Morklodsethed

Is that even a word? Det er det i hvertfald nu. Fordi jeg er blevet indbegrebet af det. Jeg har aldrig været en klodset person. Jeg er faktisk en af de mindst klodsede mennesker jeg kender. Jeg har aldrig været hende der konstant spilder (jeg har heller aldrig forstået hvorfor folk er extra “bange” for at have hvidt på?), der falder over sine egne fødder eller som taber ting. Men en anden person har overtaget min krop og hun vælter rundt. Jeg tør næsten ikke at have hende med i byen.

Eksempel 1: Det var i forvejen ikke en specielt god dag. Det var midt under valgkampen og Tim løb fra paneldebat til paneldebat, og jeg var alene med den sure baby som ingenting ville. For at få et sceneskifte og for at være lidt sød ved mig selv, så gik jeg en tur indtil gågaden med baby i klapvogn. Destination: Lagkagehuset. Jeg bestiller netop hvad jeg kom for og en pose af deres store chokoladeboller til at tage med hjem (de kan varmt anbefales. Ikke de små, de er pap, men de store… – uhm!). Jeg har fået sat mine ting over på et bord, hvor jeg også har placeret B i hendes klapvogn. Hun grynter lidt. Hun er ikke helt med på ideen om at mor skal æde kage. Det er kedeligt. Jeg går op og henter min latte, og på vej ned mod bordet sker det så: jeg glider så lang som jeg er, kaster min latte op i luften og ender på røven. Midt i Lagkagehuset. Fyldt med mennesker. Der var latte udover mig, gulvet, min nyindkøbte kage, den brune papirspose med chokoladebollerne og min stol. Det eneste der gik fri? Baby B. Som nu sad og smilede til mig. Perfekt.

Eksempel 2: Fast forward 5 dage fra mit første eksempel. Vi er i Stereo Studie inde i byen og kigger på film alle tre, mig Tim og B. Jeg har lige købt en lakridslatte på Baresso (anbefalesesværdig!) og står og kigger på en film, da den (filmen) pludselig smutter ud af hånden på mig. Jeg når at gribe den igen, men min latte skvulper over og der ryger lidt på gulvet. Tror jeg. Vi kigger på film i ca. 10 min mere, vi møder endda nogen vi kender og så på vej op til kassen opdager jeg, at hele min jakke er dekoreret med striber af latte der er løbet ned af den. Kikset, dét er mig! Da jeg spørger Tim hvorfor han ikke har sagt noget, så svarer han, at han troede det var meningen. Meningen? Er jeg blevet så klodset, at min kæreste ligefrem tror at jeg går og dekorerer migselv med latterpletter MED VILJE?!

Eksempel 3: Igår. Jeg er hjemme med B og vi sidder på sofaen og er igang med at splitte en bolle ad (mest B). Det ringer på døren, og da jeg venter et par pakker, så skynder jeg mig derud med B på armen. Jeg er dog kun iført trusser og en t-shirt, og jeg tænker at det er lige friskt nok at tage imod postbuddet i den mundering. Jeg hopper hurtigt i et par shorts der ligger i nærheden (stadig imens jeg har babyen i den ene arm) og skynder mig at åbne inden ham med pakken smutter igen. (Jeg har dog taget dem på med vrangen ud af, og opdager først dette efter han er gået igen). Vi smalltalker lidt og jeg får kvitteret for pakken. Baby B slutter det hele af ved at kaste sin klamme, halvgnaskede bolle efter ham og sprutter af iver. “Nåååhh, hvor er hun sød”, siger postbuddet. Hvis han er vild med mennesker der kaster med madvarer, så ville han have gået amok over hvor “cute” jeg var på Lagkagehuset for et par uger siden.

Jeg er ikke typen der nemt bliver pinligt berørt, og i alle overstående situationer har jeg godt kunne se det sjove i det (pånær den første… der havde jeg en virkelig, virkelig dårlig dag. Og da jeg sad dér på Lagkagehuset smurt ind i latte og der tikkede et afslag på en praktikplads ind, da måtte jeg bide mig selv i læben for ikke at sidde der og tude). Men helt seriøst, er det her klodsethed bare noget der “comes with the job”, når man bliver mor? Please sig, at jeg ikke er den eneste? Og endnu mere vigtigt; går det væk igen? Er det bare ligesom en børnesygdom?