Den pæneste strik i verden

Vores Magiske Dage Odense 2019

magiske dage odense det lille slag rollespilMagiske Dage Odense 2019 2020Magiske Dage Odense 2019 2020 - Fafner Bank odinarerMagiske dage Odense 2019 quidditch kamp

Reklame for Magiske Dage Odense

Nu har tryllestøvet lagt sig og de mange indtryk er fordøjet. Der er slet ingen tvivl om, at Bella har haft den mest fantastiske efterårsferie. Først nogle dage i sommerhus med vores gode venner og så sluttede vi det hele af med Magiske Dage Odense 2019. Det er første år, hvor vi har været med alle tre dage, men sådan tror jeg, at det bliver fremover. Selv efter tre dages magi havde Bella ikke fået nok og hun var svært skuffet søndag, da hun opdagede, at vi ikke skulle afsted til en fjerde dag med uhyggelige væsner, trylleformularer og små troldkvinder (Bella går meget op i, at hun er en troldKVINDE – ikke en troldmand <3 ).

Jeg har faktisk lidt svært ved, hvor jeg skal starte, fordi det var tre dage med en million oplevelser og en milliard indtryk. Vi fik ikke prøvet og set alt, men vi nåede rigtig godt rundt til det meste. Jeg vil prøve at fortælle det dag for dag.

Vi startede blidt ud torsdag, da det er en “opvarmningsdag” med meget få ting man kan prøve. Jeg ved ikke, om det kommer til at være sådan næste år, men sådan var det i år. Den officielle åbning er også først om fredagen. Dog var der åbent i Fafner Bank, hvor man kunne veksle sine “fumlerpenge” til odinarer, som var Magiske Dage Odense officielle valuta og det var odinarer, man betalte med ved de forskellige boder og steder. I samme lokaler som Fafner Bank, lå Trædrejerens værksted, hvor man kunne lave sin egen tryllestav, så det startede vi med og det endte med at være en god beslutning, fordi køen var klart kortest om torsdagen. Smart move af os! Tryllestaven var for-skåret, men enderne skulle saves af, der skulle slibes og gives olie – og så skulle man huske at putte sin selvvalgte magiske “kerne” i. Man kunne vælge mellem dragehjertebånd, Fønixfjer og enhjørningehår. Jeg var nær faldet af stolen, da jeg hørte Bella vælge dragehjertebånd. Jeg var 10000% sikker på, at så snart hun hørte ordet “enhjørning”, så ville valget falde på det. Men hun argumenterede så fint og klogt; “Mor, jeg vil have, at min tryllestav er MEGET stærk og jeg tror, at noget med drager gør den stærkest”. Kloge lille pige! Da tryllestaven var færdig, fik vi den gjort magisk i en maskine, der slog gnister og efterfølgende fik vi et officielt bevis på tryllestaven, som Bella selv skulle skrive under med en stor hvid fjer. Igen; det hele var så megagennemført!
Eftermiddagen blev sluttet af med at lave magiske smykker, hvor Bella kom hjem med en fin halskæde med en glasflaske, som vi selv havde valgt det magiske fyld til at komme i. Dagen sluttede vi af i Storms Pakhus, hvor der var langbordsmiddag i “tusmørkegryden”. Der blev serveret utrolig lækker mad fra de to indiske steder i pakhuset og det der langbordsmiddag kan altså noget; vi sad ved siden af en familie fra nordsjælland, der havde booket hotel alle dagene og som bare skulle gå amok i magi i tre dage. Jeg mødte generelt utrolig mange familier fra sjælland og København, der var taget til Odense for at være med til Magiske Dage Odense. Det var vildt fedt at opleve! Efter middagen var der fælles biograftur og her byttede jeg Tim og pigerne ud med mine to veninder, Fie og Tina. Vi så Maleficent 2. Den var ikke noget at råbe hurra for, men det er jo ikke Magiske Dage Odenses skyld. Jeg tænker ikke, at Magiske Dage Odense har været en tur i Hollywood og har instrueret Angelina Jolie 😉

Magiske Dage Odense 2019 - lav din egen tryllestav

Bella laver sin egen tryllestav i Trædrejerens værksted

magiske dage odense 2019 2020 tryllestav

Beviset på tryllestaven blev udstedt af denne skumle mand

Magiske dage Odense smykkeværksted

Det Magiske smykkeværksted

Fredag ville vi gå all-in og det betød for Bella, at hun ville klædes ud lige som alle de andre børn, så det blev hun selvfølgelig! Generelt er de fleste børn under Magiske Dage Odense udklædte med kapper, har tegnet lyn i panden og nærmest alle har en tryllestav i hånden. Bella var hele torsdagen ærgerlig over, at hun ikke var klædt ud ligesom alle de andre, så det er en god ting at have i baghovedet, inden man tager afsted. Lad endelig jeres børn klæde sig ud som små troldkvinder, troldmænd, dementorer og alle de andre ting. Det er iøvrigt noget af det, som jeg elsker ved festivalen; at de besøgende virkelig går op i det og rigtig mange (både store, små og voksne) er klædt ud. Tim synes, at ham og jeg også skal være klædt ud næste år… den tygger jeg lige på, ha ha! Fredag fik vi klappet enhjørninge (er den ikke sød?) og vi fik købt en kappe til Bella i Elverstræde (Vintapperstrædet). Vi besøgte Mytologiske skabninger, hvor der var levende slanger, orme, edderkopper, sære frøer og tudser samt nogle udstoppede væsner. Det var egentlig lidt tilfældigt, at vi gik derind (det begyndte at regne), men det endte med at blive en af de oplevelser, som Bella har talt mest om efterfølgende. Sidst på eftermiddagen skulle “Det lille slag” stå på Flakhaven (rådhuspladsen, til dem af jer der ikke er fra Odense), hvor de onde og alle de gode skulle slås med magi. Odense Rådhus stod som den pæneste baggrund og var børnenes “skole”, som de skulle beskytte for de onde. Det fungerede rigtig godt og Bella levede sig voldsomt ind i det. Desværre tabte den gode side, men der var heldigvis revanche om lørdagen med “Det store slag”.
Vi gik derefter mod Grand Hotel*, hvor vi skulle til magisk festmåltid. Det var vi alle lidt spændte på, fordi menuen lød blandt andet på ørevoks fra trolde, grønt slangeblod og stegt tudselår. Det var ubestridt den fedeste oplevelse, jeg havde under festivalen. Det hele gik bare op i en højere enhed med fantastisk mad (Bella tror stadig, at det stegte fisk vi fik, var troldeørevoks, ha ha), ubeskrivelig stemning og magi. Der var gjort rigtig meget ud af oppyntning, maden var virkelig god og alle børn hyggede sig. Hvis Grand Hotel* laver en lignende middag næste år, så har vi allerede aftalt, at vi skal med!

Magiske Dage Odense 2019 2020 enhjørning

En sød “enhjørning” 😉

magiske dage Odense 2019Magiske dage odense 2019 2020 dementorermagiske dage odense det lille slag

Spot selv Bella 😉

Den sidste dag, lørdag, var vi primært i Eventyrhaven, da vi under Magiske Dage Odense 2019 endnu ikke havde været dernede forbi. Derfor stod dagens planer blandt andet på quidditch-kamp, som er så hyggeligt at være tilskuer til! Man føler lidt, man er med i en Harry Potter-film. Bella tog lige en svævebane over Odense Å (hun er så sej!) og vi fik lavet vores egne koste, som naturligtvis blev “prøvefløjet” bagefter. Både Bella og vores venners datter meldte om, at de fløj MEGET hurtigt. Tilbage i Brandstpassage fik vi plantet de skrigende mandrakes (selvfølgelig med beskyttelse for ørene) og pigerne fik spået deres fremtid (Bella har blandt andet en stor kærlighed i vente i sit liv – Tim så lettere underlig ud i ansigtet, da jeg fortalte ham den spådom, ha ha). Vi nåede også lige forbi slikbutikken Den tossede slikmager, hvor vi købte edderkopper, tunger og små hvide kaniner. Jeg sluttede Magiske Dage Odense helt af med at tage Bella og Beate med til koncert med Odense Symfoniorkester, der leverede musik, imens nogle unge skuespillere formidlede et sanseligt eventyr og magiske Merlin.

magiske dage odense quidditch match

Quiddith-kampe i Eventyrhaven

magiske dage odense eventyrhavenmagiske dage odense mandrakes

Bella har – forsvarligt – høreværn på, da der skulle omplantes skrigende mandrakes

magiske dage odense slikbutikmagiske dage odense den tossede slikmager hjertedronning

Hvad var det bedste?
Personligt var min bedste oplevelse middagen på Grand Hotel*. Det var SÅ gennemført og stemningen var helt perfekt. Jeg har spurgt Bella om, hvad hendes fedeste oplevelse var og hun svarede uden at tøve; at lave sin egen tryllestav og få sit navn på den. Det kan godt være, at køen til at få den lavet var lidt lang til tider, men det har efterladt et stort indtryk på Bella og vi har den tryllestav med ALLE steder nu. Jeg har lagt mærke til, at hun også har nævnt svævebanen og middagen på Grand Hotel, når hun har fortalt om dagene til andre børn. Det gjorde indtryk på hende, at vi fik ørevoks fra trolde og tudselår til middagen 😉 Generelt vil jeg bare anbefale jer at gå en masse rundt og snuse indtrykkene til jer. Der sker så meget i gaderne, som er gratis og derfor behøver det ikke at koste særlig meget at deltage. Faktisk kan man helt principielt godt deltage uden at bruge en eneste krone.

Vi skal uden tvivl afsted igen næste år og jeg tror faktisk, at en ny tradition for vores efterårsferie er blevet grundlagt! Var I afsted i år og overvejer I næste år?

Datoerne for Magiske Dage Odense 2020 er allerede fastlagt og det er igen i efterårsferien: d. 15.-17. oktober 2020. Vi skal 100% afsted igen. Ses vi?

We had the most magic and wonderful three days at Magiske Dage Odense (Magic Days Odense). I don’t even know where to begin, because there was so many great moments and fun things. I love how the whole town is filled with kids (and grownups!) who are dressed up as Harry Potter, Hermonie, wizzards, witches, dementors, evil monters and such many other creators. It really sets the mood for the whole festival. Bella loved making her own wand and my favorite was the magic dinner at Grand Hotel. It was so special and the vibe is hard to describe – you should have been there! If they have a dinner during Magiske Dage Odense next year, then we’re 100% going! We also got to make magical necklaces, bought a cape for Bella, planted screaming mandrakes, met a unicorn (isn’t it cute?), watch quidditch matches, Bella got her fortune told (she has a big great love in store later in her life) and Bella battled against evil with magic. Magiske Dage Odense, we are without a doubt coming back next year! The dates for 2020 are already set and it’s 15th-17th of October 2020. Will you be there?

FØLG BLOGGEN PÅ
INSTAGRAM HER + PINTEREST HER + FACEBOOK HER + BLOGLOVIN HER

bloglovin

2 kommentarer

  • Linea

    Tak for tip og gennemført indlæg. Det lyder intet mindre end fantastisk for en HP-nørd som mig (OG min 4-årige datter 😁). Vil virkelig gerne med næste år!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Ej tak. Jeg har også knoklet på indlægget, så er megaglad for, at du kan lide det!

      Det kan virkelig, virkelig også anbefales og I skal være så hjerteligt velkomne her i Odense næste år <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den pæneste strik i verden