LA LA land

I har nok hørt om LA LA Land. Filmen der har været på alles læber de sidste mange måneder. Den har hevet den ene award hjem efter den anden. Både til skuespillerne, instruktør, musikken og til selve filmen. De vandt også en Oscar for “Bedste film” – og så alligevel ikke 😉
Filmen er en musical, der handler om Mia (Emma Stone), som drømmer om og kæmper for blive en stor skuespillerinde. Det går bare ikke så godt og hun får ingen af de roller, som hun går til audition på. Sebastian (Ryan Gosling) er en ung jazzmusiker og han drømmer om en dag at eje sin egen jazzklub. Det går heller ikke vildt godt for ham som musiker. Til gengæld bliver Mia og Sebastian ved med at rende tilfældigt ind i hinanden de underligste steder, og sød musik (høhø – filmen er en musical) opstår mellem dem. Men er der plads til begge parters kamp og drømme i ét forhold?
Min anmeldelse: Filmen starter med en sang og dansere i farverigt tøj, der hopper rundt mellem bilerne på motorvejen på vej ind til Los Angeles. Den åbningsscene fik mig flere gange til at tænke på Grease og jeg konkluderede hurtigt, at mig og LA LA Land nok skulle blive rigtig gode venner. Jeg kan godt lide musicals, har selv spillet med i flere, da jeg var yngre (blandt andet Grease), så genremæssigt er det lige “right up my alley”. Filmen kræser konstant for vores øjne – både med masser af farver, smukt landskab og fantastiske, stemningsfyldte dansescener. Der er både kunstig sne, poolpartys og glitter. Det hele er lige mig. Men i sidste ende, så gik jeg faktisk fra biografen lidt skuffet. Måske var mine forventninger høje, fordi hypen omkring filmen har været så enormt eller også var det af følgende grunde…
For det første, så føltes filmen utrolig lang og historien “sat fast” flere gange, syntes jeg. Vi var en håndfuld damer, der var inde at se den sammen og vi havde det alle sammen på den måde. Den føltes bare lidt længere end den endeligt er.
Dernæst forstår jeg simpelthen ikke Oscar’en til Emma Stone for “Bedste kvindelige hovedrolle”. Og slet ikke, når hun vinder over Natalie portman for hendes rolle i Jackie. Det var en pragtpræstation fra Natalie, som ligger ligaer over Emma Stones i LA LA land. Jeg har slet ikke ord for, hvor mærkeligt et valg, jeg synes det er. Men det virker lidt som om, at Hollywood er forelsket i LA LA land – og det er også okay. Det er en god film. Jeg er bare ikke enig med dem i, HVOR god den er. Emma Stone er på ingen måder en dårlig skuespillerinde. Jeg har selv lidt af en girl crush på hende (jeg elskede hende blandt andet både i Niceville og i Crazy Stupid Love). Men hvis der ikke er meget kød på en rolle, så er det begrænset, hvor langt selv den bedste skuespillerinde kan tage den. Og der er simpelthen ikke nok kød på hendes rolle i LA LA Land til at jeg synes, at man kan tale om en skuespillerpræstation i den klasse. Damernes Biografklub var virkelig rørende enige der også. Vi så jo Jackie sammen i januar og der var vi alle blæst bagover af Natalie Portmans vilde skuespil i den film. Natalie skulle have haft den Oscar, uden tvivl.
Skal jeg rose filmen – fordi det skal jeg og vil jeg – så er det rigtig god musik, de har fået lavet til filmen. Jeg sang næsten med til sidst (jeg gjorde det ikke helt, da jeg ville skåne min sidemakker – haha) og har hørt et par af sangene flere gange siden (især kan jeg godt lide denne her). Vi, biografklubben, talte også om, at vi godt kunne lide måden man har lavet denne musical på. Det er en “classy” musical. Man kunne sagtens have lavet det lidt mere tacky og voldsomt – ala High School musical, men den her er altså stilren. Jeg tror, at det er en musical, der vil blive en klassiker med tiden. Selvom jeg ikke er blæst bagover, så er jeg helt sikker på, at jeg kommer til at se den igen. Jeg tror også, at det er en film, som stille kommer til at vokse på mig over årene. Den kunne godt blive kult med tiden. I kan godt høre, at jeg er ret splittet, ikke? 😉
Emma Stones og Ryan Goslings samspil er, som altid, rigtig godt. Der er en evig god kemi og humor mellem dem. Jeg grinte flere gange under filmen (elsker da Ryan Gosling – modvilligt – er med i et 80’er coverband).
En anden ting jeg var vild med var, at jeg i starten faktisk var lidt forvirret omkring, hvilken tid vi befandt os i. Deres biler er ret old school og det samme er både Mias og Sebastians tøjstil. Derfor troede jeg de første par minutter, at vi befandt os i 50erne eller 60erne. Det holdt dog kun ind til at Mia hiver sin mobiltelefon frem og vi opdager, at hun arbejde på en kaffebar ala Starbucks. Men jeg var faktisk vild med forvirringen. Det gav mig en følelse af, at den var tidsløs.
Det er en god film. Jeg vil på ingen måder kalde den dårlig, fordi det er den virkelig ikke. Men jeg synes, at hypen er lidt voldsom og jeg har set bedre film det sidste års tid end den (blandt andet LION og Jackie). Men jeg tror, at jeg elsker den mere om et par år end jeg gør nu. Og sådan har jeg godt nok aldrig haft det med en film før?
Jeg giver den 4 ud af 6 stjerner. Måske 4½ på en god dag. Alle damerne i biografklubben gav filmen 4 ud af 6, så vi var rørende enige. Faktisk tror jeg aldrig, at Damernes biografklub har været SÅ enige om en film, som vi var om LA LA Land.
Har I set LA LA Land? Hvad synes I om den?
I kan se oversigten over alle filmene, som Damernes Biografklub har set HER
I’ve just watched LA LA Land and I can’t find out what I think. I really liked the vibe of the movie, the music and Stone + Gosling. But I do think there’s a bit of a crazy hype about the movie. I liked it, I did. But I don’t think it is as good as the hype is great. I’ll give it 4 out of 6 stars. But on the other hand I think this movie could become a musical classic with time. It’s very well produced and lovely to watch. Have you seen it?
FØLG BLOGGEN PÅ
FACEBOOK HER + BLOGLOVIN HER + INSTAGRAM HER

Ja, det har jeg, Jeg er ikke musical-typen, ligesom jeg heller ikke er den old-fashion romatiske type. Men filmen bed alligevel på mig og jeg endte med at elske hver eneste scene. Og så er Ryan Gosling også virkelig god. Top top hos mig 🙂