Om at være mælkeholiker

Hvorfor er vi så dårlige til at elske vores egne kroppe?

min-krop-missjeanett-kap-verde-melia-tortuga-beach-hotel-spies

Den første dag ved poolen på Kap Verde slog jeg det hen, men dagen efter lagde jeg mærke til det så mange gange, at jeg nævnte det for Tim; Hvor mange af kvinderne, der meget tydeligt ikke var tilpas i deres eget hylster. Det kom til udtryk på mange forskellige måder; badedragter der dækkede voldsomt meget (og ikke på grund af religiøse årsager) og saronger, der nervøst blevet hevet ned i, når en vind blæste forbi og måske/måske ikke blottede deres lår. Der var flere kvinder, der tydeligt kiggede sig omkring, inden de gik op ad poolen, så der ikke var nogen, der skulle se deres kroppe, når de skulle gå stykket fra poolen og op til solstolen. Jeg kan komme med mange flere eksempler, fordi der var deprimerende mange eksempler at tage af. Det var hver eneste dag og så meget, at Tim og jeg snakkede om emnet flere gange i løbet af ferien. Til sidst sagde han “Du burde skrive et blogindlæg om det”, men jeg skød den hen, da jeg synes, at vi har diskuteret kvinders kroppe rigeligt. Og så åbenbart alligevel ikke nok til, at der har rykket ved så meget. Det gør mig trist. Det gør mig så trist.

Elsker jeg selv ubetinget min egen krop? Nej, det gør jeg ikke. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde ja. Men jeg hader den på ingen måder. Jeg kan have dårlige dage ligesom alle andre og jeg ville gerne smide de sidste 5-7 kg, som stadig er tilbage fra min graviditet. Men til hverdag er jeg ret godt tilpas i min egen krop. Jeg får tit at vide, at jeg virker som en person med meget selvtillid. Det er jeg måske, når det kommer til udseende og krop. Jeg ved ikke, hvor det stammer fra, fordi jeg er vokset op med en mor, der kritiserede sin egen krop og ofte var på underlige kure. Men jeg kan huske, at jeg i en tidlig alder tænkte, at det ikke nytter noget at hade sin egen krop så meget. Det gav ikke mening for mig, men hvordan jeg er kommet frem til denne konklusion – dét ved jeg ikke. Måske som en modreaktion? Der kan jo sket én ud af to ting; enten så gør man dét, som man lærer hjemme fra eller også kommer der en modreaktion. Og jeg tror, at der er sket det sidste. Jeg er selv meget opmærksom på kun at tale om min egen (og andres) kroppe på en positiv måde overfor Bella. Jeg tror, at vores børn opfanger disse ting fra en tidlig alder. Derfor tror jeg, at det er rigtig vigtigt, at vi taler både om vores egne kroppe – og også andres – på en pæn måde overfor vores børn (overfor alle, egentlig). Ellers lærer vi dem jo, hvor meget man dømmer og bliver dømmer på det ydre – og jeg kunne godt tænke mig, at man dømte mennesker på andre ting.

Jeg vil gerne lige nævne, at min mening ikke er, at skabe en debat, hvor der er “synd for” kvinder, der er større. Meget slanke kvinder oplever lige så mange nederen kommentarer (“Du har en krop som en lille dreng”, “Har du en spiseforstyrrelse?” og så videre). Konklusionen er, at vi bliver dømt SÅ meget på vores kroppe hele tiden – uanset om vi er str. 34 eller str. 44 – og jeg rigtig godt kunne tænke mig, hvis vi alle kunne begynde at elske vores kroppe lidt mere. Jeg tænker selv tit at blogs, instagram og hvad har vi, påvirker dem på den anden side af skærmen negativt. Eller kan gøre. Alt skal være så freaking perfekt, så freaking redigeret og poleret. Jeg kan mærke, at jeg selv er sindsygt træt af det. Jeg følger selv færre af de type blogs og instagram-profiler, hvor det hele er for pænt og opstillet. Jeg er simpelthen mæt og jeg kan mærke, at det ikke bidrager til noget positivt, når jeg scroller et sygeligt perfekt instagram-feed igennem. Men mere om det i et andet indlæg – jeg har nemlig et indlæg om instagram liggende i kladde, som kommer snart. Dog skal det lige siges, at jeg stadig elsker instagram som platform, men jeg er træt af det overpoleret og opstillet.

Jeg vil gerne bidrage mit til, at blogs ikke kun er en poleret og perfekt verden, men selvom jeg egentlig har det rart i mit hylster, så synes jeg, at det er lidt grænseoverskridende at lægge dette billede op. Min røv er røget lidt mod syd (i forhold til hvordan den sad for 10 år siden) og er mere “mushy”. Nogle af de der 5-7 kg sidder godt på lårene, men alligevel kan jeg godt lide min krop. Den er min og den kan fandme nogle vilde ting. Føde børn, komme sig over sygdom, forandre sig når man træner og meget andet. Den er vild! Jeg hader ikke mit eget spejlbillede og jeg “skælder” ikke mig selv ud, når jeg kigger i spejlet. Det er meget lidt konstruktivt. Jeg har faktisk lavet en aftale med mig selv om, at jeg skal fokusere på ting, som jeg kan lide, når jeg ser mit spejlbillede – ikke bruge krudtet på det jeg ikke kan.
Billedet er i øvrigt uredigeret – bortset fra at jeg har fjernet et lille myggestik på det ene skulderblad og skruet op for lyset. Resten er præcis som virkeligheden. Jeg var slet ikke klar over, at Tim tog billedet, da jeg var på vej i vandet.

På et eller andet tidspunkt kunne jeg også godt tænke mig at tage en snak om, at tid og alder altså gør noget ved kroppen – og at det både er okay og helt, helt naturligt. Naturens aldring indhenter os alle på et tidspunkt og det er så sørgeligt, at vi ikke ser aldring som noget positivt. Det er ikke et tegn på at det hele lakker mod enden, men at vi har fået lov til at være her i mange år. At vi lever og har levet. Jeg kan flette Outlander-referencer ind hvor som helst, men jeg havde ikke selv regnet med, at jeg kunne gøre det i et indlæg som dette. Men i en af bøgerne siger Jamie det fineste til Claire, da hun spørger ham, om han synes, at hun er blevet for gammel (i forhold til udseende). Jeg husker ikke hans svar ordret (og det var også på engelsk), men hans pointe er, at hendes fine linjer ved øjnene kun minder ham om, at hun har levet et langt liv allerede og at et langt liv er en kæmpe gave. En gave, som mange ikke får. Og fordi det er en så smuk gave i hans øjne, at det kun gør hende smukkere. Han indskyder også, at han elsker, at hendes røv og hofter er blevet rundere med årene, da han finder det utrolig sexet. Jaja, det er fiktion og det er nær perfekt sagt, men det kunne være så fantastisk, hvis vi alle sammen kunne se på rynker på samme måde som Jamie – at det er et bevis for et langt liv og dermed et pivilegie, en gave, som ikke er for alle.

For at vi skal lære at elske vores egne, så bliver vi nødt til at stoppe med at kritisere andres. Hvis jeg havde en krone for hver gang, jeg har hørt nogen sige ting som “Uh det der skal man måske ikke gå i, hvis man har en krop, der ser sådan ud”, så ville jeg bo i et palads. Jeg pudser ikke min egen glorie og siger, at jeg aldrig selv har sagt noget lignende – fordi det har jeg, men det gør det ikke kønnere. Jeg gør det til gengæld ikke mere og jeg er utrolig bevidst omkring det. Sådan nogle ting skal slet ikke siges om andre mennesker – heller ikke selvom man bare sidder to gode veninder alene sammen. Hvad får man ud af at gøre det? Får man det bedre med sig selv, fordi man er enige om, at en bekendt har taget på siden sidst eller hende ekspedienten i H&M havde en uheldig kjole på?

Udover at udtrykke min tristhed og dele mine tanker, så vil jeg gerne høre jer, hvad vi mon kan gøre? Det har været et tilbagevendende emne i mange år og der er måske blevet rykket på nogle små ting, men ikke nok, hvis I spørger mig. I langt de fleste debatter er der også primært fokus på, hvad medierne og modebranchen eventuelt bidrager med at dårlige ting i forhold til kvinders selvbillede, men jeg mener, at vi ikke kun kan give dem skylden (selvom jeg bestemt mener, at de har en stor del af den). Vi bliver også selv nødt til at se på, hvordan vi taler om vores egne og andres kroppe. Hvad har I gjort jer af tanker?

When I was hanging at the pool in Cap Verde I noticed so many women who were (very obviously) not happy in their own skin; they were covering up, making sure people weren’t looking when they went up from the pool to their sunbeds and I have so many other examples – it was depressing how many examples I actually have. It made me so sad. Do I love my own body 100%? No, I don’t – but I don’t hate it either. I would love to loose the last 5-7 kilos that I still carry from when I was pregnant and my as has gown south (compared to how it looked when I was younger). But it’s still my body and I don’t hate it. I know that blogs can sometimes contribute to the idea that we all have to be so perfect – have the perfect home, eat perfect and beautiful food – and look perfect too. That’s why I decided to upload this photo of me. It’s unedited (except for the lighting – I turned that up a bit). Here it is – my mombod with my mushy behind. And I like it!

FØLG BLOGGEN PÅ
FACEBOOK HER + BLOGLOVIN HER + INSTAGRAM HER

bloglovin
   

8 kommentarer

  • Super godt indlæg. Og selvom det er blevet diskuteret meget, så er det stadig et meget vigtigt emne.
    Tror det er vigtigt at vi bliver ved med at få det italersat.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Tusind tak Louise! Og det tror jeg også! 🙂 Det er en af måder, som vi kan rykke noget ved (eller forsøge!)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina Holmgaard Juul

    Stærkt indlæg, Jeanett! Jeg tror, du har fat i et af de mest centrale “greb”, når du snakker om, at være bevidst om, hvad man giver videre til sine børn. Hvis man hører sine forældre vurdere andre mennesker og sig selv i forhold til udseende (og mange andre ting), så vil man højst sandsynligt få den verdensopfattelse, at alle konstant holder øje med éns fejl og mangler. Og man vil som forsvar være ekstra hård ved sig selv og andre. Hvis man har en mor, der siger, at man skal elske sig selv, som man er, mens hun konstant plager sig selv med slankekure for at smide de evige fem kilo, så klinger det lidt hult. Og så bliver alderen en straf frem for en gave. Virkelig sørgeligt. Suzanne Brøgger sagde engang i et interview, at hun var glad for at være blevet ældre, for nu behøvede hun ikke tænke over, hvordan hun så ud længere. Hun var fri af skønhedsidealernes fængsel. Jeg håber på, at vi kan komme dertil, hvor det ikke er en bestemt alder, der skal sætte os fri, men at vi kan være frie hele livet. Jeg vil lige nævne dokumentaren “Tykke Ida”, som jeg virkelig synes, sætter spot på det der med at elske sig selv, som man er. Selv når omverden ikke synes, det er okay, at elske sig selv, som man er.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Tusind tak, Tina! Jeg er rigtig enig i det du skriver også – godt formuleret! Og “Tykke Ida” er på min “den-skal-jeg-snart-have-set”-liste!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne-Kathrine

    Husker stadig dine meget fine og kloge ord efter vores vielse, hvor jeg havde været noget nær i panik over, at en hel masse mennekser ville kigge på mig og bedømme, om det var den rigtige kjole mm “du ser så smuk, glad og forelsket ud, og jeg kan se, at det er din drømmekjole – så fuck da hvad andre kan tænke” dem har jeg taget med mig og finder frem, når jeg bliver usikker over mit udseende

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Shit, har jeg sagt nogle så kloge ting?! Haha jeg har åbenbart mine øjeblikke. Men jeg mener dem stadig og er glad for, at du kunne bruge dem! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er den fine badedragt fra? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Den er købt på ASOS, men jeg kan ikke rigtig finde den derinde mere 🙁 Mærket hedder Wolf & Whistle.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at være mælkeholiker