Smukke Bella kun 2 måneder gammel. Læs om “Måned #2” HER
Som jeg før har nævnt, så kommer der virkelig mange babyer til i år i min omgangskreds. Der er kommet to små drenge de sidste par måneder (en lille Knud og en Frej) og en af mine gode veninder har termin her d. 9. maj (også med en dreng), så det er lige om lidt. En anden kær veninde venter sig nummer tre til august og også her gemmer maven på en lille dreng. Jeg har altid sagt, at vores venner kun kan lave piger, fordi i flere år lavede vi ikke andet. Men man må da sige, at nu kommer drengene da!
Nu har et andet sæt i omgangskredsen også lige meddelt, at de skal være forældre i år. Til efteråret. Da Tim spurgte, hvornår de havde MD-scanning (som han kalder “kønsscanning” hehe), så var svaret, at de ikke ønskede at vide det. De ville gerne blive overrasket. Og jeg kan huske min umiddelbare reaktion (ikke overfor dem, men bare overfor Tim) var “Hvorfor i alverden vil de ikke vide det på forhånd?”. Vi var slet ikke i tvivl om, at vi gerne ville vide det, da jeg var gravid med Bella. Vi var aaaaaaalt for nysgerrige og desuden var vi så uenige om pigenavne, at hvis det var en pige, så ville vi gerne vide det, fordi så havde vi noget af et stykke arbejde foran os. I dag virker det også som om, at det er mere normalt at takke ja til at få det at vide der i cirka uge 20 end det er at takke nej. I gammel dage vidste ingen det jo. Min mor har ikke vidst det med en eneste af hendes tre børn – det er først blevet afsløret på dagen. Det var simpelthen ikke et tilbud man fik. Derfor fik vores venners beslutning mig til at vende den lidt rundt; er vi blevet for utålmodige eller er bare vi praktiske (i forhold til navnedebat og indkøb af tøj mm)? Jeg vil hurtigt sige, at jeg personligt selv er for nysgerrigt anlagt, men at jeg respekterer at andre ikke har det som mig. Jeg indrømmer også blankt, at jeg samtidig er pisse nysgerrig på andres vegne og derfor synes at de alle skal få det at vide, så jeg kan få stillet min nysgerrighed – haha! Men… deres beslutning er egentlig ret forfriskende. Det er i sidste ende jo heller ikke vigtig hvad maven gemmer på, så længe at baby er sund og rask. Jeg kender ingen, som ville elske deres barn mindre, fordi det var et andet køn end det ønskede. Jeg erkender dog blankt, at jeg selv heppede på en pige dengang, men havde vi fået en dreng, så havde min kærlighed til ham været lige så stor.
For en uges tid siden blev et par i mit netværk forældre. De havde hele vejen fået at vide, at der gemte sig en lille pige, så der var blevet købt godt ind af lyserøde ting. Derfor var overraskelsen også stor, da det var en lille dreng der kom til verden. Det er alligevel også sjovt, som naturen snyder os til tider.
Hvis vi nogensinde skulle have flere børn, så ville jeg helt sikkert vide det på forhånd igen. Min nysgerrighed kan simpelthen ikke håndtere andet.
Det er selvfølgelig til gengæld et problem i de lande, hvor kvinder vælger at få en abort, fordi barnet ikke har det “rigtige” køn. Det er et kæmpe problem og den skal “foster shopping” er decideret ulækkert.
Hvordan har I det med det? Vil/ville I gerne vide det eller skulle det være en overraskelse? (I må også gerne svare selvom I ikke har fået børn endnu). Er der nogle af jer, som har prøvet at I vidste det en gang, men ikke en anden? Hvordan var det forskelligt for jer? Og har I prøvet at få at vide, at I ventede det ene køn og så dukkede der det modsatte op?
My friends are having so many babies this year! Two little boys arrived the last two months and in less than two weeks one of my good friends are due with a boy too. In August another dear friend is having a boy aswell. But then another couple is due in October and they don’t wanna know the sex of the baby. It’s weird because we’re so used to everyone wanting to know before giving birth, but their decision is very refreshing. Do we need to know everything all the time? Would you wanna know before or should it be a surprise?
