To gule kjoler, to mærker - samme print

Kæmpe Oscars 2018 Guide: Hvem jeg tror vinder og hvem jeg håber på

Oscar 2018

Så er det i aften, at vi skal kigge på smukke kjoler, høre fede taler og heppe på vores egne favoritter til Oscars 2018. Jeg har aldrig været så godt forberedt, som jeg er i år – også selvom jeg ikke har fået set alle film (lidt svært når ikke alle endnu er kommet til Danmark. Lady Bird og The Post kommer for eksempel først i danske biografer i løbet af foråret). Det her indlæg er min kæmpe guide og opvarmning til i aften. Jeg gennemgår ikke hver eneste pris (let’s be honest, med mindre man har en særlig interesse for området, så er de fleste af os ret ligeglade med, hvem der vinder de tekniske priser), men har i stedet taget de store kategorier, som alle venter spændt på en vinder af. Jeg glæder mig selvfølgelig også til kjolerne og laver i morgen også “Bedst” og “Værst” på den røde løber – som jeg plejer, men lige nu handler det om filmene og de flotte præstationer. For hvem vinder? Det giver jeg mine bud på her i indlægget – både dem jeg håber på og dem jeg tror. Modsat mange andre år, så er jeg i år nemlig lidt på underdogs’nes side, kan jeg se på det hele. Det er overhovedet ikke bevidst, men min smag falder åbenbart udenfor massehysteriet omkring The Shape of Water. Jeg håber generelt, at Call me by your name tager så mange priser som muligt og ellers at hverken The Shape of Water eller Get Out napper for mange ufortjente. Nederst i indlægget har jeg skrevet, hvor I kan se de forskellige film – nogle kræver, at I napper en tur i bio i aften som opvarmning, mens andre film kan lejes på de forskellige tjenester. Hvis I kan se, at filmenes navne her i indlægget er et link, så er det fordi, jeg har skrevet en anmeldelse af filmen og I kan klikke på det for at læse den.

Her er mine bud på udfaldet i aften i de største kategorier…

BEDSTE FILM

De nominerede: Three Billboards outside of Ebbing, MissouriCall me by your nameThe Shape of WaterGet OutThe PostLady BirdDunkirkDarkest HourPhantom Thread

Hvem jeg håber vinder: Jeg har ikke fået set alle filmene, men derfor har jeg stadig en klar favorit. Det burde virkelig, virkelig være Call me by your name der vinder. Det er en af de smukkeste kærlighedshistorier jeg har set i mange år. Den er så smukt filmet, utrolig stemningsfyldt, fantastisk musik og rigtig godt skuespil.

Hvem jeg tror vinder: Jeg tror, at det bliver Three Billboards outside of Ebbing, Missouri. Måske The Shape of Water (som jeg slet ikke fatter hypen omkring), men Three Billboards outside of Ebbing, Missouri har vundet til stort set alle andre “Bedste film”-priser hele denne award-sæson, så jeg tror ret meget på, at det bliver den. Jeg har desværre ikke selv set den, men hører kun gode ting om den!

BEDSTE MANDLIGE HOVEDROLLE

De nominerede: Gary Oldman (Darkest Hour) – Denzel Washington (Roman J. Israel, Esq.) – Timothée Chalamet (Call me by your name) – Daniel Kauuya (Get out) – Daniel Day-Lewis (Phantom Thread)

Hvem jeg håber vinder: Det ville gøre mig utrolig glad, hvis Timothée Chalamet der vandt. Han spiller så utrolig fantastisk (men meget underspillet) i Call me by your name. Han er iøvrigt den yngeste mand, der er nomineret i mere end 80 år. Til Oscars er det altid gamle mænd og unge “fuckable” kvinder der vinder (og Meryl Streep – og det var en kommentar til alder, ikke til om hun er “fuckable” 😉 ). Det er sgu utrolig stereotypt; det virker som om at ideen om, at mænd kun bliver bedre med alderen (ligesom en flaske god vin, plejer man at sige?) og at kvinder omvendt topper i deres 20er og derefter går det bare ned af bakke. Lad os bryde det åndssvage mønster og giv den (velfortjente) Oscar til Timothée! Ikke kun som et politisk statement, men fordi han også fortjener den. Jeg frygter lidt, at han bliver en nye Leonardo DiCaprio i Oscar-sammenhængende. Leo var også nomineret som meget ung og vandt heller ikke – der gik lige 20 år før det skete.

Hvem jeg tror vinder: Jeg tror, at det bliver det kedelige og sikre valg med Gary Oldman. Han har vundet samtlige priser for den rolle i år.

BEDSTE KVINDELIGE HOVEDROLLE

De nominerede: Sally Hawkins (The Shape of Water) – Frances McDormand (Three billboards outside of Ebbing, Missouri) – Meryl Streep (The Post) – Margot Robbie (I, Tonya) – Saoirse Ronan (Lady Bird)

Hvem jeg håber vinder: Jeg har ikke de helt store præferencer lige i denne kategori, da jeg ikke har set særlig mange af de film, som de er blevet nomineret for deres præstationer i. Jeg har set Sally Hawkins i The Shape of Water og hun spiller rigtig godt, men jeg ved ikke, om jeg tænker “Oscar vinder”. Jeg kan generelt rigtig godt lide både Margot Robbie og Saoirse Ronan, så en af de to måtte godt vinde, hvis I spørger mig.

Hvem jeg tror vinder: Jeg tror, uden tvivl, at det bliver Frances McDormand. Hun har vundet til alle de andre awardshos og jeg hører også, at hendes præstation skulle være ret vild.

BEDSTE MANDLIGE BIROLLE

De nominerede: Woody Harrelson (Three Billboards outside of Ebbing, Missouri) – Sam Rockwell (Three billboards outside of Ebbing, Missouri) – Willem Dafoe (The Florida Project) – Rihard Jenkins (The Shape of Water) – Christopher Plummer (All the money in the world)

Hvem jeg håber vinder: Selvom jeg først skal se The Florida Project i næste uge, så hepper jeg lidt på Willem Dafoe. Jeg har set en del klip fra filmen og allerede ud fra dem, så synes jeg, at det ligner en pragtpræstation fra Hr. Dafoe. Christopher Plummer kunne også være et fint bud. Han bliver kastet ind i All the money in the world i sidste øjeblik, som erstatning for Kevin Spacey, som blev fyret i kølvandet på sin egen #metoo sag. Christopher Plummer gør det så godt, at dét er ham alle taler om – selve filmen All the money in the world får nemlig ikke selv så fantastiske anmeldelser.

Hvem jeg tror vinder: Jeg tror, dog at Three Billboards outside of Ebbing, Missouri‘s succes smitter af på resten af castet og at det derfor bliver Sam Rockwell. Jeg er ikke 100% sikker på den her, men han har vundet den til mange af de andre awards, så det er mit gæt.

BEDSTE KVINDELIGE BIROLLE

De nominerede: Laurie Metcalf (Lady Bird) – Lesley Manville (Phantom Thread) – Allison Janney (I, Tonya) – Octavia Spencer (The Shape of Water) – Mary J. Blige (Mudbound)

Hvem jeg håber vinder: Jeg har igen ikke de voldsomme holdninger lige her. Jeg har kun set Octavias præstation i The Shape of Water og ligesom hendes The Shape of Water-kollega, så tænkte jeg ikke umiddelbart, at det var en Oscar-vindende præstation (men jeg er generelt ret vild med Octavia! Hun er så skøn!). Jeg tror, at jeg hepper på Allison Janney i I, Tonya. Hun skulle gøre det virkelig godt.

Hvem jeg tror vinder: Jeg er ret sikker på, at Allison Janney også vinder den for I, Tonya.

BEDSTE ADAPTION

De nominerede: James Ivory (Call me by your name) – Dee Rees & Virgil Williams (Mudbound) – Scott Neustadter & Michael (The Disaster Artist) – Aaron Sorkin (Molly’s Game) – Michael Green & James M.(Logan)

Hvem jeg håber vinder: Selvfølgelig håber jeg på, at James Ivory vinder. Den 89-årig (tjek alder) gamle mand har skrevet et uovertruffent manus ud fra bogen af sammen navn (prisen går til den, der lavet det bedste manus ud fra en anden kilde og som oftest er “den anden kilde” en bog, ligesom her med Call me by your name). Jeg venter selv med at læse bogen, da jeg gerne vil overraskes, når den næste Call me by your name-film kommer (vi håber, at James Ivory lige lever nogle år endnu, så han kan skrive endnu et fantastisk manus!).

Hvem jeg tror vinder: Jeg tror også, at James Ivory vinder. Han har vundet til flere af de andre awardsshow (senest til BAFTA, hvor søde Timothée Chalamet fulgte ham op på scenen – se klippet her). Det tror alle bookmakerne også iøvrigt også, at han gør.

BEDSTE INSTRUKTØR

De nominerede: Greta Gerwig (Lady Bird) – Christopher Nolan (Dunkirk) – Guillermo del Toro (The Shape of Water) – Jordan Peele (Get Out) – Paul Thomas Anderson (Phantom Thread)

Hvem jeg håber vinder: Igen har jeg ikke de store præferencer. Jeg har kun set The Shape of Water og så startede jeg på Dunkirk i går aftes, men faldt i søvn (jeg var meget træt – det var ikke filmens skyld!). Dunkirk virker til gengæld rigtig god (modsat The Shape of Water), men jeg tror, at jeg vælger at blive lidt politisk i mit ønske i denne kategori. Det er ret sjældent, at en kvinde vinder i denne kategori, så jeg hepper på Greta Gerwig for filmen Lady Bird, men det er også okay, hvis Christopher Nolan får den for Dunkirk.

Hvem jeg tror vinder: Jeg tror, at det er ret sikkert, at Guillermo del Toro får den for The Shape of Water. Det er faktisk den pris, jeg tror er mest sikkert til The Shape of Water ud af alle dens nomineringer.

BEDSTE UDLANDSKE FILM

De nominerede: On Body and Soul (Ungarn) – Loveless (Rusland) – The Square (Sverige) – A Fantastic Woman (Chile) – The Insult (Libanon)

Hvem jeg håber vinder: Godt nok er Danmark ikke nomineret med en film i år, men det føles alligevel lidt, som om vi er med The Square, der har flere danskere med (hovedrollen er endda FYNSKE (! #hjerteemoji) Claes Bang) og der tales dansk mange gange i filmen. Den er både ret sjov og helt sin egen, så jeg hepper uden tvivl på The Square i nat.

Hvem jeg tror vinder: Til mange af de andre awardshows er det den tyske In the Fade, med Diana Krüger i hovedrollen, der har vundet samme pris, men til alles overraskelse er den ikke en gang nomineret i aften. Jeg tror, at det bliver enten den russiske Loveless, der virkelig har fået meget ros, eller A Fantastic Woman fra Chile, der vinder. Den er nok 60/40 i A Fantastic Womans favør, fordi jeg tror, at Loveless godt kunne blive “straffet” for at være russisk til en stort amerikansk awardshow.

BEDSTE ORIGINALE SANG

De nominerede: “Mighty River” fra Mudbound (HØR DEN HER) – “Mystery of Love” fra Call me by your name (HØR DEN HER) – “Stand up from Something” fra Marshall (HØR DEN HER) – “This is me” fra The Greatest showman (HØR DEN HER) – “Remember me” fra Coco (HØR DEN HER)

Hvem jeg håber på vinder: Den her kategori betyder en del mere for mig i år end jeg faktisk tror, at den nogensinde har gjort? Hvis der er noget som helst retfærdighed i verden, så vinder “This is me” fra The Greatest showman. Den sang er så fuldstændig fantastisk. Jeg kan dog også godt leve med, hvis “Mystery of Love” fra Call me by your name vinder – den er virkelig også skøn. Jeg glæder mig til at se dem optræde med sangene i aften (alle de nominerede sange optræder til showet). I kan se hele scenen med “This is me” fra filmen HER

Hvem jeg tror vinder: Jeg tror desværre, at “Remember me” fra Coco vinder. Det er simpelthen så forudsigeligt, at hver gang Disney er nomineret med en sang, så vinder de. Og det er altså lige til at blive bitter over, når det overhovedet ikke er fortjent. Jeg har dog et håb om, at det bliver “This is me”, fordi den vandt Bedste sang til Golden Globes (over Coco!!). Samtidig vi skal tilbage til 2013, hvor det ikke var samme sang, der vandt til Oscars, der havde vundet samme pris til Golden Globes (ja, jeg har virkelig nørdet Oscars i år, ha ha!). Så jeg tror faktisk, at der er en reel chance for at det kunne blive “This is me”, men jeg forbereder mig på at blive skide sur, når/hvis “Remember me” vinder. Forbered jer på at jeg laver nogle fuckfingre på min instagram stories i nat, hvis det bliver tilfældet 😉

BEDSTE ANIMERET FILM

De nominerede: Boss BabyThe BreadwinnerCocoFerdinandLoving Vincent

Hvem jeg håber vinder: Alle taler om, hvor tyndt et felt kategorien med de animerede film er i år. 2017 har åbenbart ikke været et stærkt år på den front. Jeg har kun set Boss Baby og Disneys Coco, og af de to vil jeg klart stemme på Coco. Også selvom jeg faktisk ikke synes, at Coco var specielt fantastisk (ja, det sagde hun, den store Disney-fan!). Men af de nominerede er den det bedste bud.

Hvem jeg tror vinder: Jeg er slet heller ikke i tvivl om, at Coco vinder. 10000% sikker.

Vil I varme op til Oscars i aften, så kan I nå at se følgende film inden:

I biografen: The Shape of Water – Call me by your name – Darkest hour – Phantom Thread – All the money in the world – Three billboards outside of Ebbing, Missouri – Molly’s Game – The Florida Project – I, TonyaCoco

På streamingtjenester/leje på iTunes: Get Out (leje på iTunes, kommer på Viaplay 23. marts), Mudbound (Netflix), Dunkirk (leje iTunes), Blade Runner 2049 (den er nomineret til en masse tekniske priser – kan lejes på iTunes)

Dem som vi må vente lidt med endnu: Lady Bird (i biografen 26. april), The Post (i biografen 5. april)

Skal I se med i aften og nat? Hvem hepper I på? Jeg vil enormt gerne høre om, hvem I synes, der skal vinde. Jeg opdaterer i løbet af natten på min instagram stories HER. TV 2 starter med opvarmning fra kl. 23.20, så rød løber og derefter selve showet fra omkring kl. 02.00. Rigtig godt show i aften!

Tonight is the Oscars and here’s who I’m hoping to win: Call me by your name as Best Picture, Timothée Chalamet as Best Actor, Willem Dafoe as Best supporting actor, Margot Robbie or Saoirse Ronan as Best Actress, Allison Janney as Best Supporting Actress, James Ivory for Best Writing Adapted Screenplay, Greta Gerwig as Best Director, “The Square” as Best Foreign Language Picture, “This is me” from The Greatest showman as Best Original Song and Coco as Best Animated Feature Film. Who are you crossing your fingers for?

FØLG BLOGGEN PÅ
INSTAGRAM HER + FACEBOOK HER + BLOGLOVIN HER

bloglovin

2 kommentarer

  • Ida

    Jeg glæder mig også til at følge med! (Er Saoirse ikke irsk?) glæder mig til at høre “this is me!” 😁

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Hun er faktisk født i USA, har jeg lige fundet ud af! Men hun må have nogle forældre, vis accent smitter af på hende?

      Ja, det bliver SÅ fedt at se dem optræde med dem!!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

To gule kjoler, to mærker - samme print