Min weekend: barndomsvenner og awardshow
Fredag var virkelig en rar dag. Der herskede bare rigtig weekendstemning hjemme hos os og vi skruede op for hyggen. Bella var i strålende humør og dansede en lille dans for mig, da jeg ville tage et par billeder af hende. Jeg hentede vietnamesisk mad hos Banh mi Saigon i Vestergade (lige ved siden af SexKino), som er godt og billigt. Det blev 220 kroner for aftensmad til os alle tre. Der røg også lige et stykke af Odenses bedste cheesecake med hjem og jeg fik et kæmpe knus af ejeren, som havde haft travlt siden mit indlæg udkom. Jeg prøvede denne gang en med kirsebær og den var rigtig god! Bella faldt i søvn rigtig tidligt og det udnyttede vi til at hente dyner ned i sofaen, åbne en flaske hvidvin og se film. Film i flertal! Det kan jeg ikke huske, hvornår det sidst er sket. Tim er typen der aldrig får set film færdig, fordi han falder i søvn under dem. Men den aften fik vi både set 101 Cloverfield Lane og Amateur Night. Ingen af dem var specielt fantastiske, men 101 Cloverfield Lane var alligevel spændende og holdt os underholdt imens. Mellem de to film fangede jeg lige en helt, helt fantastisk solnedgang. Den var SÅ smuk! Jeg elsker, at solen går ned i vores spisestue og fra stuen. Det er skønt at sidde og nyde det syn.
Lørdagen bød først på kedelige pligter, som tøjvask og oprydning, men det stoppede heldigvis, da min barndomsven Cuong og hans kæreste Ramune kom forbi til kaffe, crossainter og kanelsnegle (fra BRØD – SÅ gode! Jeg skrev også om dem her). Dejligt selskab og tiden løb også pludselig stærkt. Jeg hoppede i bad og fik gjort mig klar, da vi om aftenen skulle til Odense Film Festival Awards 2016 med blå løber (og blå drinks, viste det sig). Jeg skiftede mening angående mit outfit flere gange og jeg stod faktisk i denne kjole 15 minutter før at vi skulle afsted, men endte til sidst i den på billedet. Bella blev passet hos hende her og så smuttede vi afsted mod glitter, glimmer og kendisser. Vi fik taget billeder på den blå løber (dette – ikke specielt godt af nogle af os haha) og mødt med lækre blå drinks. Vi var hjemme igen kl. 23.15, men selvom det ikke blev nogen vild aften for os, så var det alligevel rart at komme ud bare os to.
Min kjole er fra ASOS WHITE (HER), sko fra Paper Dolls (HER) og taske fra Leowulff (HER).
Jeg har lagt mærke til, at jeg er dårlig til at få taget billeder om søndagen. Måske er det den der søndagssløvheden der slår til? Jeg fik malet lidt igen (nu er jeg gået i gang med vores spisestue også) og Tim fik samlet vores nye barvogn. Nu skal jeg bare lige have “indrettet” den. Bella lavede sig en isbutik, hvor vi skulle komme og købe is. Jeg lavede en stor lækker økokylling med krydderurtesmør under skindet og en varm “salat” bestående at grillet squash, stegte majs og feta (inspireret af dette instagrambillede af Martin).
Hvad synes I egentlig om disse weekendindlæg? Jeg kan se, at trafikken på dem er god, men kommentarfeltet er oftest ret stille på disse indlæg. Det kan selvfølgelig godt være, at I bare ikke har det helt store at sige til dem, men jeg ville lige høre jer ad. De tager nemlig lidt tid at lave, da der er en del billeder der skal gennemgås og redigeres.
How was your weekend? Mine was lovely! Visits from childhood friend, great food and the Odense Film Festival Award show 2016.
Jeg er vild med dem! Generelt kan heg godt lide alle dine “mit familieliv” indlæg 🙂