OOTD #428: I prikket kjole fra ASOS og jury duty

Om min biografklub og anmeldelse af Florence Foster Jenkins

Om min biografklub og filmen Florence Foster Jenkins

Nu har jeg snakket en del, om “min” biografklub “Damernes biografklub” (som vi kalder den) de sidste par uger og jeg har lovet, at jeg ville fortælle lidt mere om den. Jeg fik ideen, fordi jeg tit tænker på, at fyre er så gode til at få arrangeret at ses i større flokke, men at jeg (i hvert fald i min omgangskreds) oplever at damerne er lidt dårligere til det. I hvert fald når vi er flere der skal ses. Samtidig elsker jeg at gå biografen – langt mere end hvad Tim gider at gå med mig! Det gav mig derfor ideen til biografklubben! Jeg har spurgt dejlige damer, som jeg kender her i Odense og har derefter inviteret dem ind i en facebookgruppe (klubben tæller blandt andet hende her, denne dame og hende her. Det er ikke alle damerne, som kender hinanden på forhånd, men det gør det også sjovt). Her stemmer vi hver måned, om hvilken film vi skal se og derefter finder vi en dag. Det har været vigtigt for mig, at det var en meget uformel biografklub og at der ingen forpligtigelser er forbundet med det. Har man en måned ikke tid eller er ikke så interesseret i den film, som resten vælger, så er man helt fri til at springe over. Hvis der er for mange regler eller forventninger, så bliver folk trætte af det og det er jo ikke meningen. Ind til videre har vi været afsted to gange: Vi så Captain Fantastic i august, Florence Foster Jenkins i september og så har vi netop valgt, at vi skal se Café Society her i oktober. Første gang mødtes vi bare lige inden filmen og sidste gang spiste vi på restaurant (som var i indlægget her) inden vi satte os foran det store lærred. Det kan man jo gøre som man har lyst fra gang til gang. En sådan biografklub kan i hvert fald anbefales!

Filmen Florence Foster Jenkins er baseret på virkelige hændelser og på historien om kvinden ved samme navn. At det er en historie fra det virkelige liv, gør filmen væsentlig bedre, men det vender jeg lige tilbage til. Vi er i 1944 og Florence (og hendes mand) har skabt en slags klub (hey, de har også startet en klub 😉 ), hvor New Yorks bedre borgerskab underholdes med skuespil og historier. Og det er Florence selv (Merryl Streep), som står på scenen – nogle gang sammen med hendes mand (Hugh Grant). Men Florence er mere sød end hun er talentfuld, og det ved hendes mand godt. Han formår dog, at få alle andre til at spille med på legen om, at Florence er en stjerne. Blandt andet ved at betale dem for at komme. Det går fint ind til en dag, hvor Florence pludselig får en idé om, at hun nu også gerne vil synge og afholde koncerter. Florence hyrer en pianist og en sangcoach, så hun kan øve sig dagen lang. Hun tror selv, at hun synger virkelig godt. Det er virkelig ikke skønsang, for at sige det mildt, og hendes mand kommer på overarbejde, da han op til hendes koncerter skal regulere, hvem der sælges billetter til. Ingen må jo fortælle Florence sandheden om hendes “talent”! Der går heller ikke længe før, at Florence leger med ideen om at indspille en sang på plade. Hvor længe lykkedes det Florences mand at holde sammen på det hele og afholde Florence i at finde ud af sandheden?

Min anmeldelse: Jeg havde først ikke de store forventninger til filmen, men få dage før vi skulle afsted, så jeg de vilde anmeldelser, som filmen har fået. Der er ikke blevet sparet på stjernerne særlig mange steder. Derfor tror jeg, at mine forventninger gik lidt op. Man skal tage filmen for hvad den er: sød og med en masse sjove scener, hvor man ikke kan undgå at trække på smilebåndet (Merryl Streeps “skønsang” er fantastisk). Historien er rigtig sød og viser, hvor langt en mand vil gå for at undgå, at hans kone bliver såret. Man kan selvfølgelig diskutere, om hun ikke bare skulle have haft sandheden at vide længe før, men kærligheden er tydelig. Jeg blev dog aldrig rigtig ramt af filmen og der hvor den gjorde størst indtryk, var under rulleteksterne, hvor vi så billeder af den rigtig Florence Foster Jenkins og hørte hendes rigtige sang. Det er et lidt sent tidspunkt at gøre indtryk 😉 Det er en ret fin historie – netop fordi det er en rigtig historie. Havde det ikke været dét, så tror jeg, at man ville have afskrevet filmen, som en lille sød, men fjollet film. Dog må jeg rose skuespilspræstationerne. Det er klart det, som bærer filmen. Vi, os i biografklubben, var alle vilde med hendes pianist, som fik os til at grine mange gange.

Tre store stjerner (ud af seks).

Hende her, fra biografklubben, synes følgende om filmen: Jeg synes den var til gode solide 4 stjerner, båret op af birollerne pianisten og Hugh Grant som spiller ret eminet. Det er fantastisk at det er en virkelig historie og på den baggrund finder jeg den ret charmerende. Men det er ikke en, man tænker længe over efter man har forladt biografen.

Har I set den?

I’ve started a movie club only for the best ladies that I know (that live in my city). Once a month we voted for our favorite movie and then we all watch it together. The last movie we saw was Florence Foster Jenkins which is based on a true story. We’re in 1944 and Florence loves to be on stage. But she’s more cute than she’s talented. One day she gets the idea that she wants to start singing too – which she’s even more bad at than acting. Her husband (Hugh Grant) tries to make sure that she’ll never find out that she’s not talented – at all. It’s a cute movie, but it’s better because you know it’s a true story, which makes it unique. Hadn’t it been, then it would just be a silly move. I’ll give it three big stars out of six.

Om min biografklub og filmen Florence Foster Jenkins

   

15 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

OOTD #428: I prikket kjole fra ASOS og jury duty