Jeg synes, at moderrollen er blevet nemmere

banrock-station-stige-oe-legeplads-natur-paa-fyn-odense-losseplads-missjeanett-blogger-fredet-natur-vin

Det sker jævnligt, at en af jer bag skærmen spørger mig, om jeg synes, at moderrollen bliver nemmere, som tiden går. Ja, det synes jeg at den er. Om det er fordi, at Bella er blevet ældre eller om det er, fordi jeg er faldet bedre til i rollen – det ved jeg ikke. Og det finder jeg måske kun ud af, hvis vi skal have flere børn. Faktum er dog, at jeg synes, at det er væsentligt nemmere at være mor til en på 4,5 år end en på 4,5 måneder. En million gange nemmere. Det er også selvom at hende på 4,5 år kan løbe fra mig og at hun råber ting som “du er en lort” og “jeg elsker dig ALDRIG mere, når jeg ikke må se tegnefilm”. Jeg har veninder, der slet ikke kan stå for de meget små (hjælpeløse) babyer. De er også søde, men jeg synes virkelig, at det er federe at have en på 4,5 år. Det er ikke de små tæer, det første smil eller andre babyting, der får mig til at overveje flere børn. Det er når jeg har samtaler med Bella, hvor hun fortæller mig, om alle dem hun elsker eller når jeg fortæller hende, hvor sej, modig og kærlig hun er som menneske – og jeg kan se, at det er noget, som gør indtryk på hende, når jeg siger det. Hun vokser lige 10 cm og mit hjerte vokser 10 gange. Jeg ved bare, at hun bliver den mest fantastiske pige i verden. Ikke målt i bedrifter eller formue, men i sind. At et så lille menneske allerede kan rumme så meget kærlighed til verden og andre mennesker. Så meget gå-på mod og så nysgerrig på eventyr. Dét fylder mig op og tænker – dét der. Det er det hele værd! At sidde med en baby, gylp og lortebleer – det skulle kun være for at kunne få en på 4 år igen, fordi det er på ingen måder babyerne, der rykker i mig overhovedet. Andre der har det på samme måde? At det kun bliver federe med alderen?

Der er heller ingen tvivl om, at forholdet til min egen mor også har påvirket mig – og hvordan jeg har grebet hele dette moderskab an. Det kan ikke undgås, når ens egen mor cutter kontakten, når man selv sidder som nybagt mor med en baby 1,5 måneder. Det gør uden tvivl noget ved én – om man vil det eller ej (og det er i øvrigt noget af det mest rådne man kan gøre ved sit eget barn. Please lov mig, at I aldrig aldrig aldrig kunne finde på at gøre det samme). Dét kaster alt op i luften og ens identitet som både datter, mor og kvinde bliver kastet ned i en blender – og så er det så ens eget job at få det hele samlet til noget igen bagefter. Men for helvede, hvor er jeg overrasket over, hvad man kan holde til, hvis man bare kæmper nok. Du og jeg er en del stærkere end vi tror og giver os selv kredit for. Også selvom du måske ikke lige føler, at du er det lige nu.

Jeg bliver glad over at se, at det virker som om, at der er blevet bedre plads til at være mor på forskellige måder. Der virker også til at være en større rummelighed for, hvordan man har det med at blive/være mor. Jeg håber, at der er endnu mere plads til forskellighed, når Bella en gang er voksen og måske selv skal være mor. Den fordømmelse jeg mødte, da jeg ytrede mig om, at jeg ikke elskede at være mor – den håber jeg aldrig at hun skal møde. Der er heldigvis en del år til endnu (forhåbentlig), så jeg mine forhåbninger er store. Fordømmelsen kom ikke herinde fra bloggen. Der har jeg kun mødt positive og opmuntrende respons. Mange tak for det! Det negative tog mest fart, da indlægget (HER) gik viralt på Facebook og så selvfølgelig, da jeg på 24 timer var med i nyheder og Go’ Morgen DK sidste sommer. Jeg havde forventet negative kommentarer, når man går på nationalt TV og ytrer sig kontroversielt (som det desværre var er). Men at jeg i flere uger efter blev chikaneret af kvinder på Facebook, der mente at Bella skulle tvangfjernes og at jeg var klar til en indlæggelse på P – det var alligevel voldsommere end regnet med og langt, langt over grænsen. Jeg forstår stadig ikke, hvordan folk kan være SÅ modbydelige overfor mennesker, som de aldrig har mødt og ikke kender. Et af de store problemer i verden i dag er folks manglende evne til at acceptere hinandens forskelligheder. Vi kan sagtens være uenige og leve forskelligt, men stadig eksistere på den samme klode.

Jeg har mange gange tænkt på, at jeg rigtig gerne vil sige noget til jer, der har sendt mig mails og beskeder om emnet i løbet af de sidste par år. Jer der har skrevet, at mine indlæg har hjulpet mange af jer til at vide, at I ikke var/er alene med disse følelser – og at I ikke er “i stykker” eller “fucked up”, som en af jer havde fået at vide af en veninde, at I var (jeg håber næsten ikke, at hun stadig er en “veninde”! Shit for en “lorteveninde”). I skal vide, at jeres beskeder også har hjulpet mig. De har også givet mig en følelse af, at jeg ikke var alene med disse følelser og tanker. Og for hver eneste af jer, der har skrevet og har takket, der har jeg tænkt, at hvis jeg bare havde fået en enkelt af jer til at have det bare lidt bedre med jer selv, så var det alle de sindsyge sure kommentarer værd. Så tusind tak til alle jer der har skrevet over de sidste par år. Den der fællesskabfølelse man kan få skabt online med nogle man slet ikke kender… det er godt nok vild og helt, helt fantastisk.

Hvis din veninde synes, at det er svært at være mor, så mød hende med forståelse og et kram, istedet for fordømmelse. Og hvis din veninde går lige rigeligt all in på moderrollen og du måske synes, at hun glemmer at være noget andet også. Så husk, at det er måske det der føles rigtigt for hende. Måske har hun drømt om familie og små børn hele sit liv, så hun stornyder bare lige nu. Så længe at vi møder hinanden med forståelse og plads til forskellighed, så er der plads til os alle. Ekstremer på begge sider er ikke sundt for børnene (hverken en mor, der ikke går nok i moderrollen, men også hende, der går alt, alt for meget op i det og nærmest lever gennem dem), men jeg er fuldt overbevist om, at en fornuftig mor kan findes i begge typer.

Rigtig god weekend til jer og tak fordi I er her <3

I kan finde flere indlæg om livet som mor HER

FØLG BLOGGEN PÅ
FACEBOOK HER + BLOGLOVIN HER + INSTAGRAM HER

bloglovin

Måned #50

maaned-50-smaafolk-kjole-med-kaktus-print-missjeanett-morblogger-morblogmaaned-50-missjeanett-smaafolk-kaktus-kjole-kavat-sandaler-morblogger-mommy-blog-blogger-sommerkjolemaaned-50-4-aar-missjeanett-maaneds-indlaeg-smaafolk-kaktus-kjole-cactus-dress-sommerkjole-odense-smoelfineReklamelinks:

Kan I huske mine månedsindlæg? Jeg lavede dem hver måned, da Bella var mindre. Her skrev jeg om, hvad hun nu kunne og havde lært – og hvordan jeg synes det var måned for måned. I den alleførste måned (HER) fik jeg sagt at det var “10% skønt, 90% røv”. Det synes jeg heldigvis er stik modsat i dag, så hvis I sidder i en lignende situation lige nu, så bliver det bedre – det lover jeg! Jeg holdt dog op med at lave indlæggene, da hun blev ældre. Mest fordi jeg ikke synes, at der længere sker nok til at man kan lave en ny opdatering hver måned. Men nu er det snart mange, mange måneder siden den sidste og derfor tænkte jeg, at det kunne være hyggeligt med en ny. Bellas kjole her er fra Småfolk kan købes HER og sandaler fra Kavat HER

I kan finde listen over alle de gamle månedsindlæg HER

I give to you – Bella 4 år! (50 måneder)

  • Hun elsker at danse og synge. Sidstnævnte gerne af den hjemmelavet slags. Hun optræder tit for os med begge dele og jeg bliver meget overrasket, hvis hun, når hun bliver ældre, ikke på et tidspunkt kommer til at “flirte” lidt med musicals eller noget der minder om (ligesom sin mor).
  • At tegne er virkelig også helt i top over yndlings beskæftigelser. Hun tegner HVER DAG og masseproducerer så meget at, hvis vi fik 1 krone for hver tegning, så ville vi kigge på luksussommerhuse i Spanien lige nu.
  • Hun øver sig på at skrive bogstaver og på at skrive hele sit navn. Hun er virkelig god!
  • Desuden elsker kjoler og har stærke holdninger til, hvad hun vil have på (alt med glimmer, lyserød, Disney og så videre). Gad vide, hvor hun har det fra? 😉
  • Er hun (efter min mening) lidt for glad for at se “legetøjsfilm” på YouTube. Det er en slags “haul” videoer, hvor voksne åbner æsker med legetøj, imens de forklarer, hvad det kan og er. Hun elsker det, men til gengæld laver hun ikke andet end at sige “Den ønsker jeg mig! Den ønsker jeg mig!” hele tiden under videoerne. Jeg vil hellere have, at hun ser en længere tegnefilm med nogle fine pointer og lærer at man også skal have tålmodighed til en hel film. Derfor er “legetøjsfilm” kun noget, som hun får lov til i weekenden eller når hun er syg. Hvor vildt er det i øvrigt lige, at mange af de der videoer på YouTube har 2-3-4-5-millioner af views per video? Det er helt crazy. Måske burde jeg droppe bloggen og lave en YouTube-kanal, hvor jeg åbner pakker med legetøj i stedet, haha?
  • Samme videoer kan jeg dog takke for, at Bella også er i gang med at lære engelsk. Hun kan allerede rigtig mange ord og ved hvad de betyder. Tit kommer hun og siger ting som “mor, green er grøn på engels” (hun dropper oftest k’et til sidst i “engelsk”) og hun kan synge “Lillefinger, lillefinger – hvor er du?”-sangen helt på engelsk også. Hun er også begyndt at sige “I love you” til os i stedet for “Jeg elsker dig”. “Det er bare engelsk, mor”, siger hun så. Jeg kunne godt nok ikke engelske ord, da jeg var 4 år. Der er verden helt klart anderledes i dag end da jeg var barn.
  • Er hun overhovedet ikke kræsen og spiser stort set alt. Jeg fik engang sagt her på bloggen, da jeg var gravid, at jeg mente at kræsenhed er 80-90% opdragelse og intet med genetik at gøre. Det fik jeg mange hug over og en ønskede sig inderligt, at min mave gemte på verdens mest kræsne barn, så jeg “kunne opleve, hvordan det føles”. Det er mit barn heldigvis ikke – og jeg mener stadig, at det handler om opdragelse (og tak til madordning i børnehaven – det tog lige den lille kræsenhed der var dengang!). Noget “kræsenhed” er også en fase, som de har. Men helt oprigtig kræsenhed der varer ved hele livet – den mener jeg stadig er et spørgsmål om opdragelse.
  • Speaking of mad, så er hendes livretter boller i karry, sushi (den har været en favorit lige siden, hun smagte det for første gang for et par år siden), pastaretter, leverpostej + ostehaps og stort set alt fisk.
  • Hun elsker hun ferier og jeg elsker, at hun elsker det!
  • Bella snakker rigtig meget om, at hun gerne vil i skole ligesom de store børn i børnehaven. Det er bare lidt tidligt allerede at spørge efter det, når der er 2 år til…
  • Sover hun stadig længe. Sidste weekend var den 11.15 den ene dag, da hun vågnede. Hun synes, at det er decideret forfærdeligt at blive vækket lidt i syv i hverdagene. Mit lille B-menneske <3
  • Spurgte hun for første gang, da vi var i Skotland, om hun ikke måtte få en lillesøster…

Do you remember that I used to do a monthly update on Bella when she was a baby? They were very popular, but I stopped doing them when she got older and there wasn’t happening enough new stuff to do them each month. But now it has been a long time since the last one, so here’s a new one! Month no. 50: Bella loves to draw and she’s so good at it. She also loves making up her own songs and perform them for us while dancing. I’ll be surprised if she doesn’t end up doing musicals or something like it when she’s older. She watches a lot of YouTube toy hauls and because of that she actually learning English. She can count in English and she knows the names of all the colours. And she also says “I love you”. She loves sleeping in and she’s not picky when it comes to food. Her favorites are sushi, pasta dishes and all sorts of fish. When we were in Scotland she asked if she could have a younger sister for the first time…

FØLG BLOGGEN PÅ
FACEBOOK HER + BLOGLOVIN HER + INSTAGRAM HER

bloglovin

Vi skal stoppe med at opdrage piger og drenge forskelligt

mini-a-ture-aw-16-kollektion-missjeanett-kjole-vinter-16-tyl-laise-kjole-sky-captain-blue-dress

Det her er et emne, som jeg har tænkt over længe. Faktisk er det noget, som jeg flere gange har studset over de seneste par år. Især efter jeg selv er blevet mor. Jeg har rigtig, rigtig mange gange lagt mærke til, hvor forskelligt vi opdrager drenge vs. piger. Der er tale om forskellige grænser for, hvad de må og hvordan vi forventer at de skal opføre sig. Drengene får utvivlsomt meget længere snor end piger og det irriterer mig – især i ligestillingensnavn her i 2017. Der er selvfølgelig undtagelser – det er der altid. Man kan sagtens finde en familie, hvor det er anderledes, men generelt mener jeg, at drenge bliver opdraget anderledes (mindre) end pigerne. Vi har simpelthen højere forventninger til pigerne og føler, at de skal passes mere på end drenge skal.

Da jeg var på Fuerteventura gjorde jeg mig nogle interessant observationer, da jeg lå ved poolen. Seriøst, det er næsten som et stort sociologisk studie, når man iagttager folk en hel eftermiddag. Der var klare forskelle på, hvornår forældre synes, at deres drenge larmede for meget og hvornår pigerne gjorde. Og i flere tilfælde var der også forskel indenfor samme søskende flot. Drengene fik uden tvivl meget, meget længere snor. De kunne både råbe mere og være mere fysisk voldsomme overfor andre før forældrene skred ind, hvor pigerne fik meget hurtigere end løftet pegefinger. Jeg er med på, at drenges leg oftest er fysisk voldsommere end pigers, og det er også helt okay, men det betyder ikke, at de automatisk har lov til at være mere til gene for deres omgivelser. Hverken for deres søskende eller overfor andre der ligger ved poolen. Der må gælde samme regler for piger og drenge. Måske skulle man sige noget til drengene noget før end man gør eller også skal pigerne have længere snor. Hvis I vidste, hvor ofte jeg har hørt undskyldningen “åh han er bare en dreng med lidt krudt i røven” efter at samme unge havde slået et andet barn. Nej søster, dit barn er uopdragent. Ingen må slå – heller ikke drenge.
Det er nok forskelligt fra eksempel til eksempel – og fra familie til familie. Men vi skal altså stoppe med at forskelsbehandle på den måde. Det giver mig til flash back til 50erne, hvor pigerne blev opdraget efter kønsstereotyper, hvor de skal være små blide, smukke væsener og mænd var manddige og “voldsomme”.

Det er jo også et kendt faktum, at kvinder stadig bliver spurgt, hvad de havde på eller om de havde flirtet med fyren, når de melder en voldtægt. En påklædning der er fuldstændig ligegyldig, da en voldtægt er en voldtægt, hvis man ikke har ønsket samlejet (og det er flirten også). Så er det fuldstændig ligegyldigt, om man så er gået nøgen i byen eller om man har kamp-flirtet. Har man ikke haft lyst til sex, så er det voldtægt. Punktum. Men igen ligger der en usagt holdning om, at kvinder skal passe på og tænke over sin påklædning og opførelse – ellers kan det jo være ens egen “skyld”, hvis der sker noget skidt. Det er ALDRIG nogens skyld, når de bliver voldtaget. ALDRIG. Og kvinder skal ikke begrænse deres liv, fordi voldtægtsmænd ikke kan styre sig. Det er voldtægtsmændene, der har et problem og det skal vi ikke indrette os under.

For et par uger siden så jeg et amerikansk talkshow, hvor en skuespillerinde fortalte om dengang, da hun som teenager var begyndt at date. Hun havde to ældre brødre og drengene havde begge fået lov til at date, da de fyldte 16 år. Hun havde til gengæld først fået lov fra, da hun var 18 år. Hendes far havde sagt, at det var fordi hun var en pige og hun skulle “passes på”, da han vidste, hvordan drenge/mænd var. Hvad med at opdrage drenge ordentligt, så unge piger og kvinder ikke skal begrænses i deres liv, fordi mænd ikke kan styre sig? Hvor er det i øvrigt også noget underligt noget – at lære piger, at de er svagere og skal passes på af mænd – at de ikke kan klare sig selv. Der er ingen rationel grund til, hvorfor piger ikke burde have lov til at date, drikke, feste osv. på samme tidspunkt som drenge. Piger er oftest mere modne end de jævnalderende drenge. Vi skal lære vores piger, at de kan præcis det samme som mænd – og at vi ikke er afhængige af at blive passet på.

Et andet og nyere eksempel er denne tidligere X factor deltager, som lige er blevet dømt for at have delt en video af en pige, som giver ham et blowjob. Medierne har, efter dommen, givet ham fuldstændig ukritisk taletid. Han har fået lov til at sidde i bedste taletid og forklare hvorfor han gjorde det og klynke over, at dommen var hård. Jeg kan spare jer tiden, som I ville have brugt på at se klippet: Han er idiot. Han ville gerne have “credit” af sine venner, for at have fået et blowjob og derfor røg videoen afsted til 7-8 af hans nærmest venner. Det gør man bare ikke og det er ingen undskyldning whatsoever. Ingen! Jeg har været så ærgerlig, når jeg har læst folkets reaktioner på artikler og sociale medier. “Pigen kunne da regne ud, at sådan noget kunne ske” og “Hvis hun ikke havde givet det blowjob, så var det aldrig sket”. Nå, så pigen skal begrænse sin seksuelle aktivitet, fordi at drengene bare gør sådan noget? Hvad med i stedet at opdrage sine børn, så de ikke deler intime øjeblikke med andre? I stedet for får han lov til at sidde at forklare sig og hvor synd det er for ham. Men pigen burde have vidst bedre. Det er jo helt bagvendt!

Vi taler så meget om ligestilling i disse dage og hvad vi som samfund kan gøre, for at vi opnår lige muligheder. Vi sidder bare selv på en af løsningerne: Vi kunne starte med at opdrage vores børn ens, uanset køn. Jeg taler ikke om, at klæde dem unisex, kalde dem “hon” istedet for han/hun. Drengene skal heller ikke tvinges til at lege med dukker og pigerne med biler. Nej, jeg taler om de små ting, der til gengæld kan sende store signaler. At der bliver sagt noget til børn, når de larmer uanset om de er drenge eller piger (jeg er SÅ træt af argumentet “drenge larmer bare mere – det er deres natur”. Nej, de er mere fysiske. Det andet er bare ren opdragelse). Fortælle både drenge og piger, at de kan hvad de vil. Vi skal holde op med at opdrage vores piger, som små bly violer, imens drengene får lov til at buldre derud ad. Der burde ikke være forskel på, hvordan vi opdrager drenge og piger. Og hvis vi gør, så er vi selv med til at bidrage til den forskel, som der er resten af livet. Pigerne lærer, at de skal passe på og drenge kan gøre, hvad de har lyst til (sat op lidt groft og generaliserende 😉 ).

Det her er meget generelt og jeg ved godt, at der findes masse af velopdraget drenge derude (og uopdragende piger), men det ER et problem og vi kan selv være med til at gøre noget ved det. Opdragelsen starter jo hos os selv og i vores egen familie.

This is something I’ve been thinking about for awhile now. Actually some years. I think we raise boys and girls differently – in a way that’s not good. So many times I’ve noticed that boys can be a lot more noisy (and annoying) before being told to calm down than girls can. We expect girls to be wellbehaved and sweet, but boys are “naturally” noisy. No they’re not. They’re more psycial while playing, but noise is all about how you raise them. 

bloglovin

Når man tvivler på egne evner som mor: Mit fantastisk lille menneske

tegning-livet-som-mor-missjeanett-blogger

“Det er mig der er den høje, mor. Fordi min hals er så lang”. “Der er hjerter på, fordi vi elsker hinanden. Dig, mig og far”. “Vi bor sammen i vores hus. Jeg elsker vores hus!”.

Jeg tror, at de fleste mødre har dage, hvor man tvivler på sine egne evner som forældre. Gør man det nu godt nok? Kunne man gøre det endnu bedre? Den tvivl kan næsten ikke undgås. Men når man så (stolt) bliver præsenteret for en tegning som denne, så fyldes jeg kun med kærlighed og stolthed.

Bella er så kærlig, empatisk, så mild (hun er verdens mest forsigtige ved børn der er yngre end hende selv). Hun er kreativ, klog og sjov. En selvstændig pige, der tror på egne evner. Hun er også en glad pige, der hele tiden ser muligheder og ikke forhindringer. Og så er hun – pardon my french – skide smuk!

Jeg er stolt, når jeg hører, hvordan de roste hende i vuggestuen og hvordan de gør det nu i børnehaven. Jeg bliver stolt, når jeg kan se, hvor god hun er til at skabe relationer til andre (både børn og voksne). Jeg bliver stolt, når vores venner siger, at hun er så sød og nem at have på besøg. Jeg bliver stolt, når hun tegner sådan en tegning, der er fuld af så meget kærlighed til os og til hinanden. De ting skal man huske sig selv på, når man har en dag, hvor man ikke føler, at man slår til som mor. Fordi hvis jeg har nogen som helst andel i, hvordan Bella er som hun er, så kan jeg vist ikke gøre det helt så skidt. Må vi huske os selv på dét de dage, hvor man tvivler på sig selv.

Mit fantastiske lille menneske <3 Jeg elsker dig, Bella!

“I’m the tall one because I have a long neck, mommy”. “There’s hearts on the drawing because we love each other. You, me and daddy”. I think all mommys have days where we doubt if we’re doing a good job as moms. But when I see my beautiful, clever, creative, empathic and loving little girl I get so proud. If I have any part of the wonderful person she is, then I can’t be doing it all that bad 😉 My fantastic little human <3

bloglovin

Kan man være for meget mor og for lidt mor?

livet-som-mor

… og skal andre overhovedet blande sig i det? Det sidste kender I nok mit svar på. Nej, jeg mener jeg ikke man bør, så længe der ikke er tale, om noget der gør skade på barnet. Måske har I set, at jeg i torsdags var på Berlingske med denne længere artikel. Men jeg vil rigtig gerne tale lidt mere om emnet. Jeg er ret glad for artiklen og jeg føler, at journalisten virkelig fangede mine pointer og budskaber. Stor ros til hende – det er ikke altid, at det går den vej, når man bliver interviewet 😉 Vi er to mødre, som interviewes, hvor vi begge har oplevet en masse kritik af måden, som vi er mødre på. Jeg har fået en del kommentarer på, at jeg ikke er nok mor. At jeg ikke giver mig nok hen til rollen og tænker for meget på mine egne behov. Luna, som er den anden mor i artiklen, har oplevet det stik modsatte; folk kritiserer hende for, at hun simpelthen er blevet for meget mor, at hun ammer for længe og at hun ikke går op i andre ting end hendes børn. I kan godt høre det komiske i det hele, ikke? Lige meget hvad vi gør, så kan vi bare ikke gøre det rigtigt. Enten er det for meget eller også er det for lidt. Hold nu kæft, hvor er jeg snart træt af det. Ja, undskyld, at jeg bander, men det er jeg virkelig. Nu har jeg efterhånden en del debatindlæg, hvor vi berører det her emne og jeg forstår stadig ikke, folks behov for at pege fingre af andres måder at være mor på. Også fordi behovet for at pege fingre af netop mødre, virker større end for at pege på andre ting. Hvorfor er det, at der er så mange, som synes det er okay? I artiklen beskriver jeg også, at lige fra jeg blev gravid, var det som om, at min krop og mit liv blev allemandseje, som alle havde en holdning til. Og her mener jeg ikke i kraft af, at jeg er blogger. Der ved jeg godt, at der helt naturligt er en øget interesse og det er jeg indforstået med (men det betyder ikke, at jeg finder mig i alt, hvad der bliver kastet min vej. Der er stadig grænser!). Det var hos alle mulige, at jeg oplevede, at folk synes det var okay at komme med kommentarer om, hvad jeg spiste, hvor meget jeg tog på, “Er Bella ikke et hundenavn?” til om hun sov hos os, om jeg ammede (og hvor længe), hvornår Bella måtte få sukker, om vi rejste med barn, hvem der tog barsel (og hvor længe), hvor dyrt mit barns tøj er, hvordan jeg opdrager min barn, hvor meget tegnefilm hun må se og jeg kunne seriøst fortsætte i en uendelighed.

Nej, man kan ikke være for lidt mor eller for meget. Man er den mor, som man selv gerne vil være og folk må simpelthen lade være med at tro, at det er okay, at de blander sig så meget. Fordi det er det ikke. Jeg er også ret træt af, at folk bruger argumentet om, at børnene tager skade, som adgangsbillet til at komme med deres uforbeholdende mening. Jeg tror simpelthen ikke på, at den måde hverken jeg eller Luna er mødre på, skader vores børn.
Det er ret nemt at opsummere problemet, men hvordan får vi gjort noget ved det? Al forandring starter med én selv, så vi kunne alle starte med at blive opmærksomme på, om den fordømmende adfærd er noget vi selv gør og så stoppe med at gøre det. Dernæst må vi blive bedre til at sige fra. Sige fra når folk blander sig. Folk bliver nok småfornærmet, når man begynder at sige fra, men det må de selv tænke lidt over. Sidst, men ikke mindst, så må vi stå op for vores medsøstre. Sidder I i en forsamling eller oplever en situation, hvor nogen kommer med underlige kommentarer, så sig fra på deres vegne. Jeg har selv prøvet at sidde i en situation, hvor jeg blev helt paf over nogens kommentarer og jeg fik derfor slet ikke sagt fra. Jeg lod det bare passere. Det kunne have været rart, hvis en anden lige havde sagt “Det synes jeg måske ikke, at du skal blande dig i”.

Dette øget behov for at blande sig, tror jeg også er kommet i kraft af de sociale medier. Det er blevet så nemt at sige sin mening og at sige den uden filter – fordi det har ingen konsekvenser. Man ser ikke reaktionerne hos modtageren og fordi man ikke kender hinanden, så glemmer folk, at der i den anden ende sidder en person med følelser. Folk er virkelig stride, især på Facebook. Jeg var selv inde og kigge i tråden på selve artiklen, da Berlingske delte den på deres Facebookside. “Hvor er det synd for barnet”, “Hvorfor har hun overhovedet fået børn?” og “Hun er blogger – hun må bare tage det sure med det søde. Jeg kan ikke tage hendes ynk seriøst”, var bare nogle af de ting, som stod derinde. Nogle havde tydeligvis slet ikke læst artiklen, men reagerede bare på overskriften. Jeg håber, at der er noget familie og venner derude, som krummer tæer over folks opførelse i den slags tråde. Hvorfor er der ingen, som siger noget til dem?

Vi har alle sammen lov til at være de mødre, som vi selv vi være. Giv nu plads til at andre gør det på en anden måde end én selv. Der er flere måder man kan gøre det på. Der er ikke kun en måde.

On Thursday I was in this big interview at Berlingske about motherhood. Can you be too much or too little of a mom? No, of course not. You’re the mom you wanna be and people need to stop interfering in things they have no business interfering in.

bloglovin
Older posts