Jagten på at være perfekt

Har I set programmet “De perfekte piger” på DR? Første afsnit ligger online på dr.dk nu. Jeg så det i går aftes og hold nu op, hvor blev jeg deprimeret. Det er et godt program, men det er ikke noget, som jeg blev i særlig godt humør af. Kort beskrevet så følger man i programmet fire unge piger (blandt andet smukke Amalie), der alle sammen har det ret svært og føler, at de har svært ved at leve op til samfundets ideer om, hvordan vi alle skal se ud. Måske også bare deres egne ideer om, hvordan de bør tage sig ud generelt. Det er ikke et program om vægt, fordi det handler om alt ved deres udseende; om de har pæne tænder, om deres hår er tykt nok, at de ikke har lyst til at tage bussen eller gå i Netto uden at have make-up på og så videre. Instagram bliver bragt op flere gange, fordi det er især også på instagram at pigerne spejler sig i andre instragrammers og samtidig føler de selv, at de skal være og se ud på en bestemt måde på mediet med de små overfladiske firkanter.

Min første tanke er, at jeg er virkelig glad for, at jeg ikke er vokset op med sociale medier. Jeg kan endda huske, hvornår vi fik internet derhjemme. Da jeg var teenager og var i gang med at finde ud af, hvem jeg var og ville være som person, der var der ingen polerede instagram-profiler med solbrune slanke piger, der lagde sexede topløse billeder op, hvor de spiser vandmelon på en yderst seksuel måde. Jeg siger ikke, at der ikke også var kropsidealer, fordi det var jo netop i 90erne, at begrebet “supermodel” blev opfundet. Det var bare ikke noget, som vi fik smidt i hovedet hele tiden og derfor ikke noget, som vi blev konfronteret med på daglig basis. Jeg er helt trist over, at det er sådan, at unge piger vokser op i dag – inklusiv min egen datter. Der er ikke noget at sige til, at de får det dårligt med sig selv. Det ville jeg også gøre, hvis jeg fulgte den type profiler. Og nu deler jeg lige et life hack: Det gør jeg nemlig ikke! Altså følger de her overpolerede instagramprofiler, hvor alt er perfekt, de rejser et nyt sted hver uge og der er egentlig ikke noget reelt indhold andet end der bare lægges pæne ligegyldige billeder op. Jeg peger ikke fingre af pigerne bag profilerne – man må have den type profil, som man har lyst til og jeg mener heller ikke, at de skal stå til ansvar for, hvis andre får det svært med deres billeder. Pointen med mit indlæg er faktisk, at opfordrer til at man selv prøver på at beskytte sig selv lidt. Som jeg siger, så tror jeg de fleste ville blive påvirket, hvis de kun så slanke solbrune babes med verdens tykkeste hår, der er sexede 24/7 og nu er på månedens 7. ferie under palmer. Jeg tror, at de fleste både beundrer dem, men jeg tror også, at de fleste bruger disse piger, som urealistiske mål for, hvordan de selv bør se ud. Måske er en af problemer i dag, at man ikke bare nøjes med at beundre længere, men man ser stjerner, kendisser og store influencers som et resultat og målet på, hvordan vi alle BØR se ud. Sådan havde jeg det aldrig med supermodellerne i 90erne. Jeg syntes, at de var (er) smukke, men jeg brugte dem aldrig til at slå mig selv oven i hovedet over, at jeg ikke så ud præcis som dem. Jeg kunne underligt nok godt sortere i, at de netop var supermodeller, fordi de havde mål, der var “super” og som ikke var som resten af os.

Jeg har simpelthen sagt til mig selv, at jeg ikke må følge mere end et par få af de meget polerede profiler. Hvornår noget er for poleret, må være op til den enkelte af bedømme, men jeg tror ikke, at det er sundt at følge med, hvis man bare får den mindste smule negative følelser, når man kigger med – om det er jalousi, “Hvorfor ser min mave ikke sådan ud?”-tanker eller noget helt tredje, er ligegyldigt. Er følelserne og tankerne ikke positive, så er det ikke sundt. Hvorfor følge med, hvis man bliver I dårligt humør over ikke at se ud på samme måde? I den her tidsalder, hvor alt er så fake, alt er så redigeret og opstillet, der må vi huske på at være kritiske og sortere i tingene. Jeg føler egentlig, at jeg har en ret god grundlæggende omgang selvværd og jeg er (for det meste) ret god til at være ligeglad med, hvad andre tænker. Men da jeg i en periode var kommet til at følge lidt for mange af de der lidt for pæne profiler, da kunne jeg også mærke, at det påvirkede mig. Det motiverede mig ikke (det kan være, at det har den effekt hos andre) – det gjorde mig bare irriteret og det blev en træls ubehagelig daglig reminder om, at min mave ikke er lige så flad, som den var for 10 år siden. Det ved jeg godt i forvejen og jeg er okay med det – men jeg gider sgu ikke mindes om det hver dag. Det kan gøre de fleste deprimerede. Igen vil jeg gerne understreger, at jeg ikke skyder på dem, der står bag profilerne. De kan jo ikke gøre for, at et billede kan modtages forskelligt hos forskellige modtager. Nogle beundrer dem, andre tænder på dem, mens nogle sidder og får det dårligt med sig selv – og det er her jeg siger, at vi bliver nødt til selv at sortere.

Måske er det noget, der kommer med alderen eller også er jeg et produkt af min barndom, hvor jeg har været forskånet for instagram, men jeg kan virkelig mærke, at jeg bare ikke gider at lade mig gå på. Og hvis det går mig på, så fjerner jeg mig selv fra det i stedet for at svælge i det. Vi kan sagtens give medierne noget af skylden også, og især modebranchen er ikke uden skyld, men det er før bevist, hvor stærke forbrugere kan være, hvis man er mange, der vælger ikke at købe noget eller ikke følge noget. Modebranchen måtte godt bruge kvinder, der repræsenterer flere typer af kroppe, hudfarver og kropsforme, men vi som forbrugere kan være også være med til at skubbe til tingene. Vil have mere forskellighed, så må man jo selv støtte op om forskellighed – hvorvidt det er bloggere med flere kilo på kroppen end 50, kvinder med anden hudfarve end griselyserød på forsiden af magasinerne eller flere instagrammers der er ikke for poleret. Det er klart, at hvis alle dyrker og følger bloggere på maks. 50 kg, kun køber magasiner med hvide modeller på forsiden og kun liker de meget opstillede billeder på instagram – så er det mere, af dét, som vi får. Vi kan godt være med til at rykke lidt på tingene. Det er jo desværre sådan, at “money talks” og pengene flytter derhen, hvor forbrugerne er. Det her er måske lidt et sidespor i forhold til, hvordan indlægget startede, men omvendt synes jeg, at det hænger sammen. Mediebilledet er selvfølgelig anderledes i dag end for 20 år siden og det bliver nok svært at gøre noget ved, men vi kan helt klart påvirke, hvilket indhold der dominerer på disse kanaler og vi kan i hvert fald selv prøve at vælge det fra, som vi ikke selv har lyst til at have i vores feed.

For at vende tilbage til programmet, så er noget af det, som jeg rigtig godt kan lide ved programmet (udover at de tager emnet op i det hele taget), den måde pigerne støtter op om hinanden og finde trøst i, at der er andre, der har det ligesom dem. Det giver mig en følelse af noget sisterhood, som er så fin, så fin. Jeg glæder mig til at se, hvordan programmet (og pigerne) udvikler sig, fordi det er sgu trist at se at en simpel opgave, som at skrive en liste med positive ting om sig selv, bliver en hård, svær og tårefyldt opgave for en af dem. Så er der altså noget galt! Ikke med den søde (i øvrigt ret smukke) pige, men med måden vi ser på os selv på og måske med måden vi i dag bruger medier i vores hverdag.

Har I set programmet? Hvad tænker I om problematikken? Jeg tror ikke, at det altid har været sådan – det er noget, der er kommet i takt med de sociale medier har gjort sit indtog i vores dagligdag. Tænker I selv over, hvad I “udsætter” jer selv for på de forskellige platforme og om det eventuelt påvirker jeres eget selvbillede negativt?

FØLG BLOGGEN PÅ
INSTAGRAM HER + FACEBOOK HER + BLOGLOVIN HER