Min weekend: Tinderbox 2017

Der har været lidt stille her på bloggen siden i torsdags, men jeg har været til Tinderbox festival og i går brugte jeg på at komme mig ovenpå tre fantastiske dage. Hold nu op, hvor har det været awesome. Jeg har haft det SÅ sjovt! Det er altså den fedeste festival i verden. Mindst. Måske er jeg lidt (meget) farvet af mine fynske briller, men jeg synes virkelig, at Tinderbox er så utroligt vellykket. Jeg skal helt sikkert med igen næste år – det føles forkert ikke at være en del af den kæmpe fest. Knap 40.000 mennesker der er i det bedste humør og giver den fuld gas. Stemningen er ubeskrivelig. Har I været afsted og har I nydt den?
Mit outfit på første billede: Kjolen er fra ASOS (HER), taske fra Marc by Marc Jacobs og solbriller fra Ray-Ban (HER)
Her er min Tinderbox 2017 festival i punkter:
Bedste mad: Nordisk shawarma fra Spiselauget (skarpt forfulgt af pizzaer fra Gorm’s)
Antal gange jeg spiste Nordisk shawarma: 3
Dårligste mad: Jeg fik ikke decideret dårlig mad, men Fish n’ Chips fra Spiselauget var en tør oplevelse (men god sauce!)
Bedste koncertoplevelse: Uden tvivl SAVEUS. Jeg kendte kun to af deres sange på forhånd, men de gav den SÅ meget gas og var utrolig nærværende. Efter SAVEUS, så må jeg sige MØ. Tinderbox og Fyn elsker fynske MØ (som jo er fra Odense) – og det kan i den grad mærkes på pladsen. Alle havde en fest og det var tydeligt, at MØ var glad for at være “hjemme” igen (det sagde hun direkte flere gange).
Dårligste koncertoplevelse: Smag er subjektiv, men jeg synes, at det var en stor omgang elendighed under Thomas Helmig. Jeg var voldsomt alene om at have den holdning (minus det selskab jeg selv var i – vi var meget enige), men jeg synes stadig, at det er den mest malplaceret booking på Tinderbox overhovedet. RUN DMC var en ret underlig koncert, hvor de brugte mere tid på at snakke og på at præsentere os for deres DJ venner end på selv at optræde (men når de selv endelig optrådte selv, så var det en fest!). Tove Lo faldt også ret fladt og publikum gik mest amok, da hun flashede bryster.
Antallet af gange jeg ledte efter mine venner blandt 36.000 andre mennesker: 7 (“Hvor er du? Hvad står du i nærheden af? Den bar til venstre? Eller mener du den anden? Hva”? Sig det lige igen!”)
Mest pinlige øjeblik: Da jeg i min brandert lørdag besluttede, at jeg skulle have et selfie med en skotte, der var iført kilt. Han gik med til billedet, men tog sin flugt voldsom hurtigt, da hans ven ringede. På hans telefon stod der “Fraser Fraser” og da jeg hvindede “Is his name Fraser? Like Jamie Fraser in Outlander??”, så smuttede han med et “I’m just gonna take this. Over there”. 25 meter væk fra os. Haha – et vink med en vognstang.
Antallet af gange jeg modtog en regn af øl/cider, fordi folk kastede med deres drikkelse under koncerter: 5
Bedste drink: “Foolish things” fra Embassy baren. Åh sweet lord, den var god (og stærk!). Også point til Peter Larsens kaffes iskaffe med Baileys og Aperol spritz.
Antallet af gange Aperol campingvognen havde midlertidigt udsolgt, når jeg skulle købe: 2
Antal drinks drukket: Uendelige (det siger mit dankort i hvert fald)
Mest ærgerlige oplevelse: At blive ringet hjem fredag aften, da Bella var begyndt at kaste op hos vores venner, som passede hende. Den lille stakkel. Af samme grund var hun ikke med lørdag alligevel.
Mest spontane beslutning: Da jeg siger ja til at være med live på TV 2/FYN – uden at jeg ved, hvad jeg skal tale om, da jeg sætter mig i sofaen hos dem. Men det gik fint – tror jeg? Jeg tør ikke at se klippet – haha!
Yndlings sted på Tinderbox: Smutvejen med ginbaren – ligesom sidste år! Så hyggelig og rart med en pause fra de store mængder af mennesker. Hvis jeg havde været 10 år yngre, så havde jeg nok sagt Magic Box.
Ting de gerne må gøre bedre til næste år: Flere toiletter og større udvalg i de almindelige barer. Der er ingenting til os, som ikke drikker øl og som synes, at cider er noget sukkersprøjt.
Musikønsker til næste år: Spice Girls (ja!!), Teitur, Lana Del Rey, Coldplay (så køber min søster også 100% billet), Adele og MØ igen. Liiiidt mere pop, tak!
There has been a bit quiet in here since Thursday. But I’ve attened the Tinderbox Festival here in Odense so that’s why. And I’ve had an awesome time. Really awesome! Great food, great drinks, great people, great weather (most of the time). Best concerts: SAVEUS and MØ.
FØLG BLOGGEN PÅ
FACEBOOK HER + BLOGLOVIN HER + INSTAGRAM HER

Musiksmag er virkelig subjektiv, og det er selvfølgelig helt fint, at du har den holdning. Men jeg forstår simpelthen ikke det med Thomas Helmig, så jeg er bare nysgerrig på, hvilken musikalsk profil, det du synes Tinderbox har og som gør, at han ikke passer ind? Jeg kan forstå, at folk tænkte, at han var en fejlbooking til Northside, da det er en mere indie inspireret festival, men Tinderbox er imo. lidt en forstørret grøn koncert og egentlig også lidt en festival uden en rigtig god og skarp musikalsk profil, da jeg synes, de har navne i øst og vest – altså noget for enhver smag (hvilket er så fint, og jeg synes det er en dejlig festival). Men at de har en tydelig skarp musikprofil der gør, at man kan sige, at Thomas Helmig ikke passer ind, det har jeg lidt svært ved at se, hvad så med fx Kim Larsen?
Jeg er egentlig bare nysgerrig på, om du kan uddybe lidt 🙂