Vi holder jul alene

I kan se hele outfittet HER
Jeg har gået og har skriblet lidt på det her indlæg et par uger. Jeg kan mærke, at jeg har taget tilløb og jeg ved ikke helt hvorfor? Ikke andet end at jeg kan mærke, at det bl.a. er fordi jeg stadig ikke føler mig helt klart til at åbne op omkring alle de familieproblemer der har været. Jeg er ikke klar til spørgsmålene omkring det. Og store dele af det kommer jeg nok heller aldrig til at dele herinde. Det er simpelthen for privat, og jeg har svært ved at se hvordan jeg skal beskrive det uden at komme til at udlevere flere personer. Og det ønsker jeg ikke. Jeg håber bare, at I vil acceptere præmissen om, at det ikke er alle der har gode forhold til deres nærmeste, og måske aldrig har haft. Selvfølgelig ville jeg ønske at det var anderledes, men det er det desværre bare ikke.
Nå, men det emne jeg egentlig gerne ville berøre i dag er, at holde jule alene. Vi har nemlig besluttet at holde jul alene. Bare mig, Tim og Bella. Jeg har prøvet det mange år som barn. Altså, ikke helt alene, men bare mine forældre og søskende. Faktisk tror jeg, at jeg har holdt flere jule sådan end noget andet. Så det ville nok føles mere mærkeligt, og måske som en større katastrofe, hvis man hele sit liv havde været vant til at holde jul med 15 andre mennesker. Så ville det nok føles tomt og ensomt. Men jeg har været vant til 5… nu er vi 3. Det er ikke den store forskel!
Planen for vores juleaftenen er vi allerede ved at lave: Jeg har bestilt en juleaftenskasse fra Aarstiderne, hvor man får leveret alt til at kunne lave en komplet julemenu (andesteg, to slags kartofler, sovs, rødkål, bagte æbler og til risalamande med kirsebærsauce). Vi snakker desuden om at starte dagen med at tage i Odense Zoo, da de holder åbent om formiddagen (nok så folk kan få underholdt deres over-spændte afkom 😉 ). Derefter skal Bella jo sove og så vil jeg kigge lidt på julemaden imens. Vi skal hygge og spise som normalt, og jeg tror også, at vi vil se hvordan Bella reagerer på dans og sang omkring træet. Vi skal hygge stille og roligt med gaver, og når Bella er blevet lagt, vil vi hygge med rødvin, en tændt brændeovn og en god film. Det lyder, helt seriøst, ikke som nogen dårlig juleaften i mine øre! De eneste to ting der kunne gøre den bedre var min søster og svogers selskab, og hvid jul! Men det kommer nok på et tidspunkt (det sidste kan vi måske stadig få opfyldt?).
Men selvom vi bare er os tre juleaften, så bliver vi ikke ensomme. Vi se masser af mennesker i løbet af julen. Lillejuleaften skal vi hygge med min søster og hendes kæreste (ligesom vi gjorde sidste år her) med hjernedødt god mad, drikke masser af vino og vi skal hver især have en håndfuld gaver med under armen fra hinanden, når vi næste morgen ønsker hinanden god jul. Og 1. juledag har vi planlagt en julefrokost med vores gode venner, som har Agnes der er et år ældre end Bella. Pigerne elsker hinandens selskab, og det gør vi voksne os. Tilsæt god mad og snaps, og så har vi en win-win 😉
Jeg glæder mig faktisk til, at der ikke er dårlig stemning over folks uforløste forventninger, stress og jag (juletræet er ankommet, hele julemåltidet ankommer foran vores dør et par dage før), og ingen meget langstrakt aften, som ikke slutter før den “bør”. Jeg har det generelt stramt med ting man “burde”.
Der er helt sikkert nogle af jer der sidder og tænker “hvorfor”. Altså, hvorfor vi skal alene juleaften. Det er, ud fra alle omstændigheder, det vi har mest lyst til i år. Vi ville egentlig gerne have været ude og rejser henover juledagene, så man bare var væk de dage, men det koster seriøst ca. 40% mere. Og det gider jeg ikke betale for. Det må blive en anden gang, hvor jeg gider det. I ved jo godt, at jeg ikke ser mine forældre og lillebror (og det er jeg stadig ikke klar til at komme nærmere ind på. Det håber jeg at I forstår), og forholdet til den anden side af familien er bare ikke godt på nuværende tidspunkt. Det ville ikke være en sjov aften for nogen som helst, hvis det var det vi gjorde. Min lillesøster skal for første gang holde med hendes kæreste familie, så hun er der. Nogle af vores venner har tilbudt os, at være hos dem og deres familier, og lige så lykkelig og holdt af, som jeg følte mig af det tilbud, så føltes det bare ikke rigtigt – ikke i år. Det kan dog sagtens være noget vi gjorde en anden gang! Nej, vi er helt enige om, at det rigtige for os i år er bare vores lille trekløver, og som sagt så glæder jeg mig faktisk! Det gjorde jeg ikke sidste år overhovedet, så jeg er helt lettet over at den følelse har indfundet sig igen i år. Med mit indlæg her fisker jeg slet ikke efter medlidenhed – det er jo selvvalgt, så der er intet at have medlidenhed over. Vi glæder os til juleaften!
Har I prøvet at holde jul alene? Og har I nogle gode fifs til når man holder jul “alene”?
We have decided to spend Christmas Eve alone – just the three of us this year. There’s so many expectations from family members regarding Christmas and none of us have close relationships with our parents. So this is what we want it to be like this year!

Julen handler om at være sammen med dem, man gerne vil være sammen med – og det er jo netop det, du/I har valgt.
Hvor god en juleaften, man får, afhænger på ingen måde af, hvor mange man er.
Vi skal være 5 til jul i år – og det har jeg det rigtigt fint med. Synes ikke, det er spor hyggeligt at være 15-20 stykker juleaften. De kommende år kommer vi til at være en del flere til jul (10-12 stykker). Så vil virkelig nyde, at det bliver lidt mere stille og roligt i år 🙂
Var priserne på rejser lavere hen over julen… så var vi bestemt taget til Thailand, Mexico eller lignende.
Har prøvet at fejre jul og nytår på en lille paradisø i Sydøstasien… og det var så fantastisk. Håber jeg at gøre igen engang i fremtiden.
Der findes ingen fast opskrift på den perfekte juleaften – så synes, man skal vælge lige præcis det, man selv har lyst til – og jeg har fuld forståelse for dit/jeres valg.
Det lyder til, at I får en skøn aften – helt i jeres ånd 🙂