Outfit #472: Efteårsfarver på besøg hos min niece

Lynanmeldelse af 5 biograffilm

Cafe biografen odense

Biograferne lider i stor stil. Jeg er typen, der er ekstra forsigtig, når det kommer til Corona. Hellere safe than sorry – og jeg føler mig altså meget tryg i biograferne. Man skal have mundbind på, når man går rundt, køber slik og popcorn, men man må tage det af, imens man sidder og ser filmen (det skal så på igen, hvis man går ud for at tisse under filmen og når man rejser sig for at gå hjem igen efter filmen er slut). Jeg synes virkelig ikke, at det er besværligt og glæden ved bio er stor for mig. Jeg har været i biografen mange gange, siden de åbnede i juni – både med mine veninder (biografklubben) og også to gange med Bella. Jeg vil virkelig anbefale at komme afsted i biffen. Det er en måde at føle, at man kommer ud på i disse tider og samtidig så lider biograferne virkelig under denne pandemi. Vi er så heldige, at selvom rigtig mange af de store amerikanske film lige nu udskydes igen og igen, så har vi rigtig mange danske film i biograferne lige nu. Og jeg kan ikke huske, hvornår der sidst har været SÅ mange gode danske film på en gang! De er stort set alle anbefalelsesværdige. Vi plejer ikke at se så mange danske film med biografklubben, men vi føler, at det er meget sundt at prøve nogle andre typer af film end man normalt ellers gør.

Her er lidt lynanmeldelser af de film, jeg har set i biografen på det sidste…

Druk

Den har I muligvis hørt om – den meste sete film i de danske biografer lige. Og med god grund! Filmen fik mig både til at skrige af grin og rørte mig til sidst, samt efterlod mig med en masse tanker de efterfølgende dage. Den er måske lidt sløv om at komme “rigtigt” igang, men alt i alt er det en rigtig god film, der tager den danske drukkultur under kærlig behandling – på både godt og ondt.
I kan se en trailer HER

Erna i krig

Trine Dyrholm spiller Erna, der magteløst må se til, da hendes underbemidlede søn Kalle sendes i krig for tyskerne i 1. verdenskrig. Erna ved, at hendes søn ikke vil overleve den oplevelse og derfor klæder hun sig selv ud som en dreng og drager i krig for at redde sin søn. Det er sjældent at man ser en så velproduceret krigsfilm fra dansk hånd og vi var utroligt godt underholdt fra start til slut. Se traileren HER

Vores mand i Amerika

Denne er en af min personlige favoritter fra i år, men jeg finder også bare det politiske spil utroligt spændende – og så har man sjældent set denne del af 2. verdenskrig indspillet på film. Ulrich Thomsen er Danmarks ambassadør i USA og da Danmark besættes, så ser han det som sin største opgave at redde Danmark, som Danmarks sidste frie stemme. Han går imod sin konge og sin regering for at hjælpe sit land. Samtidig er han forelsket i sin kones søster. Måske er jeg farvet af, at jeg så filmen til en særvisning under Odense Film Festival, hvor filmens lydfolk var med. Derfor lagde jeg ekstra meget mærke til filmens lydside og jeg er sjældent blevet draget så meget i ind en film netop på grund af lyden. Der er blandt andet en scene, hvor vi ser Ulrich Thomsen leve det sorgløse liv i form af en festlig poolparty i den varme sol, imens lydsiden er krigsfly og bomber der springer. Hvis den stadig går i en biograf nær jer, så vil jeg virkelig anbefale jer at tage ind og se den! Ulrich Thomsen er i topform!
Se trailer HER

Shorta

Jeg har sådan været i tvivl om, hvordan jeg skulle anmelde denne film. På den ene side var jeg TOPunderholdt; jeg sad på kanten af mit sæde fra start til slut. Det er ikke tit, at der kommer sådan nogle danske “action-baskere”. På den anden side så giver filmen mig en forkert følelse i maven; den har nogle store problemer, når det kommer til fordomme og filmen er bare mere benzin på bålet. Har man fordomme mod enten indvandrere og/eller politiet, så er det alle kun blevet bekræftet med fed streg under efter denne film – og det synes jeg er et kæmpe problem. Men kan man sortere det fra og bare nøjes med at lade sig underholde, så er det netop det; underholdning!
Vi følger nogle danske betjente, der bliver fanget i et (fiktiv) ghettoområde i Danmark, da det udbryder kampe mellem grupperinger og politiet efter at en ung dreng ryger i koma efter for hårdhændet behandling af nogle betjente.

7 years of Lukas Graham

Denne dokumentar er den nyeste film, jeg har set. Jeg så den i søndags med mine biografdamer og det var en rigtig fed oplevelse. Det er sjældent, jeg får set en dokumentar i biografen, men når jeg endelig gør, så er jeg altid så vild med, hvor meget større og mere intens oplevelse det er, end når man ser den derhjemme. Jeg må simpelthen få set nogle flere af dem i biografen.
I denne har man med et kamera fulgt Lukas Forchhammer fra bandet Lukas Graham i 7 år. Vi får lov til at se dem skabe megahittet “7 years”, slå igennem i USA og blive far. Men ovenpå en lang og opslidende tour i USA, savn til det derhjemme og meget grænseoverskridende amerikanske fans, så knækker Lukas helt. Og vi er med som en flue på væggen. Vi var opslugt fra start til slut og man behøver overhovedet ikke at være Lukas Graham fan for at sætte pris på denne dokumentar. Der er ingen af os, der kan mere end at synge med på deres mest kendte sange fra radioen. Den går i biograferne lige nu! Jeg skal se den igen, når man kan på stream. Den hænger simpelthen sådan ved.
Se trailer HER

… og de næste jeg skal se er Søstrene Gusmãos usynlige liv (som jeg har hørt skulle være SÅ god), den danske Retfærdighedens ryttere og så regner jeg med at tage Bella med ind og se Julemandens datter 2(og inden skal vi lige have set 1eren. Den ligger på både Netflix og Filmstriben).

Husk at vi i biografklubben anmeldeler hver film, vi ser, ovre på vores instagram HER. Vi ville blive glade, hvis I havde lyst til at følge med der <3

bloglovin

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Outfit #472: Efteårsfarver på besøg hos min niece