Odense-uge på bloggen
Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg elsker Odense. Det er her jeg er født, det er her jeg er opvokset og jeg er her stadig. Ægte fynbo og odenseaner. Jeg har, som en del, flirtet med tanken om at rykke til København et par gange, men det er altid blevet ved tanken. Selvom rigtig mange venner (og søster) er rykket derover, så er Odense bare “hjemme”. Og så tror jeg, at de fleste københavnere ville falde bag over, hvis de så hvor meget hus/lejlighed man får for pengene i Odense, når man begynder at kigge på den slags 😉 Desuden har jeg altid gerne ville ha’ små børn i Odense. Ved ikke hvorfor, fordi selvfølgelig kan man være børnefamilie i København, men her ved jeg bare noget om bydelene, institutionerne og skolerne. Og jeg vil ha’ råd til at købe et hus, hvor min datter kan lege sikkert på vejen og i haven. Jeg skal på eventyr på et tidspunkt udenfor byen, men det tror jeg mere på bliver i et andet land for en kortere periode end jeg tror på at det bliver i en anden dansk by.
Nå, nok om huskøb og haver. I denne uge bliver det en ode til mine skønne by Odense. Fordi her er sgu dejligt (og kun 1 time og 10 min væk fra København, hvis man for hurtigt savner byen 😉 ). Der er det man behøver og jeg elsker Odense centrum. Og jeg elsker alt det der er planlagt for bymidten de næste mange år. Det er spændende! I denne uge er der flere konkurrencer til ting i Odense, anbefalinger af de bedste odensebloggere, staycation i Odense og meget, meget mere. Jeg håber, at I tager godt imod det – også jer der evt. ikke lige bor i nærheden.
Vi starter i aften med en konkurrence til et nyt og vildt lækkert spisested. Så kig ind senere!
Ej, det vil jeg glæde mig til at læse. Min kæreste er netop flyttet til Odense for en tid, mens jeg er blevet ved studierne i Århus, så jeg er en ny, fast gæst i Odense – og kender nærmest intet til byen!