Fødslen

51 timer. Præcis. Ikke et minut mere. Ikke et minut mindre. Det var hvad det tog fra mit vand gik til bøllepigen var ude. I er mange der har spurgt indtil fødslen og jeg vil super gerne dele den med jer. Både fordi det har været en syret oplevelse som er virkelig fed at få nedskrevet og delt. Og fordi jeg ved at jeg de sidste mange måneder har fået mange nye læsere som også venter sig. Og hvis I på nogle måder kan få noget ud af mit forløb og mine oplevelser, så deler jeg det mere end gerne med jer. I bunden har jeg skrevet om der var noget jeg ville gøre anderledes i dag. Jeg har skrevet det hele “ala dagbog” for at giver en følelse af at I er med under det hele.

Torsdag d. 21. Marts kl. 03.45:
Jeg vågner ved, at jeg tror at jeg tisser i sengen. “Fedt”, tænker jeg, “Er det virkelig hvordan de sidste to uger skal være? At jeg nu ikke længere kan holde på vandet. Sexet”. Men efter et par toiletbesøg går det op for mig, at jeg ikke tisser. Det er simpelthen mit vand der er gået. Jeg er rundt på gulvet, da jeg var overbevist om at jeg ville gå over tid. Og denne torsdag er jeg kun 38+4.

Torsdag d. 21. marts kl. 04.10:
Jeg puffer lige så stille til Hr. Kæreste og siger “Skat, jeg lækker pænt meget væske. Jeg tror sgu at mit vand er gået”. Han bliver så chokeret at han sætter sig straks op i sengen og i det laver en forkert bevægelse der gør at han har hold i nakken resten af torsdagen. Perfekt start.

Torsdag d. 21. marts kl. 05.10:
Efter lidt snak frem og tilbage med Hr. Kæreste og endnu flere toiletbesøg er vi nu 110% sikre på at mit vand er gået. Jeg har dog ingen veer eller optræk til noget der overhovedet ligner. Jeg ringer til fødegangen for at høre hvordan vi skal forholde os. De mener også klart at det lyder som “vandafgang” (som de så sexet kalder det) og giver os en tid til kl. 11, hvor de så vil se på mig. Med mindre at jeg selvfølgelig får veer inden – så skulle vi ringe igen. Men det sker ikke.

Torsdag d. 21. marts kl. 06.30:
Det er en ret kold morgen, så Hr. Kæreste går ned for at tjekke at alt nu er som det skal være med bilen til senere. Det er det selvfølgelig ikke. Den vil ikke starte. Selvfølgelig lige på den dag, hvor mit vand går. Den dag af alle dage. Den står på taxa derud. Jeg æder en skål koldskål, sætter en podcast med Mads & Monopolet i ørene og prøver at sove lidt. Det lykkedes ikke rigtig og får kun lige lukket øjnene en lille times tid.

Torsdag d. 21. marts kl. 07.30:
Vi beslutter os for at få styr på lidt småting; pakke lidt tøj til Hr. Kæreste, finde pusletasken, autostol osv. Synes timerne her snegler sig afsted.

Torsdag d. 21. marts kl. 10.30:
Endelig. Vi ringer efter en taxa og kører mod Odense Universitets Hospital.

Torsdag d. 21. marts kl. 11.10:
Vi bliver modtaget på 4. sal (ikke fødegangen – endnu 😉 ), og jeg kommer en til undersøgelse. Mit blodtryk driller og bliver taget 4 gange før det når et niveau de vil acceptere. De konstaterer også at mit vand helt sikkert er gået, men at jeg ingen veer har og at jeg på ingen måder har åbnet mig. Jeg får fancy bælter om maven som skal måle babys hjertelyd og jeg skal trykke på en knap hver gang jeg kan mærke hende møffe rundt eller sparke. Alt sammen for at tjekke at hun har det fint. Jeg får tilbudt at blive sat i gang med en stikpille, da det virker som om min krop lige skal hjælpes i gang med de veer. Vi snakker lidt frem og tilbage (jeg spørger bla. ind til om det er de samme stikpiller som netop samtidigt havde været oppe i medierne for at ha’ været skyld i vestorme og skadede babyer. Jeg får at vide at dem bruger de slet ikke på OUH). Jeg takker ja tak til stikpille, får den lagt og skal lige ligge ydeligere 30 min inden jeg må rejse mig. Og så bliver vi sendt hjem. Sendt hjem?! Jeg troede, at NU skulle jeg føde. Men nej, pillen skal virke og hvis der intet er sket 6 timer efter, så får jeg en ny. Og det siger jordmoderen, at det skal jeg nok forberede mig på. Hvilket hun får ret i. Jeg bliver sendt hjem med besked om at komme igen kl. 18 (men igen, ringe hvis veerne går i gang). Jeg får dog indlæggelsesarmbånd på, da jeg tekniskset er indlagt nu. For første gang siden min egen fødsel. Vi beder dog om at andre ikke kan finde information om min indlæggelse, da vi ikke ønsker at familie og venner skal vide at fødslen er i gang. Vi vil gerne ha’ helt ro.

Torsdag d. 21. marts kl. 13.00:
Vi er hjemme igen. Prøver at spise lidt, men er slet ikke sulten. Er til gengæld træt og prøver at tage mig en lur (og få Hr. Kæreste til at sove lidt også. Det går væsentligt bedre for ham end mig 😉 ).

Torsdag d. 21. marts kl. 17.00:
Snakker lidt med Fie, da hun havde lidt samme opstart som mig; vand der gik, men ingen veer. Og jeg er ved at være småfrustreret over at intet sker. Hun er så sød at tilbyde at køre os ud til vores næste tjek, så vi slipper for endnu en taxa.

Torsdag d. 21. marts kl. 17.45:
Fie henter os og kører os mod OUH.

Torsdag d. 21. marts kl. 18.00:
Vi får en fast seng (dog i er rum til 4 – kun adskilt af forhæng – vi er dog alene i rummet denne aften) og imens vi venter på jordmoderen snakker vi om det mon bliver i nat det sker. Og om vi bliver sendt hjem igen eller om vi skal blive fra nu af. Jordmoderen kommer og jeg bliver tjekket nøjagtig som før. Der er stortset ikke sket noget siden sidst. Jeg får endnu en stikpille og bliver sendt hjem for natten. Jeg får også noget antibiotika med hjem som jeg skal tage inden jeg går i seng, da der er en øget risiko for infektion hos både mig og baby, når man rammer 24 timer efter vandet er gået og der stadig ingen baby er. Og det ville jeg jo gøre om natten. Vi får besked om at komme igen næste morgen kl. 08.

Torsdag d. 21. marts kl. 20.15:
Vi er hjemme igen. Jeg er SÅ smadret, da jeg siden kl. 03.45 har fået ca. 1,5 times usammenhængende søvn.

Torsdag d. 21. marts kl. 22.00:
Jeg tager min antibiotikapille og så lægger vi os til at sove.

Fredag d. 22. marts kl. 00.30:
Jeg vågner af at det begynder at “trække” i min lænd. Vågner af det flere gange i løbet af natten. Kan dog sagtens falde i søvn igen, så værre er det heller ikke.

Fredag d. 22. marts kl. 05.45:
Vågner og kan simpelthen ikke sove mere. Er alt for spændt over det hele og samtidigt pisse træt af at der ikke sker mere. Det trækker stadig bare lidt i lænden.

Fredag d. 22. marts kl. 08.00:
Vi kommer ind til vores seng igen og denne gang er værelset fyldt. Der er travlt, kan vi mærke. Samme tjek igen; eneste fremgang er at min livmoderhals har forkortet sig LIDT. Men udover det sker der stadig intet. De vil egentlig gerne ha’ mig på fødegangen og i gang med noget vestimulerende drop, men der er alt for travlt til de har plads til mig der. Især når vi skal har muligheden med stikpiller. Jeg spørger hvor mange stikpiller man overhovedet må få og får at vide at jeg må få max 5 på 2 dage. Så jeg får stikpille nr. 3, bliver sendt hjem, men får at vide, at hvis jeg ikke går ordentlig i gang selv af denne, så kommer jeg på fødegangen næste gang jeg kommer ind og får drop.

Fredag d. 22. marts kl. 10.15:
Hjemme igen. Hr. Kæreste craver burgere og jeg craver is, så han kører efter Bull-burgere og Ben&Jerry’s. Herefter prøver jeg at få sovet, men vågner flere gange fordi det virkelig begynder at trække mere i min lænd. Han laver varmepude til mig som hjælper lidt.

Fredag d. 22. marts kl. 16.20:
Efter at ha’ ventet på jordmoderen kommer hun endelig. Tror at jeg skal undersøges igen, men hun smiler bare til mig og siger “Så skal du ned på 3. sal, Jeanett. Vi har en fødestue klar til dig”. Her går mit hjerte i stå to sekunder. Så er det sgu nu.

Fredag d. 22. marts kl. 16.25:
Vi kommer ned på fødegangen, får vores stue og får hilst på vores jordmoder, Lise, som er super sød. Vores navne er skrevet på en tavle inde på stuen og jeg kommer i noget sygehustøj. Jordmoderen lægger drop på mig – noget jeg aldrig har prøvet før og Hr. Kæreste når så diplomatisk at sige, at da han fik det lagt som 12-årig, da gjorde det mega ondt. Jeg synes så at det er nada og tænker at Hr. Kæreste har været en pjevset 12-årig eller også så er de blevet bedre til det siden dengang 😉 Jeg bliver derefter hooket op til det vestimulerende drop og en maskine der holder øje med babys hjertelyd og om jeg har veer. Det har jeg lidt. Men de er små. Og jeg mærker dem så lidt at jeg bare ligger og ævler løs med jordmoderen om alt muligt random.

Fredag d. 22. marts kl. 17.15:
Jordmoder Lise skruer op for droppets styrke hver 20. minut og her en times tid efter begynder veerne at nive lidt. Dog ikke mere end at jeg stadig ligger og ævler mellem dem. Jordmoderen kommenterer, at jeg vist har en høj smertetærskel. Hun spørger lidt indtil min holdning til de forskellige former for smertelindring, så hun ved det til senere. Fortæller at jeg ikke har noget mål om at gøre det uden smertelindring. Jeg er åben for det meste, men vil bare tage det som det kommer og hvis jeg får brug for det. Er dog ikke så game på ideen om de “bistik”, som man kalder dem. Er blevet stukket en gang i mit liv og fuck det gjorde ondt. Dem skal jeg sgu ikke ha’ 6 af i lænden. Så hellere ha’ veer.

Fredag d. 22. marts kl. 18.00:
Veerne begynder nu rigtig at rive godt. Hr. Kæreste er fantastisk og er der bare som jeg har brug for. Han laver lidt zoneterapi på mine hænder som distraherer mig lidt under veerne. Jordmoderen kommenterer dog igen at hun er imponeret over min smertetærskel og rigtig god kontrol over vejrtrækningen. Bæltet der sidder på min maven som holder øje med babys puls bliver ved ned at drille, så det ryger af og istedet sættes der en ledning med en elektrode op og fast på hendes hoved. Hejhej ledning ud af mit skræv!

Fredag d. 22. marts kl. 20.00:
Efter to timer med mange veer (5-6 stk pr 10. minut), så er min krop ved at være færdig. Jeg har ikke sovet ordentligt i 1,5 døgn og er ved at være tappet for kræfter. Min jordmoder giver mig ret og de snakker om at det kan være at et kejsersnit er løsningen, da jeg nok ikke vil ha’ kræfter nok til at presse når vi når dertil. Har kun åbnet mig 2,5-3 cm (man skal op på 10 cm før man må presse) på de mange timer. Men jeg beder om en epidural og det synes de lyder som en god idé. Med håb om at den virker så godt at jeg måske kan få sovet lidt. Hun ringer efter anæstesilægen. 30 min, så vil han være der. Perfekt. 30 min kan jeg godt arbejde med.

Fredag d. 22. marts kl. 20.20:
“Jeg har lidt dårligere nyheder”, siger jordmoder Lise. Åhh nej… Hvad nu? Det går åbenbart amok med akutte kejsersnit denne aften og der er netop lige blevet meldt 2 mere (vores jordmoder løber også 2-3 gange fra os, da alarmen for det går flere gange). Så nu hedder det ca. 2 timer til epidural istedet for 30 min. Fuck my life. “Men vil du ha’ noget morfin, Jeanett?”. “Jaja, bare stik mig det… Eller, hvad får jeg ud af det?”. Jordmoder Lise begynder at forklare – bla. om den store nål der skal stikkes i mit lår.
Jeg afbryder hurtigt og siger bare “Jaja bare giv mig det. Jeg er træt”. Jordmoder Lise stikker mig med monsternål i låret (har Hr. Kæreste fortalt). Jeanett mærker ikke en skid.

Fredag d. 22. marts kl. 21.10:
Morfinen begynder at virker. Den tager ikke veerne helt, men den tager “opstigningen” og “nedstigningen” til og fra en ve. Dvs at jeg mærker kun når den peaker – så pausen imellem veerne føles længere. Det hjælper lidt.

Fredag d. 22. marts kl. 21.45:
Jordmoderen spørger om jeg vil prøve lidt lattergas også. Jeg når kun lige at sige ja og få masken i hånden hvorefter døren går op og ind kommer min redningsmand; anæstisilægen. Yay, epidural!! Jeg får at vide hvordan det skal foregå, kommer op og sidde og de går i gang. Hr. Kæreste synes ikke det er sjovt, da han ser den kæmpe nål der skal ind i ryggen på mig. Jeg sidder heldigvis med ryggen til, haha! Anæstisilægen nævner at det nok kan føles lidt ubehageligt når han stikker. Ham og jordmoderen siger at de aldrig har set en sidde så stille og ta’ en epidural så hardcore. “Øh tak… Men hvornår gør du det der gør ondt?”. Anæstisilægen: “….. Jeg har lagt den? Gjorde det ikke ondt?”. Mig: “Næ…?”. Anæstisilægen: “Fuck du er sej”. Og så grinte jeg lidt. Epidural – min bedste beslutning i hele dette fødselsforløb.

Fredag d. 22. marts kl. 23.00:
Epiduralen virker fantastisk og jeg mærker stortset ikke veerne. Jeg joker med både Hr. Kæreste og jordmoder – og føler mig generelt ovenpå igen. Dog stadig fysisk træt.

Fredag d. 22. marts kl. 23.30:
Der er vagtskifte og jordmoder Lise forlader os og vi hilser på den nye jordmoder Anne-Mette. Begge er unge kvinder og begge var rigtig søde.

Fredag d. 22. marts kl. 23.45:
Stadig pga den lange “vandafgang” så skal jeg have antibiotika og det får jeg nu via drop. Men da jeg allerede har vestimulerende drop i den ene hånd, så må jeg så ha’ lagt et nyt drop i den anden hånd. Efter det er lagt og posen med antibiotikaen er tomt, så får jeg og Hr. Kæreste lov til at sove indtil jeg skal undersøges igen. Der skrues ned for mit vestimulerende drop. Epiduralen virker nemlig så godt, at jeg ikke kunne mærke mine veer og derfor kunne slappe af. Inden jeg lægger mig til at sove er jeg ca. 5 cm åben.

Lørdag d. 23. marts kl. 01.00:
Hr. Kæreste og jeg har sovet lidt over en time. Jeg vågner og føler mig helt frisk igen. Det ben jeg har ligget på sover dog fuldstændig (en bivirkning der kan opstå fra epiduralen) og det ender det faktisk med at gøre resten af fødslen. Jordmoderen undersøger mig og vi bliver alle vildt glade, da hun kan konstatere at jeg er 9 cm åben. Jeg har simpelthen åbnet mig imens jeg har sovet og har intet mærket. Virkelig luksus! Til gengæld virker den elektrode der sidder fast i babys hoved pludselig ikke og der må ligges en ny. Der skrues op for droppet igen, da mine veer er stilnet meget af uden droppet.

Lørdag d. 23. marts kl. 01.30:
Kan igen mærke lidt til veerne igen, men det er ingenting i forhold til tidligere, da epiduralen stadig gør sit arbejde. Epidural, I love you!

Lørdag d. 23. marts kl. 04.00:
Hver gang jeg nu får en ve så styrtdykker babys hjertelyd. Noget jordmoderen ikke er glad for og sammen med kollegaer overvejer de om hende i maven er ved at være for påvirket af den lange fødsel og om kejsersnit måske er løsningen. Jeg får besked på at trække vejret extra dybt under veer for at få ilt ned til hende og det hjælper meget. Så kejsersnit sker ikke og vi fortsætter.

Lørdag d. 23. marts kl. 04.30:
Der skrues ned for epiduralen, da jeg ingen lyst til at presse har. Overhovedet. Og her mistænker de lidt epiduralen for at virker FOR godt.

Lørdag d. 23. marts kl. 05.20:
Baby begynder nu at blive stresset og gennemsnittet på hjertelyd er ret højt.

Lørdag d. 23. marts kl. 06.00:
Der tilkaldes en læge, så hun kan give sit besyv med i forhold til det hele. Hun mener godt, at baby kan klare en lille time endnu. Men hvis der intet er sket der, så skal hun tages med sugekop. Jeg får grønt lys til at presse når jeg har veer selvom jeg egentlig ingen “pressetrængen” har.

Lørdag d. 23. marts kl. 06.30:
Jeg føler mig SÅ træt og føler ikke længere at jeg kan mere. Jeg har simpelthen ikke flere kræfter tilbage. Jeg har ikke haft følelsen at ville give op på noget som helst tidspunkt under fødslen, men her siger jeg til min jordmoder, at jeg bare ikke kan mere. Jeg beder hende om at hente sugekoppen og få hende ud. Hun overtaler mig dog lige til at presse et par gange mere.

Lørdag d. 23. marts kl. 06.42:
Jeg kan ikke mere. Men den luskede jordmoder får Hr. Kæreste til at give mig en maske med ren ilt som jeg bliver fuldstændig bøvet og høj af. “Okay, så en sidste gang”, tænker jeg og går helt bananas. Hun er næsten ude (vi har en klassisk tilfælde af “the ring of fire” som det hedder populært set 😉 ). Min jordmoder siger, at det er nok lidt ubehageligt, men at hun er ude ved næste ve. Det fortæller jeg min jordmoder at jeg ikke kan vente på og presser hende derefter ud. Uden at ha’ en ve. Kl. 06.45 kommer bøllenpigen til verden.

Vi var efterfølgende indlagt 2 døgn (som vi dog fik lov til at tilbringe på vuggen) pga øget risiko for infektion hos os begge, da vandet var gået så lang tid før hun endelig var ude. Hun skulle ha’ tjekket temperatur hver 8. time i 2 døgn og jeg skulle ha’ det tjekket hver 8. time i et døgn.

Ville jeg ha’ gjort noget anderledes? Ikke rigtigt. Det eneste jeg ville gøre nu, hvis jeg på forhånd havde vidst at fødslen ville blive så lang var at jeg ville ha’ sørget for at få sovet noget mere inden veerne gik i gang. Den energi kunne jeg godt ha’ brugt senere i forløbet.
Af smertestillende endte jeg med at få epidural og morfin – og da jeg skulle syes fik jeg pudendusblokade som lokalbedøvende. Der er intet af det jeg fortryder og ville gøre alle 3 ting igen.

Hr. Kæreste kunne ikke ha’ været mere perfekt i det hele. Han var der bare for mig under hele forløbet og det var det eneste jeg havde brug for. Begge jordmødre var også virkelig gode og jeg følte mig tryg i deres hænder hele vejen.