OOTD #409: græsenke "uge" og mine sjove regler med strømpebukser

Ville I vide kønnet?

Ville I vide kønnet?Smukke Bella kun 2 måneder gammel. Læs om “Måned #2HER

Som jeg før har nævnt, så kommer der virkelig mange babyer til i år i min omgangskreds. Der er kommet to små drenge de sidste par måneder (en lille Knud og en Frej) og en af mine gode veninder har termin her d. 9. maj (også med en dreng), så det er lige om lidt. En anden kær veninde venter sig nummer tre til august og også her gemmer maven på en lille dreng. Jeg har altid sagt, at vores venner kun kan lave piger, fordi i flere år lavede vi ikke andet. Men man må da sige, at nu kommer drengene da!

Nu har et andet sæt i omgangskredsen også lige meddelt, at de skal være forældre i år. Til efteråret. Da Tim spurgte, hvornår de havde MD-scanning (som han kalder “kønsscanning” hehe), så var svaret, at de ikke ønskede at vide det. De ville gerne blive overrasket. Og jeg kan huske min umiddelbare reaktion (ikke overfor dem, men bare overfor Tim) var “Hvorfor i alverden vil de ikke vide det på forhånd?”. Vi var slet ikke i tvivl om, at vi gerne ville vide det, da jeg var gravid med Bella. Vi var aaaaaaalt for nysgerrige og desuden var vi så uenige om pigenavne, at hvis det var en pige, så ville vi gerne vide det, fordi så havde vi noget af et stykke arbejde foran os. I dag virker det også som om, at det er mere normalt at takke ja til at få det at vide der i cirka uge 20 end det er at takke nej. I gammel dage vidste ingen det jo. Min mor har ikke vidst det med en eneste af hendes tre børn – det er først blevet afsløret på dagen. Det var simpelthen ikke et tilbud man fik. Derfor fik vores venners beslutning mig til at vende den lidt rundt; er vi blevet for utålmodige eller er bare vi praktiske (i forhold til navnedebat og indkøb af tøj mm)? Jeg vil hurtigt sige, at jeg personligt selv er for nysgerrigt anlagt, men at jeg respekterer at andre ikke har det som mig. Jeg indrømmer også blankt, at jeg samtidig er pisse nysgerrig på andres vegne og derfor synes at de alle skal få det at vide, så jeg kan få stillet min nysgerrighed – haha! Men… deres beslutning er egentlig ret forfriskende. Det er i sidste ende jo heller ikke vigtig hvad maven gemmer på, så længe at baby er sund og rask. Jeg kender ingen, som ville elske deres barn mindre, fordi det var et andet køn end det ønskede. Jeg erkender dog blankt, at jeg selv heppede på en pige dengang, men havde vi fået en dreng, så havde min kærlighed til ham været lige så stor.
For en uges tid siden blev et par i mit netværk forældre. De havde hele vejen fået at vide, at der gemte sig en lille pige, så der var blevet købt godt ind af lyserøde ting. Derfor var overraskelsen også stor, da det var en lille dreng der kom til verden. Det er alligevel også sjovt, som naturen snyder os til tider.
Hvis vi nogensinde skulle have flere børn, så ville jeg helt sikkert vide det på forhånd igen. Min nysgerrighed kan simpelthen ikke håndtere andet.

Det er selvfølgelig til gengæld et problem i de lande, hvor kvinder vælger at få en abort, fordi barnet ikke har det “rigtige” køn. Det er et kæmpe problem og den skal “foster shopping” er decideret ulækkert.

Hvordan har I det med det? Vil/ville I gerne vide det eller skulle det være en overraskelse? (I må også gerne svare selvom I ikke har fået børn endnu). Er der nogle af jer, som har prøvet at I vidste det en gang, men ikke en anden? Hvordan var det forskelligt for jer? Og har I prøvet at få at vide, at I ventede det ene køn og så dukkede der det modsatte op?

My friends are having so many babies this year! Two little boys arrived the last two months and in less than two weeks one of my good friends are due with a boy too. In August another dear friend is having a boy aswell. But then another couple is due in October and they don’t wanna know the sex of the baby. It’s weird because we’re so used to everyone wanting to know before giving birth, but their decision is very refreshing. Do we need to know everything all the time? Would you wanna know before or should it be a surprise?

bloglovin
   

75 kommentarer

  • Jeg har ingen børn. Så hvem ved om nysgerrigheden overmander mig, hvis jeg en dag venter et barn 😉 Umiddelbart vil hverken manden eller jeg vide det.

    På en måde synes jeg, det er lidt magisk (kan ikke lige finde et bedre ord, haha) ikke at vide alting på forhånd. Jeg er ellers et kæmpe planlægningsmenneske, men lige netop med graviditet og kønnet på et barn, så vil jeg gerne overraskes. Jeg har i hvert fald ikke, som jeg har det lige nu, et behov for at vide andet end at et kommende barn er sundt og raskt. Måske er mine følelser på området lidt en modreaktion på, at man skal vide alt på forhånd. Det ønsker jeg ikke.

    Heldigvis findes der jo en del kønsneutralt tøj osv. efterhånden, selvom meget af det er liiidt kedeligt. Når vi en dag beslutter os for at stifte familie, håber jeg på at holde fast i ønsket om at blive overrasket 🙂

    /Line

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanja

    Var klar på selv at betale for en scanning til min søster hvis de ikke selv ville vide det .. 🙂 Kan jo ikke gå og glæde mig til mosterrollen uden at vide om det bliver dreng eller pige … (ok, selvfølgelig kan jeg det meeennnn)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Vi har en datter på 4 måneder og fik kønnet af vide ved en privat scanning i uge 15. Vi var gennem 3,5 års fertilitetsbehandling for at blive gravide og at kende kønnet gjorde graviditeten mere “virkelig” for os. Det hjalp især mig til at tro på at det endelig var sket og der faktisk voksede et ægte lille menneske indeni mig. Hvis vi er så heldige en dag at blive gravide igen er jeg dog ikke sikker på jeg vil vide det igen. Der er noget fint over at bevare spændingen helt frem til fødslen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maj

    Vi har vidst det begge gange. Første gang var jeg egentlig ligeglad med at få det at vide, men min mand ville rigtig gerne vide det. Og dét hensyn lod jeg veje højest, da jeg godt kan sætte mig ind i, at det bliver mere konkret for en mand at forholde sig til.

    Anden gang var jeg MEGA nysgerrig. Og vi kunne faktisk ikke engang holde den til 20-ugers-scanning, men endte med at købe en privat i uge 15 😀
    Anden gang havde jeg så meget mindre tid til at fokusere på graviditeten end første gang, og derfor havde jeg selv behov for at vide, hvad der kom. Og så var det også nemmere at tale med storesøster om, at der kom en lillesøster 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Johanne

    Da vi blev forældre i sommer kendte vi ikke kønnet på forhånd. Det var mig, der skulle overtale min mand til ikke at vide det, og jeg tror også, at jeg lovede ham, at ved næste graviditet skulle vi kende kønnet på forhånd, men nu har han faktisk skiftet mening, fordi han ligesom jeg mærkede hvor fantastisk en følelse det var, da fødslen var overstået og vi fik kønnet at vide – og det var ikke engang det første, der faldt os ind at undersøge 🙂
    Jeg synes der i dag er alt for meget fokus på køn. Jeg kunne sagtens forberede mig både mentalt og praktisk på at blive mor uden at kende kønnet. Jeg er alligevel ikke til lyserødt all over.
    Jeg har oplevet flere gange, når folk kender kønnet på deres barn, at de pålægger barnet nogle kønsstereotyper allerede inden barnet er kommet til verden, hvilket jeg synes er virkeligt ærgerligt.
    Og bare fordi videnskaben/teknologien giver os mulighed for at kende kønnet, betyder det ikke, at vi skal vide alt.
    Selvfølgelig var jeg nysgerrig efter at vide, hvad jeg bar på inde i maven, men jeg kunne godt vente, og det synes jeg blot det blev endnu mere fantastisk af 🙂
    Jeg forstår heller ikke 3-d-scanninger, som blot er skridtet videre i at ville vide alt på forhånd.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Jeg var faktisk ret sikker på, at jeg ikke ville vide det første gang (ved egentlig ikke præcis hvorfor), mens min kæreste var helt overbevist om, at det skulle vi da. Men han var villig til at føje mig (det skal man jo helst med gravide damer, hehe :-))

    Da vi nærmede os uge 20, kunne jeg dog mærke, at jeg var AAALT for nysgerrig, og alligevel gerne ville vide det. Vægelsindet much 🙂 Jeg synes, det gjorde det meget nemmere at forholde sig til at være gravid, da jeg vidste, hvem der var derinde.

    Anden gang var vi ikke i tvivl – der var også lidt praktiske hensyn, og det viste sig at være en dejlig lillebror til vores store pige, der er jævnaldrende med din Bella.

    Kommer der en treer på et tidspunkt, kunne jeg godt overveje ikke at kende kønnet. Men ville nok alligevel blive for nysgerrig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Haha ja, det er en god idé at føje hormonfyldte preggo ladies 😉 Jeg tror aldrig, at jeg kommer til at vælge det som en overraskelse – jeg er simpelthen for nysgerrigt anlagt!
      Og hvor hyggeligt at du har en dreng der er jævnaldrende med Bella!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette Glerup Kristensen

    Vi blev for 1 måned siden forældre til en lille dreng, uden at kende kønnet på forhånd.
    Det var et meget bevidst valg ift at vi og vores familier så ikke kunne gå shopping-amok.
    Vi har også altid snakket om, at det ville være ubærligt at knytte sig for meget til babyen inde i maven, hvis noget skulle ske undervejs – hvilket også har gjort at vi så slet ikke har knyttet os så meget under graviditeten som man kunne have drømt om, hvilket har været hårdt. Så næste gang, vil vi gerne vide kønnet på forhånd! 🙂
    Derudover syntes vi også det ville være en smuk oplevelse først, at få kønnet afsløret til fødslen. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Åhh det havde jeg faktisk slet ikke tænkt over – det med at man måske knytter sig mindre! Vi var enige om, at selvom vi vidste fra omkring 5. Måned i maven, at hun skulle hedde Bella, så ville vi ikke kalde hende/maven ved navn (vi kaldte hende “bøllebaby” i stedet for) netop fordi vi ikke ville knytte os SÅ meget, just in case.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lika

    Jeg vil helt sikker gerne vide det næste gang. Kan slet ikke vente næste gang heller 🙂 Har et vennepar, der ventede, men de fik ikke oplevelsen af at opdage det selv, men jdm, der gav besked et par min efter fødslen og så går det helt sjove af det synes jeg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Ja, jeg tror også at man i situationen er ret fokuseret på andre ting og derfor vil jeg hellere få det at vide på et tidspunkt, hvor fokus er på det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ea

    Jeg har altid tænkt, at jeg ikke vil vide kønnet på forhånd, og nu er jeg ikke selv gravid endnu, men den beslutning tror jeg, at jeg kommer til at holde fast i (men man skal jo aldrig sige aldrig 😉 ). Det er sjovt, jeg er nok mere overrasket over, hvor mange, der vælger at vide kønnet på forhånd.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Ja, der er langt flere i dag, der vælger at vide det end ikke. Men jeg tror det primært er pga planlægning og nysggerighed.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie wa

    Jeg vil helt sikkert IKKE vide det – jeg synes omvendt dig, at det er fjollet at få det at vide på forhånd :p Man har 18 år at shoppe sødt tøj i og et halvt år at finde det perfekte navn i. Jeg er sikker på at jeg til den tid nok skal nå det hele 😉

    Jeg synes det er en del af fødselsoplevelsen og graviditeten at glæde sig til at få kønnet at vide, også selvom man måske er ved at sprænge af spænding 🙂 Så er alt også valgt ud til et konkret barn og ikke “bare” et scanningsbillede.

    Jeg har et vennepar der blev forældre til en lille dreng for knap 14 dage siden, de kendte ikke kønnet. Men da jeg var på barselsbesøg i går væltede hjemmet (takket være internettet) allerede i blå ting. Jeg er sikker på at man nok skal nå det hele – også selvom man ikke kender kønnet på forhånd 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Det er jeg også sikker på at man nok skal – altså, nå det hele! Men som sagt, så ville vi bare gerne vide det – jeg var nysgerrig og havde brug for noget positivt midt i at jeg stadig kastede op flere gange om dagen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Jeg vil ikke vide det. For mig handler det om, at jeg helst vil undgå kønsstereotypificering.
    I vores samfund har vi det desværre med at tillægge mennesker egenskaber og karaktertræk ud fra deres køn, og det er meget uhensigtsmæssigt, synes jeg. Det holder mennesker fast i nogle roller, som kan være svære at komme ud af. Det biologiske køn determinerer på ingen måde, hvordan man er som menneske – disse roller er nogle, som samfundet har skabt.
    Hvis man kender sit barns køn, vil man nemt komme til på forhånd at tillægge det og forvente nogle karaktertræk, udelukkende på grund af barnets køn. Idet kønnet jo stort set er det eneste, man ved om sit ufødte barn – man har jo ikke mødt det endnu -, kommer der et alt for stort fokus på kønnet. Men køn betyder jo i virkeligheden ingenting. Jeg tror, at viden om kønnet vil skabe nogle forventninger, som – når barnet er født – ubevidst vil præge opdragelsen af barnet i en bestemt retning, og selvom man ikke ønsker det. Af samme grund kunne jeg aldrig finde på at klæde min datter i primært lyserøde farver og min dreng i blå, og for mig virker det helt absurd, at man køber tøj efter kønnet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Selve opdragelsen tror jeg ikke bliver mere kønsstereotyp, fordi man ved det på forhånd. Fordi de forventninger tror jeg man har uanset – hvis det er sådan man er som person. Bella er virkelig en “pige-pige” med dukker, prinsesser og lyserød. Men det er ikke noget jeg har forventet af hende eller præget hende til. Sådan er hun bare. Jeg køber faktisk ikke særlig meget lyserødt tøj til hende, da det netop nemt bliver tuttenuttet. Den farve hun har mest af i garderoben er grå og dernæst mørkeblå. Hun har også masser af pastelfarver, men der er virkelig ikke overvægt af det. Og selvom hun leger med dukker og klæder sig ud som prinsesse, så leger hun også med biler og hun ELSKER “farlige” dinosaurer. Og så synes jeg også, at både Tim og jeg er så rummelige mennesker, at bad hun pludselig om lutter biler, actionmen og andet, så ville det være det hun ville få. Jeg tror på, at det er vigtigt, at man som barn får udforsket det hele og jeg ser ikke noget som “pigelegetøj” eller “drengelegetøj”. Personligt synes jeg dog, at man går liiiidt for langt i politiskkorrekthed, når man, som i Sverige, begynder at kalde børnene for “høn/hon”, fordi man ikke vil sige han eller hende.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mette

      Det der med at kønnet at noget, samfundet skaber er altså lidt noget vås. Jeg kan anbefale jer at se denne dokumentar-serie, der sætter videnskabeligt fokus på emnet: https://www.youtube.com/watch?v=E577jhf25t4&list=PLd9_g7lAICxtlGbxh4_z8ik178o8CDPnv

      Jeg har en pige og dreng (kendte ikke kønnene, før de kom ud, fordi de havde navlestrengene liggende, så man ikke kunne se noget, og jeg var ikke nysgerrig nok til at tilkøbe yderligere scanninger), og jeg skulle hilse og sige, at de – helt uden vores påvirkninger – har interesseret sig ret meget for hhv. pink prinsesseting & fodbold og biler. Det er ret tydeligt, at der er en medfødt interesseforskel i lege og legetøj, og det er altså ikke fordi, vi har behandlet dem særlig kønsnormativt (især drengen, der er 2 år yngre end sin søster, var ret prinsesset til han var 3 år – så mistede det lidt interessen).

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadja

    Vi valgte ikke at få kønnet at vide da jeg ventede vores søn 🙂 Vi så/ser det som den fedeste overraskelse man kan få. Når nummer to en dag kommer på tale er jeg ikke i tvivl om, at jeg igen vil sige nej tak til at kende kønnet. Jeg synes det var hyggeligt at måtte vente i spænding på den store dag. At jeg så overhovedet ikke blev overrasket fordi jeg havde bildt mig selv ind, at det var en lille dreng er en helt anden historie 😉 Det var også super fedt at overraske især bedsteforældrene, min mor fortalte at hun blev ekstra rørt da hun kom ind på stuen og så at det var en dreng, ikke på grund af kønnet, men fordi hun ikke vidste det og derfor blev ramt ekstra hård <3 Jeg forstår godt folk der vælger at få kønnet at vide, det er da klart mest praktisk – det er nok også derfor der er færre og færre der venter 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Åhh hvor lyder det også som om, at I har haft den fedeste oplevelse med ikke at vide det!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Da jeg var gravid med vores søn, var jeg simpelthen så nervøs for, at der var noget galt og turde ikke rigtig glæde mig (hvilket var åndssvagt for jeg havde en rigtig god graviditet). Derfor valgte vi at få kønnet af vide – og så for at få stillet nysgerrigheden. Visheden gav mig en enorm tryghed og hjalp mig til at knytte mig endnu mere til vores barn.
    Angående navn, så havde vi mange navne i spil i starten, men endte med én favorit, som dog først blev endelig efter fødslen. Jeg var meget imod at holde vores navne-tanker hemmelige, så vores familie og venner fik det selvfølgelig af vide. Det resulterede så i, at vores forældre kaldte vores ufødte barn ved navn før vi selv gjorde det. Det var sgu lidt underligt – særligt hvis vi nu havde ombestemt os :/
    Det blev en lidt lang og rodet fortælling, jeg undskylder på forhånd 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Det hjalp også mig til at knytte mig mere før fødslen – fordi jeg vidste hvad maven gemte på!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Melisa

    Vi fik det ikke at vide med vores datter. Jeg har aldrig været så nysgerrig om sådan noget og spændingen da min søster fødte min første nevø (jeg var med til fødslen) var det bedste!
    Jeg var så heldig at jeg var ret meget “med” da hun kom ud at jeg selv løftede hendes ben og så hun var en pige. Jordemoderen havde glemt at vi ikke vidste det 🙂
    Skulle jeg have flere ville jeg heller ikke vide det,.
    Og det der med at familie ikke kunne gå amok i gaver, støtter jeg op om.. Så havde jeg ikke særlig meget lyserødt og det passede mig rigtig godt 😀
    Men man får 1000 flere spørgsmål når man ikke ved det, end når man ved det. “Hvordan kan i holde til det, er du slet ikke nysgerrig, hvordan vil du knytte dig når den stadig er en den?”

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Jeg kunne sagtens forestille mig, at folk spurgte løs! Jeg vil lige minde mig selv om ikke at gøre det samme 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • K

    Min søster valgte ikke at vide det, og alle var ved at dø af spænding, men hvor var det en fantastisk dag, da vi kom op på hospitalet, og så det var en lille nevø! Hende og hendes mand ville ikke vide det, fordi de var bange for at knytte sig for meget til barnet, da de havde mistet en lille pige sent i en tidligere graviditet. Så jeg synes det var en fin tanke og dejlig overraskelse (udover at mange jordmødre ikke kunne lade være med at sige ‘han’ til scanningerne, men de prøvede at bortforklare, og derfor var vi stadig i tvivl – tror simpelthen ikke de møder mange, der ikke vil have kønnet at vide)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Hehe ja de der jordmoder er nok bare vant til, at de fleste vil vide det. Vores spurgte os inden, om vi ville eller ikke ville.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Johanne

    Da jeg fødte i sommer vidste vi ikke kønnet på forhånd. Det var mig, der skulle overtale min mand til ikke at ville vide det. Jeg lovede ham vist nok også, at vi skulle vide det på forhånd næste gang, men nu har han faktisk heller ikke lyst til at vide det før fødslen næste gang 🙂
    Både mentalt og praktisk har jeg ikke haft svært ved at forberede mig på at blive mor, selvom jeg ikke kendte kønnet. Jeg er alligevel ikke til lyserød all over.
    Jeg synes det er ærgerligt, at der er en tendens til, at vi i dag skal vide alt på forhånd, hvilket også gælder barnets køn og udseende (3-d-scanninger).
    Jeg har også oplevet flere, som kender deres barns køn, og så derudfra allerede pålægger barnet nogle bestemte egenskaber. Fx, at det bliver hårdt med en dreng eller at der kommer til at være gang i den, fordi det er en dreng og ikke en pige – mærkeligt i mine øjne!
    Jeg synes, det var en helt fantastisk oplevelse at føde og så derefter få barnets køn at vide. Jeg kan ikke huske det præcist, men jeg tror det var jordemoderen, der fortalte os kønnet, men det gjorde mig ikke noget.
    Så jeg vil helt sikkert også gøre sådan næste gang 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Vi var heldigvis enige om, at vi begge gerne ville vide det. Det må kræve en masse samtaler, hvis man ikke er 😉
      Vi sprang dog over på 3D scanning. Både fordi det var 1000 kroner jeg hellere ville bruge på noget andet, men også fordi jeg netop gerne ville have noget “til gode”, til når hun kom.

      Jeg genkender dog godt nok ikke det der med at planlægge barnets “egenskaber” i forhold til deres køn. Men det er der måske nogle der gør. Jeg kender dem bare ikke.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Johanne

      Det er der desværre nogle, der gør.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Det er der nok, ja. Men tror du virkelig det specifikt handler om scanningen og ikke bare deres holdninger til kønsroller generelt?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Johanne

      Hmm, det hænger nok sammen. Selvfølgelig er det ikke kun kønsscanningen, som er skyld i det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Nej, det var bare sådan jeg først forstod din kommentar 😉 Men ja, det handler nok mere om personlighed.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vi valgte at få kønnet at vide med vores søn, men når den næste engang kommer, så vil jeg ikke vide det. Jeg tænker, at det må være en helt fantastisk oplevelse at få det at vide i det øjeblik, man får barnet op til sig, og det vil jeg gerne opleve. Forventningens glæde. 🙂 Og jeg tror slet ikke, at det kommer til at påvirke min tilknytning til en kommende baby under graviditeten, måske fordi jeg godt kender til det “konkrete” allerede gennem vores første barn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lea

    Da vi ventede vores, fik vi ikke kønnet at vide. Jeg havde slet ikke tænkt over, at man kunne vælge ikke at vide det, det var min kæreste der gerne ville have det som en overraskelse. Jeg synes det var sødt, han glædede sig meget.
    Jeg tror ikke vi er blevet for utålmodige eller praktiske. Det er bare så surrealistisk at blive forældre, så man “samler” på al den information, som kan give et praj om hvordan det bliver.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Da vi ventede vores første barn i 2002 valgte vi ikke at vide kønnet. Jeg var sikker på det blev en dreng (Malthe) og meget af det indkøbte tøj var kønsneutralt men med pil mod det blå/grå. Den 14/2 fødte jeg og efter et kvarters tid spurgte jordmoderen om vi ikke skulle se hvilket køn det var og det var så en lille Signe…..
    Anden gang fik vi overraskelsen allerede ved den første scanning, for som jordemoderen sagde var der to lejligheder og der boede nogen i begge to. Jeps vi ventede tvillinger på naturlig vis. Det var overraskelse nok for mig, og jeg havde i den grad brug for at vide kønnene, så jeg da kunne planlægge lidt. Den 28/8/06 kom Holger og Ester til verden!
    Og nu er vi færdig med den slags :0)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • C

    Ej, jeg vidste slet ikke, at I var tre søskende!? Må jeg spørge, om I har en bror eller søster? Måske du slet ikke har lyst til at svare og det er selvfølgelig helt i orden, men når man er trofast læser, bliver man jo lidt overrasket – og nysgerrig 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg vil faktisk helst ikke vide det, som en ekstra overraskelse. Det må være så fint at gå og gætte på, hvad det er for et køn, og så glæde sig endnu mere til babyen bliver født. Det kan jeg i hvert fald godt se det smukke i.
    Men forstår også hvis man gerne vil vide det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      For mig var der bare overraskelser og ubehag nok – jeg manglede noget positivt, som kunne få mig til at tænke på, når graviditeten var overstået. Så jeg havde klart “brug for” at vide det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sascha

    Jeg kunne slet ikke vente med at få kønnet at vide. Jeg er alt for nysgerrig – vi betalte endda for en kønsscanning i uge 14 🙂

    For mig blev det hele mere håndterbart når jeg vidste hvilken køn det var.

    For mit vedkommende var det overraskelse nok med hvordan han mon så ud (valgte ikke 3D scanning) og hvilken personlighed han ville få 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Jeg er også! Vi betalte dog ikke for ekstra scanninger, men havde bare de to, som alle andre har.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi

    Noget af det fedeste ved graviditeten var seriøst den kønsskanning, det var 500kr ud af vinduet og i princippet helt sort at kende kønnet inden man vidste om barnet var sundt og raskt. Men det var en vild oplevelse og mega spændende.
    Da jeg foreslog min mand vi ventede med at kende kønnet ved en evt nr 2 inspireret af en artikel om emnet, så sagde han “i dont like surprises”. Vi havde navnet på plads, men sagde det ikke til nogen efter fødslen skiftede vi navn – det første var helt forkert, ingen kendte det og det var helt problemfrit. En fra min termins gruppe ville skifte navn og det var mega bøvlet, fordi hele familien kunne barnets navn og var halvvejs imod.

    Jeg tror ikke køn eller navn har nogen betydning for tilknytning, særligt anden gang, da ved man hvad der kommer ud af det. Jeg tror når der er to streger, så jeg mor til to – imodsætning af første gang, hvor jeg havde no clue, anden der kom en baby om 8 – 9 mdr

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Haha jeg er fan af din mand! Vi fortalte navnet til nogle få (min søster, vores forældre), men bad alle om, at maven ikke skulle kaldes ved navn, da vi synes det var weird før tid og det respekterede alle heldigvis. Vi gjorde det heller ikke selv.

      Nej, jeg tror også, at man hurtigere knytter sig til barnet 2. og 3. gang, fordi man ved hvad det er for et lille fantastisk væsen det bliver til.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Da vi ventede vores tvillinger var vi helt enige om, at vi ikke ville kende kønnene på forhånd. Alt var så planlagt, så vi havde brug for at der var noget vi ikke kendte på forhånd. Vi havde været gennem fertilitetsbehandling med strikse skemaer og datoer for medicin og undersøgelser. Efter jeg blev gravid skulle jeg scannes hver 14 dage, vi havde mange undersøgelser, jeg var tvunget til kejsersnit fordi de lå med fødderne ned af – intet kunne vi kontrollere selv. Men det med at kende kønnene, det kunne vi selv kontrollere. Så det gjore vi 🙂

    Nogle ville nok synes det var upraktisk når vi kun skulle have to, men det var ikke det store problem. Vi havde meget kønsneutralt tøj, jeg syede selv sengetøj og sengerand. Vi havde en liste med 4 drengenavne og 4 pigenavne. Vi var forberedt på alt 🙂

    Og så var det alligevel en dejlig overraskelse at der kom to drenge. Vi havde nemlig troet det var en af hver.

    Skulle vi have nr 3, så vil jeg gerne overraskes igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Det kan jeg virkelig godt forstå – at der skulle være noget, som for en gangs skyld ikke var super kontrolleret. Og kæmpe respekt til jer! Jeg har simpelthen aldrig forstået hvordan i alverden tvillingeforældre kan stå på benene. Jeg synes, at en er noget af en opgave.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Jeg vil helt sikkert gerne vide det, når jeg engang bliver gravid.. Hvis jeg ender i en situation hvor jeg er sammen med en mand der ikke vil vide det, så får han af vide at det er fint, men at jeg VIL vide det, og nok skal forsøge at holde det hemmeligt. Jeg ville dø af spænding, hvis jeg ikke fik det af vide. HADER overraskelser.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Hahaha! Jeg har det på præcis samme måde. Jeg sagde også til Tim inden, at hvis han ikke ville vide det, så var det helt okay. Men så måtte han gå udenfor døren, når jordmoderen fortalte mig det 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • kimmie

    Vi fik kønnet at vide så tidligt som muligt (14+) begge gange. Primært pga planlægning, da jeg har haft et kæmpe behov for at få styr på alt så tidligt som muligt (navn, tøj osv). Men selvfølgelig også af ren og skæres nysgerrighed. Hvis og når vi skal have en tredje, så vil jeg virkelig gerne prøve at vente til fødslen. Men det vil blive sindssyg svært for mig pga mit store behov for planlægning. Og især hvis det ny skulle være en pige, da vi har to drenge og dermed intet piget tøj osv herhjemme.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Jeg forstår dig 100% – jeg kunne heller ikke lade være og ville også gerne kunne købe andet et gråt og hvidt tøj.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Majbritt

      Men tøjet kan vel godt være farvet uden at være kønnet? Jeg forstår virkelig ikke det store behov for at tøj skal være så meget anderledes bare fordi babyen er det ene eller det andet løn.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Nu snakker jeg ikke om, at jeg gik amok i all-lyserød. Og jeg er bare en af dem, som ikke synes at gul og grøn går til begge dele. Og desuden er jeg ikke særlig vild med nogle af de farver til babyer, så det gjorde det ekstra svært! haha
      Men fedt for dig, hvis det ikke havde betydning i forhold tøjet. Det havde det for mig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Jeg har vidst kønnet med begge mine piger. Med den store købte vi en kønsscanning fordi vi ikke kunne se noget til MD, trods badutspring og dansen rundt. Med nummer to var vi enige om, at hvis vi ikke kunne se noget til MD, så ville vi ikke købe scanning denne gang. Det betød bare ikke det samme at vide kønnet 🙂
    Jeg har to fætre der bliver fædre her til sommer, den ene vil vide kønnet, den anden vil ikke. Og jeg jeg synes skisme det er lidt spændende med den vi ikke ved hvad er 😀 som om der bare er mere spænding.
    Får jeg nogensinde en nummer tre, så vil jeg ikke vide kønnet

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Jeg har en datter på 24 måneder og en søn på 6 måneder, og vi vidste ikke kønnet ved nogle af dem. Jeg tror, at vores beslutning om ikke at vide det var lidt en modreaktion på at alt i dag er så planlagt og sat i kalender/skema. Det var en helt fantastisk oplevelse da babyerne kom ud og vi endelig fandt ud af kønnet 😃 Vi kender ikke andre, der ikke vidste det og alle reagerede som dig haha 😉 Ingen kunne forstå det. Mht navne, fandt vi frem til to drenge- og to pigenavne hver gang. Og så købte vi grå/grønne/beige toner i det første tøj og udstyr.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Jeg kan sagtens forstå modreaktionen! Det er nemlig langt de fleste, som gerne vil vide det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Birgitte

    Vi har ikke ønsket at vide det de første to gange, og skal heller ikke vide det næste gang. særligt første gang, havde alle SÅ mange forventninger på babys vegne, og ville hele tiden røre maven, og planlægge hvordan baby skulle begynde til ballet eller fodbold. Alle var ved at gå til over at vi ikke ville vide det, og til sidst blev jeg simpelthen så irriteret over, at folk ikke bare kunne respektere vores beslutning. Jeg er selv ret privat, og havde brug for også at give babyen et privatliv inde i maven. Anden gang var det mest bare sjovt at folk var så nysgerrige, og jeg ved jo at det bare er fordi folk glæder sig, men for mig har det været helt magisk når jordemoderen siger ‘det er en …’ Men det er det selvfølgelig også, når man får det at vide i uge 20. Folk kan gøre hvad de vil, hvis de så bare blander sig udenom hvad jeg vil;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jane

    Vi ville ikke vide kønnet med den første. Men da hun så kom til verdenen, skulle jeg da lige vænne mig til at det var en pige – for den der havde ligget inde i maven var jo en baby. Og det var selvom at jeg håbede på at det var en pige?! Virkelig mærkelig følelse.
    Med nr. 2 og med den oplevelse jeg havde første gang, valgte vi at købe os til en kønsscanning i uge 22-ish. Også for at det var nemmere for den kommende storesøster at forholde sig til og for at hun kunne være mere en del ift indkøb, navn osv.
    Faktisk synes jeg ikke at de skal tilbyde kønsscanning til MD-skanning, da det jo reelt ikke er derfor man bliver scannet, nogle gange tager det dem også længere tid og måske koster samfundet flere penge – ergo vil man vide det, må man betale sig fra det.
    Det er iøvrigt ikke alle steder de vil scanne kønnet med.
    Men synes faktisk det er lidt kedeligt at vide kønnet, alt bliver så planlagt og kontrolfikseret.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Tja, jeg synes faktisk det er fint nok, at det bliver tilbudt der. Selvfølgelig skal de ikke bruge 15 minutter bare på at kigge efter kønnet, men det tog seriøst vores 30 sekunder at konstateret, at det helt klart var en pige. Men tager det lang tid, så synes jeg også man må betale sig fra det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria L.

    Jeg er gravid i tredje trimester, og vi har valgt ikke at kende kønnet.

    Det blev ekstra vigtigt for mig ikke at kende kønnet, da vi skulle have hjælp til at blive gravide, udelukkende pga. årsager hos min kæreste. Men det var kun mig der skulle gennem behandling (pga ægudtagning). Sådan er kortene nu engang fordelt. Vi har støttet hinanden og har hele vejen igennem nærmest været overinformerede. Men der havde vi også brug for at være. Der gav en tryghed i virvaret af “sker det nogensinde?”-tanker, møder med læger, målinger, blodprøver, hormonniveauer, indsprøjtninger – ja, vi så endda set vires baby for første gang, da den kun var otte celler stor. Det er ikke til at fatte, at det er det lille liv, der sparker så insisterende nu – det føles som det største mirakel! Vi glæder os til at møde vores stærke datter eller søn og har navnet klar i begge tilfælde.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Hvor er det dejligt at høre, at det endelig er lykkedes jer! Stort tillykke! Og jeg kan sagtens sætte mig ind i, at i sådan en sitution, er man så overinformeret, at man netop gerne vil undlade at vide ting. Der er en anden her i kommentarfeltet i samme situation, som har skrevet nøjagtig det samme.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Vi venter een lille dreng i slutningen af juni. Vi tænkte meget længe om vi ville vide kønnet, og besluttede os faktisk først for at få det at vide hvis det var åbenlyst til MD scanningen. Tappen var så tydelig at både faderen og jeg kunne se kønnet og spurgte JM ad om det ikke var en lille dreng.
    Jeg er nu 33 uger henne. Jeg har en masse forestillinger om hvordan vores lille dreng bliver, men mest Hvordan han bliver som voksen. Den største forskel – og egentlig den eneste der betyder noget – er at han aldrig kommer til at være gravid. Jeg bliver aldrig mormor – hvilket der selvfølgelig aldrig er en garanti for. Men igennem graviditeten er mit bånd til min egen mor blevet endnu stærkere og jeg kan ikke se hvilken oplevelse man som “drengemor” kan sidestille med det her.
    Vores søn har blåt tøj. Han har også pink og lilla bodyer. Og han kommer ikke til at have en kjole på fordi han skal kunne bevæge sig frit – ikke fordi det er “pigetøj”.
    Han er blevet mere reel for faderen og mig da vi fik kønnet at vide, for alt omkring det med at gro en baby er så abstrakt og svært at forholde sig til, at vi havde brug for noget at kunne støtte os op af.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Catharina Pedersen

    Jeg synes at der er kommet en tendens til, at folk ikke vil vide, hvad køn baby i maven er. Kender i hvert fald flere og flere som gerne vil lade sig overraske. Det er sejt, at de kan vente. Jeg kan ikke! Jeg er pisse nysgerrig og har brug for at kunne planlægge – både ifht. indkøb og navn.
    Med min søn købte vi en kønsscanning i uge 15, og når vi skal have nr. 2 engang betaler jeg også gladeligt for en kønsscanning.
    Inderst inde bliver jeg lidt irriteret på dem, som ikke vil vide kønnet, men det holder jeg bare for mig selv 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Haha jeg er lidt med dig i det sidste – dog med det i mente, at de selvfølgelig selv 100% bestemmer. Men min nysgerrighed er pænt irriteret 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Vi kendte ikke kønnet ved vores første barn. Alle omkring os mente dog det var en dreng pga mavens udseende. Da jeg trak barnet op på maven, stod tiden stille og vi tænkte slet ikke på at vi ikke vidste om det var en dreng eller en pige, men det var altså en pige, det var jordemoderen som spurgte til kønnet. Vil ville ikke vide det, fordi vi (jeg) synes der var noget magisk ved ikke at vide det, og så kunne jeg slet ikke overskue hvis jeg allerede midt i graviditeten skulle vide om jeg skulle være mor til en pige eller en dreng.
    Men da vi fik nummer to her for 2 måneder siden, kendt vi kønnet, for der havde min kæreste behov for at kunne forberede sig på om han skulle have to tøser;-) Hvis vi skal have en tre’er VIL jeg dog bestemme at vi ikke skal vide kønnet. DEt er der bare noget helt særligt ved.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Majbritt

    Jeg vil ikke have kønnet at vide. Jeg synes generelt der er alt for meget fokus på kønnet i dag

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Brigitte

    Vi ville ikke vide det første gang. Fik endda en 3D-scanning, men bad sygeplejersken om ikke at filme for meget i “det område”. Skulle jeg få et barn til vil jeg heller ikke vide det, og jeg kan ikke rigtig sige hvorfor, pånær at forløsningen føles så meget større, man får både sin baby at se, og kønnet, altså to overraskelser på en gang. Tror også det har noget at gøre med respekt for barnet. Af samme grund synes jeg faktisk det er decideret respektløst at navngive sine børn inden de er født. Et navn er noget man skal bære resten af livet, så at man som minimum har set barnet an, et par dage før man vælger navnet, synes jeg bør være en selvfølge.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Okay, jeg er meget, meget uenig med dig i, at det er decideret respektløst at vælge navn før fødslen. Et navn er jo ikke kun afgjort efter ansigtet. Moderen “kender” sit barn ret godt inden. Bella havde utrolig mange af sine karaktertræk allerede i maven. Hun drillede fx tydeligt tit Tim, når han ville mærke. I dag er hun også den vildeste drillepind/prankster. Så at man først “kender” barnet, når man har set ansigtet, dét synes jeg faktisk er ret overfladisk.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida V.R.

    Vi vil helt sikkert ikke vide det, når den dag kommer. Det er jo så uendelig ligegyldigt! Jeg har ikke lyst til at skabe en masse forestillinger, og at vide hvilket køn det er siger jo ikke noget om det lille menneske der gemmer sig derinde. Min bror har fået to piger og de vidste det ikke nogle af gangene. Som faster har det bare været en dejlig overraskelse, når jeg så har fået nyheden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Da vi ventede vores første, kendte vi ikke kønnet. Det var rigeligt for os, at det var en sund og rask baby, og jeg ville aldrig have undværet magien ved at gå og gætte. Det gav os mange spændende overvejelser og refleksioner omkring forskellen på at være pigeforældre og drengeforældre. Det er vigtigt for os, at vores børn får lige muligheder for at dyrke de traditionelle kønsroller og for at bryde med dem.
    Det var en ret lang fødsel, og jeg var bare så glad og forelsket, da jeg endelig fik mit lille vidunder ud, at jeg glemte at spørge til kønnet. Hun var en god halv time gammel, før jeg kom i tanke om det 🙂
    Nu er jeg gravid igen, og denne gang har vi valgt at kende kønnet. Jeg glæder mig så meget til at vores familie bliver forøget, at vores datter bliver storesøster og at have sådan en dejlig lille baby igen, men jeg har svært ved at finde den samme glæde ved selve graviditeten, som jeg havde sidste gang, hvor alt var nyt. Den glæde kom fra det sekund vi fik kønnet at vide.
    Jeg synes det er vigtigt at mærke efter, hvad der er rigtigt for en selv, og så ikke at gå så meget op i, hvad der er mest almindeligt i vennekredsen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    For 10 år siden da vi ventede den første kunne scanningsdamen ikke se kønnet – babyen lå nemlig med krydsede ben og der var intet vi kunne gøre for at ændre det 🙂
    Da hun blev født var det derfor en overraskelse og det neutrale tøj kunne blive suppleret op af pink og lilla 🙂

    Da vi ventede vores næste 3 år senere spurgte scanningsdamen os om hvad vi håbede det ville være – jeg sagde en pige fordi det var jo de vi kendte til og sekundet senere sagde hun “hov det er en dreng” – han skjulte ingenting 🙂 Jeg var lidt skuffet de første timer men det ændrede sig selvfølgeligt 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Når jeg skal have børn, så vil jeg helt sikkert vide kønnet. Altså kønnet er jo selvfølgelig fuldstændig ligegyldigt, men jeg tror bare heller ikke, at jeg vil kunne vente. Desuden har jeg en idé om, det vil komme til at virke mere virkeligt, hvis jeg har noget konkret at forholde mig til 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

OOTD #409: græsenke "uge" og mine sjove regler med strømpebukser