Boozt: Hvad skal jeg vælge?

Fødslen

FødslenFødslen

51 timer. Præcis. Ikke et minut mere. Ikke et minut mindre. Det var hvad det tog fra mit vand gik til bøllepigen var ude. I er mange der har spurgt indtil fødslen og jeg vil super gerne dele den med jer. Både fordi det har været en syret oplevelse som er virkelig fed at få nedskrevet og delt. Og fordi jeg ved at jeg de sidste mange måneder har fået mange nye læsere som også venter sig. Og hvis I på nogle måder kan få noget ud af mit forløb og mine oplevelser, så deler jeg det mere end gerne med jer. I bunden har jeg skrevet om der var noget jeg ville gøre anderledes i dag. Jeg har skrevet det hele “ala dagbog” for at giver en følelse af at I er med under det hele.

Torsdag d. 21. Marts kl. 03.45:
Jeg vågner ved, at jeg tror at jeg tisser i sengen. “Fedt”, tænker jeg, “Er det virkelig hvordan de sidste to uger skal være? At jeg nu ikke længere kan holde på vandet. Sexet”. Men efter et par toiletbesøg går det op for mig, at jeg ikke tisser. Det er simpelthen mit vand der er gået. Jeg er rundt på gulvet, da jeg var overbevist om at jeg ville gå over tid. Og denne torsdag er jeg kun 38+4.

Torsdag d. 21. marts kl. 04.10:
Jeg puffer lige så stille til Hr. Kæreste og siger “Skat, jeg lækker pænt meget væske. Jeg tror sgu at mit vand er gået”. Han bliver så chokeret at han sætter sig straks op i sengen og i det laver en forkert bevægelse der gør at han har hold i nakken resten af torsdagen. Perfekt start.

Torsdag d. 21. marts kl. 05.10:
Efter lidt snak frem og tilbage med Hr. Kæreste og endnu flere toiletbesøg er vi nu 110% sikre på at mit vand er gået. Jeg har dog ingen veer eller optræk til noget der overhovedet ligner. Jeg ringer til fødegangen for at høre hvordan vi skal forholde os. De mener også klart at det lyder som “vandafgang” (som de så sexet kalder det) og giver os en tid til kl. 11, hvor de så vil se på mig. Med mindre at jeg selvfølgelig får veer inden – så skulle vi ringe igen. Men det sker ikke.

Torsdag d. 21. marts kl. 06.30:
Det er en ret kold morgen, så Hr. Kæreste går ned for at tjekke at alt nu er som det skal være med bilen til senere. Det er det selvfølgelig ikke. Den vil ikke starte. Selvfølgelig lige på den dag, hvor mit vand går. Den dag af alle dage. Den står på taxa derud. Jeg æder en skål koldskål, sætter en podcast med Mads & Monopolet i ørene og prøver at sove lidt. Det lykkedes ikke rigtig og får kun lige lukket øjnene en lille times tid.

Torsdag d. 21. marts kl. 07.30:
Vi beslutter os for at få styr på lidt småting; pakke lidt tøj til Hr. Kæreste, finde pusletasken, autostol osv. Synes timerne her snegler sig afsted.

Torsdag d. 21. marts kl. 10.30:
Endelig. Vi ringer efter en taxa og kører mod Odense Universitets Hospital.

Torsdag d. 21. marts kl. 11.10:
Vi bliver modtaget på 4. sal (ikke fødegangen – endnu 😉 ), og jeg kommer en til undersøgelse. Mit blodtryk driller og bliver taget 4 gange før det når et niveau de vil acceptere. De konstaterer også at mit vand helt sikkert er gået, men at jeg ingen veer har og at jeg på ingen måder har åbnet mig. Jeg får fancy bælter om maven som skal måle babys hjertelyd og jeg skal trykke på en knap hver gang jeg kan mærke hende møffe rundt eller sparke. Alt sammen for at tjekke at hun har det fint. Jeg får tilbudt at blive sat i gang med en stikpille, da det virker som om min krop lige skal hjælpes i gang med de veer. Vi snakker lidt frem og tilbage (jeg spørger bla. ind til om det er de samme stikpiller som netop samtidigt havde været oppe i medierne for at ha’ været skyld i vestorme og skadede babyer. Jeg får at vide at dem bruger de slet ikke på OUH). Jeg takker ja tak til stikpille, får den lagt og skal lige ligge ydeligere 30 min inden jeg må rejse mig. Og så bliver vi sendt hjem. Sendt hjem?! Jeg troede, at NU skulle jeg føde. Men nej, pillen skal virke og hvis der intet er sket 6 timer efter, så får jeg en ny. Og det siger jordmoderen, at det skal jeg nok forberede mig på. Hvilket hun får ret i. Jeg bliver sendt hjem med besked om at komme igen kl. 18 (men igen, ringe hvis veerne går i gang). Jeg får dog indlæggelsesarmbånd på, da jeg tekniskset er indlagt nu. For første gang siden min egen fødsel. Vi beder dog om at andre ikke kan finde information om min indlæggelse, da vi ikke ønsker at familie og venner skal vide at fødslen er i gang. Vi vil gerne ha’ helt ro.

Torsdag d. 21. marts kl. 13.00:
Vi er hjemme igen. Prøver at spise lidt, men er slet ikke sulten. Er til gengæld træt og prøver at tage mig en lur (og få Hr. Kæreste til at sove lidt også. Det går væsentligt bedre for ham end mig 😉 ).

Torsdag d. 21. marts kl. 17.00:
Snakker lidt med Fie, da hun havde lidt samme opstart som mig; vand der gik, men ingen veer. Og jeg er ved at være småfrustreret over at intet sker. Hun er så sød at tilbyde at køre os ud til vores næste tjek, så vi slipper for endnu en taxa.

Torsdag d. 21. marts kl. 17.45:
Fie henter os og kører os mod OUH.

Torsdag d. 21. marts kl. 18.00:
Vi får en fast seng (dog i er rum til 4 – kun adskilt af forhæng – vi er dog alene i rummet denne aften) og imens vi venter på jordmoderen snakker vi om det mon bliver i nat det sker. Og om vi bliver sendt hjem igen eller om vi skal blive fra nu af. Jordmoderen kommer og jeg bliver tjekket nøjagtig som før. Der er stortset ikke sket noget siden sidst. Jeg får endnu en stikpille og bliver sendt hjem for natten. Jeg får også noget antibiotika med hjem som jeg skal tage inden jeg går i seng, da der er en øget risiko for infektion hos både mig og baby, når man rammer 24 timer efter vandet er gået og der stadig ingen baby er. Og det ville jeg jo gøre om natten. Vi får besked om at komme igen næste morgen kl. 08.

Torsdag d. 21. marts kl. 20.15:
Vi er hjemme igen. Jeg er SÅ smadret, da jeg siden kl. 03.45 har fået ca. 1,5 times usammenhængende søvn.

Torsdag d. 21. marts kl. 22.00:
Jeg tager min antibiotikapille og så lægger vi os til at sove.

Fredag d. 22. marts kl. 00.30:
Jeg vågner af at det begynder at “trække” i min lænd. Vågner af det flere gange i løbet af natten. Kan dog sagtens falde i søvn igen, så værre er det heller ikke.

Fredag d. 22. marts kl. 05.45:
Vågner og kan simpelthen ikke sove mere. Er alt for spændt over det hele og samtidigt pisse træt af at der ikke sker mere. Det trækker stadig bare lidt i lænden.

Fredag d. 22. marts kl. 08.00:
Vi kommer ind til vores seng igen og denne gang er værelset fyldt. Der er travlt, kan vi mærke. Samme tjek igen; eneste fremgang er at min livmoderhals har forkortet sig LIDT. Men udover det sker der stadig intet. De vil egentlig gerne ha’ mig på fødegangen og i gang med noget vestimulerende drop, men der er alt for travlt til de har plads til mig der. Især når vi skal har muligheden med stikpiller. Jeg spørger hvor mange stikpiller man overhovedet må få og får at vide at jeg må få max 5 på 2 dage. Så jeg får stikpille nr. 3, bliver sendt hjem, men får at vide, at hvis jeg ikke går ordentlig i gang selv af denne, så kommer jeg på fødegangen næste gang jeg kommer ind og får drop.

Fredag d. 22. marts kl. 10.15:
Hjemme igen. Hr. Kæreste craver burgere og jeg craver is, så han kører efter Bull-burgere og Ben&Jerry’s. Herefter prøver jeg at få sovet, men vågner flere gange fordi det virkelig begynder at trække mere i min lænd. Han laver varmepude til mig som hjælper lidt.

Fredag d. 22. marts kl. 16.20:
Efter at ha’ ventet på jordmoderen kommer hun endelig. Tror at jeg skal undersøges igen, men hun smiler bare til mig og siger “Så skal du ned på 3. sal, Jeanett. Vi har en fødestue klar til dig”. Her går mit hjerte i stå to sekunder. Så er det sgu nu.

Fredag d. 22. marts kl. 16.25:
Vi kommer ned på fødegangen, får vores stue og får hilst på vores jordmoder, Lise, som er super sød. Vores navne er skrevet på en tavle inde på stuen og jeg kommer i noget sygehustøj. Jordmoderen lægger drop på mig – noget jeg aldrig har prøvet før og Hr. Kæreste når så diplomatisk at sige, at da han fik det lagt som 12-årig, da gjorde det mega ondt. Jeg synes så at det er nada og tænker at Hr. Kæreste har været en pjevset 12-årig eller også så er de blevet bedre til det siden dengang 😉 Jeg bliver derefter hooket op til det vestimulerende drop og en maskine der holder øje med babys hjertelyd og om jeg har veer. Det har jeg lidt. Men de er små. Og jeg mærker dem så lidt at jeg bare ligger og ævler løs med jordmoderen om alt muligt random.

Fredag d. 22. marts kl. 17.15:
Jordmoder Lise skruer op for droppets styrke hver 20. minut og her en times tid efter begynder veerne at nive lidt. Dog ikke mere end at jeg stadig ligger og ævler mellem dem. Jordmoderen kommenterer, at jeg vist har en høj smertetærskel. Hun spørger lidt indtil min holdning til de forskellige former for smertelindring, så hun ved det til senere. Fortæller at jeg ikke har noget mål om at gøre det uden smertelindring. Jeg er åben for det meste, men vil bare tage det som det kommer og hvis jeg får brug for det. Er dog ikke så game på ideen om de “bistik”, som man kalder dem. Er blevet stukket en gang i mit liv og fuck det gjorde ondt. Dem skal jeg sgu ikke ha’ 6 af i lænden. Så hellere ha’ veer.

Fredag d. 22. marts kl. 18.00:
Veerne begynder nu rigtig at rive godt. Hr. Kæreste er fantastisk og er der bare som jeg har brug for. Han laver lidt zoneterapi på mine hænder som distraherer mig lidt under veerne. Jordmoderen kommenterer dog igen at hun er imponeret over min smertetærskel og rigtig god kontrol over vejrtrækningen. Bæltet der sidder på min maven som holder øje med babys puls bliver ved ned at drille, så det ryger af og istedet sættes der en ledning med en elektrode op og fast på hendes hoved. Hejhej ledning ud af mit skræv!

Fredag d. 22. marts kl. 20.00:
Efter to timer med mange veer (5-6 stk pr 10. minut), så er min krop ved at være færdig. Jeg har ikke sovet ordentligt i 1,5 døgn og er ved at være tappet for kræfter. Min jordmoder giver mig ret og de snakker om at det kan være at et kejsersnit er løsningen, da jeg nok ikke vil ha’ kræfter nok til at presse når vi når dertil. Har kun åbnet mig 2,5-3 cm (man skal op på 10 cm før man må presse) på de mange timer. Men jeg beder om en epidural og det synes de lyder som en god idé. Med håb om at den virker så godt at jeg måske kan få sovet lidt. Hun ringer efter anæstesilægen. 30 min, så vil han være der. Perfekt. 30 min kan jeg godt arbejde med.

Fredag d. 22. marts kl. 20.20:
“Jeg har lidt dårligere nyheder”, siger jordmoder Lise. Åhh nej… Hvad nu? Det går åbenbart amok med akutte kejsersnit denne aften og der er netop lige blevet meldt 2 mere (vores jordmoder løber også 2-3 gange fra os, da alarmen for det går flere gange). Så nu hedder det ca. 2 timer til epidural istedet for 30 min. Fuck my life. “Men vil du ha’ noget morfin, Jeanett?”. “Jaja, bare stik mig det… Eller, hvad får jeg ud af det?”. Jordmoder Lise begynder at forklare – bla. om den store nål der skal stikkes i mit lår.
Jeg afbryder hurtigt og siger bare “Jaja bare giv mig det. Jeg er træt”. Jordmoder Lise stikker mig med monsternål i låret (har Hr. Kæreste fortalt). Jeanett mærker ikke en skid.

Fredag d. 22. marts kl. 21.10:
Morfinen begynder at virker. Den tager ikke veerne helt, men den tager “opstigningen” og “nedstigningen” til og fra en ve. Dvs at jeg mærker kun når den peaker – så pausen imellem veerne føles længere. Det hjælper lidt.

Fredag d. 22. marts kl. 21.45:
Jordmoderen spørger om jeg vil prøve lidt lattergas også. Jeg når kun lige at sige ja og få masken i hånden hvorefter døren går op og ind kommer min redningsmand; anæstisilægen. Yay, epidural!! Jeg får at vide hvordan det skal foregå, kommer op og sidde og de går i gang. Hr. Kæreste synes ikke det er sjovt, da han ser den kæmpe nål der skal ind i ryggen på mig. Jeg sidder heldigvis med ryggen til, haha! Anæstisilægen nævner at det nok kan føles lidt ubehageligt når han stikker. Ham og jordmoderen siger at de aldrig har set en sidde så stille og ta’ en epidural så hardcore. “Øh tak… Men hvornår gør du det der gør ondt?”. Anæstisilægen: “….. Jeg har lagt den? Gjorde det ikke ondt?”. Mig: “Næ…?”. Anæstisilægen: “Fuck du er sej”. Og så grinte jeg lidt. Epidural – min bedste beslutning i hele dette fødselsforløb.

Fredag d. 22. marts kl. 23.00:
Epiduralen virker fantastisk og jeg mærker stortset ikke veerne. Jeg joker med både Hr. Kæreste og jordmoder – og føler mig generelt ovenpå igen. Dog stadig fysisk træt.

Fredag d. 22. marts kl. 23.30:
Der er vagtskifte og jordmoder Lise forlader os og vi hilser på den nye jordmoder Anne-Mette. Begge er unge kvinder og begge var rigtig søde.

Fredag d. 22. marts kl. 23.45:
Stadig pga den lange “vandafgang” så skal jeg have antibiotika og det får jeg nu via drop. Men da jeg allerede har vestimulerende drop i den ene hånd, så må jeg så ha’ lagt et nyt drop i den anden hånd. Efter det er lagt og posen med antibiotikaen er tomt, så får jeg og Hr. Kæreste lov til at sove indtil jeg skal undersøges igen. Der skrues ned for mit vestimulerende drop. Epiduralen virker nemlig så godt, at jeg ikke kunne mærke mine veer og derfor kunne slappe af. Inden jeg lægger mig til at sove er jeg ca. 5 cm åben.

Lørdag d. 23. marts kl. 01.00:
Hr. Kæreste og jeg har sovet lidt over en time. Jeg vågner og føler mig helt frisk igen. Det ben jeg har ligget på sover dog fuldstændig (en bivirkning der kan opstå fra epiduralen) og det ender det faktisk med at gøre resten af fødslen. Jordmoderen undersøger mig og vi bliver alle vildt glade, da hun kan konstatere at jeg er 9 cm åben. Jeg har simpelthen åbnet mig imens jeg har sovet og har intet mærket. Virkelig luksus! Til gengæld virker den elektrode der sidder fast i babys hoved pludselig ikke og der må ligges en ny. Der skrues op for droppet igen, da mine veer er stilnet meget af uden droppet.

Lørdag d. 23. marts kl. 01.30:
Kan igen mærke lidt til veerne igen, men det er ingenting i forhold til tidligere, da epiduralen stadig gør sit arbejde. Epidural, I love you!

Lørdag d. 23. marts kl. 04.00:
Hver gang jeg nu får en ve så styrtdykker babys hjertelyd. Noget jordmoderen ikke er glad for og sammen med kollegaer overvejer de om hende i maven er ved at være for påvirket af den lange fødsel og om kejsersnit måske er løsningen. Jeg får besked på at trække vejret extra dybt under veer for at få ilt ned til hende og det hjælper meget. Så kejsersnit sker ikke og vi fortsætter.

Lørdag d. 23. marts kl. 04.30:
Der skrues ned for epiduralen, da jeg ingen lyst til at presse har. Overhovedet. Og her mistænker de lidt epiduralen for at virker FOR godt.

Lørdag d. 23. marts kl. 05.20:
Baby begynder nu at blive stresset og gennemsnittet på hjertelyd er ret højt.

Lørdag d. 23. marts kl. 06.00:
Der tilkaldes en læge, så hun kan give sit besyv med i forhold til det hele. Hun mener godt, at baby kan klare en lille time endnu. Men hvis der intet er sket der, så skal hun tages med sugekop. Jeg får grønt lys til at presse når jeg har veer selvom jeg egentlig ingen “pressetrængen” har.

Lørdag d. 23. marts kl. 06.30:
Jeg føler mig SÅ træt og føler ikke længere at jeg kan mere. Jeg har simpelthen ikke flere kræfter tilbage. Jeg har ikke haft følelsen at ville give op på noget som helst tidspunkt under fødslen, men her siger jeg til min jordmoder, at jeg bare ikke kan mere. Jeg beder hende om at hente sugekoppen og få hende ud. Hun overtaler mig dog lige til at presse et par gange mere.

Lørdag d. 23. marts kl. 06.42:
Jeg kan ikke mere. Men den luskede jordmoder får Hr. Kæreste til at give mig en maske med ren ilt som jeg bliver fuldstændig bøvet og høj af. “Okay, så en sidste gang”, tænker jeg og går helt bananas. Hun er næsten ude (vi har en klassisk tilfælde af “the ring of fire” som det hedder populært set 😉 ). Min jordmoder siger, at det er nok lidt ubehageligt, men at hun er ude ved næste ve. Det fortæller jeg min jordmoder at jeg ikke kan vente på og presser hende derefter ud. Uden at ha’ en ve. Kl. 06.45 kommer bøllenpigen til verden.

Vi var efterfølgende indlagt 2 døgn (som vi dog fik lov til at tilbringe på vuggen) pga øget risiko for infektion hos os begge, da vandet var gået så lang tid før hun endelig var ude. Hun skulle ha’ tjekket temperatur hver 8. time i 2 døgn og jeg skulle ha’ det tjekket hver 8. time i et døgn.

Ville jeg ha’ gjort noget anderledes? Ikke rigtigt. Det eneste jeg ville gøre nu, hvis jeg på forhånd havde vidst at fødslen ville blive så lang var at jeg ville ha’ sørget for at få sovet noget mere inden veerne gik i gang. Den energi kunne jeg godt ha’ brugt senere i forløbet.
Af smertestillende endte jeg med at få epidural og morfin – og da jeg skulle syes fik jeg pudendusblokade som lokalbedøvende. Der er intet af det jeg fortryder og ville gøre alle 3 ting igen.

Hr. Kæreste kunne ikke ha’ været mere perfekt i det hele. Han var der bare for mig under hele forløbet og det var det eneste jeg havde brug for. Begge jordmødre var også virkelig gode og jeg følte mig tryg i deres hænder hele vejen.

bloglovin
   

94 kommentarer

  • Jeg er helt i chok over, at der kan gå så lang tid, før der sker en fløjtende fis! Aner tydeligvis intet om den slags. Vist meget fint jeg ikke har planer om at få børn – selvom det lyder noget mindre smertefuldt for dig end for de andre piger, jeg har hørt om!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Jeg var også overrasket over både at jeg troede det ville gøre mere ondt (jeg synes det gjorde pænt nas, don’t give me wrong… jeg troede bare det ville gøre MERE ondt) og at jeg kunne render rundt så lang tid uden veer!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Tak for et virkelig ærligt og interessant indlæg, Jeanett!!
    Det er nok det mest spændende blogindlæg jeg længe har læst.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er simpelthen en dejlig beretning, og du er f*ing hardcore!
    Jeg har ikke fået en epiduralblokade, men har fået tappet spinalvæske, og jeg var et nervevrag – også selv om det faktisk ikke var så slemt. Så jeg er på røven over hvor skide kool du har været!
    Du er one tuff mama!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Åhh tusind tak! Det er akt for fedt at du synes at jeg er det! 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det lyder som et langt forløb, men at du alligevel havde en god oplevelse og at du følte dig tryg. Jeg synes bare at jeg har hørt så mange skræmme historier, når fødslen har taget så lang tid. Tillykke med jeres pige endnu en gang 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Jeg synes også at det var hårdt at det skulle tage så lang tid. Jeg var virkelig afkræftet til sidst. Men udover det så føler jeg ikke at min fødsel var forfærdelig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ninna

    51 timer! Hold da op en, sej kamp. Det var da helt vandvittigt, at en fødsel kan tage så lang tid! Min moster fødte hendes første søn på 15 minutter, så man må sige at der er forskel på fødsler. Har læst indlægget og jeg må sige at jeg synes du klarer det fantastisk. Du kan være stolt, både af dig selv, og din lille smukke datter 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette Kristensen

    Det minder meget om min fødsel.
    Den tog 45 timer. De snakkede om kejsersnit 3 gange i det forløb og de tog blodprøver fra min datters hovedet 3 gange også (mens hun var i maven).
    Hun kom ud med kop og var stjernekigger. De havde bestilt kejsersnittet og var klar til at køre mig bort hvis de ikke fik hende ud første gang med koppen.

    Jeg fik også en epidural, best thing ever 🙂

    Selv om det var en hård fødsel, gør jeg gerne det hele igen, det er så fantastisk at være mor.
    Min datter er nu lidt over 8 måneder, kravler rundt samt er begyndt at rejse sig op 🙂 Hun er så sej.

    Nyd hvert et øjeblik, tiden går så stærk. Stort tillykke med den lille Bølle B

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Åhh hvor godt at de så fik hende ud med kop! Jeg er i dag glad for at jeg undgik både kejsersnit og sugekop 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Virkelig fedt indlæg Jeanett!!! Selvom jeg ikke er i nærheden af at skulle have børn er det virkelig fedt at læse om en ÆRLIG beretning om fødslen og ikke bare en nybagt mor der prøver at skræmme alt og alle om KÆMPE store nåle og sprækker alle mulige steder 😉
    Det er nok det mest spændende blogindlæg jeg nogensinde har læst fordi det er så ærligt og velskrevet 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Ihhh hvor er jeg glad for at du synes det! Nu skrev jeg ikke noget om sprækker, men jeg havde selvfølgelig også en bristning (det har 80% af alle fødende), men kun 1 og den var overhovedet ikke slem.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sophie

    Bedste indlæg ever! Tak fordi du er så åben og deler oplevelsen med os. Er selv gravid i uge 30 , og har læst det igennem af to omgange. Måtte holde pause første gang da jeg begyndte at tude 😉
    Du har da bare klaret det så flot!! Håber jeg kan være bare halvt så sej når det er min tur i juni.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Tusind tak Sophie! Det er jeg helt sikker på at du nok skal være! Ønsker dig en rigtig god fødsel.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • EPI ROCKS!

    Tillykke <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Totalt! En af de bedste opfindelser EVER!! Hvis kæresten får overtalt mig til det her igen, så skal jeg klart ha’ den igen!
      Og tak <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Alice

    En rigtig god beskrivelse af fødslen, Jeanett. Det lyder også til, at du – trods den lange ventetid – havde en god fødsel og oplevelse.

    Men. Ve-drop. Puha. Det fik jeg i forbindelse med fødslen af vores yngste. Godt nok ikke noget, der var værd at råbe hurra over – det var effektivt, men gjorde altså ondt :-/

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Ja det synes jeg også at jeg havde.

      Ve-droppet var jo bare nødvendigt for mig da jeg ikke rigtig lavede veerne selv. Jeg oplevede det ikke som slemt, fordi jeg ved jo ikke hvordan det ville ha’ været uden.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra Danielsen

    Nøjj, en fantastisk fødselsberetning, mange tak fordi du gad dele den med os……

    Og hold op hvor er du sej, du får det simpelthen en fødsel til at lyde som “a piece of cake” altså misforstå mig ikke, jeg kan sagtens sætte mig ind i at det må have været frustrende at vente så lang tid på at der skete noget,og så med så lidt søvn men mht til elve smerterne så lyder det ikke som om det var så slemt igen, det er fandme sejt at du bare tog det hele i stiv arm og at du pressede bøllepigen ud UDEN en ve, det troede jeg slet ikke var muligt!!:)
    Nu har jeg ikke selv prøvet at føde, men en fødsel som din må da næsten være en drømmefødsel, altså hvis man lige kunne undgå ventetiden,he he men selve den aktive fødsel er ret misundelsesværdig syntes jeg, sådan håber jeg også min bliver den dag det forhåbentligt bliver min tur:)

    Stort tillykke til med hende endnu engang:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Det må bestemt ikke misforstås. Det gjorde ondt og det var ikke nemt, men man kommer igennem. Og så tror jeg bare at jeg er god til håndtere smerter ret godt! Det har min ene jordmoder og skrevet flere gange i min journal.

      Tusind tak, virkelig en dejlig kommentar! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maj

    Jeanett for pokker, jeg får gåsehud ved at læse din beretning, for den minder meget om min på mange punkter, min tog heldigvis kun 22 timer, men mit vand gik ved et nys (!!!) kl.03.30 d.25/12, men da jeg kom ind på OUH havde jeg forberedt mig på det forløb du kom igennem, bortset fra at min livmoderhals var fuldt ud moden, og mit vedrop virkede med det samme – AV for helvede… jeg var sq ikke så sej som dig, jeg kunne slet ikke håndtere at de kom så voldsomt fra start af, og da jeg fik min epi efter 5 timer, var jeg i himlen!
    Og den ledning der stikker ud af skrævet på en, den er bare ikke charmerende, og jeg rendte på toilet i et væk, så den stakkels jordmoder skulle hele tiden hjælpe mig med at slæbe alle de maskiner med på toilet… hun var imponeret over hvor ofte jeg skulle tisse – ha ha ha…

    Jeg synes det er vildt fedt at læse din beretning, og har tit tænkt på at få skrevet min egen ned, mest for ens egen skyld, så jeg kan huske mig selv på hvordan det var, og jeg ved, at skulle jeg stå i samme situation næste gang, så vil jeg bede om epi med det samme, jeg var sq ikke glad for de veer jeg fil af ve-droppet… du er sej, det synes jeg virkelig! og kan kun give dig ret i, at man mærker ikke epien når man bare har så ondt af de dælens veer…!

    Tak for et fantastisk indlæg!

    – Maj 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Haha jeg var også på toilettet med ledninger og maskiner et par gange. “Øhh må jeg godt bare tisse på den der ledning?” fik jeg vist spurgt haha!

      Og Taaak 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sára

    Jeg synes det var ret interessant høre om din fødsels, på trods af mine 19 år, og at jeg bestemt ikke planlægger børn lige pt!
    Det er virkelig fint at du deler din oplevelse med så mange mennesker, det må jeg sige!
    Håber det kan hjælpe nogle af dem som går rundt og venter på deres terminsdato! 🙂

    Og nåhja, tillykke med hende – tror ikke jeg har fået det sagt hverken her, på facebook eller instagram endnu, og hvis jeg har, skader det jo ikke at sige det endnu engang! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura G.

    You go girl! Hvor var det spændende at læse om – også selvom jeg pt. er 23 og ikke regner med at få børn før om 5 års tid. Du formår at gøre det virkelig interessant alligevel, og tak fordi du delte! Jeg håber kommende mødre kan få noget ud af dit indlæg 🙂
    Hold kæft, hvor er du sej!! Og tillykke 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • DU ER FOR SEJ!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      <3 <3 <3 Og du var den bedste chauffør ever 😉 Og tak for bananer, haha! 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gigi hun har fødselsdag samme dag som mig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kimmie

    Virkelig dejligt og interessant indlæg, Jeanett! Synes det er fedt, at du deler sådan en “intim” oplevelse med os her på din blog.
    Sidder her med tårer i øjnene – man er vel stadig lidt hormonel og påvirket her 6 uger efter fødslen:)

    Jeg var også overrasket over, at det kan tage SÅ lang tid. Her gik der 39 timer. Blev sat igang med de berømte Misoprostol og oplevede vestorme, påvirket baby og ultimativ fysisk udmattelse. Ligesom dig, fik jeg presset baby ud uden en ve, men med vestorm føltes det hele som en stor ve.

    Det er det vildeste, og alle kvinder der gennemgår en fødsel er virkelig seje 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Åhh tak Kimmie!! Øv at du røg ud en oplevelse med de omtalte stikpiller. Forstår ikke at de stadig bruger dem! Er glad for at de ikke benytter dem på OUH.

      Og jeg kender godt til det med hormonerne 😉 Jeg troede det ville lægge sig efter fødslen, men nej – de raser stadig derud af 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • N

    Tillykke med sejren 😉 !
    Svesken på disken, hvor ondt gjorde det og hvad gjorde mest ondt?
    Det er absolut min største frygt at jeg kommer til at være i et smerte helvede i 51 timer når det engang bliver min tur :O

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Tak! Ja, det gjorde ondt – at sige andet ville være løgn. Men det gjorde helt seriøst mindre ondt end jeg havde regnet med. Det gjorde mest ondt da jeg fik “for mange” veer og var oppe på ca. 6 stk på 10 min. Det var hårdt fordi jeg nærmest ingen pauser fik imellem dem. Men det værste har været dagene efter, hvor man har ondt steder man virkelig ikke har lyst til at ha’ ondt 😉

      Og selvom jeg var i fødsel 51 timer, så havde jeg jo “kun” rigtige smerter i ca. 15 timer af dem.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Tak for den smukke beretning – det er faktisk første gang nogensinde, jeg kommenterer på et blogindlæg! Dit forløb satte mig lige 10 år tilbage i tiden, hvor jeg fødte min dejlige søn – en fødsel som mindede meget om din. Jeg måtte næsten knibe en lille tår, mens jeg læste 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Mange tak Mette – og velkommen til din første kommentar! 😀 Dejligt at jeg kunne være med til at bringe lidt minder frem 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ann

    Tak for et spændende indlæg, Jeanett! Jeg er selv gravid og skal føde til sommer, så det var spændende at læse din beretning. Du er godt nok sej, elsker den kommentar fra anæstilægen, LOL. Men jeg er også overrasket over at der gik så lang tid fra vandet gik, til at du faktisk fødte. (Så passer det bare ikke med alle de film, hvor de totalt panikker når vandet går, hehe!)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Tak Ann! Haha ja vi troede også “nu er det NU”, da vandet gik. Men åbenbart ikke, hehe!

      Og god fødsel når du når dertil! Det skal nok gå godt 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette R

    Tusind tak for et ærligt indlæg om sådan en intim ting. Du er simpelthen for sej, og stort tillykke med den smukke datter i har fået jer.. Du gør helt klart en fødsel til noget man “gerne” vil gå ind til istedet for at frygte..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Tusind tusind tak Mette! Og jeg er glad for at det er den oplevelse jeg efterlader jer med 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det var virkelig interessant at læse! 🙂 Selvom jeg bare er 16, haha.
    Håber I alle tre har det godt.
    – Håber hvis jeg selv kommer i den lykkelige situation om mange år, at tage det ligeså hardcore som dig, eller min mor som har født fem børn. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Tusind tak! Og jeg er sikker på at du nok skal være mindst lige så sej når du kommer dertil 🙂
      Puha 5? Hehe jeg nøjes vist bare med 1 eller 2 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Puha, jeg har hørt værre historier fra min bedste veninde som simpelthen besvimede af smerte da hun var færdig med at føde – men 51 timer! Fuck altså.. Jeg gør det aldrig!!! Min veninde blev også klippet i (hvilket hun siger man ikke kan mærke pga smerterne i fødslen), blev du også det? Og i så fald var det værre eller lagde du ikke mærke til det?
    .. Og til sidst – tillykke med hende 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Klippet? Nej det gjorde jeg ikke. Det har jeg også hørt at man stortset ikke gør længere, da det gror bedre sammen hvis man brister på egen hånd. Men jeg mærkede heller ikke den ene bristning jeg fik.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Er det rigtigt? Det er ellers kun et par år siden min veninde fødte! Og min mor siger at hvis man ikke gør det kan man risikere at briste helt om til numsehullet.. Ej, det er sgu svært at blive klog på 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      På OUH fik vi at vi at det er ret old school at klippe. Da min mor fik mig og mine søskende, da klippede de også. Det var standard dengang. Men i dag vil de helst ha’ at man brister selv, da det så gror bedre og mere naturligt sammen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fuck et langt indlæg!!! 🙂 Selvom jeg ikke er gravid eller skal have børn nu og her, synes jeg dette indlæg er meget godt.. Og hold da op en lang fødsel. Håber ikke jeg får en så lang fødsel, når jeg (forhåbentlig) engang skal have børn og skal føde 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Sofie

    Rigtig interessant at læse!
    Jeg har været på fødegangen (bare ikke som patient, men den som modtager baby), og det var super interessant at læse hele din oplevelse fra da veerne begyndte og til den skønne lille pige kom ud!
    Du (og Hr. Kæreste) lyder til at have været mega seje!!
    Endnu engang tillykke med hende (:

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne V

    Slugte dette fantastiske indlæg, det har været ventet. Det er altså godt gået af dig med sådan et langtrukkent fødselsforløb!! Har glædet mig sådan til at skulle læse om en “rigtig” fødsel. Fik min egen 5kilos pige ved kejsersnit og selvom det lyder dumt, så kan man godt føle man har snydt. Jeg har jo aldrig haft en ve og skulle ligge og kæmpe i timer… Det må være en helt særlig oplevelse. Er glad for du har delt det med os! Håber det går godt med jeres lille bølle:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Luna

    Utrolig, fantastisk rart at læse en fødselsberetning, der ikke skræmmer! Det er første gang jeg læser/hører så velovervejet og rolig en beskrivelse – jeg ved udmærket godt at alle fødsler er forskellige, men det her, Jeanett! Det var sgu en vigtig historie at huske på, når jeg engang kommer i den situation 🙂 Og hvis man endda har tid til lige at smutte hjem og spise is 😉 (undskyld, jeg ved godt det garanteret har været dybt frustrerende) Men stadig! Dejligt! Og tillykke 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Haha ja man skal måske ikke undervurdere muligheden for at æde is midt i en fødsel 😉
      Og det er jeg rigtig glad for at du synes. Det var heller hverken mit mål at få det til at lyde som om at det var pisse nemt eller at det var forfærdeligt. Jeg har bare fortalt hvordan hele oplevelsen var for mig 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte Mehner Kristiansen

    Virkelig spændende læsning – og helt perfekt at det er skrevet i dagbogs-form. Jeg er vild med det! 🙂

    Hvor er du dog SEJ! Og mega probs til Hr. Kæreste! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikken spændende fødselsberetning – du’ sej. Men 51 timer, uha, du slog mig lige med 3 timer fra min første fødsel. Den anden tog “kun” 30 timer. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg eeeelsker at læse fødelsberetninger, og denne var også dejlig læsning. Kan man andet end at få en lille klump i halsen når man læse om fødsler?

    Før jeg fødte min søn havde jeg aldrig hørt om fødsler der kunne vare flere døgn, så det glæder mig altid at læse andres beretninger om lange fødsler, på en eller anden mærkelig måde. Jeg synes det er vigtigt at få så mange historier ud som muligt, så man har et billede af at “sådan kan en fødsel OGSÅ være”.

    Min fødsel varede “kun” 39 timer, men jeg er overbevist om at det ville have tager længere tid hvis ikke fordi fostervandet blev grønt efter ca 12 timer. Jeg fik aldrig mine egne veer, men blev heldigvis sat i gang med vedrop kun 19 timer vandet gik, pga det grønne fostervand….

    Tak for historien, jeg håber du deler mere om livet som mor på bloggen 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mira Svensson

    Hej Jeanett, det lyder som en laaaaaaang fødsel, men godt du alligevel fødte hende selv. Det er imponerende at du husker detaljerne så tydeligt på tidspunkt, eller har du brugt fødselsjournalen som hjælp?

    Da jeg fødte Max gik mit vand kl ca. 06:45 – kl 07:00 kom første ve, og de var reglmæssige fra første ve. Der var et minut imellem veerne. Efter halvanden time på den måde, havde jeg pressetrang, og havde to presseveer inden jeg nåede ind på fødestuen. To timer efter mit vand var gået var han ude…. Turbofødsel..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Wow total turbofødsel!
      Jeg kan brugt journalen til hjælp mht tidspunkterne, men selve detaljerne er noget jeg selv husker 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katinka

    som alle siger – wow hvor er du sej….
    Håber dælme jeg er bare halvt så sej når min tid kommer om 5 måneder..
    Er allerede ved at dø af skræk 😉

    Men fedt at læse din berretning og tillykke med den lille..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Tusind tak! Jeg var også selv ret bange lige op til. Men da det først gik i gang, så glemte jeg helt at være bange!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lika

    Dejlig beretning og fedt du har lyst til at dele 🙂 Men puha, det der med at håndtere smerter ved jeg allerede at jeg bestemt ikke er god til. Har på fornemmeren jeg har en utrolig lav smertetærskel, så frygter allerede nu sådan noget som en fødsel. Og jeg er slet ikke gravid, hehe 🙂 Er der nogle gode råd til hvordan man bliver bedre til at håndtere smerter eller kan en høj smertetærskel trænes op? 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Nej, desværre. Jeg har bare altid været god til det med smerte. Til gengæld er jeg dårlig til svimmelhed og kvalme – der ynker jeg meget hurtigt! Jeg vil langt hellere ha’ ondt end være svimmel fx.

      Det med smertetærskel tror jeg bare at man er født med. Enten er man god til smerte eller også er man ikke.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi Hansen

    Kæft du er sej!
    Jeg ville virkelig have mistet tålmodigheden, men jeg er også sådan halv nervøs ved hospitaler, bedøvelse, små dødsangst og ja…den jordmoder der engang får mig, skal nok få sit hyr, hvis jeg kommer op i den tid for en fødsel.

    Syntes sku det er sejt, som du har taget hele omgangen..

    Kæmpe kram
    Heidi
    – der håber hendes fremtidige børn, kommer til at smutte som mandler. 😛

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Tusind tak Heidi! Jeg var faktisk også rigtig dødsangst op til fødslen. Jeg havde flere mareridt om at jeg ville dø under. Men da fødslen først gik i gang, så glemte jeg det fuldstændig!

      Bedøvelse var jeg slet ikke bange for – du kommer til at elske den, ikke frygte den 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er super sej, Jeanett! Og virkelig dejligt med en udførlig ‘fødsels-guide’ nu her når man selv går og spekulerer på, hvordan det mon bliver 🙂 Så tak for den!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • For det første – fuck hvor er du altså sej! Det lyder virkelig som om, du har haft en god fødsel, hvis man lige glemmer, at det tog så lang tid, og at det må have været ekstremt frustrerende. Jeg tænker i hvert fald, at jeg allerede ville have været pænt frustreret efter et halvt døgn. Ja, jeg håber på en hurtig fødsel, når jeg en dag når der til. Desuden skal du have tak for at have delt din oplevelse – du får det hele til at lyde meget mindre skræmmende, end jeg ellers har overbevist mig selv om, at det er – så nu kan det godt være, at jeg “tør” at føde, og ikke bare håber på, at storken kommer med barnet. For ja, det er meget realistisk, at det sker 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fik helt tårer i øjenene. Fint og skønt indlæg <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    You rock :)! Lyder hårdt med sådan en lang fødsel, dog er resultatet noget så smukt :)! Hende kan I godt prale af!
    Er selv helt nygravid (vi snakker netop opdaget) efter 1 1/2 år i fertilitetsbehandling og selvom det er helt andre bekymringer jeg har lige nu, så er det dejligt at læse en beretning som din :)! Virkelig velskrevet og man “lever” sig helt ind i den 🙂
    Ønsker alt det bedste til dig og din lille familie! Nyder at følge din blog 🙂
    Kærligst Mie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Mange tak Mie 🙂 Og tillykke med graviditeten. Hvor er det dejligt at det endelig lykkedes for jer 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hold kæft hvor er du bare sej!! STORT tillykke med datteren! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Isabella

    Rigtig spændende at læse om din fødsel. Det lyder virkelig som om, du har en høj smertetærskel 🙂
    Måske er det for privat, men tænkte at når du har delt dine oplevelser om fødslen, så vil du måske sige lidt om dine tanker omkring parforhold, sexliv og kroppen efter fødslen? Det kunne jeg i hvert fald rigtig godt tænke mig at høre om. Er nemlig lidt det, der holder mig tilbage fra at blive gravid… og så smerten – har absolut ingen smertetærskel!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Sexliv – nej. Det er alt for privat til mig. Men tænker du på hvor hurtigt efter fødsel man kan igen? Hvis ja, så er 80% af alle kvinder jo bristet i mere eller mindre grad. Dvs de fleste er også syet (inkl mig selv), så jeg lover dig for at du ikke har lyst til noget af den art så længe du har tråde dernede 😉 Og jeg har dem stadig her 17 dage efter (de falder ud af sig selv på et tidspunkt). Anbefalingerne lyder vist på at man lader området dernede få ro i min. 4-6 uger. Men de fleste af dem jeg kender har ventet længere. Men det er jo meget individuelt. Og du må ikke gå i vandet (hav/pool) før efter 8 uger.

      Mht min krop så er min mave næsten allerede back to normal her 2 uger efter (dog med lidt strækmærker som jeg fik de sidste par uger, desværre).

      Hvis du har andre spørgsmål, så spørg løs 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Isabella

      Tak for dit svar!

      Tænkte mest på ens tanker og følelser i forhold til parforhold, ny hvor babyen er kommet.
      Men det er måske slet ikke så meget i fokus?

      Wow, det er lidt vildt at kroppen så hurtigt finder tilbage til sin normale form. Det er opmuntrende at høre 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Det med kroppen der finder tilbage er meget forskelligt også. Ihvertfald når jeg ser på mine veninder. Men se evt på hvad der skete for din mor – det er ofte en god indikator. Min mor tog 18 kg på med mig, men 3 mdr efter fødsel var de alle 18 kg + mere til væk!

      Mht parforhold er vi vildt gode til at kommunikere med hinanden og vi snakker vildt meget om tingene. Vi sørger for at huske at kramme, kysse. Og gør meget ud at at huske hinanden på at hvis man er lidt tvær en dag pga manglende søvn og krævende baby, så har det intet med os og vores følelser for hinanden at gøre.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hold nu op en omgang I har været igennem. Men det er positivt at høre, at selv om det var et uendelig langt forløb, var du tryg og (relativt) veltilpas hele vejen igennem!
    Tak fordi du delte, jeg synes i høj grad vi mangler reelle og udramatiske fødselsoplevelser at relatere til.

    Jeg krydser nu alligevel fingre for et lidt mere almindeligt (hvad det så end er…) og ligetil forløb om små to måneder!;o)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Tusind tak! Jeg er glad for at du kunne bruge min beretning til noget 🙂 Og jeg er sikker på at du nok skal få en god fødsel om et par måneder 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg føler med dig Jeanett. Jeg har selv været igennem det samme, som skræmmende nok ligner dit forløb ret meget. Men alt i alt havde jeg også en positiv oplevelse. Ved mig endte det så dog i kejsersnit. Skulderklap til dig – er imponeret over du kunne finde de sidste kræfter frem og selv føde hende. 🙂 Et stort tillykke til jer! Det er bare noget af det største. Og lige meget hvor hårdt det var ville man glædeligt gøre det hele igen efter man har sin lille guldklump i armene.

    Hvis du har lyst kan du læse mit fødselsforløb på min blog. Dog ikke ikke så veldokumenteret som dit 😉

    Anne

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Mange tak Anne 🙂 Og på trods af kejsersnit så fik du jo også din lille lækre baby 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Super indlæg! Hvor er det spændende at læse og stort tillykke med den lille, skønne pige.

    Jeg kom til at tænke på, hvordan du synes hele oplevelsen med at “overgive” sig på den måde var? Synes du ikke, det var grænseoverskridende, at nogen hele tiden skulle tjekke med og undersøge “dernede”, eller var det naturligt for dig? Måske et åndssvagt spørgsmål, som der nu kommer et til af, da jeg selv har hørt meget forskelligt omkring: fik du nogen form for lavement eller noget, så du var helt tømt (eller hvad man siger – haha) inden fødslen, så du ikke også skulle tænke på det??

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Mange tak! 🙂

      Åh lidt personlige spørgsmål 😉 Jeg synes det første døgn hvor jeg skulle tjekkes var lidt grænseoverskridende. Mest fordi det ikke var på fødegangen, men oppe på 4. sal, hvor man lå 4 i et rum og blev undersøgt – kun adskilt af forhæng (ingen kunne se noget, men man kunne høre hinanden. Bla var der en kvinde der nærmest skreg hver gang hun skulle undersøges. Meget underligt at ligge og lytte til). Men da jeg først fik min egen stue på fødegangen og fast jordmoder, så tænkte jeg slet ikke over det.

      Lavement får du tilbudt, hvis du ikke har været på toilettet på den pågældende dag. Det behøver jeg vel ikke at uddybe om jeg havde eller ej? 😉 Men ja, det spørger de om og tilbyder som sagt det, hvis man ikke har.

      Håber du kunne bruge mine svar! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg ved ikke hvorfor jeg tæsker mig igennem så mange fødselshistorier når fødsler er min største skræk i livet! :O
    Jeg har to spørgsmål; da i blev sendt hjem og du beskriver ‘det trækker i lænden’ og Tim henter en varmepude, var det så ikke mega nervøs for at det var ‘rigtige’ veer og ville afsted til hospitalet? (personligt tror jeg, at jeg ville være panikslagen)

    Og så det der med at syes i tissefjabben.. Ja, undskyld mit sprog, men gør det ikke allerhelvedes ondt at revne dernede? Og hvad med bagefter? Jeg tænker at det må immervæk gøre ondt at gå rundt og bare gå på toilettet.

    Ej du må undskylde alle de spørgsmål til skræv’, men nu lagde du jo selv op til det 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Nej fordi der gik 20-30 min imellem de kom (og der skal være 4-5 min i mellem dem før de vil se én på hospitalet). Plus vi bor 5-7 min fra hospitalet 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Åh Jeanett! Hvad er der med dig og dit liv, der får mig til at læse et sygt langt indlæg om din fødsel – når jeg selv er meget afklaret med, at der går flere år, før jeg selv begynder overhovedet at overveje det der med børn?

    Hvor er det dejligt at høre, at du alt i alt havde en god oplevelse. Det var faktisk rigtig interessant og ærlig læsning – ikke på den udstillende, men derimod realistiske måde. Modigt og sejt! Tak for det! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Forresten, nu så jeg lige i et af dine svar, at din mave nærmest allerede er “back-to-normal” – må man spørge hvor meget du endte med at have taget på?
    For det spiller vel immervæk også en rolle for rekreationstiden…:o)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • missjeanett

      Jeg ved det faktisk ikke 100%. Det var kun min læge der vejede mig, det gjorde min jordmoder ikke. Da jeg var til det sidste lægetjek i uge. 32+ (6 uger før jeg føder), da havde jeg taget 12-13 kg på. Og meget af den vægt var vand. Jeg havde vand i både hænder, ben og ansigt + jeg havde meget fostervand.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Boozt: Hvad skal jeg vælge?