Gode råd til huskøb og husjagten

Her står Tim i vores (på det tidspunkt) nye have med Bella på 5 måneder. Billedet er taget den septembereftermiddag, hvor vi modtog nøglerne til vores hus. Det er snart 3,5 år siden og livet som husejer (eller bare boligejer) kan virkelig anbefales! Den der følelse man får hver gang, når man har betalt termin; at man nu ejer et par mursten mere af ens hjem end et par måneder tidligere. Det er så rart, at de penge man bruger på bolig ikke går op i røg hver måned, men faktisk er en investering. Det lyder utrolig fornuftigt, men det er altså rart. Desuden er jeg vildt glad for at slippe for at bo i lejlighed og ikke have underboer, overboer og naboer der larmer, holder fest og som ikke tager hensyn til hinanden. Især når man har fået et barn.
I løbet af det sidste år har flere af jer spurgt ind til boligkøb og gode råd til huskøb. Vi går højsæsonen for boligsalg og – køb i møde (foråret) og derfor har jeg her samlet mine helt egne personlige råd til huskøb og erfaringer. Så kan I plukke i dem, som de passer på jeres situation. I skal tage det forbehold, at der unægteligt kan være forskelle i forhold til, hvilken landsdel man bor i og kigger på bolig i. Jeg har for eksempel aldrig hørt “penge under bordet” i en handel her i Odense, hvor det i København lyder til at være forfærdeligt almindeligt (og pisse ulovligt). Market går meget hurtigere i København, så mit råd nr. 6 med at tage det roligt og se en bolig flere gange inden køb, er måske ikke så brugbart for jer, hvor boligerne ryger på få dage.
Her er mine råd til huskøb til jer, som er på jagt efter jeres egen bolig:
- Vær realistisk. Både når det kommer til ønsker og pris. Undersøg markedet og læg mærke til, hvad man får for pengene.
- Speaking of penge, så tag et møde med jeres bank, hvor de kan give jer et cirka tal, som I må købe for. Så spilder I ikke tid på at kigge på huse, som I alligevel ikke får lov til at købe. Vær i øvrigt også realistisk med, hvad I tror, I får lov til at låne for. Jeg har oplevet flere venner blive utroligt skuffet, når banken har sat en grænse en del længere nede end de selv havde håbet på. Hvis I synes, at jeres bank virker urimelig, så spørg jeres venner, hvad de har købt for og hvad de tjener (og hvilken bank de har). Hold det op med jeres egen indtjening og så kan I nogenlunde fornemme, om jeres bank er helt gal på den eller om det virker rimeligt. I kan dog ikke altid sammenligne med København med andre landsdele, da folk der typisk får lov til at låne mere i hovedstaden, fordi investeringen der er mere sikker og boligmarkedet er så voldsomt. Hvis det ikke giver mening med beløbet fra jeres bank, så prøv at aftale et par uforpligtende møder med andre banker. Det kunne være at I skulle skifte bank!
- Tag også lige en snak med hinanden om, hvor dyrt I vil sidde i det hver måned. Det kan godt være, at banken siger at I må låne op til 4 millioner, men vil I sidde så dyrt? Fordi man må låne 4 millioner, så betyder det ikke, at man SKAL købe for det beløb. Spørg banken, hvor meget I vil sidde for hver måned, hvis I køber for det pågældende beløb og gør så op med jer selv, om der så også er råd til de tingm I gerne vil ved siden af: ferier, at gå ud at spise mm. Hvis I ikke har børn endnu, men enten prøver eller regner med at det sker indenfor et par år, så medregn udgifter til pasning i budgettet.
- Det tager tid at finde det rigtige hus. Gå i gang med at kigge i god tid. Tim lurede i et halvt år online før vi egentlig begyndte jagten seriøst. Tag eventuelt til et par åbent hus for sjov. Det gjorde vi et par gange selvom vi egentlig ikke reelt var interesseret i husene.
- Hvis I kan se, at det ikke kan lade sig gøre, at få alle ønskerne opfyldt indenfor jeres budget, så aftal med hinanden, hvad I bedst kan gå på kompromis med. Vil I hellere have flere kvm mod en dårligere beliggenhed eller er det vigtigere at alt er nyt mod der “mangler” et værelse? Vi ville ikke gå på kompromis med kvm og vi ville heller ikke have et “håndværkertilbud”, men kunne godt gå på kompromis med, at alt ikke var spritnyt. Det er virkelig de færreste, som får opfyldt ALT på deres ønskeliste. Hvis I vil have alt opfyldt, så skal I måske overveje at kigge på byggegrunde i stedet for hus og så bygge selv.
- Se et potentielt hus flere gange. Hvis I ikke har andre købere, der ånder jer i nakken, så tag jer god tid. Vi så vores hus to gange før vi tog en beslutning om, hvorvidt vi ville byde. Man kan ikke huske alt fra første besøg og derfor er det godt lige at se det igen. Også for at mærke efter, om det føltes lige så rigtigt anden gang. Tag i øvrigt en byggesagkyndig med til et besøg, før I begynder at byde. De går huset og tilstandsrapporten igennem, så man ikke får nogle ubehagelige overraskelser efter et køb. Det er et must. Det er faktisk ret krav fra rigtig mange banker, at man har haft en byggesagkyndig med ude før banken giver grønt lys til købet.
- Tag ud og se flere huse før I køber og vær åben for, at jeres prioriteter kan ændre sig løbende. Man bliver klogere på ens ønsker, når man først kommer igang med “jagten”. Til at starte med ville jeg kun have et et-plans-hus. Det ændrede sig dog hurtigt, da vi kom igang og i dag sidder vi i et hus i to plan – plus kælder (kælder ville jeg iøvrigt heller ikke have, haha!). Vi fandt til gengæld hurtigt også ud af, at beliggenhed var vigtigere for os end vi først troede. Jeg kan huske, at vi så på et hus her i Odense, som lå i anden række fra vandet og kostede kun 1,5 millioner. Omvendt var der næsten 11 km til centrum og da vi bruger byen utrolig meget, så føltes det SÅ klaustrofobisk at bo så langt væk. Efter vi havde set det hus, så indskrænkede vi områderne i byen, som vi havde lyst til at bo i, ret meget.
- Overvej hvor mange af jeres nærmeste der skal involveres i jeres huskøb. Forvirrer det mere end det hjælper, når de også kommer med deres mening? Det er jer, som skal bo i huset – ikke dem. Er de med for jeres eller for deres skyld? Vores omgangskreds vidste at vi kiggede på, men da vi først begyndte at byde, så var det kun min søster, der havde set salgsopstillingen på huset og vidste, at vi har smidt det første bud. Der var ingen andre med os ude at kigge end os selv og den byggesagkyndige.
- Husk at ejendomsmægleren er sælgers mand. Hans job er at få jer til at købe, da han tjener på salget. Jeg kan huske, at ejendomsmægleren på vores hus fortalte os, at han synes at huset var et røverkøb og at han havde sagt til sælger, at det var sat til salg 200.000 kroner for lavt. Han gav os også ideer til, hvad vi burde byde, hvis vi var interesseret. Vi ignorerede det hele og huset endte med at koste 100.000 kroner mindre end, hvad han først havde rådet os til at byde. Så luk for alt ejendommæglerens øregas og lyt i stedet til jeres bank og mavefornemmelsen.
- At byde på et hus er lidt en kunstart og der kan være lidt forskel på København og resten af landet. Lav en plan før I begynder at byde: Hvilken pris kunne I godt tænke jer at ende på og hvilken pris er jeres absolutte maks pris, hvor I ikke vil gå længere? Og så selvfølgelig hvilken pris I vil starte med at byde. Pas på med ikke at byde FOR lavt i første omgang, da et meget lavt bud kan fornærme sælger og faktisk stoppe hele salget. Det er set utrolig mange gange før. Hav iøvrigt også et argument for, hvis I byder meget under prisen. Det kan være at noget skal laves snart, at huset har været til salg utrolig længe eller at I kan se, at kvm prisen er meget høj i forhold til områdets gennemsnit. Argumentet “vi vil bare gerne have huset billigere” er ikke så godt 😉 Vær også realistisk her. Har huset en fornuftig pris i forvejen, så skal I nok ikke forvente det store nedslag i pris – selvom det kunne være dejligt! I risikerer også at andre pludselig kommer ind fra siden og overbyder jer.
- Få en boligadvokat ind over. Vi var til en, hvor vi havde mulighed for at få svar på forskellige spørgsmål omkring købet, ejerskifteforsikring mm. Faktisk var det vores boligadvokat der opdagede, at der var noget i papirene på huset, som ikke passede og som gjorde at vi i sidste ende fik et godt afslag på huset. Han tjente sig selv ind mere en 6 gange. Han opdagede også, at huset var 20 kvm større end på papiret og som vi fik rettet – og derfor er vores hus i dag mere værd på papiret, fordi det står som 20 kvm større end da vi købte det. Så i sidste ende har han tjent sig selv ind langt, langt mere end de 6 gange. I kan finde pris for boligadvokat her (selve linket er sponsoreret, hele indlægget er mit eget og egne oplevelser)
Er I på eller skal snart på boligjagt? Hvis I har nogle gode råd, så må I rigtig gerne tilføje det i kommentarfeltet!
This photo is from a Septemberday where we had just gotten the keys for our (at that time) new house. Bella is only 5 months old – so cute! A lot of you have asked me about the process of buying a home and here’s some of my best advice: See more than one house before you decide anything. Make some priorities together: what’s more important – lots of space, that everything is brand new or the location of the house? Agree on where you will be willing to compromise – and where you won’t. Go to a few open houses at first – just to get started and get wiser. Ask your bank how much you are allowed to loan for a new house, so you don’t waste time looking at houses you can’t afford anyway.

For os har det været virkelig, virkelig vigtigt at have kort afstand til smuk natur og luft i budgettet til at rejse. Da vi købte hus, var jeg på dagpenge, og ingen af os vidste, hvor længe det ville vare, så det betød, at vi var nødt til at sætte os meget billigt. Det betyder, at vi har kunnet rejse hvert år, og at vi nu, hvor jeg har haft fast job i ti år, kan sætte en pæn slat penge ind på feriekontoen hver måned. Til gengæld bor vi på landet i et hus, der godt nok er stort og med en kæmpe have, men også med nogle “men’er”. De er dog lette at leve med, når de dejligste gåture kun er ti minutters kørsel væk, når børnene har masser af plads at boltre sig på, og når man nærmest kan høre pengene rulle ind til den næste rejse 😉 Hvis jeg skal give et råd ang. huskøb ville det nok være: Tænk jer godt om. Hvad er vigtigst for jer. Og gå så på kompromis med alt det andet derefter, men vær samtidig åben for, at prioriteter også kan ændre sig 🙂 Pludselig finder man ud af, at der faktisk gemmer sig nogle rigtig smukke oplevelser steder, man ikke lige havde regnet med. Sådan har jeg det i hvert fald hvert eneste år, når rapsen blomstrer. Så står jeg der og snøfter lidt. Det havde jeg godt nok ikke regnet med at jeg ville, dengang jeg boede i byen 🙂