Om min biografklub og anmeldelse af Florence Foster Jenkins

Jeg har aldrig været skruk

morblogger-hvorfor-er-jeg-ikke-skruk-missjeanett-odense-blogs-blogger-fra-odensebloggers-kerteminde-vaffelhuset

Det her indlæg har ligget, som en kladde i snart et halvt år. Jeg ved faktisk ikke hvorfor, men jeg har åbenbart haft lidt svært ved at sætte ord på det hele. Jeg har nok også været bange for reaktionerne, men det er jeg ikke længere, da jeg har opdaget, hvor fantastiske debatter man i stedet får skabt. Det var egentlig dette indlæg af søde Louise, som fik mig til at finde kladden til dette indlæg frem igen. Hun beskriver, hvordan hendes æggestokke aldrig har skreget på børn (og nu er nummer to på vej!). Jeg kan virkelig nikke genkendende til det hun beskriver. Jeg har aldrig været skruk. Aldrig. Som helt ung ville jeg gerne have mange børn (tre styks, var svaret, hvis man spurgte), så ville jeg pludselig ingen børn have og så ville jeg godt have børn, men ikke mere end et eller to. Dog har jeg følt mig skruk. Jeg ved, hvordan følelsen beskrives. Jeg har mange veninder, hvor de har talt om følelsen og flere har beskrevet trangen, som værende på niveau med behovet for at trække vejret. Andre vidste, at de aldrig ville blive 100% lykkelige, hvis de ikke fik børn og nogle et behov, som skulle stilles NU. Jeg har hørt, hvad de har fortalt og jeg kan sagtens sætte mig ind i at ønske noget så meget. Men jeg har bare aldrig følt det på egen krop. Da jeg blev gravid med Bella, var alt planlagt og jeg ville gerne, men jeg var overhovedet ikke skruk. Hvis Tim havde villet vente tre år mere, så ville det ikke havde været et problem for mig. Overhovedet. Det var ham, som var skruk. Ikke mig. I dag kan jeg ikke forestille mig livet uden Bella, men jeg tror omvendt heller ikke, at jeg havde endt som et ulykkeligt menneske, hvis jeg ikke havde fået et barn.

Men er man deffekt i samfundets øjne, hvis man som kvinde ikke føler det store behov for børn? At man ikke føler sig skruk? Vi oplevede flere gange, at folk var overrasket over, at det var Tim, som var den skrukke hos os – og ikke mig. En kommentar som “Nå, så fik hun dig overtalt?”, var noget jeg hørte flere gange. Jeg har også selv oplevet et par overraskede læsere herinde, da jeg første gang fortalte, at det egentlig var Tim, som længe gerne villet have et barn. Igen, det er ikke fordi, at jeg ikke ville (så havde jeg aldrig kastede mig ud i noget så stort), men jeg følte bare ikke det der samme store umiddelbare behov. Og er det forkert? Det kan jeg selv hurtigt svare på: Nej. Nej, det er ikke forkert. Men det virker ofte sådan, set i samfundets øjne. Vi bevæger os lidt i samme tema, som da jeg skrev dette indlæg. Hvorfor er det, at det forventes af mig at jeg skal hungre efter børn? Og når jeg ikke gør (men stadig gerne vil), så kigges der mærkeligt på mig? Og hvorfor kigges der egentlig også mærkeligt på min kæreste, når han virkelig gerne vil? Sidder vi, i en vis grad, stadig fast i 50ernes stereotyp om, at far vil helst gå på arbejde og drikke med venner, mens mor helst vil føde børn, vaske tøj og lave mad? Det virker på mig nogle gange sådan. Der er intet i vejen med gerne at ville disse ting, men der er altså heller intet galt med ikke at ville. Det burde der i hvert fald ikke være her i 2016. Der burde være plads til det hele i dag.

Og skal betyder det så, at man ikke skal få børn, hvis man ikke føler sig skruk? Det mener jeg ikke nødvendigvis. Jeg følte og føler det jo ikke selv, men har jordens mest fantastiske datter, som jeg ikke kunne forestille mig livet uden. Man må føle efter hos sig selv. Forestiller I jer jeres liv med eller uden børn? Hvis man gør, så tror jeg ikke, at følelsen af at være skruk, er så vigtigt. Omvendt kan udeblivelsen af denne følelse hos nogen også være et tegn på, at børn måske ikke er for dem. Der er ingen opskrift – kun hvad der er rigtig for én selv. Men jeg er godt nok træt af folks pegende fingre og løftede øjenbryn. Giv nu plads til alle typer, for h*lvede.

This blogpost has taken me half a year to write. I don’t know why. I just didn’t seem to get the words done right. I’ve never felt that big need to have kids. I have a lovely daughter, but I’ve never felt that wild NEED for kids. And it seems like people don’t get when women don’t feel that big need. It’s like they expect us to be born with that need? Why? I don’t get it!

bloglovin
   

22 kommentarer

  • Camilla

    Måtte lige kommenterer, for det er så forfriskende at læse dine indlæg, dette var som at læse vores historie herhjemme. Aldrig haft trangen til børn og det skulle vendes i mit hoved mange gange, da min mand gerne ville og nu har vi jordens dejligste unge, som jeg ikke kan leve uden, men som du siger vores liv havde været godt uden hende også.
    Så tak for din ærlighed 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Selv tak – og tak for din kommentar! Dejligt at høre at man ikke er alene med de følelser. Jeg kunne heller ikke forestille mig mit liv uden Bella og er faktisk ikke 100% afvisende overfor nr. 2 længere. Men jeg ville også have været lykkelig uden børn, tror jeg!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Rigtig godt indlæg. Godt at du fik det skrevet færdigt

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Tak Malene! Og tak for din historie! Du er godt nok sej med to børn på 1,5 år!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Kære Jeanett. Jeg synes, at det er så modigt og sejt af dig, at dele dine tanker med dine læsere (og samfundet) om det her vigtige emne. Jeg har mange af de samme tanker/overvejelser som dig i forhold til emnets problemstilling – især den måde samfundet ser stereotypt på kvinder/mænd og deres behov eller mangel herpå omkring at sætte børn i verden. Selv har jeg den mest fantastiske kæreste. Vi har været sammen i 5 år, og vi har altid vist, at det skulle være os to. Fantastisk følelse! Jeg er heller ikke i tvivl om, at vi skal have børn… en dag. Jeg ved bare ikke hvornår, og det gør min kæreste egentlig heller ikke. Eller, min kæreste er, ligesom det lyder til Tim var, også klart den mest “skrukke” af os to. Jeg har bestemt heller aldrig været den skrukke type. I det hele taget er jeg bare ikke en “baby person”. Kan man kalde det det? Børn kan da være livsbekræftende, men helt små børn har jeg bare altid haft det akavet med. Jeg ved ikke hvorfor? Ironisk nok har jeg været au pair for en del år tilbage, og de søskende jeg passede der, elskede jeg over alt på jorden. Så det er nok ikke fordi, at jeg ikke er en “baby person”, det er måske mere fordi, at jeg ikke forstår, hvorfor jeg som kvinde, SKAL elske andre folks børn, som jeg ikke kender/intet forhold til? Kan du huske det afsnit i Sex and the City, hvor pigerne er ude at spise på en fancy restaurant, og Samantha vender øjnene af et barn, der sviner helt vildt. Hertil spørger Charlotte Miranda, om hun ikke synes det er ok, at barnet sviner helt vildt på den her fancy restaurant, men Miranda siger så: “I love Brady, but that does not mean I will defend kids?” Det synes jeg, er så rammmende. Altså den der forventning fra samfundet om, at fordi man er kvinde, så skal man elske børn, men fordi at man ikke gør det, at det naturligvis ikke udelukker at man elsker sit eget barn. Det er nok sådan jeg selv har det. At jeg ved, hvor meget jeg vil elske mine egne barn/børn, men at det ikke er ensbetydende med, at jeg elsker alle andres børn. Jeg elsker min kæreste over alt, og jeg ved, at jeg gerne vil have barn/børn en dag, fordi at det er med ham, og gerne vil give nogle værdier videre til kommende generationer på den her jord. Man kan selvfølgelig ikke garantere, at ens barn/børn får de samme værdier, som man selv har, men som forældre har man alligevel en hvis indflydelse, haha. Så, jeg vil gerne have børn en dag, fordi det er med et andet menneske, jeg synes er helt fantastisk, og jeg tænker, at vi kunne få endnu et fantastisk menneske sammen. Det synes jeg et sted er ret smukt. Havde jeg derimod været single, og ikke fundet MANDEN, så havde jeg helt sikkert ikke samme lyst. Omend lyst og behov heller ikke er det samme for mig. Jeg tror også, at jeg kunne gå gennem livet uden barn, og stadig være et lykkeligt menneske, fordi at det med barn/børn ikke er et behov, jeg har – det er mere en lyst. Nu er jeg kun 27 år, så det er selvfølgelig svært at spå om man ville have det anderledes uden barn/børn om 10, 20, 30 år. Man ændrer sig jo hele tiden her i livet. Noget jeg på det sidste har tænkt meget på er, hvornår ved man, hvis man gerne vil have barn en dag, at det er det rigtige tidspunkt? Jeg ved godt, at der er no such thing as right timing, men hvornår ved man det? Jeg tænker selv, at det er ligesom med det at sige “jeg elsker dig” første gang. Det skal komme af sig selv og som noget man slet ikke kan lade være med at sige, fordi man er ved at boble over af kærlighed. Følelsen af at boble over af lyst til et barn, den er der bare ikke endnu… overhovedet. Mange tror, at det er givet, at fordi man har fundet kærligheden, og har været sammen i x antal år, så skal det der barn komme snart, men sådan har jeg det slet ikke. Tror det handler meget om, at 30’erne på en måde er de nye 20’ere. Verden har udviklet sig så meget, og mennesket lever i mange flere år i dag, end man gjorde førhen, så på den måde bliver ens livscyklus skubbet, fordi man lever længere. Umiddelbart tænker jeg, at jeg først vil have børn omkring de 35 år (både min kæreste er jeg er meget karriere minded, og er fuldt dedikeret til vores jobs, som tager nærmest alle vores vågne timer), men så er der jo (måske) noget med mit biologiske ur, der kan være en udfordring. Omvendt så er jeg også meget af den overbevisning at, er det “meant to be” at man skal have barn/børn, så skal man nok få det på en eller anden måde, også selv om det først er omkring de 35 år. For mig er der bare så meget (andet) her i livet der giver mening og værdi uden børn, og derfor har jeg ikke det der behov… lige nu ihvertfald. Og tror ikke behovet kommer for alvor inde for de næste år. Nå, det var frygtelig mange tanker og refleksioner, men jeg synes virkelig det er en vigtig og interessant debat, og deler meget dine holdninger og tanker omkring det hele. Dejlig søndag til dig og tak fordi du er så modig 🙂 /Anne

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Tusind tak for din kommentar Anne – den nød jeg virkelig at læse. Og du stiller nogle rigtig spændende og vigtige spørgsmål.

      Jeg vil lige starte med et af de sidste: hvornår man ved, hvornår man er klar. Mit svar er, at jeg tror aldrig, at man bliver 100% klar. Selvfølgelig er man mere klar på et tidspunkt end på andre, men jeg tror aldrig, at jeg var blevet 100% klar uanset, hvor længe jeg havde ventet. Noget af det kommer først, når du står i det – og man vokser heldigvis med opgaven! Vi gjorde det på det tidspunkt vi gjorde, fordi jeg havde en idé om, at jeg gerne ville have nr. 1 inden 30 – hvis jeg skulle have børn. Og så havde vi snakket om, at det ville være rigtig praktisk, hvis vi kunne ramme et af mine sidste semestre på mit studie – fordi det er en dejlig lang barsel man får på SU og den anden part får alt den barsel, som kan bruges på arbejdsmarkedet helt for sig selv = rigtig meget barsel til Tim også. Så vi var drejet af meget praktik. Og det fact at Tim havde villet længe. Jeg tror desuden ikke, at det er alle der bliver skruk. Nogle af os må bare tage en beslutning om at nu gør vi det, uden at det kommer et “moment” – hvis det giver mening?

      Og hvor er det fedt at du lige citerer Sex and the City, haha! Jeg er i øvrigt enig med Miranda. Jeg elsker min datter og synes, at hun er den mest fantastiske skabning i verden. Men jeg elsker ikke alle andres børn og du kan spørge Tim, men jeg bliver langt oftere irriteret på andres børn end han gør (meget heldigt når han arbejder med børn hver dag 😉 ). Fx blev jeg i morges vækket af en masse skrigende børn, som legede fange på en hotelgang og ingen voksne sagde noget til dem. Jeg var klar til at gå ud og skrige ad dem – hvis ikke det havde været fordi, at jeg så ville havde vækket Bella 😉 Der er nemlig en forventning i samfundet om, at vi kvinder bare ÆÆÆÆÆÆÆÆLSKER børn. Og det gør jeg virkelig ikke. Jeg holder af de børn jeg kender, men sidder jeg i et selskab, hvor der er en “ukendt” baby, så er det altså ikke noget, som jeg finder specielt interessant. Men det forventes der næsten at jeg gør? Det falder igen tilbage på det her med de gamle kønsroller i samfundet, hvor vi kvinders hovedinteresse bare er børn og ting der er børnerelateret. Og så rummer vi ikke mere.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg synes, en vigtig nuance i denne debat er, at mange går rundt og venter på, at det føles rigtigt, før de får børn. “Rigtigt” er ofte lig med skruk i denne sammenhæng. Og nogle bliver aldrig skruk, så de venter forgæves… Men man kan jo sagtens få børn og nyde at have dem uden at have været skruk.

    Jeg var heller ikke skruk, da jeg fik nr. 1. Efterfølgende blev jeg mega-skruk efter at få nr 2.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Jeg er helt enig med dig. Jeg tror at mange tror, at vi alle bliver skruk på et tidspunkt og det tror jeg heller ikke alle gør. Og også enig i, at man godt kan få børn alligevel OG være glad for den beslutning.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det spot on. Det er skørt, at folk har den her idé af kvinder og hvordan kvinder bør være ifht. børn og skrukhed. Og faktisk noget jeg i går selv skrev om på min korrespondance-blog. Om ikke at være typen, der ligner en mor.

    Godt, at du sætter ord på. Jo flere ord vi taler, jo højere taler vi, og jo flere hører det. Og så ændres det måske en dag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Helt enig – jo mere vi får sat ord på disse tabuer og emner, hvor det stikker ud i forhold til normalen – jo hurtigere kan alt blive accepteret af flertallet!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Det er sjovt så forskelligt man kan opfatte samfundets syn på ting. For noget tid siden talte mine veninder og jeg om børn (nogle har børn andre ikke) og resultatet for samtale blev -overraskende for os alle- at det gælder i alle vores forhold, at det er vores mænd, der er skruk. Selvfølgelig var vi overraskede, men jeg tror ikke nogle af os følte os forkerte eller har oplevet dumme kommentarer på den baggrund. Måske afhænger det meget af hvilket miljø man færdes i, hvordan det bliver set på tingene. Jeg oplever det i hvert fald ikke som et samfundsproblem i mit nærmiljø.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Det er klart at nærmiljøer kan være forskellige fra person til person – og nok også om hvor “sensitiv” man er overfor den slags kommentarer. Nogle får dem, men husker dem måske dårligt nok, mens andre får de samme og bliver ked af det/irriteret over det. Der er vi så forskellige.

      Men jeg synes kun, at det er positivt og dejligt, at I ikke har oplevet det samme! Så er ligestillingen gået igennem nogle steder 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Godaften til dig.
    Din beskrivelse af jeres tanker og følelser inden I fik Bella er nærmest en kopi af dem, som min mand og jeg havde inden vi fik vores første. Han repræsenterede den der skrukhed, som jeg aldrig har kunne mærke endsige sætte ord på. Jeg synes den første måned som mor var forfærdelig. Altså jeg var jo betaget af det lille skønne væsen, men det var SÅ overvældende! Efter tre år havde vi faktisk lyst til at få nummer to. Eller vi følte ihvertfald ikke at vores familie var færdig/fuldendt, men jeg var bange som ind i h……..!! Tænk, hvis jeg skulle gennemleve den første måned igen. Det blev dog en helt anden oplevelse, og nu er jeg sgu mor til to!! Vildt!
    Jeg har dog en masse tanker, som giver en lidt anden vinkel på dine(gode) indlæg om moderskabet. Inden jeg blev mor, har jeg altid tænkt(og sagt), at jeg fik børn med den rigtige mand, for han er så meget far, og jeg kunne stadig have min frihed, både i forhold til karriere, socialt etc. MEN, jeg synes der er så mange følelser med den der morrolle, så jeg har alligevel svært ved at give slip og gøre hvad jeg har lyst til og brug for……eller måske ikke brug for mere! Kan du følge mig? Hvis jeg for meget væk enten med job eller socialt så tynger samvittigheden, og jeg savner dem, så det gør ondt! Hvor kom det lige fra, og hvem er jeg nu?!:)
    Nå, det bliver virkelig langt(og rodet), men håber pointen kom frem.
    Mange hilsner herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Jeg kan SÅ meget følge dig – og tusind tak for din kommentar. Det er rart at vide, at man godt kan have det anderledes 2. gang, selvom første gang måske ikke var fantastisk. Altså, Bella er fantastisk – men ikke oplevelsen. Jeg er sikker på, at du ved hvad jeg mener 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sine

    Elsker dine indlæg omkring det med børn og familie! Min forlovede har villet have børn i sådan 2-3 år nu og venter bare på mig, jeg er der nok snart men livet er også andet end børn må jeg huske ham på! 🙂 det er super vigtigt for mig at man husker hinanden, venner og rejser også!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Det var det samme her. Stod det til Tim dengang, så havde vi fået Bella 1-2 år før end vi gjorde. Og jeg er helt enig med dig i, at det også hos mig er rigtig vigtigt at huske de andre ting – venner, rejser og de andre ting, som fylder mit bæger op.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Chris b

    Jeg er meget enig.
    Jeg har altid haft følelsen af at jeg skulle have børn, og har også haft stik i æggestokkene når jeg så søde babyer, men jeg føler ikke mit liv vil være ulykkeligt eller mangle noget hvis jeg IKKE får børn. Det er også et kæmpe pres at putte på sine egne skuldre, at børn er lig med lykke og den ikke kan findes uden. Jeg elsker at der er plads til de her debatter og at man ikke længere behøver føle sig unormal. Har feks en veninde der har været skruk siden hun var 15 og har købt babytøj i løbet af årene, det niveau af skruk har jeg virkelig aldrig følt.

    Chris B

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Virkelig godt indlæg!
    Nu er jeg jo stadig ret ung, men jeg tror umiddelbart ikke, at jeg vil/skal have børn. Og allerede nu er det vildt at se, hvor mange mennesker, der ikke kan/vil acceptere dette. Kommentarer som “det kommer nok” eller “du er også ung endnu” flyver rundt – men hvorfor er det ikke acceptabelt IKKE at ville have børn? Fordi vores eneste formål i livet er at føre generationen videre? Jeg ved det ikke. Men det gør mig lidt trist, at folk ikke selv må have en anderledes mening om dét med at få børn eller ej – eller være skruk for den sags skyld.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    Spændene indlæg, og du provoker mig en smule. At blive provokeret ser jeg ikke som en negativ ting, jeg tænker det blot er færdig du rammer de ømme punkter. Og jeg tror det er sundt,at blive provokeret engang imellem, så tænker man og reflekter. Jeg har tidligere været i et forhold i 10 år, med hus og have og alle de rigtige ting. Jeg havde ikke lyst til børn, jeg kunne slet ikke se mig selv som mor. Jeg mødte min nuværende kæreste ( mand om 14 dage

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Åh ja, fertilitetsproblemer er også tabu. Det var også et tabu, som kunne trænges til at blive prikket lidt til. Folk bliver tit skudt i skoene, at det er deres egen “skyld” (fx. “I er jo også gået sent i gang”). Desværre har jeg bare ikke så meget at byde ind med lige på det område, så jeg må stikke til nogle andre tabuer i stedet 😉

      Og du skal da ikke være flov over din skrukhed! Ligesom man heller ikke skal være det, over ikke at være. Det skal jo netop være plads til os alle. Og du behøver ikke at takke for provokationen 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • B

    Jeg kan så meget sætte mig ind i hvad du skriver og alle kommentarerne.Jeg er 32 år og har ingen børn. Er jeg skruk? Næh, det vil jeg ikke sige. Har jeg nogensinde været det? Næh, ikke rigtig. Oplever jeg at at andre forventer at mine æggestokke skriger? JA, konstant! Og jeg er virkelig virkelig virkelig træt af det efterhånden. Det føles som om jeg konstant skal forsvare mig overfor familie, kollegaer osv. Der er altså ikke noget galt med mig selvom jeg ikke elsker alle børn. Jeg er moster til en dreng og en pige, de dejligste børn i verden, og jeg elsker dem ubetinget, vil gøre alt for dem. Men jeg er stadig ikke skruk og bliver det heller ikke, når jeg sidder med min 6 mdr. gamle niece der dufter sååå lækkert af baby.
    For mig er det svært ikke at føle mig unormal, da alle andre kvinder tæt på mig åbenbart er mine totale modsætninger. Jeg synes nemt at jeg bliver fremstillet som en kold person, der er egoistisk og hader børn. F.eks. snakkede jeg med en kollega om ferier, hvor jeg nævnte at mig og min kæreste på vores sidste ferie boede på et børnefrit hotel og hvor dejligt det var. Der fik jeg bare verbal lussing tilbage af hende. Jeg var åbenbart et dårligt og ondt menneske, fordi jeg var glad for min ferie hvor jeg kunne ligge ved poolen og slappe af uden skrigende børn, hvor jeg kunne spise i restauranten uden overtrætte børn ved bordet ved siden af og hvor der var nattero på hotellet. Der blev jeg faktisk ked af det. Jeg hader på ingen måde børn. Jeg var bare glad for ikke at skulle forholde mig til andres ukendte børn i to uger på ferie.
    Tak for det her indlæg og tak fordi du sætter ord på nogen følelser, som jeg tror mange kvinder går rundt med. Jeg håber at jeg, når jeg engang har fået børn, vil være lige så stærk som dig og vil holde min ret til at selv at bestemme hvilken mor jeg vil være.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Jeg er simpelthen så glad for, at du skriver disse indlæg og tager emner op, som nok kan være tabubelagte men i hvert fald sjældent bliver sat ord på.

    Jeg har heller aldrig oplevet mig selv som skruk. Jeg har aldrig gjort mig tanker om børn. Heller ikke da jeg var sammen med min daværende kæreste langt oppe i tyverne. For mig har det handlet om at finde den, som jeg gerne ville have børn med. Altså ikke som at lede, men da jeg blev forelsket i min nuværende kæreste, så fik jeg en helt ny lyst til, at vi skulle have barn sammen. Det var som om, at vores kærlighed skulle blive til mere end blot os. Jeg vil dog ikke kalde det skruk. Vi blev så gravide efter 2 mrd. som kærester, og det var og er stadig meget overvældende og samtidig helt rigtigt. Jeg oplever mange af de følelser omkring det at blive mor, som du før har skrevet om. Jeg glæder mig til, at der bliver en iboende ro omkring det at være blevet mor. Mette fra Twinpeaks skriver, at det tager to år, så det satser jeg på;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om min biografklub og anmeldelse af Florence Foster Jenkins