Mest læste indlæg i 2018

Min fødselsberetning med Flora

Lørdag aften d. 24. november var jeg i et underligt humør. Jeg var helt klart hormonel; trist, utålmodig og nervøs for den kommende fødsel. Begge gange jeg har været gravid, har jeg sidst i graviditeterne desværre været bange for, at der skulle ske mig noget under fødslen. Det er så usandsynligt i Danmark, men jeg har alligevel frygtet det. Tim og jeg fik os en god lang snak den aften, der varede til ud på natten. Jeg blev beroliget og vi fik snakket om alt muligt andet også. Jeg elsker, når vi snakker til ud på natten. Det minder mig om dengang, hvor vi lige havde mødt hinanden og gjorde den slags flere gange om ugen. Kyssede eller snakkede, ha ha. Ved en 03-tiden var Tim ret træt og lagde sig til at sove. Vi besluttede os for at lave sleep-over i stuen og hev dyner og madrasser (og en sovende Bella) ned. Jeg havde stadig en urolig følelsen i kroppen og kunne ikke rigtig falde til ro. Derfor lagde jeg mig til at se Boligkøb i blinde (har I set det? Det er godt nok crazy!). Jeg gjorde en ihærdig indsats for at falde i søvn, men det lykkedes ikke rigtig. Jeg døsede hen et par gange, men faldt ikke rigtigt i søvn. Jeg skulle også tissede hele tiden. Det er ikke noget nyt, når man er højgravid, men jeg syntes, at det var lidt hyppigere denne nat. Det var heller ikke bare hvilken som helst nat – fandt vi ud af.

Jeg har – ligesom sidst med min fødselsberetning med Bella (HER) – skrevet det i dagbogsform.

Søndag d. 25. november kl. 05.30:
Omkring kl. 05 falder jeg næsten i søvn, men vågner en halv time senere, da jeg virkelig skal tisse. Tror jeg. Da jeg rejser mig op, går mit vand. Helt som på film – PLASK – og der er vand på gulvet. Jeg bliver en blanding af lettet og nervøs. Jeg er som sagt lidt bange for fødslen, men er også begyndt at blive utålmodig og selvom jeg på dette tidspunkt kun er 39+6, så føler jeg, at jeg er gået meget “over tid”, da jeg fødte Bella 38+6. Jeg vækker Tim ret hurtigt og fortæller ham, at jeg er ret sikker på, at mit vand er gået. Fødslen starter derfor på præcis samme måde, som med Bella. Hvilket også gør mig nervøs, da det endte med at blive en hård og ret lang fødsel (51 timer).

Søndag d. 25. november kl. 06.00:
Jeg er helt sikker på, at mit vand er gået – og der bliver ved med at komme nyt vand ud. Jeg ringer derfor til OUH (Odense Universitetshospital) og giver dem besked. Jeg får en tid til tjek nogle timer senere, men får besked på at ringe, hvis jeg begynder at få veer.

Søndag d. 25. november kl. 07.00:
Der begynder nu så småt at være noget, der minder om veer – og de kommer og går. Præcis som veer. De er dog ikke særlig kraftige og jeg har seriøst haft menstrutionssmerter, der gjorde mere ondt. Men jeg bliver faktisk glad over, at kunne mærke at der sker lidt, da der med Bella gik et døgn, før jeg fik rigtig veer (og først efter jeg fik vestimulerende drop på hospitalet). Tim skriver til vores venner, som vi har aftalt skal passe Bella imens og får hurtigt svar, at de står klar (åh hvor er sådan nogle venner guld værd, når vi ikke har hjælp fra bedsteforældre).

Søndag d. 25. november kl. 09.00:
Tim får pakket en taske til Bella, gjort hende klar og kører hende over til vores venner. Jeg må virkelig skjule, at jeg er enormt rørt, da jeg siger farvel til hende. Bella er bare i strålende humør! Hun glæder sig til at skal lege med vores venners datter og over at lillesøster nu endelig vil ud! Vi forbereder hende dog på, at det godt kan tage lidt tid.

Søndag d. 25. november kl. 10.15:
Vi kører ud på OUH til vores tid til tjek.

Søndag d. 25. november kl. 10.30:
Jeg bliver undersøgt af en jordemoder og en jordemoderstuderende, der (desværre) kan fortælle, at jeg kun er cirka 1 cm åben. Der er lang vej igen og jeg har ikke rigtig fået noget, der minder om rigtige veer, der gør rigtigt ondt.

Søndag d. 25. november kl. 11.00:
Vi lægger en plan for, hvordan vi skal få gang i det hele og aftaler, at jeg skal prøve at tage nogle piller, der sætter gang i veerne. Jeg får en med det samme (den type man skal sluge) og de kører samtidig en strimmel på lillesøster for tjekke, at hun har det godt inde i maven. Det har hun heldigvis. Jeg får flere piller med hjem og får besked om, at jeg skal tage en ny hver 2. time – indtil der er kommet godt gang i veerne. Når der er det, så skal jeg stoppe med at tage dem for at undgå at ende i vestorm. Vi kører efterfølgende hjem igen.

Søndag d. 25. november kl. 11.30:
Jeg ligger mig på sofaen i håb om at få lidt søvn, da jeg jo nærmest ikke har sovet det meste af natten. Tim sender vores venner, der passer Bella, en statussms for at forberede dem på, at det godt kunne ligne, at jeg får endnu en lang fødsel. Imens masserer han mine fødder og jeg formår at få sovet en lille time.

Søndag d. 25. november kl. 12.45:
Jeg vågner fra min lur, fordi jeg begynder at have tiltagende veer. Faktisk tager de så hurtigt til, at jeg bliver i tvivl, om jeg vil tage flere piller. Jeg vil enormt gerne undgå en vestorm, som jeg prøvede under fødslen med Bella. Efter at have snakket frem og tilbage med Tim, så ringer jeg til OUH for at høre, hvad de synes. Jeg og jordemoderen bliver enige om, at jeg springer pillen, som jeg skulle have taget kl. 13.00, over og ser de næste par timer an. Begynder veerne at forsvinde igen, så skal jeg gå i gang med pillerne igen.

Søndag d. 25. november kl. 13.15:
Jeg prøver at lægge mig til at sove igen, da jeg er enormt træt. Det lykkes mig at døse hen, men veerne er tiltagende og jeg vågnede derfor tit. Tim er en champ og fortsætter med at massere mine fødder, imens han ser fodbold (OB spiller tilfældigvis den søndag).

Søndag d. 25. november kl. 15.20:
Jeg vågner helt, da veerne begynder at nive ret meget. Jeg må virkelig trække vejret dybt og koncenteret, når de “topper”. Jeg finder stopuret på min telefon frem og begynder at registrere hver gang en ve starter, så jeg kan holde øje med hyppigheden og hvor længe de varer. Det gør jeg de næste par timer, imens jeg fortsat prøver at sove lidt. Jeg vågner hver eneste gang ve gør rigtig ondt.

Søndag d. 25. november kl. 17.45:
Tim synes, at jeg skal få lidt at spise, men jeg mærker ingen sult. Jeg har kun fået et stykke rugbrød med leverpostej og agurk hele dagen. Han får lokket lidt chips i mig, men mere bliver det ikke til. Jeg begynder at synes, at veerne virkelig river godt. De gør virkelig ondt og jeg kan slet ikke tale, når de først er der – og de tager til i hyppighed. Lige i disse timer kan jeg bedst lide at stå op ad væggen og rokke lidt, når de rigtig bider. Samtidig er jeg ret nysgerrig efter, hvor åben jeg mon er nu efter alle de timer med veer. Jeg ringer derfor til OUH og forklarer situationen. Jeg får en tid til tjek en time senere, men skal selvfølgelig komme med det samme, hvis jeg lige pludselig oplever en pressetrang. Det gør jeg dog ikke.

Søndag d. 25. november kl. 18.40:
Vi kører mod OUH og turen derud er forfærdelig. Mine veer gør virkelig ondt i den siddende position i bilen og man har ikke særlig mange muligheder for at bevæge sig i den fastlåste position. Turen føles dobbelt så lang som normalt.

Søndag d. 25. november kl. 19.00:
Vi bliver taget imod en rigtig sød jordemoder, der undersøger mig og desværre kan fortælle, at jeg kun er cirka 2 cm åben. Der er altså ikke sket særlig meget på alle de timer, siden jeg sidst blev undersøgt kl. 13.00. Skuffelsen står malet i ansigtet på både mig og Tim. Så åbenlyst, at der i min journal i dag står, at “paret er åbentlyst skuffede over den manglende fremgang”, ha ha. Men det var vi godt nok også og vi begge mister lidt modet på dette tidspunkt. Jeg bliver for alvor bange for, at jeg står foran en fødsel på flere døgn igen og jeg er SÅ udmattet, fordi jeg jo ikke rigtig har fået søvn. Desuden er jeg trist ved tanken om at være væk fra Bella i flere dage. I første omgang vil jordemoderen egentlig bare sende os hjem igen, men da hun ser vores reaktion, så går hun ud og taler lidt med sine kollegaer. Hun vil høre, hvad de kan gøre for os. Jeg spørger om den jordemoder, jeg har gået til under graviditeten er på arbejde, da jeg har været enormt glad for Lea og ville elske at føde sammen med hende. Det er hun desværre ikke, øv!
Imens hun taler med sine kollegaer, græder jeg lidt, da jeg ikke kan overskue en mulig lang fødsel igen. Tim trøster mig og jordemoderen kommer ind igen. De vil tilbyde os en såkaldt “flexstue”. Det er et rum, der er helt vores eget, men vi er teknisk set ikke indlagt. Der er senge, så vi kan slappe af og TV. Hun tilbyder mig også en omgang morfin, som vil tage toppen af mine veer og måske få mig til at slappe mere af. Så kan jeg måske få sovet lidt og jo mere afslappet kroppen er, jo bedre og hurtigere åbner man sig. Det takker vi ja til med det samme, da vi ikke rigtig kan overskue at skulle hjem. Desuden er mine veer hele tiden tiltagende og hvis jeg pludselig skulle ende i en vestorm, så vil jeg gerne være på hospitalet, så jeg hurtigt kan få noget smertestillende (for eksempel en epidural – ligesom sidst).

Søndag d. 25. november kl. 20.00:
Vi bliver ført ned på en lille hyggelig stue, hvor der står to senge. Der er redt op til os og jeg får en hospitalsskjorte på. Noget af det jeg husker mest tydeligt fra alle disse timer, er skæret af de to elektriske lys, der står på et lille bord på flexstuen. Det var så hyggeligt og før har jeg egentlig syntes, at de der elektriske lys var lidt kiksede. Efter fødslen har jeg selv købt to, der nu står i vores ene stuevindue og minder mig om den aften, hvor Flora var på vej. Den søde jordemoder giver mig morfin via en sprøjte i låret og fortæller, at der nok går en halv times tid, før jeg kan mærke effekten af den. Der står på bordet lidt sandwich og pastasalat til os, men jeg kan faktisk ikke huske, om jeg spiser noget på dette tidspunkt. Tim er sulten og spiser lidt og efterfølgende falder han i søvn på sengen ved siden af mig. Jeg døser hele tiden hen, men mine veer gør mere og mere ondt, så jeg vågner hele tiden. Morfinen tager lidt af smerterne og jeg kan bestemt takke den for, at jeg overhovedet er i stand til at døse hen på dette tidspunkt.

Søndag d. 25. november kl. 21.30:
Jeg kan huske, at jeg vågner og TV’et kører med en eller anden Keanu Reeves film på. Han er vist ved at redde verden, virker det til. Jeg vågner on and off fra min lur, når veerne gør rigtig ondt. Tim er helt væk i drømmeland.

Søndag d. 25. november kl. 23.00:
Den søde jordemoder fra tidligere tjekker mig en sidste gang, inden der er vagtskifte og hun har fri. Jeg er stadig kun 2 cm åben – “2,5 cm, hvis jeg er lidt gavmild”, siger hun. Fuck altså. Det går jo alt for langsomt og veerne gør så ondt nu, at jeg ikke kan overskue et døgn mere i den tilstand. Jordemoderen joker med, at hun aftenen før også havde tjekket en anden fødende på samme tidspunkt kl. 23. Hun havde også kun været omkring 2 cm åben, men pludselig var det gået stærkt og hun havde endte med at føde lidt over midnat. “Det kan pludselig gå rigtig stærkt, når det er jer andengangsfødende”. “Jaja”, tænker jeg. Det sker sgu ikke for mig! Jeg spørger, om jeg må få mere morfin, selvom jeg godt kan huske fra fødslen med Bella, at det er en engangsting. Og rigtig nok; jeg må ikke få mere. Øv!

Søndag d. 26. november kl. 00.00:
Veerne tager til i en grad, hvor jeg har svært ved at være i dem. De gør virkelig ondt og ingenting hjælper længere. Det er ligegyldigt om jeg står, går, sidder eller ligger – de gør bare fucking ondt. Tim vågner, da han godt kan fornemme, at der er ved at være gang i veerne. Jeg føler hele tiden, at jeg skal tisse og er ude på toilettet hele tiden. Hvad jeg ikke ved er, at det faktisk er en smule pressetrang jeg har…

Søndag d. 26. november kl. 00.20:
Der er ikke længere tid imellem veerne. Som den ene stopper, så går den næste bare i gang med det samme og jeg har svært ved at være i det. “Fedt, jeg er alligevel endt i en vestorm”, tænker jeg. Epidural – nu! Jeg har på et tidspunkt lige to sekunders pause og får fremstammet til Tim “Træk i snoren, TRÆK I SNOREN”. Han hiver i snoren, der sender et signal til afdelingen om, at man gerne vil have noget personale ind.

Søndag d. 26. november kl. 00.25:
En jordemoder kommer ind og Tim får forklaret situation, fordi jeg kan stort set ikke tale. Jeg får dog fremstammet “Veerne stopper slet ikke!”. Hun vil gerne lige undersøge mig for at tjekke, hvor åben jeg er, før vi taler om, hvad vi skal gøre nu. Jeg kan slet ikke lade hende gøre det, fordi veerne bare skyller ind over mig. Hun får et underligt udtryk i ansigtet og siger “Jeg bliver virkelig nødt til lige at tjekke dig nu” og det gør hun så. Få sekunder efter udbryder hun “Shit, du er helt åben og hun er på vej ud!”. Hun siger hurtigt, at hun lige vil tjekke, hvilken fødestue hun kan køre mig ind på – og så løber hun ud!

Søndag d. 26. november kl. 00.30:
Jordemoderen er hurtigt tilbage med en kørestol til mig. Veerne er ret heftige nu og jeg har virkelig lyst til at presse. Min mave laver nogle sammentrækning – som om at den prøver at presse hende ud. Jeg kan nærmest ikke stå op, men får sat mig i kørestolen og så løber jordemoder ellers med mig ned ad gangen – med en løbende Tim lige i hælene.

Søndag d. 26. november kl. 00.35:
Vi kommer ind på fødestuen, hvor jeg hurtigt kommer op på briksen. En jordemoder mere kommer ind på stuen og spørger hendes kollega, hvad hun kan gøre for at hjælpe. Jeg har virkelig, virkelig lyst til at presse, men får at vide at jeg helst lige skal vente et par minutter. Den ene jordemoder løber ud og får mig indlagt i systemet (det er jeg på dette tidspunkt slet ikke endnu) og den anden bakser med at få sat forskellige ting op og gjort klar. Den anden jordemoder kommer tilbage og siger “Jeanett, hvad er dit CPR-nummer?”. Jeg får fremstammet det og hun siger “Super, det passer” og giver mig armbåndet på. “Nu er du indlagt!”.

Søndag d. 26. november kl. 00.40:
Jeg får endelig lov til at presse og jeg tror aldrig, at jeg har lavet nogle så vilde lyde før. Jeg skriger helt sindssygt, hvilket kommer bag på mig selv, da jeg nærmest ingenting sagde, da jeg pressede med Bella. Men denne gang kan jeg mærke kroppen, der arbejder med mig (modsat sidst, hvor de måtte fortælle mig, hvornår jeg skulle presse, da jeg ingenting kunne mærke på grund af den epidural, jeg havde fået). Det føles godt og vildt på samme tid. Jeg har svært ved at lytte til, hvad jordemoderen siger til mig og presser bare løs, når det føles rigtigt.

Søndag d. 26. november kl. 00.50:
Efter to-tre presseveer skriger jeg helt vildt. Jeg kan mærke, at min krop vil havde hende ud NU. “Jeanett! Jeanett! JEANETT!”, råber min jordemoder. “Nej, jeg stopper ikke nu – jeg må presse nu” svarer jeg. “Jeanett!! Kig lige ned på mig!” siger jordemoderen. Det gør jeg og så holder hun lille Flora lige foran sig. Jeg har været så langt væk i mine presseveer, at jeg slet ikke har mærket, at hun allerede var ude. Flora begynder at græde og jeg synker fuldstændig sammen. Da det går op for mig, at hun er ude, stopper veerne med det samme.

 

Søndag d. 26. november kl. 00.50 kommer Flora til verden <3

Fødsel OUH fødselsberetning

 

Vi er efterfølgende indlagt i t0 døgn, da jeg jo igen-igen er lang tid om at føde (19 timer denne gang) og derfor er der en risiko for infektion (mest hos Flora). Denne gang ville jeg virkelig gerne hurtigt hjem, da vi jo havde Bella derhjemme, så de to dage snegler sig virkelig afsted.

Ville jeg have gjort anerledes? Nej, jeg føler ikke, at der var så meget jeg kunne have gjort anerledes. Men det ville jeg heller ikke have gjort sidste gang, fordi der var forløbet bare, som det var. Jeg havde dog en bedre fødslen her anden gang og jeg tror primært det skyldes, at den var væsentligt kortere og at jeg mentalt bedre vidste, hvad jeg gik ind til. Jeg vil desuden gerne rose personalet på OUH, som var virkelig lydhør og som lagde mærke til, hvordan vi havde det under forløbet. I gør det godt derude!

FØLG BLOGGEN PÅ
INSTAGRAM HER + PINTEREST HER + FACEBOOK HER + BLOGLOVIN HER

bloglovin

8 kommentarer

  • Sandra D.

    Skøn beretning om Flora’s vej til verden 🙂
    Lyder som en god fødsel på trods af at den var lidt lang også……lyder også noget stramt at du udvidede dig så hurtigt fra de 2,5 cm til fødselsparat! :O Det må dælme have gjort nas! Men på trods af det, lød det som en god fødsel, hvor du var godt med og i kontrol…..dejligt at læse med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Det var bestemt også en bedre fødsel denne gang! Men ja, det gjorde også rigtig ondt den sidste time til halvanden, inden jeg begyndte at presse.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Tak fordi du deler 🙂 jeg er simpelthen fan af fødselsberetninger. Og hvor forskellige fødsler kan være. Jeg fødte selv mit første barn i sommers. Det er jo det vildeste. De presseveer der! Jeg blev så overrasket over, hvordan min krop bare gjorde, hvad den skulle… at det ikke var op til mig og mit hoved.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Ja, de er godt nok vilde, de presseveer!! De har bare sit eget liv!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Virkelig fin beretning, tak for den! Og endnu mere tillykke med lille Flora.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Sejt – og flot kæmpet i mål 🙂 Jeg har ikke selv prøvet at føde, men jeg er gravid, og ét spørgsmål presser sig på efter at have læst din beretning. Måske kender du svaret 🙂
    Hvorfor giver sygeplejerskerne dig piller så tidligt i forløbet? Din krop har jo i virkeligheden meget få timer til selv at få gang i veerne, før personalet beslutter at hjælpe dem på vej?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Det er fordi man helst ser, at man har født før der er gået 18 timer fra vandet er gået. Det hele handler om, at mit vand går først. Hvis mit vand ikke var gået, så havde man nok ikke givet mig pillerne så tidligt. Der er en øget risiko for infektion hos mor og barn, hvis der går over 18 timer fra vandet er gået til barnet er ude. Håber det gav svar – ellers spørger du bare igen 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mest læste indlæg i 2018