Call me by Your name

Call me by your name movie - Timothee Chalamet

Sommeren 1983. Familien Perlman tilbringer sommeren i deres hus i det nordlige Italien. Hver sommer har faderen en praktikant, der bor sammen med familien i 6 uger. Denne sommer er det 24-årig Oliver (Armie Hammer), der er studerende og kommer fra USA. 17-årig Elio er son af professor Perlman og i første omgang synes Elio, at den nye praktikant er irriterende og arrogant. Det ender dog med at blive en sommer, som hverken Elio eller Oliver nogensinde glemmer – og som forandrer dem forevigt.

Call me by your name movie - Armie Hammer and Timothee ChalametCall me by your name - Timothee Chalamet

Anmeldelse: Call me by your name en coming-of-age film, om at turde at stå ved sig selv og sine følelse. Om at turde at mærke livet og tage en chance, når man opdager kærligheden. Det er også en film om, hvor svært det er at acceptere sig selv, når samfundet ikke gør. Call me by your name er en film, der fortæller eventyret om en sommer fyldt med kærlighed, oplevelser, kiksede første gange, eventyr og sorg. Dén slags somre, der bliver med én resten af livet. Dén slags somre, som alle burde have en af i løbet af deres liv. Filmen er en lang smuk stemning. Den er ikke hæsblæsende, det er ikke handlingen, der er det bærende element i Call me by Your name. Det er den følelsesmæssige rejse, som Elio og Oliver er på. Deres indre kamp. Den kan, for nogen, måske føles “langsom”, men det er lige præcis derfor, at historien ender med at kravle ind under huden; vi skal have alle de små ting med. De små blikke, vindens rislen i træernes toppe og vi skal føle deres længsel i de søvnløse sommernætter. Call me by your name er en af de slags film, der vokser mere på mig, jo mere jeg tænker over den. Og jeg har virkelig tænkt meget over og på den, siden jeg så den i tirsdags. Jeg har virkelig også lyst til at gense den.

Elios mor læser, på et tidspunkt i filmen, starten af et eventyr højt for Elio. Det handler om en prinsesse og en prins, der begge er forelsket i hinanden, men de tør begge ikke fortælle det til hinanden. Spørgsmålet er, om man hellere vil tage en chance og fortælle ens udvalgte om sine følelser eller om man ikke tør og derfor hellere vil dø (ment: dø invendigt). Det er sjældent, jeg har set en film, der er så fyldt med visdom om livet. Det kunne nemt have blevet utrolig klicheefyldt med cheesy citater, men det gør det overhovedet ikke. Filmen er så underspillet, uprætentiøs og virker så ægte. Og så er den utrolig velspillet. Timothée Chalamet, der spiller den unge Elio, spiller så overbevisende og så nemt, at jeg flere gange under filmen glemte, at de ikke er rigtige mennesker, men at det er en film. Timothée Chalamet er også nomineret til en Oscar for sin rolle i Call me by your name og dén nominering er mere en fortjent. Jeg hepper også på, at han vinder statuetten!

Call me by your name er fyldt med ren 80er nostalgi; (for) korte shorts og Ray-Ban solbriller. 80erne pop og ubeskyttet sex. Lækkert 80er hår og smukke pastelfarver. 1980erne er en trend lige nu indenfor film og serier (for eksempel med Stranger things), men det føles ikke som om, at Call me by your name prøver at “købe sig ind” på den trend. Det føles naturligt. Måske fordi at filmen er baseret på en bog af samme navn (den kan købes her – reklamelink) og derfor har sit såkaldt “source material” i orden. Når man siger 80erne og homoseksualitet i samme sætning, så er det næsten uundgåeligt at komme til at tænke på AIDS, der ramte hårdt i dét årti. Det har filmens skaber Luca Guadagnino dog valgt ikke at komme ind på og det synes jeg er et godt valg. Til gengæld har han udtalt, at han kommer til at lave mindst en film mere om Oliver og Elio – og at han håber, at det måske kan blive til en serie af Call me by your name-film. I den næste vil han tage emnet AIDS op, så det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at spille en rolle i Elio og Olivers liv.

Det er en film, der både gør mig ærgerlig, gør mig trist, gør mig glad, bringer egne sommerminder frem og fylder mig med optimisme på samme tid. Optimisme fordi, at det tydeligtvis er sket noget i forhold til accepten af homoseksualitet. Både fra tiden i 1960erne (som er tiden, der skildres i Brokeback Mountain) til 1980erne med Call me by your name og så til nu i 2018.
Faderen siger til sønnen på et tidspunkt “Lad være med at tvinge dig selv til ikke at føle noget. Det er spild af følelser.” og fortæller ham, at en dag er hjertet slidt og kan ikke føle noget mere. Det er med at føle alt det man kan – imens man kan. Også selvom det man føler, er sorg eller smerte. Call me by your name er blevet hængende hos mig i mange dage efter, jeg så den. Det er en perle og når mange anmeldere sammenligner den med Brokeback Mountain, så er det med god grund. Jeg synes bare, at Call me by your name er endnu bedre. Call me by your name fik mig dog ikke til at kaste stjerner efter den med det samme. Den skulle lige bundfælde sig. Jeg skulle lige tænke over den, og det har jeg gjort nu: Call me by your name får 5 flotte stjerner ud af 6.

Iøvrigt vil jeg tippe jer om, at det er nogle virkelig fine sange, der er med i filmen. Hele soundtracket kan findes på Spodify. Jeg er især ret glad for den her, som virkelig rammer stemningen i filmen, synes jeg. I have loved you for the last time, I have touched you for the last time – synger Sufjan Stevens i sangen “Visions of Gideon”, der bliver brugt i filmen. Av mit hjerte, en fin fin film. Den sidste scene i filmen er SÅ stærk. Der måtte jeg lige synke en ekstra gang. Scenen er faktisk musikvideoen til “Visions of Gideon”, så den kan ses lige her – men overvej at lade være med at se den, hvis I har tænkt jer at se Call med by your name. Jeg tror også, at den føles stærkere, hvis man kender resten af filmens handling.

Call me by your name er nomineret til 4 Oscars: Bedste film, Bedste sang (for “Mystery of Love” af Sufjan Stevens), Bedste mandlige hovedrolle (Timothée Chalamet) og Bedste Adapted Screenplay (når man laver en bog til en film).
Jeg tror ikke, at det er at tage munden for fuld, når jeg siger, at vi generelt ikke har set det sidste til Timothée Chalamet. Hold op, han spiller overbevisende.

I finder flere filmanmeldelser på bloggen HER

It’s the summer of 1983. We’re in northen Italy where the Perlmans are spending the summer in their italian house. The father, professor Perlman, always has an intern for six weeks during the summer and this year it’s the 24-year-old american student, Oliver. At the beginning the son, 17-year-old Elio, thinks Oliver is annoying and arrogant, but that suddently changes and it ends up being a summer that will change both Olivers and Elios life forever – and one that they’ll never forget. Call me by your name is a beautiful coming-of-age movie about love and loss. Timothée Chalamet plays young Elio so well that I forgot I was watching a movie – I kept thinking that they were real people. The whole movie feels SO real. I’m giving Call me by your name 5 out of 6 stars.

Call me by your name movie - Armie Hammer Timothee Chalamet

FØLG BLOGGEN PÅ
INSTAGRAM HER + FACEBOOK HER + BLOGLOVIN HER

bloglovin

Damernes biografklub: Wonder

Wonder movie - Julia Roberts

Auggie Pullman har altid været anderledes. Lige fra fødslen har han ikke lignet andre børn og på trods af utallige operationer (27, mener jeg), så skiller han sig stadig meget ud. For at beskytte ham har hans mor (Julia Roberts) hjemmeundervist ham, men nu er tiden kommet til, at han skal starte i en almindelig skole med almindelig børn. Auggie er bare alt andet end almindelig – og det ved han desværre godt selv. Iført sin austronauthjelm og med mor, far og storesøster er han klar til sin førsteskoledag. Det bliver en rejse med venner, svigt, mobning og overraskelser.

Wonder movie - Jacob Tremblay

Anmeldelse: Wonder er en film, hvor kliceerne står lidt i kø i dele af filmen, men det gør mig sjovt nok ikke det helt store. Slutningen er måske lidt for meget og hvis slutningen havde været en fuckboy, så vil jeg bede den om at stoppe med at hælde fløde på. Filmens store styrke børnenes relationer til hinanden. Det føles utrolig troværdigt og jeg kunne næsten ikke få nok af scenerne, hvor det kun handler om børnene. Rent filmisk har de delt Wonder op i sektioner, hvor vi oplever livet med og omkring Auggie gennem de forskellige karakterer. Jeg synes især den del, hvor vi ser det hele gennem Auggies storesøster er ret rørende. Ingen tvivl om at hun elsker sin lillebror utrolig højt, men samtidig selv har det svært og ikke føler, at hun kan gå til sine forældre, da hele familiens liv har handlet om Auggie, lige siden han blev født. Hun er ikke indebrændt, men hun er ulykkelig og da hendes bedste veninde pludseligt vender hende ryggen, føler hun sig helt alene i verden. Det var faktisk den del af filmen, der rørte mig allermest. Wonder minder mig om, hvor svært det stadig er at være anderledes her i 2018 og hvor vigtigt det er, at vi opdrager vores egne børn til at være ordentlige og rummelige mennesker, der behandler andre godt. Selvom jeg allerede nu kan sige, at Wonder ikke bliver årets film 2018 for mig, så satte den alligevel en masse tanker igang hos mig (og de andre damer) og det vil jeg godt belønne den for. En skøn underspillet humor, som især bliver leveret af Auggie og faderen (Owen Wilson), trækker også op! Wonder får 3½ stjerner af mig for god underholdning, skønne børn og vigtige, men en klichefyldt slutning og lidt for meget sentimentalitet trækker lidt ned. Wonder er bestemt seværdig og især for os med børn. Alle damerne gav den enten 3½ eller 4 stjerner.

You are a Wonder, Auggie!

Har I set Wonder eller har planer om det?
Få en oversigt over og bliv inspireret af alle filmene, som vi har set i Damernes biografklub HER. I kan også følge damerne på instagram HER, hvor vi anmelder filmene lidt kortere.

The movie “Wonder” is about 10 year old Auggie Pullman, who’s born looking different than other kids. His mother has kept him home and home schooled him – until now. It’s a story about how mean and how wonderful kids can be at the same time – and the tough decisions you have to make as a parent. “Wonder” is a lovely movie without being the best one I’m gonna see in 2018 (I can already tell you that). It’s a bit sentimental at times, but it’s still good. The relationships between the kids is the best part of the movie and it feels very real. I’m giving “Wonder” 3½ stars (out of 6). Have you seen “Wonder” or plan to?

FØLG BLOGGEN PÅ
INSTAGRAM HER + FACEBOOK HER + BLOGLOVIN HER

bloglovin

Damernes biografklub: Wind River

Wind River - Elizabeth Olsen

Langt inde i den amerikanske stat Wyoming ligger indianerreservatet Wind River. Der er langt til det, som vi andre betegner som “civilisation”. Her bor Cory Lambert og hans arbejde består blandt andet i at hjælpe de lokale med at holde bestanden af vilde rovdyr nede. En dag finder han et lig af en ung pige midt i sneen. En ung pige, som han kender og som var veninder med hans egen forsvundne datter. Pigen er kun iført nattøj, en jakke og har bare fødder – mange kilometer fra nærmest bolig. Ingen er ude om natten i minus 30 grader uden sko på – med mindre de flygter fra nogen eller noget. FBI tilkaldes, men da Wind River er lang fra alting og tydeligtvis ikke en prioritet, så sender de en sølle agent – Jane Banner (Elizabeth Olsen). Da FBI-agenten ikke er vant til at arbejde med spor og i den vilde natur, så beder hun Cory om hjælp. Han hjælper gerne, da han er på jagt efter hævn.

Wind River - Elizabeth Olsen & Jemery Renner

Min anmeldelse: Wind River er muligvis en af de smukkeste thrillere/krimier, jeg har set. Hvis I overvejer at se Wind River, så vil jeg gerne anbefale jer at se den på det store lærred. Dét fortjener de smukke snelandskaber virkelig! Filmen fangede mig helt fra starten af. Den virker anderledes end mange af de krimier, jeg har set de sidste par år. Både i tema og dens opbygning, der ikke helt følger en normal tidslinje. Samspillet mellem Elizabeth Olsen (Olsen-tvillingernes lillesøster) og Jemery Renner fungerer rigtig godt (de har også spillet sammen før i Avengers). Jeg kan godt lidt mangle noget forløsning i en af de sideløbende historier, men omvendt er det bare med til at understrege filmens budskab. Hvor der findes statestik på, hvor mange kvinder der forsvinder blandt alle andre samfundsgrupper, så findes der ingen for kvinder af indiansk oprindelse. Samtidig gør man ikke lige så meget for at opklare sager, hvor offeret er en indiansk kvinde. Det gør muligheden for at udøve vold, drab og seksuelle overgreb mod denne befolkningsgruppe “nemmere” for skurken, da de meget sjældent bliver stillet til ansvar for deres gerninger. Nogle få undersøgelser viser, at 84% af alle indianske kvinder har oplevet en eller anden form for vold. 54% har oplevet seksuelle overgreb. Wind River er med til at gøre disse tal personlige i en spændende og vedkommende thriller, hvor man så inderligt hepper for at retfærdigheden sker fyldest. Det får mig til at kunne lide Wind River endnu mere.
Jeg giver Wind River fire fine stjerner ud af 6 – og det var det samme, alle de andre damer i biografengav den også. Vi var helt enige om, at vi havde set en rigtig god thriller. Hvad der skulle til før filmen fik flere stjerner? Det er svært at svare på, men jeg var nok bare ikke blown away på en måde, hvor jeg smider 5 eller 6 stjerner efter den. Men det er en rigtig god gedin, underholdende og relevant thriller/krimi, der kan anbefales!

I kan finde inspiration til den næste biograftur eller til jeres næste film, der streames blandt Damernes Biografklubs film HER

Billet er modtaget til anmeldelse af filmen – holdningen er helt min egen.

Wind River is one of the most beautiful thrillers I’ve seen in many years. The beautiful snowy landscapes in the Wind River Indian reservation! One day a young girl is found dead in the snow – miles from cities and houses. What is a young girl doing there – in the midle of the night in her PJs and bare feet? Who was she running from? FBI is called, but they only send one agent – Jane Banner (Elizabeth Olsen). She knows nothing of tracking so she asks professional tracker and hunter Cory Lambert (Jemery Renner) for help. And he really wants to help because he’s out for revenge. Wind River is a great movie that rises the issue of violence against native American women. Wind River gets 4 out of 6 stars from me.

FØLG BLOGGEN PÅ
INSTAGRAM HER + FACEBOOK HER + BLOGLOVIN HER

bloglovin

Damernes biografklub: The Greatest showman

greatest-showman-hugh-jackman-zac-efron-zendaya-love-storygreatest-showman-michelle-williams-hugh-jackman

Filmen The Greatest showman er løst inspireret af den rigtige person P.T. Barnum, der opfandt det rejsende cirkus og som den første tog “freaks” med i showet (“freaks” er ikke mit ord – det kaldte man dengang numre som den skægget dame, kæmper, albinoer, dværge mm.). Vi er i 1850erne og P.T. Barnum er gift med den smukke Charity (Michelle Williams), som er stukket af fra sin rige familie for at være sammen med fattige P.T. (Hugh Jackman). Da P.T. mister endnu et job, får han en idé; han køber et nedlagt museum, men erstatter hurtigt de grimme voksfigurer med et levende show bestående af alle de “freaks”, som samfundet normalt udstøder; den skægget dame, en smuk ung mulat, en kæmpe, en dværg, siamesiske tvillinger, en albino og mange flere. Hans show bliver hurtigt MEGET populært og pludselig er P.T. Barnum en af de rigeste mænd i byen. Samfundets øverste lag vil dog ikke acceptere ham, som en af deres egne og det får hans to søde døtre også at mærke. Drevet af at hans børn skal have en anden opvækst end ham, så sætter han alt på spil i håbet om at nå endnu mere berømmelse, endnu mere rigdom, men vigtigst af alt; accept.

greatest-showman-zac-efron-hugh-jackman-the-other-side

Min anmeldelse: Læg alt hvad du har i hænderne lige nu og LØB til biografen. NU!

Hvorfor læser I stadig med? I skal i biografen nu!!

Ej, okay, det ville være en lidt fesen anmeldelse, hvis jeg ikke knyttede lidt flere ord til The Greatest showman, fordi den er virkelig FANTASTISK. Jeg har allerede været inde at se den to gange og jeg overvejer, om jeg skal se den en tredje gang, imens den stadig går i biograferne. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har gjort det med en film. The Greatest showman er en musical, så er man ikke til den slags, så vil man nok ikke være lige så begejstret, som jeg er. Da jeg kom ud af biografen med damerne, begyndte vi straks at sammenligne den med LA LA Land. Udover at de begge er musicals og der er stor brug af farver i alle scener, så har de to film ikke meget til fælles. LA LA Land vil jeg kalde en sofistikeret type musical, der også taler til dem, der normalt ikke kan lide musicals. The Greastest showman er til os, der ELSKER musicals. Faktisk vil jeg sammenligne den med Moulin Rouge. Den filmiske stil er meget den samme, fortællestilen er også og musikken er voldsomt catchy. Hvis I følger mig på instagram, så har I nok set, at jeg siden i torsdags har været semi-pinlig i mine stories, når jeg går helt amok til sangene fra The Greatest showman. Hvor Moulin Rouge brugte sange, som vi kendte i forvejen (på nær den her, den var skrevet specielt til filmen), så er hele soundtracket til The Greatest showman originale sange og det er SÅ godt. Denne sang er lige blevet nomineret til en Golden Globe for “Bedste sang” til en film. Lur mig om den sang ikke også bliver nomineret til Oscars. Det er dog ikke min egen favorit. Her er det denne her, den her og den her der giver mig kuldegysninger!

Man sagtens kan finde småting i filmen, der ikke er perfekte (Michelle Williams’ karakter er lidt flad, synes jeg), men alt i alt fungerer den SÅ godt og jeg var HØJ, da jeg gik fra biografen. Jeg sad endda og hoppede lidt i mit sæde til et par af de sidste sange. Filmen forkæler øjet, soundtracket er P E R F E K T (langt, langt bedre end LA LA Land), birollerne er med til at løfte filmen ekstra (især kærlighedshistorien mellem Zendaya og Zac Efron) og så er koreografien i filmen fuldstændig outstanding. Lige fra de store dansescener, hvor alle er perfekt synkrone – mit 00er-hjerte savner dengang stjerner faktisk gad at danse 100% med i koreografien og ikke bare lave 20% af den. Og så til scener, som trapez-sangen mellem Zac Efron og Zendaya (det er dem selv, der har hængt der i luften i virkeligheden). Hold kæft, det er smukt! Moulin Rouge rockede min verden der i 00erne. The Greatest Showman rocker mine 10erne. 6 ud af 6 stjerner. Intet mindre.

I kan se alle filmene, som Damernes biografklub har set HER og lade jer inspirere. Jeg spottede lige, at denne her netop er kommet på Viaplay.

“The Greatest showman” is about P.T. Barnum who re-invented circus and was the first to include “freaks” (like the bearded lady, albinos) in his show. This movie is AMAZING! I’ve already seen twice and I’m considering if I should see it once more while it’s still in the theaters. It’s a musical with the best soundtrack I’ve heard in so many years. The songs are so catchy. I felt like I was high after seeing it. I’m giving it six out of 6 stars. Run to the movies – fast!!

greatest-showman-movie-rebecca-fergusson-jenny-lind-swedish-nightingale

FØLG BLOGGEN PÅ
INSTAGRAM HER + FACEBOOK HER + BLOGLOVIN HER

bloglovin

Damernes biografklub: The Killing of a Sacred deer

the-killing-of-a-sacred-deer

Det bliver lidt svært for mig at fortælle lidt om handling på The Killing of a Sacred deer uden at komme til at afsløre noget, men jeg skal virkelig prøve. Steven Murphy (Colin Farrell) er en succesfuld kirurg. Han er gift (med Nicole Kidman) og har to børn. Han danner et venskab med den unge dreng Martin (Barry Keoghan), der er på alder med Stevens egen teenagedatter. Steven har haft drengens far som patient på et tidspunkt. En morgen vågner Stevens søn op og kan ikke gå. Hans ben er lamme og alle Stevens mest dygtige læge-kollegaer kan overhovedet ikke finde ud af, hvad der er galt. Kort tid efter bliver Stevens datter (Raffey Cassidy) også lam i benene og mystikken breder sig for alvor. Måske var det ikke så klogt, at invitere den unge Martin ind i sit liv alligevel…

the-killing-of-a-sacred-deer-nicole-kidman

Min anmeldelse: Jeg tror aldrig, at jeg har oplevet, at der var så stille i en biografsal, som der var, da rulleteksterne startede efter The Killing of a Sacred deer. Ingen sagde noget, ingen bevægede sig. Jeg tror, at hele salen var lidt i chok. Det var vi i hvert fald på vores række. Den film er godt nok noget af det vildeste, jeg nogensinde har set! Først var jeg lidt vred på filmen. Den er virkelig ubehagelig i perioder – og især er den sidste halve time noget, som jeg har svært ved at beskrive. På et tidspunkt havde jeg brug for lige at kigge væk fra skærmen, så jeg kiggede til siderne. På både min højre og venstre side sad mine veninder og gemte sig under jakker og tørklæder. Ikke én af dem kiggede på lærredet.
Vi brugte næsten en time på at diskutere filmen efter den var slut. Vi havde haft meget samme oplevelse og selvom vi synes den var voldsom (og at det nok ikke er en film for alle), så er den altså virkelig genial. Hvis man er til psykologiske thrillere, der kravler ind under huden på én. I dag på arbejdet har jeg bragt den op flere gange og en af mine kollegaer konkluderede “Den film har virkelig gjort indtryk på dig – det virker som om, at du ikke har sluppet den helt”. Hun har helt ret. Den sad i kroppen på mig resten af aftenen og den var noget af det første, jeg tænkte på i morges, da jeg åbnede mine øjne. Det er ikke fordi, jeg er ubehageligt til mode, men filmen har bare SÅ mange lag og den sætter virkelig mange tanker i gang. En af mine veninder sagde efter filmen “Jeg føler, at alle mine sanser er blevet voldtaget”. Jeg forstår virkelig, hvad hun mente. Lydsporet er vildt og skaber en ret speciel stemning. Den er flot filmet og der bliver både zoomet meget ind, meget ud – og der er skudt fra cirka alle vinkler; nede fra, oppe fra… ja, you name it. Det er også en film med enormt meget symbolik, så man kan bruge lang tid på at fordøje og fortolke.

Filmen er faktisk også humoristisk, men det er ekstrem sort og upassende humor. Den fik mig til at grine på tidspunkter, som jeg med det samme fik utrolig dårlig samvittighed over at grine over, men alligevel skete det flere gange under filmen. Jeg sad ikke og skreg af grin, men vi var flere, der kom til at grine på ret underlige tidspunkter. Jeg har lyst til at beskrive nogle af de komiske situationer for jer, men jeg vil omvendt ikke fortælle for meget om handlingen, da jeg tror, at I får den bedste oplevelse, hvis I ved så lidt som muligt. Hele castet leverer en pragtpræstation uden lige. Man kan måske synes, at de spiller ret “mekanisk”, men har man set The Lobster af samme instruktør, så kan man hurtigt se, at det er hans stil. Den mekaniske spillestil gør også, at man har sværere ved at greje karaktererne og deres motiver, da det er svært at få et indtryk af deres person og følelser i store dele af filmen. Det lyder måske irriterende, men det er bare et af de mange lag i filmen og jeg kan rigtig godt lide det. Hvis I tager ind og ser filmen, så vil jeg anbefale jer ikke at dømme filmen i forhold til logik. Jeg tror, at præmissen i filmen er, at ikke det hele skal forklares. For eksempel skal man ikke tænke for meget over, hvordan de bliver syge. Filmen handler mere om mennesker, deres motiver og hvordan vi reagerer i vilde situationer end den er et mysterie, der skal opklares.

Elsker du romantiske komedier og vil helst være i godt humør, når du forlader biografen, så skal du holde dig langt væk fra The Killing of a Sacred deer. Kan du godt lide film, der kravler ind under huden på dig og psykologiske thrillere, så SKAL du se The Killing of a Sacred deer. Den er så vild… ja, det er den bedste måde jeg kan beskrive den på. Den er vild. Oplevelsen er vild – man sidder helt blæst bagover, når filmen slutter.

Det var ikke en rar oplevelse, men det var en stor oplevelse at se The Killing of a Sacred deer. I sin genre er den fantastisk – jeg vil næsten kalde den et mesterværk inden for genren. Derfor giver jeg den 5 ud af seks stjerner. Resten af damerne gav den enten 4 eller 5 stjerner – dog var en enkelt slet ikke til den og gav den 2 stjerner. Hvis man ikke er til denne type film, så vil man nok kaste meget få stjerner efter den, men jeg bedømmer altid en film inden for sin egen genre og der er The Killing of a Sacred deer uovertruffen. Filmen vil gerne fucke med vores hoveder og det kan jeg love jer for, at den gør.

Skal I se The Killing of a Sacred deer? Filmen vandt i øvrigt guldpalmerne i Cannes i 2017.

I kan lade jer inspirere af alle de film, som vi har anmeldt i Damernes biografklub HER

Billetterne er modtaget til anmeldelse, men det er 100% min egen (og damernes) holdning til filmen.

Last night I watched “The Killing of a Sacred deer” with my movie club and it left such an impression on me that I can still “feel” the movie today.

FØLG BLOGGEN PÅ
FACEBOOK HER + BLOGLOVIN HER + INSTAGRAM HER

bloglovin
Older posts