gør også, at man har sværere ved at greje karaktererne og deres motiver, da det er svært at få et indtryk af deres person og følelser i store dele af filmen. Det lyder måske irriterende, men det er bare et af de mange lag i filmen og jeg kan rigtig godt lide det. Hvis I tager ind og ser filmen, så vil jeg anbefale jer ikke at dømme filmen i forhold til logik. Jeg tror, at præmissen i filmen er, at ikke det hele skal forklares. For eksempel skal man ikke tænke for meget over, hvordan de bliver syge. Filmen handler mere om mennesker, deres motiver og hvordan vi reagerer i vilde situationer end den er et mysterie, der skal opklares.

Elsker du romantiske komedier og vil helst være i godt humør, når du forlader biografen, så skal du holde dig langt væk fra The Killing of a Sacred deer. Kan du godt lide film, der kravler ind under huden på dig og psykologiske thrillere, så SKAL du se The Killing of a Sacred deer. Den er så vild… ja, det er den bedste måde jeg kan beskrive den på. Den er vild. Oplevelsen er vild – man sidder helt blæst bagover, når filmen slutter.

Det var ikke en rar oplevelse, men det var en stor oplevelse at se The Killing of a Sacred deer. I sin genre er den fantastisk – jeg vil næsten kalde den et mesterværk inden for genren. Derfor giver jeg den 5 ud af seks stjerner. Resten af damerne gav den enten 4 eller 5 stjerner – dog var en enkelt slet ikke til den og gav den 2 stjerner. Hvis man ikke er til denne type film, så vil man nok kaste meget få stjerner efter den, men jeg bedømmer altid en film inden for sin egen genre og der er The Killing of a Sacred deer uovertruffen. Filmen vil gerne fucke med vores hoveder og det kan jeg love jer for, at den gør.

Skal I se The Killing of a Sacred deer? Filmen vandt i øvrigt guldpalmerne i Cannes i 2017.

I kan lade jer inspirere af alle de film, som vi har anmeldt i Damernes biografklub HER

Billetterne er modtaget til anmeldelse, men det er 100% min egen (og damernes) holdning til filmen.

Last night I watched “The Killing of a Sacred deer” with my movie club and it left such an impression on me that I can still “feel” the movie today.

FØLG BLOGGEN PÅ
FACEBOOK HER + BLOGLOVIN HER + INSTAGRAM HER

bloglovin
   

3 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vi laver en videoblog sammen - stil jeres spørgsmål her!