Hello my lover (om at bestille flybilletter, når man er fuld)
Jeg beklager den lidt ustabile blogging for tiden. Først trak valgkampen tænder (og energi) ud og nu har jeg så lagt mig syg. Det har jeg seriøst gjort efter hver eneste valgkamp. Det er ikke for sarte sjæle – sådan nogle 4 uger! Jeg lidt lidt af det hele; hoste, ondt i halsen, mavepine og lidt on/off feber. Jævnt træls. Især fordi jeg har et par deadlines og en fyldt inbox, der ånder mig voldsomt i nakken. Jeg håber, at jeg er ovenpå og klar til efter weekenden, så jeg kan give den gas fra på mandag og ind til juleferien. Jeg forventer i hvert fald at få skruet lidt op for aktiviteten herinde igen.
Lige nu vil jeg dog glæde mig over, at jeg i lørdags – i en brandert – pludselig besluttede, at jeg da lige skulle købe nogle flybilletter. Selvfølgelig flybilletter til Skotland. Det er i øvrigt anden eller tredje gang, jeg bestiller rejser, imens jeg er fuld. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om det – ha ha. Vi var til fest i lørdags og vi kom ved bordet til at sidde og tale om Skotland. Pludselig slog det mig, at Skotland og jeg altså havde været adskilt længe nok og et gensyn var mere end tiltrængt. Gensynet sker til maj – næsten præcis 1 år på datoen fra sidste besøg i Skotland. Nu har jeg været i Skotland i oktober og i maj; jeg synes, at begge årstider har sin charme og den ene er ikke voldsomt meget bedre end den anden, men jeg foretrækker nu alligevel maj. Vejret var en smule bedre og vi havde ikke brug for vinterjakker. Minusset ved maj måned er, at det er høj-høj-HØJsæson på Isle of Skye (mit yndlings område i Skotland – faktisk mit yndlings område i hele verden). Det betyder, at overnatninger både er dyrere end normalt og at der er udsolgt vanvittigt lang tid i forvejen. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at booke hoteller allerede, men da jeg så, hvor lidt der er tilbage at vælge imellem allerede nu, så fik jeg lige reserveret hotel til Isle of Skye. Resten venter jeg med lidt endnu, da det åbenbart primært er Isle of Skye alle valfarter til i maj. Jeg skal også lige have styr på resten af vores rute, før jeg har overblik over de andre byer. Jeg overvejer en blanding af steder vi kender og så lidt nyt. Blandt andet tænker jeg, at vi måske skulle få besøgt Stirling denne gang. Vi er bare kørt forbi de to første gange, men har hele tiden snakket om, at byen på et tidspunkt skal udforskes. Der er utrolig meget historie i Stirling og jeg har kun hørt godt om byen. Jeg planlægger måske også at blive en ekstra dag i og omkring Glencoe denne gang. Der er så smukt og så har jeg længe godt kunne tænke mig at finde dette gravsted. Det er virkelig ikke noget dårligt sted at hvile resten af livet (på gravstenen står der “These are my mountains and I have come home” – åhh jeg tuder næsten over sådan noget!). Der ligger en ret så sørgelig historie bag, men den kan I få, når jeg – forhåbentligt – har besøgt stedet. Det skulle ikke være nogen lang tur og nu har jeg ville finde det sted SÅ længe (som en note til mig selv er her en video om, hvordan man finder stedet. Det ser ret nemt ud! Historien om graven er også med i videoen). Denne gang er jeg også fast besluttet på, at vi skal bestige Old man of Storr igen, men denne gang vil jeg længere op end sidst. Det var virkelig dårligt vejr, sidst vi var der og vi kom til at gå forkert, så nogle af kræfterne blev brugt på at komme på rette spor igen. Denne gang kan vi forberede os bedre og vi ved, hvor vi IKKE skal gå til venstre 😉 Jeg har stadig til gode at dele en guide til Isle of Skye med jer og hvilken bedre måde at varme op til Skotland på end at gøre det snart? Jeg har bare skudt den så længe, fordi jeg har lige præstationsangst omkring den. Ikke fra jer, men fordi jeg selv gerne vil gengive det magiske sted så godt som muligt. Og jeg er bange for, at jeg ikke kan gøre det godt nok, så I føler den samme magi som jeg gør. Det er helt sikkert et sted, der bare skal opleves i virkeligheden, men jeg vil prøve at få det ud til jer igennem skærmen også – snart!
Hvis I har nogle gode tips eller ideer til steder, som vi ikke må glemme denne gang, så skal I være så velkomne til at dele dem.
Skotland, jeg glæder mig ubeskriveligt til at se dig igen!
On Saturday I ordered some planetickets – while being drunk. The tickets is for Scotland, of course. In May a year has passed since I was in Scotland so what is more fitting than me coming back a year after – almost to the date! I can’t wait! I’m going to Isle of Skye again (my favorites place in Scotland – actually in the whole world!), but I’m also considering if we should stop in Stirling this time. We drove by twice now so maybe it’s time to actualy visit the city. Do you have any great tips for where we should go?
FØLG BLOGGEN PÅ
INSTAGRAM HER + FACEBOOK HER + BLOGLOVIN HER
Apropos, hvad synes du om sæson 3 af Outlander indtil videre? Bliver spændende med finale på mandag!