Amning: Min oplevelse

Pænt grænseoverskridende at dele dette billede: Bella, 24 timer gammel, igang med et måltid

Jeg har aldrig lavet et indlæg om min oplevelse af hvordan det var at amme. Jeg har nævnt i andre indlæg kort, hvordan det gik og de problemer jeg havde undervejs, men aldrig et rent om hele oplevelsen fra start til slut. Det får I nu her, på request fra flere af jer.

Før jeg overhovedet blev gravid, vidste jeg, at jeg meget gerne ville amme. Jeg tror på, at det sundhedsmæssigt er det bedste for barnet. Jeg er opvokset i et hjem, hvor vi alle blev ammet længe (jeg blev kortest tid, cirka 17 måneder. Min lillebror var næsten 4 år. Min søster et sted der imellem). Folk der selv valgte ikke at amme blev helt sikkert set skævt til i mit barndomshjem. Nu vil jeg dog gerne påpege, at jeg ikke tænker dårligere om folk som ikke gør. Jeg synes, at det er gammeldags, at mene at amning er “the only way”. En god mor sidder IKKE i brysterne.
Jeg elskede det aldrig, men det ændrede sig, hvordan jeg havde det med amning i løbet af perioden på knapt 14 måneder.

Opstarten var egentlig ret “nem”. Mælken løb hurtigt til og Bella ville rigtig gerne spise. Hun var også lidt lille fra fødslen (2880 g), så hun skulle helst også tage på. Hvilket hun i den grad gjorde! Selvfølgelig er der alle de ubehagelige opstarts-gener; spændte bryster, sår og ømhed. Men sammenlignet med de fleste af mine veninder, så var jeg ikke særlig hårdt ramt. Personligt havde jeg det bare underligt med det hele. Selvom det er en naturlig ting, så synes jeg det var mærkeligt, da mine bryster altid har været noget seksuelt for mig. At en anden nu brugte dem til noget helt andet og mange, mange gange dagligt, dét havde jeg det ikke godt med. Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal forklare det, men det føltes underligt. Jeg gik også fra, at være en kvinde som intet have imod at vise masser af kavalergang, til at pakke dem helt væk. Jeg magtede ikke at andre skulle glo på dem, da jeg syntes, at jeg delte dem nok i forvejen. De skulle ikke have yderligere opmærksomhed.

Da Bella er knapt 3 måneder, så bliver jeg ramt af brystbetændelse – op til flere gange. De første par gange er det milde omgange og de går over af sig selv efter et par dage med feber. Derefter følger et par voldsomme omgange, hvor lægebesøg og antibiotika er nødvendigt. De sidste gang får vi ikke betændelsen slået helt ned, og da min antibiotika slipper op, så blusser det helt sindsygt op. Det ender, som nogen af jer måske kan huske, på hospitalet, hvor en stor betændelsesbyld må skæres op, for at få betændelsen helt ud. Jeg fortsætter med at amme igennem det hele, da jeg nægter at give op og samtidig gjorde det faktisk ikke ondt at amme imens – det lettede faktisk bare, hver gang hun fik tømt et bryst. Perioden her er hård, der bliver grædt mange tårer, men samtidig vokser amningen lidt på mig, da jeg pludselig føler, at jeg har valgt den aktivt til SELV, ved at blive ved med amme på trods af den voldsomme omgang. I dag har jeg et lille ar på cirka 1 cm på mit højre bryst, til minde om den tid.

Amning er og var en utrolig privat ting for mig og igennem alle 14 måneder, så var det ikke noget, som jeg havde lyst til at dele med andre. Især ikke hvis der var mænd, som ikke var Tim, til stede i rummet. Mine bryster var stadig bryster og bare fordi de nu også var madcentral for en baby, så var det stadig mine bryster, som blev flashet konstant. Jeg havde ingen problemer med at amme foran andre kvinder, og jeg husker også et tidspunkt i mødregruppen, hvor 5 ud 6 kvinder på et tidspunkt alle sad og ammede børn imens vi drak te. Det var helt fint, men var der flere på besøg hos os eller var vi andre steder, så gik jeg ind i andre rum. I starten var det 100% for min egen skyld, men jo ældre Bella blev, jo mere distraheret blev hun også, hvis der skete andre ting i samme rum.

Da Bella var knapt 5 måneder gammel, begyndte vi på en smule grød, da hun viste interesse for det. Hun legede meget med det, så de første to måneder var det ikke meget mad hun fik ud af grøden, men hun fik smagt og lidt røg der nok ned. Jeg fortsatte med at amme, som jeg plejede. Som hun blev ældre, så blev hun også sværere at få til at sove om dagen. Hun har altid været god til at sove om natten, men eftermiddagslur har aldrig været hendes favorit og det har, så længe jeg kan huske, været en kamp. Da hun stadig ammede, så var den nemme måde bare at amme hende i søvn. Minus var så desværre, at hun lå ovenpå mig og man kunne IKKE flytte hende uden at hun vågnede. Ofte sov jeg bare med, men jo ældre hun blev, desto tungere blev hun og jeg ville hellere bruge min “fritid” på at blogge, ordne vasketøj, tage et bad eller nogle af de andre ting, som man ikke når, når barnet er vågen. Derfor blev den der eftermiddagsamning er sur pligt og et irritationsmoment for mig.

Månederne går og amningen fortsætter som den hele tiden har gjort. Jeg trapper ned for antallet af gange hun ammer i løbet af dagen, i takt med at hun får mere grød og vi introducerer grøntsagsmos og andre ting. Den amning jeg især holder fast i er lige inden hun skal sove (fordi hun oftest faldt i søvn i løbet af den), en enkelt om natten (igen, fordi hun faldt i søvn af den igen) og den om eftermiddagen (igen-igen, fordi hun fik sovet under den). Da vi nærmer os vuggestuestart (her er hun 10 måneder), da fjerner vi dem om dagen, da jeg jo ikke har mulighed for at amme hende der. Jeg beholder den om aftenen og om natten, da især den sidste gør, at vi alle hurtigt kommer til at sove igen. Da hun starter i vuggestue, starter jeg på TV 2/FYN og der kommer hurtigt ret mange sociale ting, som involverer alkohol. Og den slags sociale ting, hvor der er mere end bare et par glas vin 😉 Amningen bliver igen et irritationsmoment for mig og jeg begynder at tale med Tim om, at stoppe helt. Jeg er dog fast besluttet på at fortsætte til hun er minimum 12 måneder. Jeg ved ikke hvorfor, det var bare et mål jeg havde.

Jeg fortsætter, men begynder at lufte overfor venner og veninder, at jeg agter at stoppe snart. De fleste kvinder i min omgangskreds har heller ikke kørt den længere end dertil og flere stoppede endda længe før. Fælles er, at rigtig mange af dem heller ikke elskede amning. Da hun nærmer sig 13 måneder, så begynder folk at spørge hvornår jeg ville stoppe, da jeg jo selv havde nævnt, at det ville ske efter 12 måneder. Sjovt nok, så gør deres spørgsmål (som er velment og kun kommer, fordi jeg selv havde ytret mig omkring det til dem), at jeg bliver helt rørstrømsk over amningen og pludselig ikke har lyst til at stoppe alligevel. Det var jo noget specielt Bella og jeg havde sammen, som hun ikke havde med Tim eller andre. Det fortsætter en lille måned, hvor jeg holder af det, velvidende om, at det kører på lånt tid. Til sidst ammer hun dog ikke rigtigt længere, hun leger og jeg begynder igen at være irriteret over, at det binder mig en del (i forhold til ikke at kunne tage væk en overnatning (jeg kunne aldrig få det til at fungere med at malke ud) og i forhold til at skulle tænke på mit alkohol indtag). Da hun er næsten 14 måneder stopper vi. Det går ret nemt med at stoppe og hun opsøger det kun meget, meget få gange. Alle gangene er hun nem at distrahere med noget andet, så det er aldrig en kamp. Jeg savner det, helt ærligt, lidt de første par måneder efter stoppet, men fortryder aldrig min beslutning og i dag ville jeg gøre det samme.

Nu regner jeg ikke med, at jeg skal have flere børn, men skulle det en dag alligevel ske, så vil jeg gerne amme igen. Primært for barnets skyld, men jeg vil prøve at se, om jeg ikke kunne nyde det en smule mere end jeg gjorde første gang. Jeg kommer dog aldrig til at elske det

Hvordan har I det med selv at skulle amme? Vil I gerne? Er I nogen som har valgt det fra?

I’ve never told you guys have breastfeeding was for me. I did it for the sake of my daughter and her health, but I never really loved it my self. I don’t know why, but it just felt weird and I was used to thinking about my breast as a sexual thing – not someones lunchbox!