10 ting jeg vil lave i februar

Reklamelinks markeret med *

Lige siden Floras fødsel har jeg ikke rigtig “turde” at lave de her indlæg. Måske har jeg ubevidst droppet dem, fordi man seriøst ikke har noget liv eller foretager sig noget spændende (for andre, i hvert fald) de første par måneder. Men nu begynder vi at have lyst og overskud til at lave ting igen, så derfor kommer her en ønskeliste over ting, jeg gerne så ske her i februar.

I februar vil jeg…

  1. … spise virkelig mange fastelavnsboller (altså lige så mange, som jeg har fået spist i januar, ha ha. Det er en del). I år er min favorit dem fra Kvicklys bager og især dem med solbær. Jeg er lidt “over” dem fra Lagkagehuset. De er dyre, lidt for klamme (jeg kan på ingen måder selv spise en hel af dem) og så irriterer det mig grænseløst, at de ikke skærer bollen helt igennem. Det er en fastelavnsbolle med flødeskum – ikke et hotdogbrød!
  2. … tage i babybio igen. Vi havde Flora med inde at se A Star is born i december og det var en succes. Hun sov bare hele tiden og gjorde hun antræk til at vågne, så stak jeg en babs i munden på hende. Jeg er dog spændt på at se, hvordan det går denne måned, hvor hun er mere “vågen” og bevist. Må hellere tage den der grimme Lamaze-løve, hun elsker så højt, med…
  3. … finde ud af, hvilken serie der skal underholde mig det næste stykke tid her på barsel. Outlander er netop slut, så der bliver så tomt om mandagen fremadrettet. Love Island UK sæson 4 har dog premiere på Viaplay her i februar, så den kunne være et godt bud! Walking Dead sæson 8 kommer på HBO denne måned også, så den skal jeg nok også se.
  4. … få sendt invitationer til Floras barnedåb afsted. De er seriøst SÅ pæne og vil vise jer dem snart!
  5. … og selv være gæster til navngivningsfest for lille Georg (eller – jeg synes, at han virker så stor i forhold til Flora, fordi han er 7 uger ældre end hende)
  6. … prøve at finde kjoler til Floras barnedåb til både mig og begge pigerne. Bellas er faktisk fundet og er denne her* fra odenseanske GRO. Den er mega pæn og den skal hun nok få brugt hele sommeren også. Jeg har fået den idé, at hun skal have en grøn cardigan på til. Kan jeg finde en grøn cardigan til børn overhovedet? På ingen måder. Jeg har ikke set en eneste. Hvad sker der for det? Sig til, hvis I falder over en grøn cardigan til en i Bellas alder. Til mig selv overvejer jeg denne* og en fra Ganni jeg har set på instagram, men som ikke er kommet endnu. Med sådan en post-graviditetskrop bliver jeg simpelthen bare lige nødt til at prøve tingene, før jeg beslutter mig.
  7. … drikke kaffe (og spise fastelavnsboller, hence pkt. 1) med hende her, der også er på barsel og vi bor få hundrede meter fra hinanden. Det kalder altså på en masse kaffe-fastelavnsbolle-dates!
  8. … heppe på sne. Det kan da virkelig ikke passe, at det er alt der kommer denne vinter? Så kan man virkelig tale om, at man kan se effekten af global opvarmning. Jeg kan ikke huske en vinter i hele mit liv, hvor vi har haft så lidt sne her i Odense.
  9. … overveje, om jeg snart kan overskue at tage Flora med mig en dag til frisøren. Jeg er ved at brække mig over mit hår og efter en lang graviditet trænger jeg virkelig til at få kastet noget afblegning i mit hår. Jeg vil gerne tilbage til at være mere blond! Ved ikke om det bliver her i februar, men det skal i hvert fald ske inden barnedåben…
  10. … se Oscars. Eller, bare den røde løber. Det nytter ikke rigtig noget, at sidde oppe til kl. 06, når jeg har en lille baby. Det må blive næste år! Men den røde løber skal jeg helt sikkert se og så lave indlæg med de bedste og værste kjoler til jer efterfølgende.

Hvad har I af planer for februar?

In February I wanna send out the invitations to Floras Christening, find a dress for the same day (I’m considering this one*), cheer for more snow here in Denmark (we hardly had any!) and watch the Oscars. Or at least the red carpet. With a small baby I don’t think I can stay awake until 6.00 am to watch the whole thing.

FØLG BLOGGEN PÅ
INSTAGRAM HER + PINTEREST HER + FACEBOOK HER + BLOGLOVIN HER

bloglovin

Min fødselsberetning med Flora

Lørdag aften d. 24. november var jeg i et underligt humør. Jeg var helt klart hormonel; trist, utålmodig og nervøs for den kommende fødsel. Begge gange jeg har været gravid, har jeg sidst i graviditeterne desværre været bange for, at der skulle ske mig noget under fødslen. Det er så usandsynligt i Danmark, men jeg har alligevel frygtet det. Tim og jeg fik os en god lang snak den aften, der varede til ud på natten. Jeg blev beroliget og vi fik snakket om alt muligt andet også. Jeg elsker, når vi snakker til ud på natten. Det minder mig om dengang, hvor vi lige havde mødt hinanden og gjorde den slags flere gange om ugen. Kyssede eller snakkede, ha ha. Ved en 03-tiden var Tim ret træt og lagde sig til at sove. Vi besluttede os for at lave sleep-over i stuen og hev dyner og madrasser (og en sovende Bella) ned. Jeg havde stadig en urolig følelsen i kroppen og kunne ikke rigtig falde til ro. Derfor lagde jeg mig til at se Boligkøb i blinde (har I set det? Det er godt nok crazy!). Jeg gjorde en ihærdig indsats for at falde i søvn, men det lykkedes ikke rigtig. Jeg døsede hen et par gange, men faldt ikke rigtigt i søvn. Jeg skulle også tissede hele tiden. Det er ikke noget nyt, når man er højgravid, men jeg syntes, at det var lidt hyppigere denne nat. Det var heller ikke bare hvilken som helst nat – fandt vi ud af.

Jeg har – ligesom sidst med min fødselsberetning med Bella (HER) – skrevet det i dagbogsform.

Søndag d. 25. november kl. 05.30:
Omkring kl. 05 falder jeg næsten i søvn, men vågner en halv time senere, da jeg virkelig skal tisse. Tror jeg. Da jeg rejser mig op, går mit vand. Helt som på film – PLASK – og der er vand på gulvet. Jeg bliver en blanding af lettet og nervøs. Jeg er som sagt lidt bange for fødslen, men er også begyndt at blive utålmodig og selvom jeg på dette tidspunkt kun er 39+6, så føler jeg, at jeg er gået meget “over tid”, da jeg fødte Bella 38+6. Jeg vækker Tim ret hurtigt og fortæller ham, at jeg er ret sikker på, at mit vand er gået. Fødslen starter derfor på præcis samme måde, som med Bella. Hvilket også gør mig nervøs, da det endte med at blive en hård og ret lang fødsel (51 timer).

Søndag d. 25. november kl. 06.00:
Jeg er helt sikker på, at mit vand er gået – og der bliver ved med at komme nyt vand ud. Jeg ringer derfor til OUH (Odense Universitetshospital) og giver dem besked. Jeg får en tid til tjek nogle timer senere, men får besked på at ringe, hvis jeg begynder at få veer.

Søndag d. 25. november kl. 07.00:
Der begynder nu så småt at være noget, der minder om veer – og de kommer og går. Præcis som veer. De er dog ikke særlig kraftige og jeg har seriøst haft menstrutionssmerter, der gjorde mere ondt. Men jeg bliver faktisk glad over, at kunne mærke at der sker lidt, da der med Bella gik et døgn, før jeg fik rigtig veer (og først efter jeg fik vestimulerende drop på hospitalet). Tim skriver til vores venner, som vi har aftalt skal passe Bella imens og får hurtigt svar, at de står klar (åh hvor er sådan nogle venner guld værd, når vi ikke har hjælp fra bedsteforældre).

Søndag d. 25. november kl. 09.00:
Tim får pakket en taske til Bella, gjort hende klar og kører hende over til vores venner. Jeg må virkelig skjule, at jeg er enormt rørt, da jeg siger farvel til hende. Bella er bare i strålende humør! Hun glæder sig til at skal lege med vores venners datter og over at lillesøster nu endelig vil ud! Vi forbereder hende dog på, at det godt kan tage lidt tid.

Søndag d. 25. november kl. 10.15:
Vi kører ud på OUH til vores tid til tjek.

Søndag d. 25. november kl. 10.30:
Jeg bliver undersøgt af en jordemoder og en jordemoderstuderende, der (desværre) kan fortælle, at jeg kun er cirka 1 cm åben. Der er lang vej igen og jeg har ikke rigtig fået noget, der minder om rigtige veer, der gør rigtigt ondt.

Søndag d. 25. november kl. 11.00:
Vi lægger en plan for, hvordan vi skal få gang i det hele og aftaler, at jeg skal prøve at tage nogle piller, der sætter gang i veerne. Jeg får en med det samme (den type man skal sluge) og de kører samtidig en strimmel på lillesøster for tjekke, at hun har det godt inde i maven. Det har hun heldigvis. Jeg får flere piller med hjem og får besked om, at jeg skal tage en ny hver 2. time – indtil der er kommet godt gang i veerne. Når der er det, så skal jeg stoppe med at tage dem for at undgå at ende i vestorm. Vi kører efterfølgende hjem igen.

Søndag d. 25. november kl. 11.30:
Jeg ligger mig på sofaen i håb om at få lidt søvn, da jeg jo nærmest ikke har sovet det meste af natten. Tim sender vores venner, der passer Bella, en statussms for at forberede dem på, at det godt kunne ligne, at jeg får endnu en lang fødsel. Imens masserer han mine fødder og jeg formår at få sovet en lille time.

Søndag d. 25. november kl. 12.45:
Jeg vågner fra min lur, fordi jeg begynder at have tiltagende veer. Faktisk tager de så hurtigt til, at jeg bliver i tvivl, om jeg vil tage flere piller. Jeg vil enormt gerne undgå en vestorm, som jeg prøvede under fødslen med Bella. Efter at have snakket frem og tilbage med Tim, så ringer jeg til OUH for at høre, hvad de synes. Jeg og jordemoderen bliver enige om, at jeg springer pillen, som jeg skulle have taget kl. 13.00, over og ser de næste par timer an. Begynder veerne at forsvinde igen, så skal jeg gå i gang med pillerne igen.

Søndag d. 25. november kl. 13.15:
Jeg prøver at lægge mig til at sove igen, da jeg er enormt træt. Det lykkes mig at døse hen, men veerne er tiltagende og jeg vågnede derfor tit. Tim er en champ og fortsætter med at massere mine fødder, imens han ser fodbold (OB spiller tilfældigvis den søndag).

Søndag d. 25. november kl. 15.20:
Jeg vågner helt, da veerne begynder at nive ret meget. Jeg må virkelig trække vejret dybt og koncenteret, når de “topper”. Jeg finder stopuret på min telefon frem og begynder at registrere hver gang en ve starter, så jeg kan holde øje med hyppigheden og hvor længe de varer. Det gør jeg de næste par timer, imens jeg fortsat prøver at sove lidt. Jeg vågner hver eneste gang ve gør rigtig ondt.

Søndag d. 25. november kl. 17.45:
Tim synes, at jeg skal få lidt at spise, men jeg mærker ingen sult. Jeg har kun fået et stykke rugbrød med leverpostej og agurk hele dagen. Han får lokket lidt chips i mig, men mere bliver det ikke til. Jeg begynder at synes, at veerne virkelig river godt. De gør virkelig ondt og jeg kan slet ikke tale, når de først er der – og de tager til i hyppighed. Lige i disse timer kan jeg bedst lide at stå op ad væggen og rokke lidt, når de rigtig bider. Samtidig er jeg ret nysgerrig efter, hvor åben jeg mon er nu efter alle de timer med veer. Jeg ringer derfor til OUH og forklarer situationen. Jeg får en tid til tjek en time senere, men skal selvfølgelig komme med det samme, hvis jeg lige pludselig oplever en pressetrang. Det gør jeg dog ikke.

Søndag d. 25. november kl. 18.40:
Vi kører mod OUH og turen derud er forfærdelig. Mine veer gør virkelig ondt i den siddende position i bilen og man har ikke særlig mange muligheder for at bevæge sig i den fastlåste position. Turen føles dobbelt så lang som normalt.

Søndag d. 25. november kl. 19.00:
Vi bliver taget imod en rigtig sød jordemoder, der undersøger mig og desværre kan fortælle, at jeg kun er cirka 2 cm åben. Der er altså ikke sket særlig meget på alle de timer, siden jeg sidst blev undersøgt kl. 13.00. Skuffelsen står malet i ansigtet på både mig og Tim. Så åbenlyst, at der i min journal i dag står, at “paret er åbentlyst skuffede over den manglende fremgang”, ha ha. Men det var vi godt nok også og vi begge mister lidt modet på dette tidspunkt. Jeg bliver for alvor bange for, at jeg står foran en fødsel på flere døgn igen og jeg er SÅ udmattet, fordi jeg jo ikke rigtig har fået søvn. Desuden er jeg trist ved tanken om at være væk fra Bella i flere dage. I første omgang vil jordemoderen egentlig bare sende os hjem igen, men da hun ser vores reaktion, så går hun ud og taler lidt med sine kollegaer. Hun vil høre, hvad de kan gøre for os. Jeg spørger om den jordemoder, jeg har gået til under graviditeten er på arbejde, da jeg har været enormt glad for Lea og ville elske at føde sammen med hende. Det er hun desværre ikke, øv!
Imens hun taler med sine kollegaer, græder jeg lidt, da jeg ikke kan overskue en mulig lang fødsel igen. Tim trøster mig og jordemoderen kommer ind igen. De vil tilbyde os en såkaldt “flexstue”. Det er et rum, der er helt vores eget, men vi er teknisk set ikke indlagt. Der er senge, så vi kan slappe af og TV. Hun tilbyder mig også en omgang morfin, som vil tage toppen af mine veer og måske få mig til at slappe mere af. Så kan jeg måske få sovet lidt og jo mere afslappet kroppen er, jo bedre og hurtigere åbner man sig. Det takker vi ja til med det samme, da vi ikke rigtig kan overskue at skulle hjem. Desuden er mine veer hele tiden tiltagende og hvis jeg pludselig skulle ende i en vestorm, så vil jeg gerne være på hospitalet, så jeg hurtigt kan få noget smertestillende (for eksempel en epidural – ligesom sidst).

Søndag d. 25. november kl. 20.00:
Vi bliver ført ned på en lille hyggelig stue, hvor der står to senge. Der er redt op til os og jeg får en hospitalsskjorte på. Noget af det jeg husker mest tydeligt fra alle disse timer, er skæret af de to elektriske lys, der står på et lille bord på flexstuen. Det var så hyggeligt og før har jeg egentlig syntes, at de der elektriske lys var lidt kiksede. Efter fødslen har jeg selv købt to, der nu står i vores ene stuevindue og minder mig om den aften, hvor Flora var på vej. Den søde jordemoder giver mig morfin via en sprøjte i låret og fortæller, at der nok går en halv times tid, før jeg kan mærke effekten af den. Der står på bordet lidt sandwich og pastasalat til os, men jeg kan faktisk ikke huske, om jeg spiser noget på dette tidspunkt. Tim er sulten og spiser lidt og efterfølgende falder han i søvn på sengen ved siden af mig. Jeg døser hele tiden hen, men mine veer gør mere og mere ondt, så jeg vågner hele tiden. Morfinen tager lidt af smerterne og jeg kan bestemt takke den for, at jeg overhovedet er i stand til at døse hen på dette tidspunkt.

Søndag d. 25. november kl. 21.30:
Jeg kan huske, at jeg vågner og TV’et kører med en eller anden Keanu Reeves film på. Han er vist ved at redde verden, virker det til. Jeg vågner on and off fra min lur, når veerne gør rigtig ondt. Tim er helt væk i drømmeland.

Søndag d. 25. november kl. 23.00:
Den søde jordemoder fra tidligere tjekker mig en sidste gang, inden der er vagtskifte og hun har fri. Jeg er stadig kun 2 cm åben – “2,5 cm, hvis jeg er lidt gavmild”, siger hun. Fuck altså. Det går jo alt for langsomt og veerne gør så ondt nu, at jeg ikke kan overskue et døgn mere i den tilstand. Jordemoderen joker med, at hun aftenen før også havde tjekket en anden fødende på samme tidspunkt kl. 23. Hun havde også kun været omkring 2 cm åben, men pludselig var det gået stærkt og hun havde endte med at føde lidt over midnat. “Det kan pludselig gå rigtig stærkt, når det er jer andengangsfødende”. “Jaja”, tænker jeg. Det sker sgu ikke for mig! Jeg spørger, om jeg må få mere morfin, selvom jeg godt kan huske fra fødslen med Bella, at det er en engangsting. Og rigtig nok; jeg må ikke få mere. Øv!

Søndag d. 26. november kl. 00.00:
Veerne tager til i en grad, hvor jeg har svært ved at være i dem. De gør virkelig ondt og ingenting hjælper længere. Det er ligegyldigt om jeg står, går, sidder eller ligger – de gør bare fucking ondt. Tim vågner, da han godt kan fornemme, at der er ved at være gang i veerne. Jeg føler hele tiden, at jeg skal tisse og er ude på toilettet hele tiden. Hvad jeg ikke ved er, at det faktisk er en smule pressetrang jeg har…

Søndag d. 26. november kl. 00.20:
Der er ikke længere tid imellem veerne. Som den ene stopper, så går den næste bare i gang med det samme og jeg har svært ved at være i det. “Fedt, jeg er alligevel endt i en vestorm”, tænker jeg. Epidural – nu! Jeg har på et tidspunkt lige to sekunders pause og får fremstammet til Tim “Træk i snoren, TRÆK I SNOREN”. Han hiver i snoren, der sender et signal til afdelingen om, at man gerne vil have noget personale ind.

Søndag d. 26. november kl. 00.25:
En jordemoder kommer ind og Tim får forklaret situation, fordi jeg kan stort set ikke tale. Jeg får dog fremstammet “Veerne stopper slet ikke!”. Hun vil gerne lige undersøge mig for at tjekke, hvor åben jeg er, før vi taler om, hvad vi skal gøre nu. Jeg kan slet ikke lade hende gøre det, fordi veerne bare skyller ind over mig. Hun får et underligt udtryk i ansigtet og siger “Jeg bliver virkelig nødt til lige at tjekke dig nu” og det gør hun så. Få sekunder efter udbryder hun “Shit, du er helt åben og hun er på vej ud!”. Hun siger hurtigt, at hun lige vil tjekke, hvilken fødestue hun kan køre mig ind på – og så løber hun ud!

Søndag d. 26. november kl. 00.30:
Jordemoderen er hurtigt tilbage med en kørestol til mig. Veerne er ret heftige nu og jeg har virkelig lyst til at presse. Min mave laver nogle sammentrækning – som om at den prøver at presse hende ud. Jeg kan nærmest ikke stå op, men får sat mig i kørestolen og så løber jordemoder ellers med mig ned ad gangen – med en løbende Tim lige i hælene.

Søndag d. 26. november kl. 00.35:
Vi kommer ind på fødestuen, hvor jeg hurtigt kommer op på briksen. En jordemoder mere kommer ind på stuen og spørger hendes kollega, hvad hun kan gøre for at hjælpe. Jeg har virkelig, virkelig lyst til at presse, men får at vide at jeg helst lige skal vente et par minutter. Den ene jordemoder løber ud og får mig indlagt i systemet (det er jeg på dette tidspunkt slet ikke endnu) og den anden bakser med at få sat forskellige ting op og gjort klar. Den anden jordemoder kommer tilbage og siger “Jeanett, hvad er dit CPR-nummer?”. Jeg får fremstammet det og hun siger “Super, det passer” og giver mig armbåndet på. “Nu er du indlagt!”.

Søndag d. 26. november kl. 00.40:
Jeg får endelig lov til at presse og jeg tror aldrig, at jeg har lavet nogle så vilde lyde før. Jeg skriger helt sindssygt, hvilket kommer bag på mig selv, da jeg nærmest ingenting sagde, da jeg pressede med Bella. Men denne gang kan jeg mærke kroppen, der arbejder med mig (modsat sidst, hvor de måtte fortælle mig, hvornår jeg skulle presse, da jeg ingenting kunne mærke på grund af den epidural, jeg havde fået). Det føles godt og vildt på samme tid. Jeg har svært ved at lytte til, hvad jordemoderen siger til mig og presser bare løs, når det føles rigtigt.

Søndag d. 26. november kl. 00.50:
Efter to-tre presseveer skriger jeg helt vildt. Jeg kan mærke, at min krop vil havde hende ud NU. “Jeanett! Jeanett! JEANETT!”, råber min jordemoder. “Nej, jeg stopper ikke nu – jeg må presse nu” svarer jeg. “Jeanett!! Kig lige ned på mig!” siger jordemoderen. Det gør jeg og så holder hun lille Flora lige foran sig. Jeg har været så langt væk i mine presseveer, at jeg slet ikke har mærket, at hun allerede var ude. Flora begynder at græde og jeg synker fuldstændig sammen. Da det går op for mig, at hun er ude, stopper veerne med det samme.

 

Søndag d. 26. november kl. 00.50 kommer Flora til verden <3

Fødsel OUH fødselsberetning

 

Vi er efterfølgende indlagt i t0 døgn, da jeg jo igen-igen er lang tid om at føde (19 timer denne gang) og derfor er der en risiko for infektion (mest hos Flora). Denne gang ville jeg virkelig gerne hurtigt hjem, da vi jo havde Bella derhjemme, så de to dage snegler sig virkelig afsted.

Ville jeg have gjort anerledes? Nej, jeg føler ikke, at der var så meget jeg kunne have gjort anerledes. Men det ville jeg heller ikke have gjort sidste gang, fordi der var forløbet bare, som det var. Jeg havde dog en bedre fødslen her anden gang og jeg tror primært det skyldes, at den var væsentligt kortere og at jeg mentalt bedre vidste, hvad jeg gik ind til. Jeg vil desuden gerne rose personalet på OUH, som var virkelig lydhør og som lagde mærke til, hvordan vi havde det under forløbet. I gør det godt derude!

FØLG BLOGGEN PÅ
INSTAGRAM HER + PINTEREST HER + FACEBOOK HER + BLOGLOVIN HER

bloglovin

Skal man tage børn med til scanning?

3D scanning

Reklame for Svendborg Scanningsklinik

Lige fra jeg stod med den positive test i hånden, var jeg fast besluttet på, at jeg gerne ville involvere Bella så meget som muligt i graviditeten. Hun skulle føle, at hun var med hele vejen og ikke et tredje hjul. Den dag vi fortalte hende, at hun skulle være storesøster, der troede hun faktisk først ikke på os. “Ej, I må ikke snyde mig. Er det rigtigt? Sig det rigtigt, mor!”. Vi bekræftede flere gange for hende, at det skam var rigtigt nok, men hun troede først rigtigt på os, da vi vidste hende de første scanningsbilleder fra nakkefoldsscanningen. Hun kunne med det samme se, hvad det forestillede og hun kunne se detaljer på billederne, som Tim endda ikke rigtig kunne se. Det affødte hurtigt en snak mellem Tim og jeg om, hvorvidt Bella ikke skulle have lov til at komme med til en eller flere scanninger. Vi tog hende ikke med til den første med nakkefold, da vi ikke havde fortalt hende det endnu der og det har samtidig altid været den scanning, jeg “frygtede” mest. Den jeg gerne ville have overstået. Måske fordi man endnu ikke kan mærke liv så tidligt og derfor ikke ved, om alt er okay derinde? Kønsscanningen nappede vi også alene – igen, af den simple årsag at vi ikke havde fortalt hende det endnu. Og jeg ville rigtig gerne kunne fortælle hende, om hun skulle have en søster eller bror, når vi fortalte hende det. Derfor blev vi jo nødt til at tage scanningen inden.

Vi endte faktisk med at tage Bella med til to scanninger. Til misdannelsesscanningen på sygehuset i uge 20 og så en privat scanning, da jeg var omkring 28 uger henne. Jeg var meget i tvivl omkring misdannelsesscanningen. Der kunne man jo også få besked om, at noget ikke var okay. Omvendt havde vi lagt en plan for, hvis sygeplejersken pludselig så underlig ud i hovedet. Alt var heldigvis okay, men vi fik lige en bemærkning med på vejen til sidst om, at til en anden gang (der bliver så ikke nogen anden gang, ha ha), så anbefalede de virkelig ikke, at man havde mindre børn med til de obligatoriske scanninger. Derfor vil jeg nok også anbefale andre, at man tager mindre børn med til en privat scanning, hvor man fra de andre scanninger ved, at alt ser fint ud. Desuden havde jeg ikke overvejet at tage Bella med, hvis hun havde været 2-3 år. Jeg tror slet ikke, at hun ville have fået noget ud af det. Det er kun fordi, at hun er så stor og at vi fra de andre scanningsbilleder kunne fornemme, at hun forstod ret meget ud fra dem.

Da jeg var omkring 28 uger henne var vi til en 3D/4D scanning hos Svendborg Scanningsklinik, hvor vi tog Bella med. Vi havde på forhånd talt rigtig meget med hende om, at vi skulle se lillesøster og Bella glædede sig SÅ meget. Vi prøvede ikke 3D/4D med Bella, så jeg var også ret spændt på at opleve det selv og se om lillesøster i maven lignede Bella. Det kan vi nu konkludere, at hun i den grad gjorde og at vi allerede kunne se det der til scanningen. Det var en vild oplevelse! Tove, der har klinikken, er rigtig erfaren (sygeplejerske med specialuddannelse af ultralydsscanning af gravide) – og virkelig sød og meget grundig. Vi fik set lillesøster fra virkelig mange vinkler og Tove tog sig rigtig god tid til at vise og forklare. Til nakkefoldsscanningen fik jeg et lidt lavt risikotal, men ikke lavt “nok” til at man undersøgte mere. Men det var lavt nok til at jeg tænkte over det en gang i mellem. Det var 314 og det skal være under 300 før de laver yderligere undersøgelser og test. Med Bella havde jeg bare et meget, meget højere tal og selvom at især alder trækker godt ned i tallet (og jeg er jo blevet 5 år ældre siden sidst), så gjorde det, at jeg studsede over det. Det fortalte jeg Tove og det gjorde, at hun lidt tog et par målinger til scanningen, der kunne berolige lidt ekstra (noget med længde på for eksempel overarm). Det satte jeg rigtig stor pris på og i sidste ende kom Flora jo ud og var helt perfekt – men det var rart at blive beroliget ekstra. Vi fik også en masse fine billeder med af lillesøster.

Hvad sagde Bella så til det? Hun syntes, at det var rigtig sjovt. Til sidst mindste hun lidt tålmodigheden, men man kan vist ikke forvente mere af en på 5 år. Hun talte om scanningen meget længe efter og fortalte alle i vores omgangskreds, at hun “havde set lillesøster på fjernsynet”. Hun var med til et par aftaler hos min jordemoder i de sidste måneder og hver gang spurgte hun, om vi skulle se lillesøster “på fjernsynet” igen. Så det har altså gjort et stort indtryk og jeg er rigtig glad for, at vi tog hende med. Hvis I har større børn, så kan det godt anbefales at tage dem med, men jeg vil anbefale at gøre det til en privat scanning, så der er lidt mere ro på.

I kan læse meget mere om Tove, hendes klinik og se priser HER. Tove holder blandt andet også åbent søndag nogle gange, som kan være en hjælp og passe bedre end hvis alle skal tage fri i dagtimerne på hverdage.

While I was pregnant we took Bella with us to two of the ultrasounds we had. Was it a good idea? I think so! If the kid is as old as Bella – I don’t think a 2-3 year old would get much of what’s going on anyway. But Bella being 5 really enjoyed it and talked about it a lot for a long time after.

FØLG BLOGGEN PÅ
INSTAGRAM HER + PINTEREST HER + FACEBOOK HER + BLOGLOVIN HER

bloglovin

Nu er Flora og jeg alene

Reklamelink:

Natdragt med fødder (del af en 2-pak) HER

December er virkelig fløjet afsted. Dét kom Tim og jeg til at tale om på et tidspunkt midt i julemåneden – hvordan december bare snegler sig afsted, når man er barn, men hvordan den går alt for hurtig, når man er den voksne, der skal have styr på alt i tide til juleaften. Og tiden er endnu mere knap, når man så også lige har en nyfødt baby. Jeg er virkelig glad for, at Tim tog fri hele december; først de 14 dages barsel, som mændene har, og så brugte han ferie for resten. Det har været skønt og jeg vil omvendt ikke tænke på, hvordan den måned havde været, hvis jeg havde været mere alene – også med alle de lukkedage, som Bellas børnehave har haft. Heldigvis har vi været rigtig meget sammen og fælles barsel får vi mere af senere. Lige nu er det dog slut og hverdagen består nu af mig og Flora sammen alene. Vi havde første dag sammen i går og det var hyggeligt. Lidt hårdt, da Flora insisterede på at være fysisk på mig hele dagen, men også dejligt. Jeg fik taget nogle lure sammen med hende 😉 I dag har været lidt bedre. Der har jeg kunne ligge hende på et tæppe ved siden af mig et par gange – forbedring!

Nattesøvnen er iøvrigt blevet bedre. Den sidste lille uge har hun taget 2 x 4 timer og så igen 2 timer-ish om formiddagen, når hun har fået en omgang babs der. Det er altså guld værd at få de der 4 timer i streg om natten. Stor forbedring fra da hun vågnede hver anden time. Til gengæld skal mine bryster liiiige lære, at babyen venter lidt længere mellem måltiderne om natten. De er godt nok fyldte, når hun så endelig melder sig ved dem – men det går nok. Det resulterer dog i en del “uheld”, som I kunne se på min story på instagram i dag. Sådan er det.

Ugen her er jo heldigvis kort på grund af nytåret, så weekenden står allerede fra døren og det glæder jeg mig nu også til. Det bliver rart at have to sæt hænder. Vi har ingen planer i weekenden (det virker som om, at ingen tør at spørge os nu, hvor vi har en lille baby. Det må man altså godt 😉 ), så måske babyen skulle have sin debut på en café eller noget? I morgen skal vi dog først lige til lægen, hvor Flora har sit 5 ugers tjek. Jeg er spændt på at se, hvor meget hun har taget på, den lille ædedolk.

Hvis I gerne vil have mere babyspam, så opdaterer jeg ret ofte ovre i mine stories på instagram HER

Tims baby leave has ended (he’ll be taking more time off later again), so now it’s just me and Flora. And it’s really nice and a bit hard to be alone with her. We both take a lot of naps during the day, ha ha. She sleeps better now so that’s an improvement! Tomorrow she has her 5 week check up at the doctors. I’m looking forward to see how much weight she has gained!

FØLG BLOGGEN PÅ
INSTAGRAM HER + PINTEREST HER + FACEBOOK HER + BLOGLOVIN HER

bloglovin

Cocktails til nytårsaften og mine nytårsplaner

Blood orange Fitzgerald cocktail

Blood orange Fitzgerald HER

Er I ved at være klar til nytår? Min nytårsaften bliver en del mere dæmpet i år end normalt – det giver jo lidt sig selv, når man har en baby, der netop er fyldt en måned. Vi har allieret os med nogle rigtig gode venner, der fik lille Georg præcis 7 uger før vi fik Flora. Derfor er vi lidt i “samme båd” og er faktisk alle lidt spændte på, om vi overhovedet holder til midnat, ha ha. Vi har bestilt mad udefra, så vi skal lave så lidt som muligt med fire børn i selskabet. Det skal nok blive mega hyggeligt og selvom det ikke bliver en vild fest, så glæder jeg mig til godt selskab og forhåbentlig god mad. Jeg tænker også, at jeg måske vil have mig en lille cocktail og et glas champagne den aften. Hvis I mangler lidt inspiration til cocktails, så er der her på bloggen nogle stykker. Jeg overvejer selv at køre den rose pink gin & tonic. Den er virkelig lækker og pænt nem at lave. To ingredienser og så er I kørende! I finder en oversigt over alle mine cocktail opskrifter HER. I øvrigt har jeg tænkt mig at genindføre en lille fredags cocktail til mig og Tim her i det nye år. Måske ikke lige hver fredag, men gerne et par gange om måneden. Så kan jeg også få fyldt mit cocktail opskriftskardotek lidt mere op her på bloggen. Cocktails til mig og cocktails til jer – det er jo rent win-win 😉

I forhold til outfit nytårsaften, så har jeg tænkt mig at tage denne kjole på (reklamelink), disse ørering som jeg lige har fået af Tim i julegave og så tror jeg faktisk, at jeg hopper i mine Christian Louboutin stiletter. Det er SÅ længe siden, at jeg har haft dem på og de kan da i den grad være med til at få mig til at føle lidt ekstra lækker på trods af, at jeg føler, at jeg kronisk lugter af sur mælk og har fedtet barselshår.

I øvrigt vil jeg gerne gentage mit tidligere tip til at få en god nytårsaften. Det behøver altså ikke at være årets fest. Faktisk kender jeg nærmest ingen, der har det sådan? Se det som en hyggelig aften i godt selskab med ekstra god mad, mere pynt end normalt og en virkelig god undskyldning for at hælde champagne ned hele aftenen. Det er ikke mere end hvad man selv gør det til!

Rigtig godt nytår <3 Har I nogle hyggelige planer? Og har I tips til at få en god aften, når man holder nytår med helt små børn?

Chocolate White Russian cocktail

Chocolate White Russian HER

Fentimans Rose Lemonade - pink gin tonic

Rose pink gin & tonic HER

Cointreau fizz opskrift

Cointreau Fizz HER

Horseneck cocktail opskrift

Horseneck cocktail HER

I love New Years, but this years we’re going to take things down a notch since we have a 1 month old baby. We’re going to spend the night with some friends who also just had a baby. We ordered food and just bought pink champagne. If you need inspiration for cocktails tomorrow then you can find some of my reciepes above.

FØLG BLOGGEN PÅ
INSTAGRAM HER + PINTEREST HER + FACEBOOK HER + BLOGLOVIN HER

bloglovin