Damernes biografklub: Tulipanfeber

tulip-fever-tulipanfeber-alicia-vikander-movie-historisk-drama

Vi er i Amsterdam i 1700-tallet. Tulipaner handles, som om de var guld og hvis man får fat i det helt rigtig løg, der giver flerfarvet tulipaner, så er ens lykke gjort. Smukke Sophia er forældreløs og bor på et kloster – men kun indtil hun bliver solgt til Cornelis Sandvoorts og skal være hans unge brud. Det lyder I vores moderne øre lidt suspekt, men dengang betød det, at Sophia ville få et bedre liv. Cornelis er utrolig betaget af sin smukke kone og håber, at hun snart vil skænke ham arvinger. Kærligheden er bare ikke gengældt fra Sophias side – selvfølgelig, fristes man til at sige. For at vise hele verden, hvor smuk en kone han har, bestiller Cornelis en ung kunstner til at male sit og Sophias portræt. Inden vi får set os om, har Sophia og den unge maler forelsket sig i hinanden, og har en hemmelig og meget farlig affære. Hvordan kan de rigtigt få hinanden?

giphy-downsized

Min anmeldelse: Tulipanfeber er visuelt utrolig smuk. Man kan tydeligt set, at der er tænkt over, at den skal forkæle vores øjne. Selv i filmens lidt mere kedelige perioder, føler man sig okay underholdt, fordi øjet stadig har noget at fokusere på. Alicia Vikander er dejlig (og unfair smuk) som altid. Hun er også en del af dét, som er en fryd for øjet. Hun passer som fod i hose i historiske dramaer – selvom jeg er begyndt at blive bekymret på hendes vegne. Måske hun snart skulle takke ja til andre typer af rolle for ikke at blive type-castet forevigt?

Men… så tror jeg også, at min spand med positive ting er ved at være tom. Tulipanfeber har faktisk været klar siden 2014, men blev først ikke modtaget godt af testpublikum (man tester alle store film for et “testpublikum” før man sender den videre i processen). Den klarede sig faktisk utrolig ringe dengang i 2014 og derfor besluttede man sig for at klippe den anderledes og lave lidt ting om. Lad os starte med filmens største kærlighedshistorie; Vikander og den unge maler (som jeg virkelig synes ligner en, der har været på druk i 14 dage. Og det gør han seriøst i alle film. Er det kun mig, der synes, at han altid ser sindsygt smadret ud?). De er dem, som filmen har primært fokus på – og de er klart filmens største problem. Jeg køber simpelthen ikke deres romance. Det hele går meget hurtigt; de siger få ord til hinanden, udveksler en bunke mærkelige blikke og pludseligt er de stormende forelsket – skal vi tro på. Mon der er noget af “optakten”, der er røget i redigeringen? Den tanken får man i hvert fald. Man forelsker sig på ingen måder i deres forelskelse. Faktisk forstår jeg slet ikke, hvorfor de overhovedet forelsker sig i hinanden? Jeg er også ret ligeglad med, om de får hinanden eller ej. Jeg er meget mere interesseret i Vikanders tjenestepige Marias liv og hendes romance. Det sjove er, at filmen er faktisk egentlig Marias fortælling, men det er de virkelig dårlige til at huske os på undervejs i filmen. Tjenestepigen Maria er fortællerstemmen i starten og hun kommer også med et enkelt hint midt i filmen, men derefter handler alt om smukke Sophia og Jan med det trætte look. Det ville være fint, at Vikanders romance fylder sig meget, hvis den nu bare var spændende og medrivende. Det er den bare ikke. Skal jeg kigge i den positive spand igen, så jeg vil nævne, at det er forfriskende at se Christoph Waltz i en rolle, hvor han ikke er pure evil. Han har godt nok spillet mange lede roller (som han gør godt), men det var alligevel en dejlig forandring. Hvis vi så kigger i den negative ende igen, så har jeg aldrig været fan af, at man tager kendisser (der ikke er skuespillere) ind for at skabe ekstra omtale. Jeg kan rigtig godt lide Clara Delevingne (faktisk synes jeg, at hun er en af de mere interessante af nutidens modeller), men jeg finder hende enormt forstyrrende i Tulipanfeber. Jeg køber simpelthen ikke hendes rolle og ser hele tiden en pige fra 2017 i et kostume, i stedet for en karakter. Hun har en quirkiness over sig, som er meget moderne og den er for larmende i et historisk kostumedrama. Jeg tror – uden at jeg selv har set den endnu – at hun passer langt bedre ind i den rolle, som hun har Valerian and the City of a Thousand Planets lige nu. Den film er jeg dog også irriteret på, da de har hevet Rihanna ind i en mindre rolle. Stop nu de kendisser i film!

Tilbage til Tulipfeber; Efter analyse med damerne (vi var hele 8 damer til Tulipanfeber, så der var mange meninger og vi var ikke helt enige i antallet af stjerner der skulle gives), så lander jeg selv på 3 stjerner til filmen (ud af 6 mulige). Der blev givet mellem 2 og 4 stjerner den aften, så der var nogle, der var endnu mere negative end mig, men der var også andre, der syntes, at det havde været en rigtig fin film. Vidste I, at damernes Biografklub har en instagram? Vi lægger en post op lige efter hver film, hvor I kan se præcis, hvad hver enkelt dame har givet af stjerner til filmen. Der kommer også filmkonkurrencer løbende. I finder os HER

Se oversigten over alle de film, som biografklubben har set HER og brug den til inspiration

Biografbillet er modtaget til anmeldelse (ligesom aviser og magasiner gør), men dette er min 100% ærlige mening.

tulip-fever-tulipanfeber-alicia-vikander-movie-historisk-drama-lovers-painter-holland-netherlands

The movie “Tulip fever” takes place in the 18th century in Amsterdam. Back then you could make a fortune if you could just get your hands on the right tulip bulb. The beautiful Sophie is sold to be the wife of a very right man, but she dreams of love. When the young painter Jan is hired to do the portraits of Sophia and her husband, Jan and Sophia fells in love and starts their affaire. But how can they really be together?
The movie is beautiful to the eye, but it lacks in content. The story is a bit boring and I never fell in love with Sophia and Jans story. I don’t why they fall in love with each other and so fast. I actually don’t care if they end up together or not. I’m giving “Tulip fever” 3 out of 6 stars.

FØLG BLOGGEN PÅ
FACEBOOK HER + BLOGLOVIN HER + INSTAGRAM HER

bloglovin

Damernes biografklub: Girls Night Out

girls-night-out-movie-rough-night-scarlett-johansson-stripper-zoe-kravitz

Jess (Scarlett Johansson) fører et travlt liv med politisk karriere og og forlovet, men hendes veninder har alligevel insisteret på, at hun skal have en polterabend-weekend i Miami. Veninderne har ikke set hinanden længe, så der er lagt op til den helt vilde weekend. De ankommer til en stor lækker strandvilla og snart flyder både drinks og stoffer. Midt i alle festlighederne får pigerne den idé, at de skal bestille en stripper. Til pigernes store fornøjelse dukker en hot fyr op, men under en lab dance falder han og slår hovedet. Han er stendød. Hvad gør man så? Det var et uheld, men stofferne flyder rundt i huset og Jess er i gang med en kampagne, hvor hun stiller op til senator, så dette uheld må på ingen måder komme ud til offentligheden.

girls-night-out-movie-rough-night-review-demi-moore-phil-modern-family

Min anmeldelse: Girls Night Out hører til en genre af film, som jeg generelt ikke dyrker så meget. Jeg vil dog prøve, at sammenligne den med andre i sin genre. Her synes jeg personligt, at film som The Hangover og Bad Moms gør det virkelig, virkelig godt. Begge film havde jeg nok givet 4-5 ud af seks, da de fik mig til at grine så meget, at tåre trillede ned at kinderne på mig. Jeg mener faktisk, at jeg hyrperventilerede lidt under et grineanfald til Bad Moms (jeg glæder mig til 2eren, der kommer til november – men prøver alligevel at holde forventningerne lidt nede). Hvis Girls Night Out skal holdes op mod dem, så kommer den altså ret hurtigt til kort. Desværre.

Klicheerne står næsten i kø og følelsen af deja-vú er stærk – man har set de fleste af de sjove scener før. Det gør ikke noget, at man genbruger og lader sig inspirere, men hvis man gør, så skal man gøre det godt og gerne sjovere. Det gør Girls Night Out ikke. Misforstå mig ikke – jeg grinte skam flere gange under filmen. Men det blev aldrig latter, der nåede helt ned i maven og som fik endorfiner til at pumpe rundt i kroppen. Girls Night Out har dog bestemt nogle lyspunkter. Før jeg så filmen, læste jeg en anmeldelse, hvor anmelderen mente Kate McKinnon (som spiller Jess’ australske veninde Kip) stjal showet fra filmens hovedrolle Scarlett Johanson. Jeg er helt enig – Kate gør det godt og hendes karakter er uden tvivl den sjoveste. Jeg sad flere gange og ønskede, at de havde brugt hende noget mere. For min skyld kunne hun have haft 1/3 af replikkerne i filmen. Jeg var også ret godt underholdt af de lumre naboer (spillet af Demi Moore og Ty Burrel – kendt som Phil fra Modern Family). De måtte godt have haft nogle større roller i filmen, men det har måske handlet mere om, hvor meget de to skuespillere har haft af tid til projektet end hvad der passede ind i historien.

Filmen er klart sjovest i starten (hvilket jeg har lagt mærket til tit er et problem for film i denne genre – at luften går af ballonen til sidst. Det samme gjorde sig gældende med Office Christmas Party, som også lagde hårdt ud, men så tabte en del til sidst). Det samme sker for Girls Night Out – den taber fuldstændig pusten den sidste halve time. Af en eller anden grund så syntes skaberne, at vi skal have lidt mere seriøsitet ind til sidst og at vi skal efterlade biografen med et budskab. Venindernes venskab skal åbenbart lige tages op til revision og det klæder ikke filmen. Jeg er faktisk fuldstændig ligeglad med deres venskab. Jeg har ikke brug for en større, mere seriøs pointe i film som denne – jeg vil bare gerne grine. Og det gør jeg overhovedet ikke den sidste halve time.

Jeg giver Girls Night Out 2 ud af seks mulige stjerner. Der er langt op til film som The Hangover og Bad Moms. Rigtig langt. Damerne var heller ikke imponeret og for første gang blev der givet 1 stjerne fra damerne (I kan se, hvordan vores stjerner fordelte sig enkeltvis HER). Vi var dog flere, der var enige om, at den sagtens kan ses en søndag på sofaen – når den en gang ligger gratis på Netflix eller Viaplay.

I kan se en oversigt over alle anmeldelser i Damernes Biografklub HER

Jess (Scarlett Johansson) is a busy lady; running for office as a senator and engaged. Her friends still think that she should have a bachelorette celebration so they all fly to Miami for the weekend. The party hard; lots of drinks and drugs – and suddently they get the idea that they should order a stripper for Jess. A hot guy shows up at their rented Miami beach house, but durring a lab dance he falls down – and dies! Now what should they do?
I did laugh during the movie, but when I compare it other movies of the same kind (like “The Hangover” and “Bad Moms”) then there’s a long way up to the top. There’s funny scenes, but the movie is also filled with clichés and I felt like I had seen it all before in other movies – and better! “Girls Night Out” (or “Rough Night” as it’s called in some countries) gets 2 out of 6 stars from me. 

girls-night-out-movie-rough-night-review

FØLG BLOGGEN PÅ
FACEBOOK HER + BLOGLOVIN HER + INSTAGRAM HER

 

bloglovin

Damernes biografklub: Når noget slutter

sense-of-an-endig-movie-tony-webster-michelle-dockery

Tony Webster (Jim Broadbent) lever i Når noget slutter et ret stille og simpelt liv; Han er fraskilt og selvom han er gået på pension, så har han en lille butik med dyre vintagekameraer. Han har et godt venskabeligt forhold til sin ekskone og hans eneste datter (spillet af Michelle Dockery – “Lady Mary” fra Downton Abbey) er gravid “alene”, da hun har valgt at få et barn med en donor. Han er ikke en person, der er meget følelsesmæssigt til stede – nok også derfor hans forhold til datteren ikke er tæt og også hvorfor ekskone skred. Men en dag arver han en dagbog – en dagbog skrevet af en fra hans ungdom. Den indeholder hemmeligheder fra hans tidligere liv og pludselig vælter skeletterne ud af skabet. Det hele får ham til at revurdere hele hans liv; Er han stadig forelsket i pigen fra hans unge dage? Hvor er hun nu og hvad skete der med hans bedste ven fra dengang?

sense-of-an-ending-movie-tony-webster-naar-noget-slutter-film-bog

Min anmeldelse: Filmen starter godt ud. Der er en mystik stemning og en masse gammel historier, der gemmer på hemmeligheder. Der går dog ikke mere end en halv times tid, før man begynder at mistænke filmen for at gå lidt i ring. Det hele går meeeget langsomt. At den flere gange gør brug af de samme klip, der igen-igen vises som flashbacks, gør kun den følelse stærkere. Gang på gang føler jeg, at filmen taler ned til mig i sin brug af gentagelser. Jeg behøver altså ikke have gentaget det samme flashback tre gange før jeg forstår budskab og betydningen – det fangede jeg første gang. Generelt gør filmen meget brug af gentagelser. Det er som om, at de er bange for, at vi ikke fanger budskaberne. For eksempel nævner hans datter flere gange, at han ikke lever i nutiden. Her hentyder hun dog til, at han ikke har en mobiltelefon, at han ikke er på Facebook mm. Men i virkeligheden er det ret tydeligt, at filmen med disse bemærkninger gerne til hentyde til, at han lever i fortiden og at han ikke har givet slip på det liv, som han levede, da han var ung. Han tænker stadig på pigen fra dengang, på vennerne og på de ting, som der skete for 40-50 år siden. Sådan nogle hentydninger kan sagtens fungere i en bog, hvor man skal være sikker på at læseren er med. Det føles bare forceret i en film, hvor vi har flere sanser med til at opfange stemninger og hints. Det bliver ret hurtigt ret så irriterende.
En andet et eksempel er Tonys “forhold” til sit pakkebud, der konstant er et udtryk for den sindstilstand, som Tony befinder sig i. Når Tony er sur, så gider han ikke at tale med det ellers så snakkesalige bud, men når Tony er glad, så inviterer han budet ind på kaffe – og sådan fortsætter det hele filmen igennem. Igen, noget som jeg sagtens kunne se fungere i en bog, men det bliver altså lidt for udpenslet og karikeret på film. Det virker kunstigt og opstillet.

Dog er der også fine ting ved Når noget slutter; Jeg kan godt lide den underspillet humor og selvom det ikke er en komedie, så trak jeg flere gange på smilebåndet under filmen. Jeg kan også godt lide castet. Jeg elsker Jim Broadbent, som spiller Tony. I kan helt sikkert genkende ham, når I ser ham. Han har været med i rigtig mange store film, men personligt kom jeg først til at tænke på hans rolle i Moulin Rouge, hvor han spiller Harold Zidler, der ejer møllen og står for opsætning af shows.

Jeg kunne virkelig godt forestille mig, at den er god som bog. Filmen bærer nemlig tydeligt præg af at være en bog, der er blevet filmatiseret, men hvor holdet bag ikke har kunnet begrænse sig – det virker som om, at hver eneste side i bogen er med. Og det gør filmen alt for lang og i perioder også utrolig kedelig. Men selvom jeg tror, at Når noget slutter er væsentlig bedre som bog (det hører jeg også fra folk, der har læst den), så synes jeg, at selve “klimaks” i filmen er lidt… fesent. Filmen lægger op til, at der er noget større i gang end der egentlig er. Derfor blev jeg skuffet, da den endelige forløsning kom. Den levede ikke op til den mystik, som filmen har i starten. Hvis de bare havde formået at holde den hele vejen igennem, så havde jeg været en del mere positiv.Jeg giver Når noget slutter 3 MEGET små stjerner. Jeg vil anbefale jer at kaste jer over bogen, som Når noget slutter er baseret på i stedet, hvis I gerne vil kende historien (bogen kan købes HER – reklamelink).

I finder alle filmene, som vi har set i Damernes Biografklub HER

In “The Sense of an Ending” we meet Tony Webster, who’s divorced and even though he’s retired he still runs a small vintage camera shop. But his quiet life is turned upside down when he inherits a old journal filled with memories from his past. It’s very obvious that this movie is based on a book. It feels very long – like they wanted to make sure that every _single_ page in the book was in the movie. I was bored a lot during this movie. Even though it started with a very mysterious feell – that just didn’t last longer than half an hour. The “climax” was very underwelming aswell.

FØLG BLOGGEN PÅ
FACEBOOK HER + BLOGLOVIN HER + INSTAGRAM HER

bloglovin

Damernes biografklub: 3 ting (anmeldelse)

3-ting-dansk-film-anmeldelse-birgitte-hjort-soerensen-nikolaj-coster-waldau

I den danske film 3 ting bliver vi fra start kastet en i en højspændt situation; sprængstofseksperten Mikael (Nikolaj coster-Waldau) er i politiets varetægt efter at have deltaget i et større kup, hvor der er blevet røvet 60 millioner fra en værdicentral i Valby. Dette har han gjort sammen med en flok udlandske professionelle kriminelle. Under røveriet er en meget respekteret politimand blevet myrdet og politiet prøver nu at finde ud af, hvem der førte pistolen, der dræbte ham. Mikael får tilbudt en aftale: Han vidner mod de andre fra kuppet (og afslører morderen) mod immunitet. Mikael vil kun gå med til aftalen, hvis han får 3 ting: en kvinde ved navn Camilla (Birgitte Hjort Sørensen), en kasse med nogle personlige ejendele og to gang butter chicken fra hans stamsted i Valby. Hvem er kvinden og hvorfor er hun vigtig? Har Mikael noget oppe i ærmet? Og er der andre der ved, hvor Mikael befinder sig?

3-ting-nikolaj-coster-waldau-film-anmeldelse-dansk

Min anmeldelse: Setuppet i filmen er ret smart; Stort set hele filmen foregår på det samme hotelværelse, hvor Mikael gemmes væk ind til retsagen næste dag, hvor han skal vidne. Jeg følte virkelig, at vi er med helt inde på hotellet og samtidig, så har det nok ikke været den dyreste film at producere. I hvert fald ikke når det kommer til lokation og udstyr. Til gengæld har de nok måtte kaste lidt klejner efter skuespillerlønninger, fordi det er nogle af Danmarks bedste, som vi har fat i her; Nikolaj Coster-Waldau, Birgitte Hjort Sørensen (en lille Game of Thrones reunion!), Lærke Winther og Jakob Ulrik Lohmann. Det er bestemt ikke et dårligt hold og de gør det også godt. Problemet med filmen er nemlig ikke dem – de holder røven oppe på det hele og gør den seværdig (Nikolaj er især altid seværdig – høhø). Problemet er et rigtig dårligt manuskript, hvor flere af replikkerne bliver klichéfyldte og et plot, hvor der er store huller i. Karaktererne er skrevet utroværdigt. De gør og siger ting, som simpelthen ikke giver mening. Især irriterer politimanden, der spilles af Ulrik Lohmann, mig utrolig meget. Han skal forestille at være en del af en dybt professionel enhed, som har med de mest tophemmelige sager at gøre. Sådan virker han godt nok ikke. Hans handlinger virker amartøragtige og jeg nægter at tro på, at politimænd som ham, i virkeligheden arbejder med så sprængfarlige (høhø) sager, som denne er. Det virker som om, at man er blevet nødt til at gøre karakternes handlinger lidt usammenhængende for at det store plot hænger bedre sammen og for at fremprovokere bestemte ting, som handlingen afhænger af. Det giver bare ikke mening og som publikum blev jeg bare mere og mere irriteret på personerne undervejs. Lidt ligesom når man i gyserfilm ser den blonde unge pige gå alene ned i kælderen, selvom hun ved, at en morder er løs i huset. Man har lyst til at råbe “HVORFOR? Det var godt nok dumt det dér!”. Dén følelse sidder man med mange gange under 3 ting.
En af de ting der dog fungerer meget godt, er humoren. Det er ikke en komedie og det er ikke meningen, at man skal grine sig igennem filmen, men der er alligevel nogle sjove jokes – og de passer godt ind.

Det er ikke halvanden spildt time af ens liv, men jeg har bestemt set bedre film. Jeg har også set bedre danske film i år (Underverden – se den! Virkelig god!). Jeg er ærgerlig over, at filmen ikke formår at få mere ud af det virkelig gode hold skuespillere (som gør filmen værd at se) og en god idé til en film. Det kunne have været udført SÅ meget bedre og mere troværdigt. Dog var jeg underligt nok rigtig fint underholdt under filmen. Dét var først, da vi kom ud og begyndte at diskutere filmen i Damernes Biografklub, at det gik op for mig, hvor hullet plottet var. 3 ting får 2½ til 3 stjerner af mig (ud af seks mulige). Vi kan også kalde det “3 meget små stjerner”. Damerne var i øvrigt alle meget enige – det var de samme ting, der irriterede os og alle damerne har givet den enten 2 eller 3 stjerner.

Nogle af jer, som har set filmen? Hvad syntes I om den?

I finder alle mine andre anmeldelser fra Damernes Biografklub HER

In the Danish movie “3 ting” (means “3 things”) we meet Mikael (Nikolaj Coster-Waldau) who has been arrested for participating in a big coup in Denmark where 60 million Danish kroner was stolen and a cop killed. Mikael is being held by the police at a hotel room until the next day where trial begins. They want him to testify against the others that were a part of the coup and reveal who killed the cop in exchange for immunity. But Mikael only wants to do it if he can have 3 things: a women named Camilla (Birgitte Hjort Sørensen), a box with personal items and a order of butter chicken from his favorite place in Valby. My review: It’s a great team of really good actors and the idea is interesting (a whole movie shot in one room), but unfortunately the script is not that good. The charactors do things that seems out of place and where you don’t understand why they do them. It doesn’t make any sense! I was really annoyed by that several times. I’m gonna give “3 ting” 3 very small stars (out of 6).

FØLG BLOGGEN PÅ
FACEBOOK HER + BLOGLOVIN HER + INSTAGRAM HER

bloglovin

Damernes biografklub: Springtur i Toscana

la-pazza-gioia-like-crazy-springtur-i-toscana-anmeldelse-italiensk-film-valeria-bruni

Villa Bondi, der ligger i Toscana i Italien, er et hjem for kvinder med psykiske problemer af alle typer. Der er kvinder, der kæmper med OCD, tvangstanker, angst, depression og mange andre mentale lidelser. I Springtur i Toscana bor den udadvente og farverige Beatrice på Villa Bondi, men hun mener selv ikke, at hun hører til der. Hun kommer fra en rig familie og hun fejler ingenting, men er i stedet blevet placeret der af en dommer, som havde et horn i siden på hende. Hvis man spørger Beatrice selv, altså. En dag tjekker Donatella ind som ny beboer på Villa Bondi. Hun er nærmest Beatrices modsætning; introvert, stille og hun har egentlig bare givet op på livet. De to kvinder får dog et bånd og et venskab vokser. En dag ser de deres snit til at stikke af fra kvindehjemmet. Med personalet og politiet i hælene, så begiver de to kvinder sig ud i Toscana – for at finde Donatellas søn, Beatrices elsker og for at finde lykken igen.

foto-la-pazza-gioia-like-crazy-movie-review-anmeldelse-film-italiensk-billede-bruni-springtur-i-toscana-2017

Min anmeldelse: Først så skal vi lige tale om den danske titel, som man har valgt at give denne italienske film. På italiensk hedder filmen La Pazza Gioia, hvilket – uden jeg nogensinde har haft italiensk – betyder noget i retningen af “Den skøre glæde”. På engelsk hedder den “Like Crazy”, men på dansk har man så valgt at kalde den Springtur i Toscana. Sidstnævnte leder mere tankerne hen på en letfordøjelig road trip film end den type film, som det er. Jeg tror, at nogen er blevet snydt lidt over den danske oversættelse. Både den italienske og den engelske er meget mere rammende, synes jeg (og resten af damerne, som jeg var inde at se filmen med). Jeg havde dog både set trailer og havde læst om filmen, inden vi så den, så jeg vidste, hvad jeg gik ind til.

Nå, nok om titlen! Umiddelbart så kan det godt lyde som en tung film; kvinder med psykiske lidelser, hvor deres liv ligger i kaos. Dog er den lavet enormt humoristisk, så det er faktisk en film, hvor man griner mere end man græder. Omvendt bliver den heldigvis ikke plat. Man kunne godt have lavet meget karikeret karakterer, hvor det kunne tangere til hån, men jeg synes, at man balancerer det virkelig smukt; vi kan grine af de små ting. For eksempel, da en kvinde med OCD advarer dem mod at stige ombord på en bus, der har nr. 63. Tværsum af 63 er 9 – og 9 er et dårligt tal i følge hende. Filmen rummer dog også rigtig meget seriøsitet – trods for den generelt humoristiske stemning. Vi talte om filmen længe efter den var slut og jeg kunne især godt lide, at vi ser det fra kvindernes vinkel. Jeg er selvfølgelig fortaler for, at barnets tarv altid kommer først, men jeg synes ofte, at man glemmer, at selvom det bedste er at fjerne et barn fra sine forældre, så betyder det ikke, at disse forældre er onde. Og mange glemmer, at disse forældre står tilbage med en rigtig stor sorg efterfølgende. En sorg der tit bliver glemt. Det mindede filmen mig om og det kunne jeg rigtig godt lide. Det er en film, der kommer godt rundt omkring i emner og jeg var vild med den underfundige humor. Man kommer virkelig til at holde af disse kvinder. Personligt var jeg ret vild med Beatrice! Filmen er måske 20 minutter for lang, men jeg kunne virkelig godt lide Springtur i Toscana (på trods af den fjollede oversættelse af titlen 😉 ).

Jeg giver Springtur i Toscana 4 ud af 6 stjerner.

Har I set den eller har planer om at ville på et tidspunkt?
I finder oversigten over alle filmene fra Damernes Biografklub HER. Jackie er for eksempel lige kommet til køb og leje – og den var virkelig fantastisk!! Min anmeldelse af den kan I læse HER

Villa Bondi is a home for women dealing with mental illnesses. Beatrice lives there – even though she thinks she doesn’t belong there at all – and one day Donatella checks in too. The two women are complete opposites; Beatrice is outgoing, talkative and not one that gives up if she has her mind set on something. Donatella is shy and keeps to her self – she has almost given up on life. One day the two women runs away in from Villa Bondi to find Donatellas son, Beatrices lover and happiness. I really like the movie “Like Crazy” (original titel “La Pazza Gioia”). Mental illness is a serious subject, but it manages to be funny too – without making a mockery of the women in the movie. It might be 20 minutes too long, but I really liked it. It gets 4 out of 6 stars from me.

FØLG BLOGGEN PÅ
FACEBOOK HER + BLOGLOVIN HER + INSTAGRAM HER

bloglovin
Older posts